Hreinnklanen

Da hendes stamme er i opløsning, må Rebekah ægte nabostammens ældste søn for at sikre sin fremtid. Det burde være en simpel opgave for at opretholde freden, men snart begynder det at gå op for hende, at den sikkerhed, hun har fået ved vielsen, bygger på en større konflikt og løgn. - Vinder af Odinsbarn-konkurrencen

26Likes
10Kommentarer
1615Visninger
AA

3. Et - Njord

I vandkanten lå en hjelm, der vuggede frem og tilbage med strømmen i vandet. Det var det sidste tegn på slaget, der var sket for godt en måned siden. Vi vågnede ikke længere op til vragdele fra skibene eller lig, der var skyllet ind til fastlandet.

Hverdagen var tilbage. I hvert fald for de andre.

Jeg blev stående her hver morgen med et håb op, at enten Rafn eller mine forældre en dag ville blive skyllet op. Jeg havde accepteret deres fald, men manglen på et ordenligt farvel fortærede mig indefra.

”Rebekah?” Jeg blev revet ud af tankerne, idet en lille, rund pige kom løbende over rallen.

Tjenestepigen, hvis navn jeg endnu ikke havde opfanget, løftede op i det hvide skørt, før hun nejede foran mig. Hun rettede så på de hårtotter, vinden havde fået fat i, og åbnede så endelig munden.

”Han ønsker at se dig,” var alt hun sagde.

Jeg betragtede pigens ansigt, den mørke, slidte hud og de store, tørre læber imens jeg prøvede at finde tankerne frem. Mest af alt ville jeg bare vende sig om, kigge fortabt ud over havet igen.

”Tak,” sagde jeg kortfattet. Pigen nejede igen og forsvandt så igen i det samme løb op af stenstranden imod skoven, hvor centrum befandt sig.

Fra længere henne af stranden, hvor bådede lå til kaj, kunne jeg høre, hvordan vinden legede med figur lavet af smede pyntegenstande, som delene slog imod hinanden. Det lavede en form for musik, der kastede en beroligende effekt over mig.

Jeg rettede på den tunge pels over mine skuldre, tog så en dyb indånding og fulgte stien op til det limbo, jeg var forsøgt at flygte fra.

 

Jeg trådte ind i sovekammeret med den forventning, at han allerede ville være der, men sengen var tom. Jeg bevægede mig hen til det lille bord, hvor mine smykker lå spredt ud på et ruskind ved siden af forskellige former for hårpynt. Jeg tog en lille fingerring op, sukkede lettet over hans manglende ankomst og tog forsigtigt min nuværende, sølvsmede ring af. Ringen blev skiftet ud med den prægtige guldring, der bestod af forskellige, snorlige mønstre.

Sølvringen blev gemt under bordet i en sprække imellem bordben og plade. Jeg kunne lige kile den ind i det sædvanlige gemmested.

Jeg nåede at rejse mig op, inden at jeg mærkede hans nærvær.

”Min brud”, sagde han og trådte tættere på. Indvendigt bad jeg en bøn til guderne om, at han ikke havde set, hvad jeg havde været i færd med. Han kyssede mig først på munden, lod så hænderne køre ned over min endnu flade mave.

”Min søn.”

Arnbiorn var som skåret ud af sten. Han var langt højere end mig. Han havde en krop, der havde kæmpet mange slag, men ikke tabt ét. Kulsort hår, der gik ham til skuldrene og et seriøst blik, der kunne få enhver til at knæle. Selv jeg havde svært ved at se mig som en ligemand. Hans hustru.

”Hvad ville du?” spurgte jeg stille, imens han løftede min hage op for at skabe øjenkontakt.

”Jeg vil vise dig noget,” sagde han så, klemte de pjuskede bryn sammen og blev stående lidt og stirrede på mig, før han førte mig ud af hjemmet.

Vi nåede kun få skridt, før en beskidt dreng kom farende efter en løbsk ged med en kæp. Arnbiorn sendte en række skældsord efter skyggen af drengen, imens der lå en latter om hans læber.

Jeg kiggede på hans ansigt ud af øjenkrogen og prøvede at forestille mig, hvordan han ville være som far. Hvordan han ville være som far for mit barn, og jeg kunne ikke lide tanken. Når jeg lagde mig til at sove om aftenen, når Arnbiorn omfavnede mig i hans sikre arme, når han hviskede søde ord, som jeg ikke vidste, om han mente, forestillede jeg mig i virkeligheden, at det var Rafn. Men vi snakkede aldrig om ham. Vi snakkede aldrig rigtig om noget.

”Er der langt?” spurgte jeg og rettede på pelsen, idet en kold vind piskede mig i ansigtet. Jeg sikrede mig, at vi stadig holdt afstand. Tildeles fordi jeg ikke ønskede hans nærvær, og tildeles for at opnå en respekt fra omverdenen. Vi skulle signalere magt. Og magt opnåede man ikke vil at ligne ligemænd med resten af befolkningen, hørte jeg min fars stemme for mit indre.

”Kom,” var alt han sagde, og vi begyndte at gå igen.

Stanken af røget kød nåede min næse kort efter. Igennem hullerne og sprækkerne på de stormramte huse, kunne jeg se små, mørkebrune, nysgerrige øjne, der kiggede ud, når de regnede med, at man ikke lagde en opmærksomhed på detaljer. Jeg observerede alt, jeg kunne komme i nærheden af.

Selvom jeg var ved at acceptere, at dette var en opgave, jeg måtte fuldføre, havde en del af mig stadig lyst til at flygte, så snart jeg fik chancen for det. En del af mig arbejdede stadig på en flugtplan.

En ældre kvinde, der havde mistet halvdelen af tandsættet, bremsede os op og insisterede på, at vi skulle smage hendes mjød, der mest af alt lignede urin. Ikke at det duftede meget bedre. Arn kiggede på mig, som var det min beslutning, hvad vi skulle gøre.

Jeg vidste, at han ville observere hver af mine handlinger. Gjorde jeg tingene efter bogen, eller var jeg en fejl.

”Tak,” mumlede jeg lavt, og forsøgte at smile til kvinden, trods jeg mærkede, hvordan hårene på mine arme skreg fare. Skreg ”flygt”.

Jeg tog imod det rødmalede krus, løftede det så op til næsen, og duftede til væsken, der ganske rigtig duftede af mjød.

”Vent,” afbrød Arn brysk. Han langede ud efter kruset og drak så en slurk, hvoraf han nikkede til kvinden og takkede hende. Han afleverede så kruset tilbage og sendte tydelige signaler om, at jeg havde fejlet i min rolle. Han begyndte at gå igen.

”Hvorfor måtte jeg…” begyndte jeg irriteret og mærkede mine indre aggressioner, der tog over rollen som klanhersker og slettede hvert en tanke om manerer og min plads.

”Stop,” var alt Arn sagde. Hans blik lukkede straks munden på mig. Jeg løsnede fingrene fra de knytnæver, jeg ubevidst havde lavet og begyndte at gå, selvom jeg ikke havde kendskab til, hvor han ville vise os hen.

”Rebekah,” råbte han efter mig. Det løb mig koldt ned af ryggen i tanken om, at dette råb tilhørte den forkerte mand. Altid den forkerte mand.

”Hvad vil du vise mig, Arn?” spurgte jeg ham lavt, vendte mig om, og kiggede på ham, imens jeg fortsatte gangen baglæns. Der var stadig mange mennesker på den nedtrampede vej, vi gik på.

De lyse totter hår, der var knastøre på grund af saltet i luften, piskede mig ind i ansigtet, imens jeg fortsat kiggede på ham.

På den ene side ønskede jeg folkets respekt som en kvinde, der turde hæve sin stemme, men på den anden side ønskede jeg også, at jeg kunne gå i seng uden lussinger.

Han gav mig et advarende blik, signalerede så med pege- og langefinger, at jeg skulle komme imod ham igen. Jeg tøvede, huskede så på min pligt og efterlod hver en lille gnist af oprør, der lå og ulmede i mit indre. Jeg var ingen oprører.

Jeg var den sidste datter af Hreinnklanen. Jeg havde et folk at brødføde, og det kunne jeg ikke, hvis jeg stak af.

Han rakte kort en hånd ud, og jeg tog den.

 

Vi nåede åbningen af træerne, og jeg stod her igen. Havet virkede så roligt som tidligere, men underligt faretruende alligevel. Vi gik langs lysningen, hvor engen mødte sandbankerne. Der var ikke længere nogen mennesker, så vi forblev tavse. Jeg havde ubevidst lagt armene om mig selv, imens jeg forsøgte at holde så lang afstand til Arn, som var muligt.

”Jeg vil have, at han skal hedde Biorn,” sagde Arn og brød tavsheden. Jeg kneb øjnene sammen og vendte så ansigtet imod ham uden at sige mere.

”Biorn af Skollstammen,” fortsatte han med en sjælden stolthed i øjnene, der måtte være en af de få positive følelser, kan kunne udstråle for andre. Jeg var begyndt at overveje, om han skjulte de andre sider, eller om de simpelt ikke eksisterede.

”Du ved ikke, om det bliver en han,” var det eneste, der kom over mine læber. Vi fortsatte med at gå. Enkelte gange måtte jeg stoppe op og løfte op i den store kappe og lag af kjoler, når vi måtte træde over træstammer og ujævne områder. Men jeg brød ikke øjenkontakten en eneste gang.

”Åh, min Frigg, jeg ved, at du bærer på min søn.”

Jeg prøvede at lukke hans ord ude. Engen blev større og jeg bemærkede, at vi nåede til det sted, hvor stammens både lå til. Solen lå så lavt over vandet, at jeg måtte barriere for strålerne ved at sætte en hånd over brynene.

Længst ude lå en båd af den dobbelte størrelse af de andre. Vi trådte ned over sandbanken og ud på broen, der gik godt 30 meter ud i vandet. Langs bådens side hang våbenskjold. Skollstammens våbenskjold i gul og blå viste tegninger af ulven Skoll, fra at være på rov til at æde solen. Imellem disse skjolde var de røde og sorte skjolde, der skreg af storhed og en blodig fortid.

En blodig fremtid.

Jeg vendte mig imod Arn med hånden i pelsen ved det sted, hvor mit hjerte gemte sig under lagene af gevandter. Om mine læber lå et sjældent smil. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle tale disse ord til netop ham:

”Tak.”

Hreinnklanens skjolde mindede mig om min mission. Om hvorfor jeg var her.

”Jeg vil kalde hende Rebekah og sejle imod øst. Jeg tror, at navnet vil bringe prægtige togter og massevis af skatte.”

”Så længe vores søn ikke bliver faderløs,” hørte jeg mig selv sige.  Jeg hadede, at jeg skulle tale ham efter munden.

Langt inde i mig, gemt så langt væk som muligt, hørte jeg en stemme, der råbte et rungende ’nej’. Et nej, der kastede sig rundt i hver en afkrog af min egen krop.

Jeg lod Arn kærtegne min mave igen, før han bøjede sig ned, og trykkede læberne imod mine klæder, der hvor min mave snart ville vise.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...