Min dom

Jamie har hjertertymi. Det betyder, at han har svær ved en del ting, men Jamie læner sig ikke tilbage. Han sætter sig mål for livet, og denne gang skyder han måske lidt for højt. Vil Jamie læne sig tilbage, og se tingene trille forbi ham? Eller vil han yde sin pligt til at leve livet uanset hvordan det er?

2Likes
4Kommentarer
21Visninger

1. Hele historien

Jeg tog et sidste åndedræt, inden at jeg gik ind på det lille lægekontor, hvor jeg skulle se min skæbne i øjnene. Det hele var en hemmelighed. Hverken mor, far eller lillebror Jason vidste noget om dette endnu. Jeg så hvordan, at doktor Ryler sad klar med en lille stak papir, og pustede ud klar til at lytte.

(…)

”Så altså Jamie, jeg kan ikke se hvordan dit problem med dit hjerteartymi skulle hæmme dig. Prøverne vi tog i sidste uge viste nogle overraskende gode resultater, og jeg ser ingen grund til at afholde dig fra at løbe et maraton.” Jeg sank lettet tilbage i stolen overrasket over, hvor meget det her egentlig betød for mig. ”Men Jamie jeg kan ikke love dig, at der ikke vil være en konsekvens. Omvendt siger jeg heller ikke, at der kommer en konsekvens, men det er meget risikabelt, det som du har sat dig for.”

Jeg takkede ham og kørte hjem. Ikke om jeg vil opgive dette. Han sagde jo ikke et klart nej. Tankerne om hvordan min Facebook opdatering skulle lyde fløj rundt i hovedet på mig, da jeg blev sat tilbage på jorden, og jeg huskede, at de første som skulle vide besked var mor, far og Jason. Jeg åbnede fordøren udefra, ligesom at mor åbnede den inde fra Hun udbrød et overrasket hyl. Med sig havde hun vores hund Freddie en buttet Golden Retriever i snor.

”Årh, hej Jamie sikke forskrækket jeg blev. Kunne du tænke dig at komme med ud?” Det slog mig igen, at en vigtig nyhed skulle bringes til de tre, og et eller andet sted skulle jeg vel starte. Jeg nikkede munter til hendes forslag. Min entusiasme smittede af på hende, og i en glad bevægelse tog hun sin arm om min. Ruten var den samme ligesom vendepunktet ved bænken i skoven. Det var mig der tog initiativet til at slå os ned, og mor fulgte trop, efter at hun havde taget snoren af Freddie.

”Mor, der er noget, som jeg gerne vil fortælle dig.” Jeg havde hendes fulde opmærksomhed. Bænken var normalt et sted hvor vi snakkede om alt muligt, praktisk talt alt mellem himmel og jord var blevet diskuteret her. Det her skulle ingen undtagelse være. ”Lad mig starte helt tilbage ved sidste sommer, da jeg besluttede mig for at finde mål med livet, kan du huske det?”

”Ja, du besluttede dig for at leve sundere, da det skulle være godt for dit hjerte.” Jeg nikkede, og uopfordret fortsatte hun. ”Det mål nåede du da?” Hendes øjenbryn poserede underligt, da hendes ansigt trak sig til et spørgsmålstegn.

”Man kan vel sige, at jeg har sat mig for et nyt mål.” Ligeså meget som jeg gerne ville fokusere på det lettede udtryk i hendes ansigt, lige må meget så jeg, hvordan at usikkerheden gemte sig lige bag ved. ”Mor jeg vil løbe et maraton!”

Først troede hun, at jeg lavede sjov. Hun grinte højlydt, men latteren døde hen, da hun forstod alvoren. ”Jamie min kære det kan du ikke. Det er udelukket.”

Afskyen vendte sig i maven på mig, og jeg mærkede, hvordan at jeg begyndte at spænde i kæben. Da hun begyndte at argumentere for hendes sag, gik jeg. Tænk at være så egoistisk? At hun ikke engang kunne unde hendes søn lidt respekt? Koblingen var hurtigt trykket ned, da jeg nåede huset, og fløj ind i bilen. Straks var jeg ude fra det idiotiske parcelhuskvarter.

Min mobil brummede på passagersædet, hvor den havde lagt lige siden lægebesøget. Jeg vidste jo et eller andet sted godt, hvem der ringede, og som den lange lige vej bare blev ved, lod jeg alligevel nysgerrigheden tage over, og jeg kiggede ordentlig på displayet.

Mor ringer.

Det lagde mig så fjernt, hvorfor at hun ikke kunne støtte mig i dette. Hvorfor være så skide pessimistisk og kvæle alt håb, inden det overhovedet havde set livet? At sætte mål i livet er en stor ting. Det er noget som kræver håb. Tiltro. Det at kunne se et lys i andre, og så slukke det. Puste det ud, som var det et fødselsdagslys. Tankerne fløj afsted, men endte alle på en ødemark ligesom jeg og bilen, da det gav et ordenligt ryk i bilen inden alt forsvandt væk i en mørk tåge.

 

Fornemmelsen af at være et sted, du ikke aner hvor, er ydmygende. Hvor mange timer – måske dage – der kunne være gået. Jeg var overbevist om, at jeg stadig var i bilen. En usædvanlig klaustrofobisk følelse var brændt fast i min hukommelse. Som jeg åbnede øjnene slog jeg dynen af mig, men det skete bare ikke. Kræfterne manglede, og den tætsiddende dyne røg ikke hen i den anden ende af rummet. Til gengæld fik jeg en vished om, hvor jeg var. Men lige hvorfor jeg var endt i det neutrale desinficerede rum lagde endnu ikke klart. At jeg havde ondt, var den eneste faktor jeg var sikker på. Jeg fulgte døren som den gik op, og ind kom Jason. Tristheden var malet i ansigtet på ham, indtil han så mig. Min opmærksomhed blev rettet mod mor, da hun tog hendes hænder om mit ansigt, og tvang mig til at se hende i hendes tårefyldte øjne. Hende og far havde siddet ved siden af mig hele tiden.

Gemt bag mors tårer huskede jeg, og jeg så væk. Væmmelse var det første jeg følte, og puslespillet samlede det ulykkelige bilede af mig der kørte væk.

”Kørte jeg ind i nogen?” Spurgte jeg, overrasket over min stemmes hæshed.

”Nej, det var en soloulykke. Skat jeg er så inderligt ked af det.” Jeg forholdte mig stille som hendes ynkelige stemme fyldte rummet.

Tiden gik imens læger af og til kom forbi, men jeg forholdte mig tavst. Jeg havde pådraget mig kvæstelser, men var efter omstændighederne sluppet billigt – også taget mit hjerteartymi i betragtning. Alligevel gjorde det så ondt ikke fysisk men psykisk. Far og Jason var gået, og da der igen var helt stille igen, begyndte hun at snakke.

”Undskyld Jamie, jeg var ikke klar over, at du havde snakket med dr. Ryler om… det.” Hun sukkede, og foldede sin hænder sammen, som om at det ville give hende mod til at fortsætte. ”Du ved ikke hvor bange vi var for at miste dig.” Jeg sad som stivnet, og irritationen spændte i mine led. ”Du ved ikke hvor meget skyldfølelsen har fyldt inde i mig.” Det var svært at holde hovedet højt og ikke at kigge på hende. Hun snøftede og tog sig igen sammen. ”Ventetiden hernede fik tankerne til at flyve forbi, og selvom at jeg ved, at du hader at høre om mine kedelige bøger, så var der pludseligt noget, som jeg bandt mig til.” Jeg kunne høre at hun skramlede med en bog og bladrede nogle sider. ”Det er heller ikke fordi, at jeg vil læse hele bogen for dig, det er bare et par sætninger.” Hun hostede hurtigt, inden at hun læste. ”Du får kun et liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud.”

Hvad der havde fået hende til at binde sig til lige netop den sætning, vidste jeg med det samme. Tårerne kastede sig ud af øjnene på mig, som jeg kastede mig mod hende, og klemte hende ind til mig. Hun slog sine arme om mig, og fortsatte mod min hulken. ”Jeg var så bange for at miste dig, at jeg helt glemte hvad livet overhovedet gik ud på. Det er din pligt at leve det fuldt ud, som du vil, og er det maraton et mål på din vej, så skal jeg ikke stoppe dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...