One shoot - Livets længsel

En fiktiv historie - inspiration efter virkelig hændelser, Du lever i frygt og længsel. Hvor længe kan Du, holdet det ud?

0Likes
2Kommentarer
132Visninger
AA

2. det nye

"Hans hånd kærtegner blidt din kind, imens han med glødende øjne kysser dig blidt på munden. Et meget blidt, og romantisk kys. For hver minut, i kigger på hinanden - kan i mærke kærligheden der vokser og vokser. For første gang, er du i live. For første gang, har du mærket, hvordan kærlighed føles. Smilet på dine læber vokser, og i fletter jeres fingre sammen, mens i nyder øjeblikket. "Jeg elsker dig..." Sagde han, fyldt af kærlighed, mens i bare stod der, helt fortabt i hinanden, men med ét, går mindet ud.

Det er det, du hele tiden har gået og drømt om. En dag, at kunne stå med en elskede, og få de ord fortalt, som betyder Aller mest. "Jeg elsker dig." Ord, som er store, men som betyder meget for dig. Den anerkendelse, der lægger i ordret, fortæller dig, at du er god nok, og at du rent faktisk er elsket af én.

Med tårerne trillende ned af kinderne, løber du igennem mængden af unge mennesker der fylder en hel harmoni af smukke klange og stråledans. Frustreret løber du ud på parkeringspladsen. Sætter dig grædende på grus stenene, og kigger op på den smukke stjerne himlen. Igennem hele skoleåret, har du levet i en tilstand mellem lettere angst, depression, og til tider glæde. En sand forvirring mellem de to sider - lettere sagt: Kampen mellem englen og dæmonen.  

Du har hele dit liv fået af vide, at du ikke var og er god nok. "Du er en kæmpe taber, et kæmpe fjols. Du er ordblind og ensom. Skrid af helvedes til. Psykopat."  Disse ord var blevet sagt af en dreng ved navn Martin, fra din gamle klasse, det tog hårdt på dig - at du ikke er var eller nu er blevet accepteret. Selv ikke, nu hvor du er på efterskole - selvom du havde chancen får at starte forfra, lukkede du dig selv inden i den her psykiske sikre boks - som nok egentlig ikke rigtig, var så sikker, som du selv gik og troede.

Det hele resulterede i at du i tvang over for dig selv, stoppede med at spise sammen med andre. Du følte skam over det – det var kun når du var alene at du lod dig selv blive besat af madens dæmon som så langsomt åd dig op inden fra - og som du alligevel til sidst måtte give op over for og kaste op igen af ren tvang, fordi skammen atter kom, og tændte endnu et af sine mange bålbrænde, inden i dig.  Intet du gjord, var godt nok. Sulte sig selv, blev i sidste ende, din redningshelt.

Der går få minutter, i det du sidder med hovedet nede i grus stenene og lader tankerne strømme, frem og tilbage at et par hænder rammer dine skuldre blidt. Du kigger op, med røde øjne og snøfter. Det er din lærer, faktisk en af de bedste lærer du har haft i år. I hvert fald er det den lærer, som du ser som den mest omsorgsfulde og kærlige lærer. Han føles lidt, som en faderlig figur for dig. Han kigger smilende og opmuntrende på dig og tager din hånd, for at hjælpe dig op og stå, og efterfølgende giver dig et varmt og dejlig knus. "Hvis du har brug for at snakke. Så kom endelig, så vil jeg gøre mit bedste."  Det var en klar hentydning, til at du skulle gribe den chance, og tage den snak. Den ville jo nok komme før eller siden. – afvisende adfærd og indelukkethed, kan du ikke slippe godt af sted med, uden der er nogen der vil bemærke det, og sladre - og desuden, kunne det jo ikke være så slemt? Måske ville det faktisk været dejligt, at få snakket med en omkring alle dine mange tanker, der flyver rundt.

I følges ad ind på lærerværelset og får lukket døren ind til et lidt mindre rum, men mere privat. Du tager en dyd indånding og kigger nervøst på ham. "Vi har massere af tid. Hvad har du på hjertet, min ven?" Da din lærer siger det så strømmer dine tårer ud. Du kan ikke holde dem inde mere, det er simpelthen blevet for meget for dig. Du hulker og føler en skam over det - men før du når at få stoppet så er du allerede inde i din læres favn endnu en gang. "Jeg..." Stammer du, og er virkelig nervøs, med svedige hænder og rystende krop, hjertebanken og svimmelhed, for du sat dig ned på en stol. Din angst, provokerer dig virkelig – det burde den ikke, - da det jo bare er din lærer, og det ved du også godt.  Men du har ikke selv valgt den skulle komme nu. Den dukker op, i svært belastede situationer, selvom du brændende ønsker at den skal forsvinde.

"Jeg kan ikke mere. Det hele er…" Du snøfter svagt, og prøver at holde dine tårer tilbage. Du føler sig, som en kæmpe fiasko lige nu, og af ren nervøsitet bider du dig i læben. "Jeg føler, at jeg er så skrækkelig alene. Der er ingen der vil være sammen med mig... Jeg er ikke god nok... Jeg har intet selvtillid, eller selvværd... Alt jeg gør er forkert, og alt det jeg så inderst inde gerne vil, tør jeg ikke." Snøftende kigger du af vinduet og mærker den korte stilhed, der kommer. Det du lige har sagt har medbragt sorg i dit hjerte, og lige nu har du Aller mest lyst til bare at løbe skrigende ud af døren og forsvinde langt væk.

Din lærer rykker sig tæt ved dig, og tager din ene hånd, og giver den et blidt klem.  "Jeg ved at der er masserer af ting, som du er god til." Han smiler varmt og kærligt til dig, og det fylder din krop med glæde og du føler en tryghed og sikkerhed ved at han er der lige nu, sammen med dig.  En længsel efter endnu et kram tager til. Kram har du aldrig rigtig fået nogen af, selvom det jo er realitetsting at gøre. Du kigger på din lærer, og har stadig røde øjne efter at havde grædt. Du tvinger et lille nervøst smil frem, bare for at skulle virke mere selvsikker. " Hvis bare du tør at være mere åben. Måske kan finde en som du tænker kunne være en god ven? ” Du nikker forstående og tænker. ” Det er bare altid… lettere sagt end gjort…”  

Han nikker forstående og smiler igen. En varme breder sig i din krop. ”Du skal tro på dig selv. Bryde den grænse – ellers kommer du ikke videre, men det ved jeg at du kan! Du er en skøn pige med rigtig mange kvaliteter.”

Det som din lære lige har sagt til dig, sætter ret dybe spor i dig. Han har virkelig fat i noget, men det er så skrækkelig svært, at du ved – at det ikke ville komme til at lykkes lige med det samme, og samtidig er det så grænseoverskridende for dig, at du mest af alt bare ha lyst til at græde over, hvor latterligt det er, at du er bange for at gå hen til en fra din egen skole, ja lige så gær en fra din egen kontaktgruppe. Du sukker lavt, og kigger ud af vinduet.

Dine hænder ryster, men du kan mærke at angsten er ved at stilne af, og at roligheden er ved at sænke sig ned over din krop. Du giver et lille smil, og føler lettelsen inden i din krop sværme. Det her var et af de ægte smil. Det kunne du virkelig mærke. "Se, du er allerede godt på vej. Du kan smile, og husk nu at vi alle sammen har dårlige dage. Vi skal bare huske ikke slå lejre på de dårlige dage, men netop finde tilbage på sporet, og komme hen til den rigtige lejer." Du nikker. Helt klart. Men det bliver en kamp, som du skal kæmpe og sejre.

 I rejser jer op, og din lærer tager dig ind i din favn en sidste gang, og I giver hinanden et kram, som føltes så kærligt, omsorgsfyldt, betænksomt, fyldt af beskedenhed, dog lykkelighed. Det virkelig dejligt, og så varede det ovenikøbet længere end normalt vis.  ”Jeg vil meget gerne snakke igen, hvis du for brug for det.”

Du er lettet. Du har aldrig før mødt en så omsorgsfuld og lyttende en lærer, på den måde som han er. Det føles så utrolig skønt, det er virkelig herligt og opmuntrende. I rejser jer begge to, og er på vej til at skilles, for at gå hver sin vej. Men inden du vender dig om, blinker din lærer til dig og siger følgende: "Du er en dejlig pige, der kan meget. Glem aldrig det, mit kære barn." Med det citat i bagagen fra din lærer forlader du nu lærerværelset med et smil over samtalen. Dit hjerte er lettet og du kan nu afslutte skoledagen med en rar følelse i kroppen - eller hvad? Du véd, at du nok stadig er psykisk ustabil, eller måske er det blot en sindssyg tanke du bilder dig selv ind. Men det her, kan næppe ende godt, selvom du føler en lettelse, og glæde, kan du mærke der ligger langt mere bag det, får en enkelt samtale kan ikke ændre din tilstand. Der er så meget, at du kunne snakke i timevis.

Ugen efter, kokser det hele, og det er nu du er klar, til at tage det sidste skridt og springe ud over kanten.

Du sidder stille, der er intet der rør sig. Tiden den er gået i stå, og for et enkelt øjeblik, kan du mærke, at du ikke længere er i live. Du er død. Din krop er død og din sjæl er død. Du er intet menneske længerer - du er ingen ting.

Det giver et sæt i dig, da alle begynder at gå frem og tilbage. De ler mens de smiler og latteren skråler højt ud af hele deres krop. Du lukker dine øjne, og holder dig for ørerne, men larmen braser igennem din trommehinde, og du er lige ved at eksplodere af raseri. 

Foran dig, sidder der to, modbydelig og onde sleske piger. De typer, der tror de er noget. De populære, tøser. Dullerne, der propper sit ansigt med 10 lags pudder og falske øjenvipper, høje hæle og pels, når de kan komme til det.

Drenge, som tror de er noget. Rigtig playboys. Føj, for den.

Rasende og frustreret over at være blandt sådanne Idioter, som dem. Tåbelige. Arrogante. Fjolser, der ikke kan fortage sig andet end sidde at snakke grimt om andre, håber du på at denne dag snart vil ende, så du kan være i fred, og komme videre.

Dagen skrider frem, men alt for langsomt, ifølge din egen mening. Du vil bare gerne have dagen overstået, så du kan få det hele overstået, og komme væk, væk for evigt. 

Senere på dagen, efter en lang skole dag:

Du sidder derhjemme, eller faktisk er det bare på dit efterskoleværelse. Du er helt alene, alt er som det skal være. Du har tændt bruseren og venter på vandet bliver brændende varm. Det her er dagen, du har ventet så længe på. Ja, rent faktisk har du drømt lige præcis om det her øjeblik. Hele scenariet kører inden i dit indre, som en film. Den gentager sig selv, så du bliver mindet om, hvad der skal til at foregå.

Du har kniven klar, som du har taget fra køkkenet, uden tilladelse selvfølgelig, og du har pillerne klar, og sidst men ikke mindst brevet. Et brev, som du har skrevet til din klasse. Du ønsker, alle skal vide, hvad det er du er på vej til, bortset fra din familie, som du nægter at fortælle noget til. Du ønsker ikke at såre dem, selvom det nok kommer til at ske.

Kære Jer

Det undre Jer måske, at jeg skriver til jer, i et brev. Men nu skal I høre... I har været med til at træffe den her beslutning, som bestemt ikke har været let, men så samtidig var den eneste udvej, til at krydse vejen, og komme videre her fra. Så på den måde, har det nu faktisk været et let valg alligevel. Jeg er glad for, at I sammen med resten af skolen fik mig til at føle mig selv som en komplet idiot. Hvilket jeg jo også oven i købet var. Tak, for alle de hadske beskeder, og tak for alle de psykiske tæv. Tak får at havde lukket mig ude af fællesskabet. Der er jeg Jer, evig taknemlig for.

Jeg ønsker jer den bedste fremtid, og må lykke være med på jeres vej. 

Kærlig hilsen,

Mig.

 

Du folder forsigtigt brevet sammen – og taper det fast på ydre døren. Med teksten: Til Jer.

 

Din kærer lærer - ham som greb dig på falderabet– har du også givet en lille hilsen. Men den skal ikke indikerer noget. Du har blot skrevet: Mange tak for snakken tidligere. Det betyder virkelig meget. Du er den bedste lærer i verden. Jeg håber du har det godt. – Vi ses.

Med ordene vi ses – tænker du på, at I selvfølgelig vil mødes igen en dag. Bare ikke i den her verden. Du trykker på send ikonet, og smider din telefon væk. Den skal du ikke længere bruge. Nu skal du bare forsætte dit arbejde.

Du trækker vejret dybt, imens du betragter dig selv i spejlet. Bleg, og mørke rande under øjnene. Lidt fregner og grå øjne, som svagt gnister. Du ser ned i glasset som der er fyldt med piller. Du har taget lidt af hvert, faktisk alt det du kunne få fingrende i.  Der er lidt mod diverse smerter og allergier, og andet skidt. En tåre triller ned af din kind – du prøver på at være stærk. Stærk nok til at gennemfører det.  Du tager forsigtigt glasset og holder det op til munden og sluger det du nu kan, og skyller det ned med vand. Det bliver du ved med, indtil at det er helt tømt.

Du sætter din ynglings sang på, Beatles Let It Be? Den er god, og fortæller en god historie. Du nyder musikken. Det er faktisk det sidste, du nyder inden det hele er slut. Kniven ligger pænt og venter på kanten af badekaret. Du sætter dig ned i det ellers så varme vand, som strømmer ned over dig, som et vandfald, men du bare venter på at tiden skal gå, og det hele slukker og går ud i ét, som et stearinlys.

Med sitrede intensitet, tager du kniven mellem dine fingre, og lader den strejfe dit håndled, blidt og kærtegn-ligt, som var der kærlighed mellem kniven og dig.

Minutterne skrider fremad, og du kan stille mærke, smerten der kommer, og svimmelheden der bobler inden i dig, og du kigger ned på dit håndled, hvor kniven perfekt nu ligger. Du bider dig i læben, og lukker dine øjne, og lader kniven borer sig dybt ned i dig, efterladt af et dyb suk. Den smerte der kommer, føles så rar, og fantastisk. Du har fortjent den, det ved du, og kan du også mærke. Tankeren styre dig, mere og mere, og da du ser blodet der strømmer ned af kroppen, og vandet der får det til at se mere vildt ud, forsætter du med et svagt smil, og endnu en dyb sukke-en, som fortæller dig, det snart er forbi.

Du rammer pulsåren, og er lige ved at skrige af smerte og længsel efter at komme væk. Væk til et nyt sted, som er bedre end her. Med ét, går lyset ud, og dit sidste åndedrag, er et tungt et, og du lader din krop falde sammen, og ligger der, helt stille, med tomme øjne, hvor blodet bare strømmer ud, lidt endnu og vandet regner ned over dig, og lader dine nøgne krop se endnu mere fortabt og ulykkelig ud. 

 "Hans hånd kærtegner blidt din kind, imens han med glødende øjne kysser dig blidt på munden. Et meget blidt, og romantisk kys. For hver minut, i kigger på hinanden - kan i mærke kærligheden der vokser og vokser. For første gang, er du i live. For første gang, har du mærket, hvordan kærlighed føles. Smilet på dine læber vokser, og i fletter jeres fingre sammen, mens i nyder øjeblikket. "Jeg elsker dig..." Sagde han, fyldt af kærlighed, mens i bare stod der, helt fortabt i hinanden.”

 

Tro, håb og kærlighed.

Vi skal gøre en forskel, vi skal sætte ind der hvor vi kan. Uanset om det ikke ser slemt ud, så gør noget ved det.

Hvad synes du ? Del din kommentar med mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...