One shoot - Livets længsel

En fiktiv historie - inspiration efter virkelig hændelser, Du lever i frygt og længsel. Hvor længe kan Du, holdet det ud?

0Likes
2Kommentarer
130Visninger
AA

3. Den nyeste version

Kære Dig - derude.

Det vil betyde meget, hvis du havde, et kvarters tid til at læse, den her lille historie. Den kan godt være lidt hård.

Jeg har skrevet den på baggrund, af egne oplevelser og erfaringer – men den er skrevet fiktivt, da intet som sådan er sket i virkeligheden, kun brudstykker, som er omfortolket og ændret. Den er skrevet i Du person, for at I kan mærke det, som var det jer, der var hovedpersonen.

Jeg vil anbefale, at I sætter et stykke instrumental/klaver musik på i baggrunden – som i kan komme i stemning af, og bliver rørt af. Det giver den bedste effekt. Jeg håber i vil læse den, og fortælle jeres mening.

Kærlig hilsen,

Mia.

Vejen til den anden side

”Du sidder stille, der er intet der rør sig. Tiden den er gået i stå, og for et enkelt øjeblik, kan du mærke, at du ikke længere er i live. Du er død. Din krop er død og din sjæl er død. Du er intet menneske længerer - du er ingen ting.”

 

"Hans hånd kærtegner blidt din kind, imens han med glødende øjne kysser dig blidt på munden. Et meget blidt, og romantisk kys. For hver minut, i kigger på hinanden - kan i mærke kærligheden der vokser og vokser. For første gang, er du i live. For første gang, har du mærket, hvordan kærlighed føles. Smilet på dine læber vokser, og i fletter jeres fingre sammen, mens i nyder øjeblikket. "Jeg elsker dig..." Sagde han, fyldt af kærlighed, mens i bare stod der, helt fortabt i hinanden, men med ét, går mindet ud.

Det er det, du hele tiden har gået og drømt om. En dag at kunne stå med din elskede, og få de ord fortalt, som betyder Aller mest. "Jeg elsker dig." De ord, som er så ubeskrivelige store, men som betyder meget for dig. Den anerkendelse, der lægger i ordret, fortæller dig, at du er god nok, og at du rent faktisk er elsket af én – bare af en enkel.

Med tårerne trillende ned af kinderne, løber du igennem mængden af unge mennesker der fylder en hel harmoni af smukke smil og stråledans. Frustreret løber du ud på parkeringspladsen. Sætter dig grædende på grus stenene, og kigger op på den smukke stjerne himlen. Igennem hele skoleåret, har du levet i en tilstand mellem lettere angst, depression, og til tider glæde. En sand forvirring mellem de to sider - lettere sagt: Kampen mellem englen og dæmonen.  

Du har hele dit liv fået af vide, at du ikke var og er god nok. "Du er en kæmpe taber, et kæmpe fjols. Du er ordblind og ensom. Skrid af helvedes til. Psykopat."  Disse ord var blevet sagt af en dreng ved navn Martin, fra din gamle klasse, og det tog hårdt på dig at få den modebydelig sætning fortalt om og om igen. - at du ikke var og er blevet accepteret, føltes forfærdeligt. Selv ikke nu hvor du er på efterskole - selvom du havde chancen for at starte forfra, lukkede du dig selv inden i den her psykiske sikre boks - som nok egentlig ikke rigtig, var så sikker, som du selv gik og troede. Men du må dog indrømme, at livet på efterskole, har været en sand rejse, du aldrig vil glemme. De dårlige dage, har du haft en del af, men så mange, som før. Du har været langt gladere, end nogensinde før, men… Dit lave selvværd og selvtillid bragte dig ned i et hul.

Det resulterede i at du i tvang over for dig selv, stoppede med at spise sammen med andre. Du følte skam over det – det var kun når du var alene at du lod dig selv blive besat af madens dæmon som så langsomt åd dig op inden fra - og som du alligevel til sidst måtte give op over for og kaste op igen af ren tvang, fordi skammen atter kom, og tændte endnu et af sine mange bålbrænde, inden i dig. Intet du gjord, var godt nok. Sulte sig selv, blev i sidste ende, din redningshelt.

Der går få minutter, i det du sidder med hovedet nede i grus stenene og lader tankerne strømme, frem og tilbage at et par hænder rammer dine skuldre blidt. Du kigger op, med røde øjne og snøfter. Det er din lærer, faktisk en af de bedste lærer du har haft i år. I hvert fald er det den lærer, som du ser som den mest omsorgsfulde og kærlige lærer. Han føles lidt, som en faderlig figur for dig. Han kigger smilende og opmuntrende på dig og tager din hånd, for at hjælpe dig op og stå, og efterfølgende giver dig et varmt og dejlig knus. "Hvis du har brug for at snakke. Så kom endelig, så vil jeg gøre mit bedste."  Det var en klar hentydning, til at du skulle gribe den chance, og tage den snak. Den ville jo nok komme før eller siden. – afvisende adfærd og indelukkethed, kan du ikke slippe godt af sted med, uden der er nogen der vil bemærke det, og sladre - og desuden, kunne det jo ikke være så slemt? Måske ville det faktisk været dejligt, at få snakket med en omkring alle dine mange tanker, der flyver rundt.

I følges ad ind på lærerværelset og får lukket døren ind til et lidt mindre rum, men mere privat. Du tager en dyd indånding og kigger nervøst på ham. "Vi har massere af tid. Hvad har du på hjertet, min ven?" Da din lærer siger det så strømmer dine tårer ud som et vandfald. Du kan ikke holde dem inde mere, det er simpelthen blevet for meget for dig. Du hulker og føler en skam over det - men før du når at få stoppet så er du allerede inde i din læres favn endnu en gang. "Jeg..." Stammer du, og er virkelig nervøs, men med svedige hænder og rystende krop, hjertebanken og svimmelhed, får du til sidst sat dig ned på en stol. Din angst provokerer dig virkelig meget – det burde den ikke, - da det jo bare er din lærer, og det ved du også godt. Men du har ikke selv valgt den skulle komme nu. Den dukker op i svært belastede situationer, selvom du brændende ønsker at den skal forsvinde.

"Jeg kan ikke mere. Det hele er…" Du snøfter svagt, og prøver at holde dine tårer tilbage. Du føler dig som en kæmpe fiasko lige nu, og af ren nervøsitet bider du dig i læben, i håb om det her snart er færdigt. "Jeg føler, at jeg er så skrækkelig alene. Der er ingen der vil være sammen med mig... Jeg er ikke god nok... Jeg har intet selvtillid, eller selvværd... Alt jeg gør er forkert, og alt det jeg så inderst inde gerne vil, tør jeg ikke." Snøftende kigger du af vinduet og mærker den korte stilhed, der kommer. Det du lige har sagt har medbragt sorg i dit hjerte, og lige nu har du Aller mest lyst til bare at løbe skrigende ud af døren og forsvinde langt væk.

Din lærer rykker sig tæt ved dig, og tager din ene hånd, og giver den et blidt klem.  "Jeg ved at der er masserer af ting, som du er god til." Han smiler varmt og kærligt til dig, og det fylder din krop med glæde og du føler en tryghed og sikkerhed ved at han er der lige nu, sammen med dig. En længsel efter endnu et kram tager til. Kram har du aldrig rigtig fået nogen af, selvom det jo er en realitetsting at gøre og give hinanden. Du kigger på din lærer, og har stadig røde øjne efter at havde grædt. Du tvinger et lille nervøst smil frem, bare for at skulle virke mere selvsikker. " Hvis bare du tør at være mere åben. Måske kan finde en som du tænker kunne være en god ven? ” Du nikker forstående og tænker. ” Det er bare altid… lettere sagt end gjort…”  

Han nikker forstående og smiler igen. En varme breder sig i din krop. ”Du skal tro på dig selv. Bryde den grænse – ellers kommer du ikke videre, men det ved jeg at du kan! Du er en skøn pige med rigtig mange kvaliteter.”

Det som din lære lige har sagt til dig, sætter ret dybe spor i dig. Han har virkelig fat i noget, men det er så skrækkelig svært, at du ved – at det ikke ville komme til at lykkes lige med det samme, og samtidig er det så grænseoverskridende for dig, at du mest af alt bare har lyst til at græde over, hvor latterligt det er, at du er bange for at gå hen til en fra din egen skole, og ja lige så gær en fra din egen kontaktgruppe. Du sukker lavt, og kigger ud af vinduet.

Dine hænder ryster, men du kan mærke at angsten er ved at stilne af, og at roligheden er ved at sænke sig ned over din krop. Du giver et lille smil, og føler lettelsen inden i din krop sværme. Det her var et af de ægte smil. Det kunne du virkelig mærke. "Se, du er allerede godt på vej. Du kan smile, og husk nu at vi alle sammen har dårlige dage. Vi skal bare huske ikke slå lejre på de dårlige dage, men netop finde tilbage på sporet, og komme hen til den rigtige lejer." Du nikker. Helt klart. ” Men det bliver en kamp, som du skal kæmpe og sejre, og kun du alene kan klarer den. Men jeg vil al hjertens gerne støtte dig.”

I rejser jer op, og din lærer tager dig ind i din favn en sidste gang, og I giver hinanden et kram, som føltes så kærligt, omsorgsfyldt, betænksomt, fyldt af beskedenhed, og lykkelighed. Det virkelig dejligt, og så varede det ovenikøbet længere end normalt vis.  ”Jeg vil meget gerne snakke igen, hvis du for brug for det.” Du nikker tilbage. ”Tak…” Siger du lavt, og kigger ned i jorden.

Du er lettet, før du kom her, har du aldrig mødt en så omsorgsfuld og lyttende en lærer, på den måde som han er. Det føles så utrolig skønt… det er virkelig herligt og opmuntrende. I rejser jer begge to, og er på vej til at skilles, for at gå hver sin vej. Men inden du vender dig om, blinker din lærer til dig og siger følgende: "Du er en dejlig pige, der kan meget. Glem aldrig det, mit kære barn." Med det citat i bagagen fra din lærer forlader du nu lærerværelset med et smil over samtalen. Dit hjerte er lettet og du kan nu afslutte skoledagen med en rar følelse i kroppen - eller hvad? Du véd, at du nok stadig er psykisk ustabil, eller måske er det blot en sindssyg tanke du bilder dig selv ind. Men det her, kan næppe ende godt, selvom du føler en lettelse og glæde, kan du mærke der ligger langt mere bag det, får en enkelt samtale kan ikke ændre din tilstand. Der er så meget, at du kunne snakke i timevis.

Men du har fået sat tingene i perspektiv, og ved, at du selv er nød til at gøre noget. Men kan du nå det? Kan du gøre det? Kan du klare det? Svaret er nej.

Ugen efter, kokser det hele, og det er nu du er klar, til at tage det sidste skridt og springe ud over kanten.

Du sidder stille, der er intet der rør sig. Tiden den er gået i stå, og for et enkelt øjeblik, kan du mærke, at du ikke længere er i live. Du er død. Din krop er død og din sjæl er død. Du er intet menneske længerer - du er ingen ting.

Det giver et sæt i dig, da alle begynder at gå frem og tilbage. De ler mens de smiler og latteren skråler højt ud af hele deres krop. Du lukker dine øjne, og holder dig for ørerne, men larmen braser igennem din trommehinde, og du er lige ved at eksplodere af raseri. 

Foran dig, sidder der to, modbydelig og onde sleske piger. De typer, der tror de er noget. De populære, tøser. Dullerne, der propper sit ansigt med 10 lags pudder og falske øjenvipper, høje hæle og pels, når de kan komme til det.

Drenge, som tror de er noget. Rigtig playboys. Føj, for den.

Rasende og frustreret over at være blandt sådanne Idioter, som dem. Tåbelige. Arrogante. Fjolser, der ikke kan fortage sig andet end sidde at snakke grimt om andre, håber du på at denne dag snart vil ende, så du kan være i fred, og komme videre.

Dagen skrider frem, men alt for langsomt, ifølge din egen mening. Du vil bare gerne have dagen overstået, så du kan få det hele overstået, og komme væk, væk for evigt. 

Senere på dagen, efter en lang skole dag sidder du derhjemme, eller faktisk er det bare på dit efterskoleværelse. Du er helt alene, og alt er som det skal være. Du har tændt bruseren og venter på vandet bliver brændende varm. Det her er dagen, du har ventet så længe på. Ja, rent faktisk har du drømt lige præcis om det her øjeblik. Hele scenariet kører inden i dit indre, som en film. Den gentager sig selv, så du bliver mindet om, hvad der skal til at foregå.

Du har kniven klar, som du har taget fra køkkenet, uden tilladelse selvfølgelig, og du har pillerne klar, og sidst men ikke mindst brevet. Et brev, som du har skrevet til din klasse. Du ønsker, alle skal vide, hvad det er du er på vej til, bortset fra din familie, som du nægter at fortælle noget til. Du ønsker ikke at såre dem, selvom det nok kommer til at ske.

Kære Jer

Det undre Jer måske, at jeg skriver til jer, i et brev. Men nu skal I høre... I har været med til at træffe den her beslutning, som bestemt ikke har været let, men så samtidig var den eneste udvej, til at krydse vejen, og komme videre her fra. Så på den måde, har det nu faktisk været et let valg alligevel. Jeg er glad for, at I sammen med resten af skolen fik mig til at føle mig selv som en komplet idiot. Hvilket jeg jo også oven i købet var. Tak, for alle de hadske beskeder, og tak for alle de psykiske tæv. Tak får at havde lukket mig ude af fællesskabet. Der er jeg Jer, evig taknemlig for.

Jeg ønsker jer den bedste fremtid, og må lykken være med på jeres vej. 

Kærlig hilsen,

Mig.

Du folder forsigtigt brevet sammen – og taper det fast på ydre døren. Med teksten: Til Jer.

Din kærer lærer - ham som greb dig på falderabet, og sikrede at du fik lidt længere tid -  har du også givet en lille hilsen. Men den skal ikke indikerer noget. Du har blot skrevet: ” Mange tak for snakken tidligere. Det betyder virkelig meget. Du er den bedste lærer i verden. Jeg håber du har det godt. – vi ses.” Med ordene vi ses – tænker du på, at I selvfølgelig vil mødes igen en dag. Bare ikke i den her verden. Du trykker på send ikonet, og smider din telefon væk. Den skal du ikke længere bruge. Nu skal du bare forsætte dit arbejde.

Du trækker vejret dybt, imens du betragter dig selv i spejlet. Bleg, og mørke rande under øjnene. Lidt fregner og grå øjne, som svagt gnister. Du ser ned i glasset som der er fyldt med piller. Du har taget lidt af hvert, faktisk alt det du kunne få fingrende i rundt omkring.  Der er lidt mod diverse smerter og allergier, og andet skidt. En tåre triller ned af din kind – du prøver på at være stærk. Stærk nok til at gennemfører det.  Du tager forsigtigt glasset og holder det op til munden og sluger det du nu kan, og skyller det ned med vand. Det bliver du ved med, indtil at det er helt tømt.

Du sætter din ynglings sang på, Beatles Let It Be. Den er god, og fortæller en god historie. Du nyder musikken. Det er faktisk det sidste du nyder, inden det hele er slut. Kniven ligger pænt og venter på kanten af badekaret. Du sætter dig ned i det ellers så varme vand som strømmer ned over dig som et vandfald, mens du bare venter på at tiden skal gå, og det hele slukker og går ud i ét, som et stearinlys.

Med sitrede intensitet, tager du kniven mellem dine fingre, og lader den strejfe dit håndled, blidt og kærtegn-ligt, som var der kærlighed mellem kniven og dig. Der kommer et lille snit, og lidt blod strømmer ud, men det er ingen ting i forhold til det, der snart skal ske.

Minutterne skrider fremad, og du kan stille mærke, smerten der kommer, og svimmelheden der bobler inden i dig, og du kigger ned på dit håndled, hvor kniven perfekt nu ligger. Du bider dig i læben, og lukker dine øjne, og lader kniven I dine tanker, borer sig dybt ned i dig, efterladt af et dyb suk. Den mentale smerte der kommer, føles så rar, og fantastisk. Du har fortjent den, det ved du, og kan du også mærke. Tankeren styre dig, mere og mere, og da du ser blodet for dit indre blik der strømmer ned af kroppen, og vandet der får det til at se mere vildt ud, forsætter du med et svagt smil, og endnu en dyb sukke-en, som fortæller dig, det snart er forbi.

Du åbner dine øjne, og kigger ned på armen. Dit blik er fjernt og ondsindet. Du prøver at ramme pulsåren, og er lige ved at skrige af smerte og længsel efter at komme væk, da du nærmere dig. Du vil væk til et nyt sted, som er bedre end her. Et sted, der er fyldt med kærlighed, og hvor alle er lige. Din tro på, at der hvor du er på vej, er et bedre sted end det her, fremmer din styrke og power til at forsætte. Med ét, går lyset ud, og dit sidste åndedrag, er et tungt et, og du lader din krop falde sammen, og nu ligger du der, helt stille med tomme øjne, hvor blodet bare strømmer ud, lidt endnu og vandet regner ned over dig, og lader dine nøgne krop se endnu mere fortabt og ulykkelig ud. 

” Blidt og nærsomt, rykker dig og din elskede tættere på hinanden. Hans hånd kærtegner blidt din kind, imens han med glødende øjne kysser dig blidt på munden. Et meget blidt, og romantisk kys. For hver minut, i kigger på hinanden - kan i mærke kærligheden der vokser og vokser. For første gang, er du i live. For første gang, har du mærket, hvordan kærlighed føles. Smilet på dine læber vokser, og i fletter jeres fingre sammen, mens i nyder øjeblikket. "Jeg elsker dig..." Sagde han, fyldt af kærlighed, mens i bare stod der, helt fortabt i hinanden.” Dette øjeblik, er det øjeblik du hele tiden har gået og drømt om, og som nu er gået i opfyldelse.

Tro håb, og kærlighed.

Tusinde tak. Vi skal gøre en forskel, vi skal sætte ind der hvor vi kan, og allerede fra vuggestuen af. Nutidens unge, døjer med alt for lavt selvværd og selvtillid. Kravene bliver alt for høje til hvordan vi skal være som mennesker. Jeg håber, at jeg med historien kan få sat nogen tanker i gang.

Hvad synes du om historien? Del din kommentar med mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...