One shoot - Livets længsel

En fiktiv historie - inspiration efter virkelig hændelser, Du lever i frygt og længsel. Hvor længe kan Du, holdet det ud?

0Likes
2Kommentarer
133Visninger
AA

1. Livets længsel..

"Hans hånd kærtegner blidt din kind, imens han med glødende øjne kysser dig blidt på munden. Et meget blidt, og romantisk kys. For hver minut, i kigger på hinanden - kan i mærke kærligheden der vokser og vokser. For første gang, er du i live. For første gang, har du mærket, hvordan kærlighed føles. Smilet på dine læber vokser, og i fletter jeres fingre sammen, mens i nyder øjeblikket. "Jeg elsker dig..." Sagde han, atter en gang, mens i bare stod der, helt fortabt i hinanden, men med ét, går mindet ud.

Det er det, du hele tiden har gået og drømt om. En dag, at kunne stå med en elskede, og få de ord, som betyder Aller mest fortalt. "Jeg elsker dig." Ord, som er store, men som betyder meget for dig. Den anerkendelse, der lægger i ordret, fortæller dig, at du er god nok, og at du rent faktisk er elsket af én.

Med tårerne trillende ned af kinderne, løber du igennem mængden af unge mennesker der fylder en hel harmoni af glædes musik og stråledans. Frustreret løber du ud på parkeringspladsen. Sætter dig grædende på grus stenene, og kigger op på den smukke stjerne himlen. Igennem hele skoleåret, har du levet i en tilstand mellem lettere angst og depression, og glæde. En forvirring mellem de to sider - lettere sagt: Kampen mellem englen og dæmonen.  

Du har hele sit liv fået af vide, at du ikke var og er god nok. "Du er en kæmpe taber, et kæmpe fjols. Du er ordblind og ensom. Skrid af helvedes til. Psykopat."  Disse ord, sagt af en dreng ved navn Martin, fra din gamle klasse, det tog hårdt på dig - at du ikke er blevet accepteret. Selv ikke, da du kom på efterskole - selvom du havde chancen for at starte forfra, lukkede du dig selv inden i den sikre boks - som nok ikke rigtig, var så sikker, som du selv gik og troede. Det resulterede i at du i tvang over for dig selv, stoppede med at spise sammen med andre. Du følte skam over det - kun når du var alene lod du dig blive besat af madens dæmon som åd dig op inden fra - og som du til sidst måtte give op over for, og kaste op, af tvang, fordi skammen atter kom, og tændte sit bål inden i dig.

Der går få minutter, i det du sidder med hovedet nede i grus stenene og lader tankerne strømme, at et par hænder rammer dine skuldre blidt. Du kigger op, med røde øjne og snøfter. Det er din lærer, faktisk en af de bedste lærer du har haft. I hvert fald den lærer, du ser som mest omsorgsfuld og kærlig. En rigtig faderlig figurer. Han kigger smilende og opmuntrende på dig og tager din hånd, får at hjælpe dig op, og efterfølgende giver dig et varmt og dejlig knus. "Hvis du har brug for at snakke. Så kom endelig, så vil jeg gøre mit bedste."  Det var en klar hentydning, til at du skulle gribe den chance, og tage den snak. Den ville jo nok komme før eller siden. – afvisende adfærd og indelukkethed, kan du ikke slippe af med, uden der er nogen der vil bemærke det, og sladre - og desuden, kunne det jo ikke være så slemt? Måske ville det faktisk været dejligt, at få snakket med en omkring alle dine mange tanker, der flyver rundt.

I følges ad ind på lærerværelset og får lukket døren ind til et lidt mindre rum, men mere privat. Du tager en dyd indånding og kigger nervøst på ham. "Vi har massere af tid. Hvad har du på hjertet, min ven?" Da din lærer siger det, strømer dine tåre ud. Du kan ikke holde dem inde mere, det er blevet for meget for dig. Du hulker og føler en skam over det - men før du får stoppet, er du allerede inde i din læres favn endnu en gang. "Jeg..." Stammer du, og er virkelig nervøs, med svedige hænder og rystende krop, hjertebanken og svimmelhed, sætter du dig ned på en stol.

"Jeg kan ikke mere. Det hele er…" Du snøfter svagt, og prøver at holde dine tårer tilbage. Du føler sig, som en kæmpe fiasko lige nu, og af ren nervøsitet bider du dig i læben. "Jeg føler jeg er så skrækkelig alene. Der er ingen der vil være sammen med mig... Jeg er ikke god nok... Jeg har intet selvtillid, eller selvværd... Alt jeg gør er forkert." Snøftende kigger du af vinduet og mærker den korte stilhed. Det du lige har sagt, bragte sorg i dit hjerte, og lige nu har du mest lyst til bare at løbe ud af døren og forsvinde langt væk. Din lærer, tager dig ind i din favn i et varm knus.  "Jeg ved at der er masserer af ting, som du er god til." Han smiler varmt og kærligt til dig, og det fylder din krop med glæde og du føler en tryghed og sikkerhed ved at han er der lige nu, sammen med dig. Længsel efter endnu kram tager til. Du kigger på ham, og har stadig røde øjne efter at havde grædt. Du tvinger et lille nervøst smil frem. " Hvis bare du tør at være mere åben. Måske kan finde en som du tænker kunne være en god ven? ” Du nikker forstående og tænker. ” Det er bare altid lettere sagt end gjort…”

Han nikker forstående og smiler igen. En varme breder sig i din krop. ”Du skal tro på dig selv. Bryde den grænse – ellers kommer du ikke videre, men det ved jeg at du kan! Du er en skøn pige med mange kvaliteter.”

Det din lære har sagt til dig, sætter spor. Han har virkelig har fat i noget, men det er så skrækkelig svært. Dine hænder ryster, men du kan mærke at angsten er ved at tage af. Du tvinger forsigtigt et lille smil frem, og føler lettelsen inden i din krop sværme. "Se, du er allerede på vej. Du kan smile, og husk nu at vi alle sammen har dårlige dage. Vi skal bare huske ikke slå lejre på de dårlige dage, men netop finde tilbage på sporet, og komme hen til den rigtige lejer." Din lærer tager dig ind i din favn, og I giver hinanden et kram, som føltes så kærligt, fyldt af beskedenhed, og som vare længere end normalt vis.  ”Jeg vil meget gerne snakke igen, hvis du for brug for det.”

Du er lettet. Du har aldrig før mødt en så omsorgsfuld og lyttende en lærer. Det føles skønt, det er virkelig herligt og opmuntrende.  I rejser jer begge to, og er på vej til at skilles, for at gå hver sin vej. Men inden du vender dig om,

"Du er en dejlig pige. Glem aldrig det, mit kære barn." Med det citat i bagagen fra din lærer forlader du nu lærerværelset med et smil over samtalen. Dit hjerte er lettet og du kan nu afslutte skoledagen med en rar følelse i kroppen - eller hvad? Du véd, at du nok stadig er psykisk ustabil, eller måske er det blot en sindssyg tanke du bilder dig selv ind. Men det her, kan næppe ende godt, selvom du føler en lettelse, og glæde, kan du mærke der ligger langt mere bag det.

Hvilket du havde fuldstændig ret i, for ugen efter, kokser det hele, og nu er du klar, til at tage det sidste skridt og springe ud over kanten.

Du sidder stille, der er intet der rør sig. Tiden den er gået i stå, og for et enkelt øjeblik, kan du mærke, at du ikke længere er i live. Du er død. Din krop er død og din sjæl er død. Du er intet menneske længerer - du er ingen ting.

Det giver et sæt i dig, da alle begynder at gå frem og tilbage. De ler mens de smiler og latteren skråler højt ud af hele deres krop. Du lukker dine øjne, og holder dig for ørerne, men larmen braser igennem din trommehinde, og du er lige ved at eksplodere af raseri. 

Foran dig, sidder der to, modbydelig og onde sleske piger. De typer, der tror de er noget. De populære, tøser. Dullerne, der propper sit ansigt med 10 lags pudder og falske øjenvipper, høje hæle og pels, når de kan komme til det.

Rasende og frustreret over at være blandt sådanne Idioter, som dem. Tåbelige. Arrogante.

Dagen skrider frem, alt for langsomt, ifølge din mening. Du vil bare gerne have dagen overstået, så du kan få det hele overstået, og kommer væk, for evigt. 

Du sidder derhjemme, eller faktisk er det bare på dit efterskoleværelse. Du er helt alene, alt er som det skal være. Du har tændt bruseren og venter på vandet bliver brændende varm. Det her er dagen, du har ventet så længe på. Ja, rent faktisk har du drømt lige præcis om det her øjeblik. Hele scenariet kører inden i dit indre, som en film. Den gentager sig selv, så du bliver mindet om, hvad der skal til at foregå.

Du har kniven klar, som du har taget fra køkkenet, uden tilladelse selvfølgelig, og du har pillerne klar, og sidst men ikke mindst brevet. Et brev, som du har skrevet til din klasse. Du ønsker, alle skal vide, hvad det er du er på vej til, bortset fra familien, som du nægter at fortælle noget til.

Kære Jer

Det undre Jer måske, at jeg skriver til jer, i et brev. Men nu skal i høre... I har været med til at træffe den her beslutning, som bestemt ikke har været let, men så samtidig var den eneste udvej, til at krydse vejen, og komme videre her fra. Så den måde, har det nu faktisk været et let valg. Jeg er glad for, at I sammen med resten af skolen fik mig til at føle mig selv som en komplet idiot. Hvilket jeg jo også oven i købet var. Tak, for alle de hadske beskeder, og tak for alle de psykiske tæv. Tak får at havde lukket mig ude af fællesskabet. Der er jeg Jer, evig taknemlig for.

Jeg ønsker jer den bedste fremtid, og må lykke være med på jeres vej. 

Kærlig hilsen,

Mig.

Du folder forsigtigt brevet sammen – og taper det fast på ydre døren. Med teksten: Til Jer.

Din kærer lærer, som greb dig på inden du faldt ned – har du også givet en lille hilsen. Men den skal ikke indikerer noget. Du har blot skrevet: Mange tak for snakken tidligere. Det betyder virkelig meget. Du er den bedste lærer i verden. Jeg håber du har det godt. – Vi ses.

Med ordene vi ses – tænker du på, at i selvfølgelig vil mødes igen en dag. Bare ikke i den her verden. Du trykker på send ikonet, og smider din telefon væk. Den skal du ikke længere bruge. Nu skal du bare forsætte dit arbejde.

Du trækker vejret dybt, imens du betragter dig selv i spejlet. Bleg, og mørke rande under øjnene. Lidt fregner og grå øjne, som svagt gnister.  Du ser ned i glasset som der er fyldt med piller. Du har taget lidt af hvert, faktisk alt det du kunne få fingrende i.  Der er lidt mod diverse smerter og allergier, og andet skidt. En tåre triller ned af din kind – du prøver på at være stærk. Stærk nok til at gennemfører det.  Du tager forsigtigt glasset og holder det op til munden og sluger det du nu kan, og skyller det ned med vand. Det bliver du ved med, indtil at det er helt tømt.

Jeg sætter min ynglings sang på, Danser med dreng, Hvor længe vil du ydmyge mig? Den er god, og fortæller en god historie. Du nyder musikken. Det er det sidste, du nyder inden det er slut. Kniven ligger pænt og venter på kanten af badekaret.  Du sætter dig ned i det ellers så varme vand, som strømmer ned over dig, som et vandfald. Du venter bare på at tiden skal gå, og det hele slukker og går ud i et, som et stearinlys.

Med sitrede intensitet, tager du kniven mellem dine fingre, og lader den strejfe dit håndled, blidt og kærtegn-ligt, som var der kærlighed mellem kniven og dig.

Minutterne skrider fremad, og du kan stille mærke, smerten derr komme, og svimmelheden der bobler inden i dig, og du kigger ned på dit håndled, hvor kniven perfekt nu ligger. Du bider dig i læben, og lukker dine øjne, og lader kniven borer sig dybt ned i dig, efterlad af et dyb suk. Den smerte der kommer, føles så rar, og fantastisk. Du har fortjent den, og da du ser blodet der strømmer ned af kroppen, og vandet der får det til at se mere vildt ud, forsætter du med et svagt smil, og endnu en dyb sukke-en, som fortæller dig, det snart er forbi.

Du rammer pulsåren, og er lige ved at skrige af smerte og længsel efter at komme væk. Væk til et nyt sted, som er bedre end her. Med ét, går lyset ud, og dit sidste åndedrag, er et tungt et, og du lader din krop falde sammen, og ligger der, helt stille, med tomme øjne, hvor blodet bare strømmer ud, lidt endnu og vandet regner ned over dig, og lader dine nøgne krop se endnu mere fortabt og ulykkelig ud. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...