Hreinnklanen

Da hendes stamme er i opløsning, må Rebekah ægte nabostammens ældste søn for at sikre sin fremtid. Det burde være en simpel opgave for at opretholde freden, men snart begynder det at gå op for hende, at den sikkerhed, hun har fået ved vielsen, bygger på en større konflikt og løgn. - Vinder af Odinsbarn-konkurrencen

26Likes
10Kommentarer
1614Visninger
AA

4. To - Hel

Eydís lod kammen glide igennem mit hår, imens vi sad i værelset i tavshed. Ubevidst var mine hænder endt på min mave. Det måtte være et moderinstinkt, for jeg ønskede stadig ikke at acceptere barnet. Selvom det bare ville være et barn, ville det være et barn, Arn ville hjernevaske. Et barn hvis opvækst jeg ikke kunne påvirke.

”Skal jeg hente dig noget vand, eller noget?” spurgte Eydís fast. Hun lagde kammen på ruskindet, skævede så ned til den vielsesring, jeg havde modtaget af Arn, der lå ved siden af. Jeg lod automatisk tommelfingeren løbe over Rafns ring, der havde taget pladsen på min ringefinger i stedet.

”Jeg er ikke tørstig,” sagde jeg tørt. Jeg stirrede på mig selv i den skinnende metalplade, der var placeret op af trævæggen, der lavede et spejlbillede af mit ansigt. Det hvide hår havde aldrig virket mere dødt og trist. Jeg var mørk om øjnene, og blikket virkede fremmed.

”Rebekah…” Hun tav.

Eydís var en af de få kvinder fra Hreinnklanen, der var tilbage. Jeg havde kendt hende så længe, som jeg havde minder. Det var næsten hårdere at have hende ved mig, end hvis hun ikke var her. Det var et minde om, at alt der lå bag fandtes. At jeg ikke bare kunne gemme tingene væk og komme videre.

Men det turde jeg ikke fortælle hende.

”Du behandler mig, som er jeg syg,” fnøs jeg. Jeg lukkede øjnene i et kort øjeblik, mærkede noget rykke på sig inde i mig og fortælle, at jeg burde undskylde. At det ikke lignede mig at være snerpet.

”Du ér syg,” sagde hun insisterende og rejste sig op.

”Jeg spiser! Jeg er ikke ved at dø,” fnøs jeg og vendte mig om i stolen for at kigge direkte på hende. Jeg mærkede, hvordan pulsen i min hals dunkede.

”Du er syg hér”, sagde hun og pegede på sit eget hoved.

Jeg tog ikke Eydís ord til mig. Måske nægtede jeg at høre efter, men jeg følte en inderlig følelse af, at jeg havde ret. Det her var ikke et idealt liv, men det var et liv, jeg var nødt til at leve. Det var ikke noget, jeg kunne flygte fra.

For mit indre så jeg båden fra i går, forestillede mig de røde skjolde, som var mit sidste minde fra nord. En del af mig savnede de kølige morgener fra klipperne, rideturene i skoven bag landsbyen, der både bestod af jagtture og adskillige flugter med Rafn, når vi ville være i ét med naturen.

Mest af alt havde jeg lyst til at male mig i krigsmalingen, men jeg havde en idé om, at det var fortid. Skjoldende var så langt, Arn ville gå. Jeg måtte vise min taknemmelighed.

Eydís virkede sukkende til at give op på argumentet for nu, men jeg havde en klar idé om, at det var et, hun ville tage op igen inden længe igen. Hun rettede på sin mørkebrune klæder, satte sig så på kanten af sengen igen og lagde mine hvidblonde lokker i hendes hænder, hvoraf hun flettede 2 tynde fletninger i hver af mine sider og samlede det med resten af håret i en hestehale.

Imens hun flettede mit hår, fandt jeg den lille krukke med en sort masse, dem i syden kaldte Kohl. Jeg løftede den kort op til næsen, indtog den specielle duft, der især duftede af kul, men også af mandler, en form for metal og hvad andet, kvinderne kunne finde på at blande sammen for skønhed.

Så begyndte jeg med en tynd pind at ridse mine øjne op med den sorte mikstur, imens Eydís betragtede mig med de lignende øjne igennem det reflekterede billede.

”Rebekah, Odinskars datter, den store,” sagde Eydís fast.

Jeg tog Rafns ring af, gemte den det sædvanlige sted og tog så de gyldne store armbånd på, der ville fylde det meste af mine underarme. Det var en gave, jeg havde fundet på bordet, da jeg var vågnet.

Guld var dyrt. Jeg havde aldrig ejet guld i norden.

Eydís hjalp mig i en praktisk kjole til udendørsbrug, før jeg blev iklædt det renskind fra det rensdyr, jeg selv havde nedlagt i en alder af 8.  Sammen forlod vi hytten og gik til bagsiden af bygningen, hvor to hvide heste allerede stod sadlet op.

Jeg havde ikke været udenfor byen længe. Det var et vidunder, at han turde lade mig gå. Det måtte betyde, at Arn stolede på mig. Hvor ønskede en del af mig bare, at det ville være så enkelt, at jeg bare kunne gengælde de følelser.

Hvor ville det bare gøre det hele lettere.

Jeg satte mig op på sadlen og tog et godt tag i tøjlerne, imens jeg gjorde et overblik over mine omgivelser. Om jeg efterhånden følte mig sikker nok i Arns selskab, stolede jeg dog stadig ikke på hans folk. På det der realt også var mit folk.

Jeg klikkede med tungen, fik så hesten i gang med at skridte, imens vi bevægede sig ud fra landsbyen imod det store skovareal, jeg ikke havde befundet mig i siden min ankomst.

”Er du sikker på, at det her er, hvad du vil? Vi ved ikke, hvad der venter derude,” sagde Eydís bag mig, idet byen begyndte at ophøre og blev erstattet af et mindre stykke åben landskab. Jeg havde allerede sat farten op på hesten i et brændende ønske for at være omgivet af den natur, der ikke ville ændre sig efter, om man befandt sig i nord eller øst.

”Er det ikke, hvad der gør det spændende?” forsøgte jeg i et forsøg på at overbevise mig selv om de ord, idet skovens trækroner omsluttede os og lukkede det meste lys ude. Der var noget forfriskende af duften af gran og fugtig skovbund, der fik mig til at slappe ordenligt af for første gang i uger.

”Du er skør, Odinskars datter,” smilede Eydís og himlede med øjnene, imens hun undveg et træ. Jeg satte farten ned på hesten og lod hånden køre over barken fra det høje grantræ, imens jeg lukkede øjnene.

”Hvis jeg ikke var det, så måtte du for alvor gå i panik, hva?” Jeg trak på smilebåndet, kærtegnede træet med mine fingerspidser og plukkede så enden af en grangren, der var indenfor radius. Jeg lod langsomt grannet kilde mine næsebor, imens jeg langsomt tog duften ind.

Arns sikre, store favntag og duft af sved og mandlighed ville aldrig kunne overtage duften af Rafns forhold med naturen. Måske var Rafn ikke det ideelle svar på en leder og en mand i slagmarken, men trods han ikke var stærk i krig, var han klogere end de fleste. Hans kendskab til enhver plante, til enhver fælde og til at jage gjorde ham så meget mere mand end et sæt muskler og en stridsøkse.

”Vi kan nå det endnu,” sagde Eydís og dæmpede stemmen, imens hun sikrede sig, at ingen befandt sig i nærheden. Fra vores perspektiv var vi alene i skoven, men man vidste aldrig, hvem der lurede i krogene. Ethvert træ og enhver fugl kunne være ven af guderne. Eller værre.

”Og hvad,” sukkede jeg og stoppede hesten op. Jeg smed grannet i skovbunden:

”Jeg har en pligt her. Ví har en pligt her. Der er ikke noget at flygte for. Ikke noget at flygte til.”

Vi begyndte ubevidst at kredse rundt om hinanden på de to islandske heste.

I det samme hørte vi en lyd af en gren, der knækkede. Min første indskydelse var, at der var tale om noget, der havde trådt på en kvist, men lyden var alt for høj til at kunne tilhøre noget så småt.

”Der er nogen herinde,” hviskede Eydís lavt. Hun havde sådan et tag på tøjlerne i angst, at hendes knoer var helt hvide. Jeg vendte hesten for at kunne komme helt op ved hendes side. Vi sad der på ryggene af hestene i et godt stykke tid, ventede på at en sprang frem. Men der skete intet.

”Kom,” hørte jeg mig selv sige med en hæs stemme. Bare ordene fik min krop til at reagere ved reflekser, og snart forsøgte jeg at guide hesten imod det sted, hvor lyden lød til at komme fra.

”Rebekah… det var nok bare en hjort. Skal vi ikke fortsætte,” hviskede hun.

Jeg valgte ikke at svare hende. 90% procent af mig selv knyttede sig til hendes forslag og prøvede at overbevise de sidste 10% om at tage benene på nakken. Men for en gangs skyld hold mit bankene hjerte mig kørende. Jeg kunne mærke hvert af slagene ud i hjerneskallen.

Synet, vi mødte, tilhørte i hvert fald ikke en hjort, der havde trådt på en kvist. For foden af min hest lå grenen, der tilhørte lyden. Den måtte være 20 centimeter i diameter og kunne i hvert fald ikke knække af sig selv.

Jeg vendte hovedet langsomt op af, og så til min rædsel, at der fra et reb hang en blodig skikkelse med benene dinglende i luften.

X     

”Der er ikke noget at være bange for. Det er ikke første gang, det er sket,” sagde Arn ved sengen, idet jeg stirrede ud i luften med armene om mig selv. Jeg havde stadig de store guldarmbånd på, jeg ikke havde fået chancen for at takke ham for.

”Og du ser det ikke som mærkeligt, at folk bliver slået ihjel på din grund? Hvem ved, måske er jeg den næste?” spurgte jeg vredt og afviste hans forsøg på en omfavnelse. Det måtte være første gang, jeg havde turdet sige min mening til ham. Hvordan tingene var kommet ud, vidste jeg ikke rigtig. Adrenalinchokket måtte stadig sidde i mig.

”Det er ikke noget, du skal tænke på. Du er ikke i fare,” sukkede han og kløede sig i skægget fra hagen.

”Hvorfor lyder du så sikker i det?”

”Fordi…” begyndte han og stoppede sig selv. Han lignede en, der grublede over svaret længe. Altså var han heller ikke sikker i det. Det var alt sammen en del af hans ønskede identitet. Arn var på forkant med alt:

”Fordi guderne er med mig.”

”Så guderne er også med dig, når de går og slår dine borgere ihjel?” Jeg rejste mig fra sengen, lagde automatisk en hånd imod maven og begyndte at gå rundt i cirkler af ren frustration. Jeg blev stoppet af ham, idet han greb ud efter mit håndled og trak mig hen til sengen igen. Med den frie hånd kærtegnede han langsomt min pande og kindben.

”Stol på mig,” var alt, han hviskede.

Jeg stolede ikke på ham. Men hvad nyttede dette argument. Jeg sank det mundvand, der havde hobet sig op i min mund, og nikkede så langsomt, idet han trykkede læberne imod mig på den måde, der altid fik mig til at føles som en af de kvinder fra horehuset nede i den lavtstående del af landsbyen, som Arn troede, at jeg ikke kendte til.

Min krop besvarede kysset. Det var som om, at den vidste, hvordan den skulle please ham, og så gik jeg ind i rummet ved siden af i min egen bevidsthed. Hvordan det kunne lade sig gøre, vidste jeg ikke, men jeg var taknemmelig for det.

Han afklædte mig, og fik mig ned på ryggen at ligge i pelsen. Det eneste han fokusere på var bulen på maven, jeg stadig ikke kunne se. Kan lagde øret imod den, hviskede nogle ord med så tyk en accent, at jeg kun fangede halvdelen af snakken om gudestyrke og velsignelser, imens han kærtegnede min hud med så lette strøg, at det kunne være kommet fra en fjer.  

Min krop responderede på det, følte sig underligt nok tryg ved hans kærtegn. Hvorfor havde min krop accepteret det, mit hoved ikke kunne? Og hvad tegnede det overhovedet til?

Jeg følte mig forrådt i min egen krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...