Hreinnklanen

Da hendes stamme er i opløsning, må Rebekah ægte nabostammens ældste søn for at sikre sin fremtid. Det burde være en simpel opgave for at opretholde freden, men snart begynder det at gå op for hende, at den sikkerhed, hun har fået ved vielsen, bygger på en større konflikt og løgn. - Vinder af Odinsbarn-konkurrencen

26Likes
10Kommentarer
1625Visninger
AA

5. Tre - Odin

Jeg stod og kiggede ud imod de mørke skyer, der ikke havde vist nogen interesse i at trække ind over land. I går var der skyllet en støvle op på stranden, men ellers var slaget så godt som fortid. Kun et minde.

Jeg tog imod Arns omfavnelse bagfra, og mærkede hvordan han trykkede de ru, tørre læber imod mit kindben nær øret. Lukkede i et kort øjeblik øjnene og mærkede, hvordan de lette, hvide klæder blæste om mine ben, imens vinden legede med mit hår.

Jeg forestillede mig, hvordan Arn ville åbne hans arme og slippe mig fri. Hvordan vinden ville tage imod mig og trække mig ud over vandet, hvor jeg ville svæve. Oppefra kunne jeg se alt klarere, se ud over det hele og føle mig lige så fri, som alle de måger der kredsede rundt.

Jeg åbnede øjnene.

”Hvor lang tid vil I være væk?” Jeg vendte mig om og kiggede varslende på ham. Jeg måtte være den overbevisende hustru. Den bekymrede person, der ikke ville slippe sin mand for idéen om at miste sin kæreste.

Men det var ikke sandheden.

Med Arn ude af billedet for en stund, ville det være lettere at snuse omkring. Også selvom Eydís tydeligvis ikke ville være en af den idé. Det var i en af de sjældne situationer, hvor jeg måtte sætte mig i den højere position og sige, at dette ikke var noget, Eydís havde noget at sige til.

Jeg måtte finde ud af, hvad der foregik.

”Et par uger,” mumlede han i mit øre, kyssede så spidsen af det:

”Højest”.

Jeg omfavnede ham, trykkede hovedet ind til hans brystkasse og trak så vejret kontrolleret ud og ind. Det føltes som at kramme enhver anden. Det at stå i min mands arme kunne ikke føles mere falsk og ligegyldigt. Disse arme kunne tilhøre enhver anden.

”Jeg ville ønske, at du ikke skulle med,” hørte jeg mig selv sige, og forestillede mig, at disse ord var henvendt til Rafn i et forsøg på at vise overbevisende.

Han lagde min lille kind i hans hånd, imens han gav mig det mest intense blik, jeg nogensinde havde set. Enhver mand burde kigge på en kvinde, som var hun hans ligemand og mest elskede. Arn så på mig, som var jeg et trofæ eller en barn, der virkede sødt at se på.

”Jeg har en pligt på det skib,” var alt han sagde. Han trak mig ind til et kys, greb mig hårdt om nakken og var så insisterende, at det føltes som en fælle, man ikke kunne træde ud af, og derfor ikke gøre andet end at adlyde.

”Pas på min søn,” sagde han, før han efterlod mig på gangbroen og begyndte at gå imod de andre mænd, der allerede havde taget afsked med deres koner og børn. Iblandt mændene var også en enkelt kvinde, der var så stor, at det lignende, at hun havde spist sig igennem halvdelen af landsbyen.

Arn vendte sig imod mig i et kort sekund, trak så en anelse op i den ene side af mundvigen, hvilket var den første gang, jeg så ham smile. Jeg trak det hvide stof tættere om mig for at få varmen, imens jeg stod sammen med de fleste andre koner, der skulle holde gang i landsbyen, imens de fleste mænd var væk.

Jeg betragtede, hvordan de fik arrangeret sig rigtigt i båden. Hvordan de fik fortøjningen af, og hvordan de fik rettet stavnen imod bøjlerne, før mandskabet for alvor begyndte at sejle skibet ud af bugten og ud imod horisonten.

Det var ikke begyndt at trække helt op endnu, hvoraf bølgerne stadig var meget rolige. De fleste af kvinderne begyndte at gå tilbage imod deres arbejde og huslige pligter, men jeg blev stående tilbage og betragtede, hvordan de røde skjolde begyndte at blive til en rød masse, der blandede sig sammen med skibets brune farve.

Idet skibet næsten var ude af syne, synes jeg at kunne bemærke, at de smed noget i vandet. Jeg kendte dog intet til sejlads, og underen blev hurtigt erstattet af endnu et vindblæs, der fik mine tænder til at klapre.

”Koldt vejr, hva?” Sagde en ældre kvinde med så tyk en accent, at jeg var ved at spørge hende om at gentage det igen. Jeg nikkede, imens armene stadig lå om mig selv. Hun trådte tættere på mig. I starten forstod jeg ikke, hvad hun ville, men så bemærkede jeg, hvordan blikket lå på min mave. Det var næsten sultent.

”Må jeg?” Hun løftede det isblå blik, der skilte sig ud fra de andre i området, og inden jeg nåede at reagere, havde hun lagt hænderne imod min mave, der stadig ikke var synlig. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne se noget, for jeg kunne dårligt nok se forandringer selv.

”Åh, mit pigebarn,” hviskede hun og lod langsomt armene falde ned langs hendes side, imens hun lignede en, der havde set døden. Mit hjerte bankede. Godt nok troede jeg, på, at nogle mennesker var blevet velsignet med en evne til at kommunikere guderne, men at tro og vide kunne være to vidt forskellige ting.

Var det rent faktisk, hvad jeg lige havde vidnet? Eller skulle jeg prøve at finde et fornuftigt svar til dette, trods jeg ikke syntes at kunne finde noget, lige meget hvor meget min hjerne forsøgte at arbejde på det.

”Jeg tror ikke..” begyndte jeg, imens jeg bakkede fra hende. Min hæl fandt intet fodfæste, og jeg nåede at spjætte i forskrækkelse på en måde, der kastede mig ind imod broen igen:

”Du må havde mig undskyldt.”

Jeg vendte mig om og løb derfra. Jeg burde være mere rolig. Jeg var den eneste autoritet i landsbyen på nuværende tidspunkt. Jeg skulle ikke anses som en kujon, men denne frygt virkede ikke så vigtig i øjeblikket.

Jeg forstod ikke længere, hvad jeg så for mig.

Først var der manden i skoven. Og pludselig en kvinde, der kunne se et barn, ikke engang jeg kunne ane.

”Åh gud, Rebekah! Du forskrækkede mig,” gispede Eydís, da jeg skubbede læderklædet til side, der dækkede indgangen til mit hjem. Det tøj, hun var i gang med at vaske, blev tabt på jorden, og det blev ikke samlet op igen.

”Er der sket noget?” spurgte hun og trådte over klædet for at nå hen til mig.

”Jeg skal bare…” begyndte jeg og følte mig svimmel. Kvindens udtryk genspejlede sig i mit hoved. Kunne jeg gøre andet end at tro på sandheden i, hvad mit hoved prøvede at fortælle mig? Jeg vidste ikke, hvad hun havde ment bestemt, men at lægge hænderne på ens mave efterfulgt af disse ord, kunne ikke være et godt tegn.

Var barnet forbandet?

Jeg begyndte at græde. Der var ingen stæder at sætte sig i rummet, så jeg søgte trøst ved at sætte mig i jordet med armene om mig selv, imens jeg prøvede at tage så meget afstand fra det, der befandt sig inde i mig.

Jeg hadede, at der var så lidt at forstå. For uanset hvad der var tale om, måtte det være noget bestemt. Jeg kunne ikke konfrontere Arn. Jeg turde ikke opsøge konen igen for at spørge, hvad hun mente, for hvad hvis nu, hendes ord havde en betydning?

Jeg ønskede ikke mere ondt i mit liv. Jeg ønskede fred.

Eydís krøb ned langs min side, og lagde armene imod mig, og hendes kind imod min våde kind.

”Jeg vil ha’ den ud,” græd jeg grødet, og spjættede arrigt med benene samtidigt.

”Sch…” tyssede Eydís, imens jeg gentog de samme ord, indtil min stemme ophørte.

”Jeg vil…” mumlede jeg og tav endelig. Tårene blev ved med at glide ned over mine kinder, imens Eydís strøg fingrene igennem mit hår.

”Kom ind til bordet,” sagde Eydís så, og begyndte at hive mig op på de ben, der føltes så tunge. Jeg var glad for at være i Eydís’ selskab, men i dette øjeblik havde jeg aldrig haft mere hjemve. Det eneste, jeg så for mig, var min mors trøstende, blide blik og hendes åbne arme. Jeg følte mig som en lille pige igen, der kunne finde på at krybe ind i mine forældres seng og krølle mig sammen som hundene, der sov foran ilden, imens men min ved ord gav mig min indre styrke igen.

Den indre styrke virkede som at være blevet pustet ud på samme måde, som en flamme blev slukket af blæsten.

Eydís fandt ildstål, en flintsten samt en fyrsvamp, og fik derefter tændt op i bålet i hjørnet af det rum, hvori vi spiste. Jeg placerede mig selv på bænken og lagde en albue imod bordpladen, så jeg kunne støtte min kæbe imod min arm og håndled.

Idet bålet begyndte at knistre, bevægede hun sig hen til tønden med øl, der sædvanligvis kun kom frem i specielle anledninger, fordi den var brygget på så høj en promille. Hun tog to drikkehorn og fyldte dem op, hvorefter hun tilsluttede sig til bordet og straks begyndte at drikke af det ene, imens det andet blev rakt over bordpladen til mig.

”Drik,” var alt, hun sagde, og jeg gjorde det.

Hornet blev tømt, inden jeg begyndte at fortælle hende, hvad der var sket nede ved havnen.

”Der må være en forklaring,” sagde Eydís skeptisk, imens hun trommede med to fingre ned i bordpladen:

”Det du siger… det kan ikke være sandt.”

”Men hvad er forklaringen så? For jeg kan ikke finde en,” sagde jeg fortvivlet og rejste mig op for at fylde hornet op igen. Eydís var kun halvvejs igennem hendes.

Jeg slingrede på vejen hen til tønden, men valgte ikke at sige noget.

”Snak med hende. Hun har sikkert en god forklaring. Jeg tror på Guderne, men det her er skørt, Rebekah,” sagde Eydís fra sin plads.

”Hvad med ham manden i skoven.. og,” jeg stoppede mig op og vendte mig imod hende.

”Jeg bliver ved med at få de her advarsler inde i kroppen. Fra en stemme, der ikke er min. Og du skulle høre Arn i går.. det var som om, at han vidste det.”

”Alkohollen får dig til at tænke i tåger,” sukkede Eydís med skeptiske, sammenknebne øjne.

”Nej, den får mig til at tænke klart! Der er noget, der ikke giver mening,” sagde jeg og lukkede tønden til igen, for jeg banede mig tilbage til bordet. Øllen skvulpede over, idet jeg satte mig.

”Det er et nyt sted. Selvfølgelig giver tingene ikke mening. Vi må bare acceptere, at tingene er anderledes her,” fortalte Eydís lavt med et advarende blik:

”Hvis du ikke vil flygte, Rebekah, så må du lægge fortiden bag dig.”

Jeg begyndte at grine. Kunne hun virkelig ikke se det, jeg så? Det her handlede ikke om, hvad der var normalt. Døde mennesker, der dukkede op, og vølver, der viste sig faktisk at have en gave, var ikke normalt, uanset hvor man befandt sig.

”Det kan jeg ikke,” mumlede jeg og tog endnu en stor slurk, der var efterfulgt af en grimasse.

”Så snak med kvinden,” sagde hun tøvende. Eydís kunne tydeligvis ikke lide den idé, der havde opslugt mit hoved.

Jeg nikkede. Jeg havde ikke set kvinden før i landsbyen, hvilket ikke var usædvanligt, idet jeg hele tiden opdagede nye ansigter, og glemte andres igen. Hvor kvinden hørte til, vidste jeg ikke, men jeg måtte formode, at hun var slægtet til en af de mænd på bånden.

Jeg måtte finde ud af, hvem hun var, og hvad hun vidste.

”Fint,” mumlede jeg. Både for at besvare Eydís’ ord og overraskende udtryk, men lige så meget for at overbevise mig selv, at jeg gjorde det her. Jeg var sikker på, at ville jeg finde kvinden, ville jeg opdage ting, jeg ikke ønskede at vide. Men var det alligevel ikke værre ikke at vide, hvad hun mente med det udråb?

Jeg ville vide, hvad det var for et barn, jeg havde inde i mig. Måske vidste hun også ting om Arn, jeg burde have kenskab til. Jeg kunne ikke sove i seng med en mand, der kunne give mig sådan et barn. Jeg brød mig allerede lidt nok om ham, men jeg havde på fornemmelsen, at dette kun var starten.

Hvad var det for en aftale, mine forældre havde rodet mig ind i? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...