Et nyt liv

Det er en kort fortælling om pigen Liv, som siden hendes mor forlod hende og hendes far, da hun var 5, har flyttet rundt omkring i verden på grund af sin fars arbejde. Hun undgår at få venner, for ikke at blive såret eller såre andre, men dette ændre sig da Dave starter i klassen. Det er nu op til hende selv om hun vil lade sig selv føle, eller forblive i den skal hun har bygget op omkring sig.

0Likes
0Kommentarer
48Visninger

1. Liv

“Liv så er det op,” det var min far, der kaldte nede fra køkkenet. Det var en grå mandag morgen midt i marts, og det sidste jeg havde lyst til lige nu var at skulle op og i skole. Alligevel fik jeg mig taget sammen til at tage tøj på og gå ned til min far, der sad og læste avis med morgen-kaffen i hånden. Jeg skovlede noget havregryn ned, før jeg i øsende regnvejr gik de to kilo-meter til skole. Min far mente, at jeg havde godt af en morgentur, så siden vi var flyttet sidst, havde han nægtet at køre mig, ligemeget hvor dårligt vejret var. Vi boede i en lille by i staten Illinois og havde gjort det i cirka et år. Min far arbejdede rundt omkring i verden, så det gjorde, at vi ikke boede det samme sted ret længe af gangen. Da jeg var lille, boede vi Sverige, men da min mor forlod os, da jeg var fem, skiftede min far arbejde, og siden da har vi altid været på farten. De første par år havde jeg elsket det. Jeg havde set alverdensting og lært en masse nye mennesker at kende. Senere fandt jeg ud af, hvor ondt det gjorde at miste alle vennerne, når vi skulle flytte igen, så siden da havde jeg mest holdt mig for mig selv.  

Jeg nåede lige at sætte mig på plads, før den skingre lyd af klokken der ringede ind, ramte mine øre. En dreng jeg ikke havde set før kom gående mod mig og satte sig på pladsen ved siden af. Han var høj, havde lysebrune krøller og de flotteste grønne øjne. Han smilede genert til mig og uden at tænke over det, gjorde jeg det samme. Vores lære kom ind, og vi blev alle sammen præsenteret for den nye elev, Dave. Han fortalte at han var 15 år og lige flyttet hertil fra Californien med sin mor, far og lillesøster. Han virkede genert, mens han stod og talte for klassen, men der var et eller andet over ham, der gav mig en lyst til at lære ham at kende. De næste par timer sad jeg i min egen verden og hørte hverken efter da Hr. Brown fortalte om 2. verdenskrig, eller da fru Smith gennemgik de uregelmæssige verber. I frikvarteret snakkede alle pigerne om Dave, og det irriterede mig at de ikke tænkte på andet end hans udsende. De eneste der forholdte sig tavse, var Emma og jeg. Emma var en fantastisk sød pige, og helt klart den pige i klassen jeg helst ville være veninder med. Hun var ligesom jeg næsten aldrig med i de andre pigers samtaler, sikkert fordi hun også syntes, at de var for overfladiske. Vi mindede på mange måder om hinanden. Jeg havde flere gange ønsket, at vi var rigtige venner, men jeg ville ikke såre hende, ved at skulle flytte igen, og jeg kunne heller ikke selv klare, at skulle sige farvel til endnu en jeg holdte af, så jeg havde bare ladet det ligge ved et ønske.  

I engelsk fik vi vores grupper at vide til et projekt, vi skulle lave i de kommende dage. Jeg kom i gruppe med Emma og Dave, og jeg frydede mig over de misundelige blikke, jeg fik fra de reste-rende piger i klassen. De næste par timer brugte vi på at aftale vores emner, og hvordan vi ville fordele arbejdsopgaverne. Vi valgte, at vi ville skrive om landbrug og besluttede derfor at vi den efterfølgende dag ville cykle ud til en gård lidt uden for byen. Efter skole tog vi alle sammen hjem til mig for at forberede hvilke spørgsmål, vi skulle stille bondemanden og for første gang i lang tid, følte jeg, at jeg var en del af et fællesskab. Det føltes rart at sidde og grine med Emma og Dave og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet den gamle Liv. I lang tid havde jeg lukket mig selv inde i en skal, for at folk ikke skulle lære mig at kende. Det var nemmere sådan, for hvis folk ikke kendte mig, kunne jeg ikke blive såret, og det ville ikke gøre så ondt, at skulle flytte. Jeg nød de timer, vi tilbragte hjemme hos mig, og det virkede til at de gjorde det samme, og for første gang i lang tid lod jeg mig selv være en del af det. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...