Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5405Visninger
AA

11. kapitel 9//Dine øjne viser vejen

Kapitel 9//Dine øjne viser vej


 

Det var nu lidt over en uge siden, jeg blev efterladt på jorden. Jeg havde ingen anelse om, hvordan det stod til på Dynala. Jeg havde dog en fornemmelse af, at jeg ville komme i store problemer, når jeg kom hjem igen.

Med et lille håb forventede jeg, at min bror havde bestået prøven, så han kunne tage imod mit nødopkald - så snart jeg havde løst gåden. Om jeg kunne stole på, at han ville tie, vidste jeg ikke. Men på den anden side, så ville han jo heller ikke skabe yderligere problemer i familien.

Han var uden tvivl rasende på mig, hvilket var forståeligt. På en måde havde jeg ondt af ham, fordi jeg bragte ham i dilemmaer hele tiden. Den her var dog en del værre, end hvad jeg normalt foretog mig.

I går var jeg til psykolog, hvilket var forfærdeligt, lige som sidst jeg var der. Som forventet rettede Emily konstant på sine briller, og kiggede med hendes typiske undrende blik. Hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt, for at få svar ud af mig.

Mon om Ian havde truet med staf? Var han virkelig så magtfuld. Jeg kom dog frem til, at hun bare gjorde sit job. Hun var lidt ligesom en underordnet, der tog imod ordre fra de magtfulde.

Jeg havde endnu ikke forstået systemet her i landet, selvom Alicia havde prøvet at forklare det, ved at skære det ud i pap. Jeg fortalte hende om vores styresystem på vores planet. På en måde kunne det godt minde lidt om hinanden, det var måske bare en smule barskere på Dynala.

Da jeg vågnede i morges, lå Alicia ikke i sin seng. Det var dog også mandag, så hun var helt klart taget i skole. Luke og Eliza, var også blevet enige om, at det var bedst jeg blev ’hjemme’ fortiden, så jeg kunne få ro i hovedet. Jeg ville ønske jeg kunne protestere, men det var som om, at deres ord var altafgørende, som min mors. Dog traf de valg af kærlighed og omsorg, og ikke hvad der kunne gavne ens prestige i samfundet.

Da solen stråler havde overtaget hele Alicias værelse, valgte jeg at stå op, selvom jeg ikke følte mig den mindste udhvilet. Hele natten havde jeg spekuleret over, hvad ’dine øjne viser vej’ betød.

Jeg måtte bruge hele dagen på, at finde ud af det, for i aften ville Luke skulle på arbejde, og så ville han få besked om mit lille besøg på hans arbejde, og det lovede bestemt ikke godt.

Med et lille grynt, gned jeg mig i mine øjne, for derefter at tage tøj på. I dag magtede jeg ikke at gå ned og tage noget morgenmad, da jeg pludselig følte, at jeg havde ufattelig travlt. Det var allerede ved at være middagstid, og jeg havde endnu ikke fundet svar.

Efter jeg havde redt mit hår, og børstet tænderne grundigt, stak jeg min hånd ind under hovedpuden, der hvor jeg havde gemt chippen. Til mit held var den der stadig, og det fik mig til at undslippe et lettet suk, mens jeg begyndte at studere den. Den var lille og firkantet, og passede perfekt i min håndflade, som var den skabt til at ligge der.

Først prøvede jeg at trykke lidt på den, på forskellige måder, for at se om det havde nogle virkninger. Jo flere minutter der gik, blev jeg virkelig utålmodig og en anelse irriteret. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af det. Hvis bare min bror havde nået at fortælle mig, hvordan det virkede. Der var jo intet ved at have en chip til nødsignaler, hvis man ikke vidste hvordan man brugte den.

Jeg kom i tanke om ordene igen, og studsede lidt over dem.

Dine øjne viser vej.

Mine øjne er fyldt med stjerne, men hvordan ville de nogensinde kunne vise vej? De viser jo kun uendeligheden, og de leder en på vildspor.

”Dine øjne viser vej” hviskede jeg, og kiggede igen ned på den lille chip, der gav et lille blåt glimt fra sig i siden. Lyset blev skarpere, at selv jeg, måtte knibe mine øjne sammen, mens det forsatte hen mod midten, så det lyste op, som de mange stjerner der konstant var i rummet. Jeg gispede en smule af det smukke -og samtidig intimiderende syn.

Uden jeg kunne styre mine egne bevægelser, åbnede jeg øjnene så meget, at det nærmest gjorde ondt. Modvilligt tog jeg med stille bevægelser chippen op foran mig, så lyset kunne bore lige direkte ind i mit ene stjerneøje. Jeg måtte ærlig indrømme, at det sveg en del, men jeg kunne intet gøre.

En ukendt kræft havde taget over mig – samme som der skete den nat med månen- som havde stjernerne overtaget mig. Det var da alt for tidligt, at de havde magten over mig. Måske ville jeg dø i en tidlig alder? 

En panikken gik i gennem mig, mens jeg ihærdigt prøvede at lukke mine øjne, og smide chippen. Ikke engang én lille bevægelse sitrede i mine muskler. Jeg kunne intet gøre, for stjernerne havde talt.

 Man skulle tro, at solens stråler ikke kunne lyse mere i rummet end det gjorde nu, men chippens lys gjorde det blendende. En stikkende fornemmelse mærkes i mit ene øje, da stjernerne sendte små stød ind i chippens midtpunkt.

Jeg gispede og prøvede igen at få kontrollen over mig, da chippen langsomt udvidede sit lys. Uden jeg vidste af det puffede lyset ud, som havde jeg et hologram i hånden. Da jeg endnu kunne mærke min krop igen, gav jeg hurtigt slip på den, og ventede et bump mod jorden. Det kom dog aldrig, for chippen svævede i luften med et blå skær der omringe den.

Jeg for en smule tilbage, men stivnede, da jeg hørte en velkendt stemme.

”Hej, du har kontaktet stjernefangerne med et nødsignal, hvad kan vi gøre for at hjælpe dig? ” Forbavset fik jeg øje på nogle blå øjne der chokeret borede sig ind i mine.

”Alkira” nærmest råbte han, mens han åbnede sin mund, for derefter at lukke den igen.

”Nabha… så du er altså blevet en stjernefanger? ” spurgte jeg, selvom det var ret indlysende. Han nikkede, og forblev stille. Han blik skiftede sig fra at være panisk til at være vredt.

Nu kom udbruddet.

”Hvad i helvede har du gang i. Er du ude på at ødelægge alt det vores familie har opnået. Hvor fanden er du henne? ” snerrede han rasende ad mig, mens han kiggede rundt, for at se, om der var nogle i nærheden af ham.

”Jeg… undskyld. Jeg er på jorden. ” jeg kunne ligeså godt bare få det sagt, så måtte min undskyldning komme på et senere tidspunkt, når jeg var kommet i ’sikkerhed’. Nu når jeg tænkte over det, ville jeg nok mere være sikker her på jorden lige nu, end oppe på Dynala. Min mor måtte snart springe i luften af galskab.

”Jorden, hvad fanden laver du der. Kedede du dig virkelig så meget, og tog på eventyr? Du ved da hvor stor en straf man kan få, bare ved at sige imod Rådet.” advarede han mig, og prøvede at dæmpe sig lidt, mens han blev mere forstående over, hvad der foregik, ”og hvordan kom du overhovedet frem til, hvordan man udløste nødsignalet?”

”Nabha, du forvirrer mig med alle de spørgsmål, vi har ikke meget tid. Ian ved, at der er noget underligt ved mig, og det er kun spørgsmål om tid, før de lukker mig inde igen”

”Hvad fabler du om. Hvem er Ian?” Han lignede et stort spørgsmålstegn, hvilket fik mig til at tænke, at han selvfølgelig intet viste om, hvad jorden var.

Jeg prøvede at forklare ham i store træk, hvor jeg gjorde det jeg gjorde, og hvad der var sket indtil videre. Det overraskede mig, at han tiede helt stille, mens jeg havde ordet. Men hvad skulle han ellers gøre.

I det mindste fandt jeg ud af hvad ’dine øjne viser vej’ betyder. Det mærkelig var nok bare, at stjernerne havde fuld magt over mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke nævnte til ham. Det virkede ikke helt normalt, især ikke i min alder, og jeg ville ikke skabe flere bekymringer, selvom han helt sikkert ikke var bekymret over mig, som sådan.

”Mor havde faktisk fortalt mig, at bedstefar tit fortalte dig løgnagtige historie. Hun bad mig om, at holde mig fra ham” tilstod han, da jeg kom til at plapre løs og jeg og bedstefars snakke.

”Jeg kan bevise nu, at han talte nogenlunde sandt. ” fastslog jeg, ”Han sagde altid, at kærlighed gjorde ondt. Det gør det skam også, men det kun fordi man holder af en eller noget så meget, at man bliver sårbar. Og det er sårbarheden der skaber smerten. Dog her den anden dag blev jeg så glad, fordi Alicia vidste hendes kærlighed til mig, så jeg fik ondt i hjertet – men det var på en god måde” forsatte jeg, og blev så afbrudt med det samme.

”Hvem er Alicia? Og jeg ved ikke rigtig om jeg tror på det. Hvad er kærlighed overhovedet? ” sagde han lavmælt, som var det en farlig ting. Det slog mig, at han som mig –før jeg snakkede med bedstefar- ikke vidste noget om det. Og det var da klart han var bange for noget fremmed. Noget fremmed, som helt klart ville gavne vores samfund – det var jeg helt sikker på.

”Alicia er min nye søster her på jorden. Hun fandt mig i marken da jeg blev forladt… ” startede jeg ud med at forklare. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at forklare hvad kærlighed betød, men det gjorde bare Nabha mere ræd for det, så jeg lod det ligge. Jeg måtte forklare ham det, når jeg vente hjem. Tanken om hvorfor jeg skulle have chippen kom op. Jeg rømmede mig og gik tættere på hologrammet, hvor min bror sad med et udtryksløs blik rettet mod mig.

”Nå, men kan du hjælpe mg med at komme hjem på en eller anden måde?” spurgte jeg lidt usikkert.

”Ja okay, jeg sender et rumskib der kan komme og hente dig hjem, andet kan jeg ikke gøre i denne situation. Jeg kan se på min hologram, at du er flere lysår væk, så det er eneste udvej. Og du er i forvejen blevet meldt savnet af rådet, dog ved de bare ikke det er dig, men bare en ukendt pige der flygtede i en pelsjakke. Dog kan jeg mærke på Hiraani og Dyaus, at de er begyndt at undre sig over, hvornår du kommer hjem fra Samma. ”

”Nej nej, kan du ikke finde en anden måde på, at jeg kan komme hjem? ” bedede jeg. For alt i verden, ville jeg helst undgå en form for straf.

”Desværre Alkira, du må tage din straf. Jeg kan ikke mere dække over dine dumdristigheder. Det er en skam, at det ville komme til at påvirke familien, men hjem skal du” han rystede undskyldende på hovedet, og gik straks i gang med at melde min nødsignal, til den nærmeste station, så jeg kunne komme hjem.

Jeg sukkede højlydt, ”kan du i det mindste sige, hvor når De vil være her? ”

”Af hvad jeg kan se, så ville der nok gå de 48 timer, inden de lander det sted, hvor et rumskib sidst havde landet, for lidt over en uge siden. Jeg regner stærkt med, at det var der du blev efterladt, ikke? ”

Jeg nikkede opgivende, og uden jeg nåede at blinke, eller åbne munden, var det blå lys min bror befandt sig i, forvundet. På gulvet landede den lille chip med et bump, mens lyset stille forsvandt fra den.

Tristheden skyllede over mig, mens jeg med rolige -og slappe bevægelser, rakte ud efter den, for derefter at placere den under hovedpuden som før.

Da jeg skulle til at forlade Alicias værelse, kunne jeg høre hovedpuden falde til gulvet, hvorefter chippen fløj hen mod vinduet, for derefter at flyve derud op mod himlen, og blive i et med den.

Jeg håbede sandelig, at min bror huskede at sende et rumskib, ellers var jeg strandet på jorden i al evighed. Dog var der en del af mig, der ikke ærgede sig over den tanke. Jeg havde nær glemt hvordan skyalaerne var, indtil jeg så, og ikke mindst hørte min bror tale. Jeg ville sådan komme til at savne Barrett familien, og Carter.

 

Dagen sneglede sig af sted, da jeg bare sad nede i stuen sammen med Billy. Han insisterede på, at jeg legede fut med ham, som han kaldte det. Det eneste jeg skulle, var at køre rundt med det lille tog på en bane, mens han satte små plastisk dukker op i den.

Hver gang jeg prøvede at gå, tog han fat i min arm, eller begyndte at pylre, hvilket jeg helst ikke ville have. Eliza var ude i marken, og Luke reparerede en gammel bil der stod ude i laden, hvor der førhen havde været dyr.

Billy var skam heller ikke kedelig som sådan. Han var vildt kær, og havde de sødeste små smilehuller, og sort strithår. Nogle gange sagde han de mærkeligste ord, eller prøvede, da han stadig var meget lille.

Han elskede at kigge ind i mine øjne. Nogle gange prøvede han at sige ’kig’ til mig, hvilket jeg jo så gjorde. Det undrede mig, at hans tomme ikke blev fjerne, ligesom alle andre der kiggede inde i dem. Noget sagde mig, at der var noget helt galt her. Han havde en styrke til at modstå stjernerne, hvilket kun skyalernerne var i besiddelse af.

Han kunne umulig være en skyala, for han havde ingen modermærker, eller stjerneøjne. Men måske var han bare for ung til at blive fanget i uendeligheden, ellers skånede stjernerne ham. Han var også meget bedårende, så det undrede mig ikke spor.

 

Aftensmaden stod på bordet, og vi alle stod klar til det sidste måltid i dag, inden mørket overtog lyset.

Det duftede himmelsk i hele køkkenet, og jeg vidste med det samme hvad det var. Nemlig karrysuppe med hvidløgsflutet til.

Det var det jeg havde fået den første dag jeg var her. Jeg havde været så ræd for at smage på det, men da jeg så gjorde, kunne jeg ikke stoppe igen, og spiste hele tre portioner.

Jeg havde heller ikke rigtig haft fået noget der, siden jeg var ankommet.

Eliza øsede en god portion op i min dybe tallerken, og rakte mig derefter et stykke af hvidløgsflutet. Jeg skovlede hurtig nogle få skefulde ind i min mund, og bed af flutet derefter

”Mh, det smager dejligt Eliza” konstaterede jeg, da jeg havde fået sunket. Jeg elskede at give hende disse komplimenter, for hun blev som altid virkelig glad.

”Det jeg glad for Sky. Nå hvad har du så lavet i dag? ” spurgte hun mig, for at bryde tavsheden. De andre havde lidt travlt med at få spist.

”Jeg har leget lidt med Billy. Han ville i hvert fald ikke lade mig gå. Men det var nu meget hyggeligt” svarede jeg, og drejede hovedet, så jeg kiggede på Billy, ”Ikke Billy? ” spurgte jeg ham, og straks kom smilehullerne, og hans fortænder til syne, mens suppen var til at se over alt på hans lille hage. Han grinte lidt, hvilket fik de andre til at smile af os.

”Det der ud til, at i kommer godt ud af det med hinanden” bemærkede Alicia, og skubbede blidt til mine skulder, mens hun sendte mig et svagt smil. Hun så ikke helt så glad ud i dag, faktisk lyste hendes øjne af jammer, som havde hun haft en dårlig dag i skolen. Hun havde dog intet fortalt mig, så måske var det mig der så forkert. Hun så nu også meget træt ud betrækket. Jeg nikkede kort, og sendte dem alle et smil, mens jeg fortsatte spisningen.

En brummen kom ovre fra Luke, som hurtigt skovlede det sidste af suppen ind med skeen, og tog flutet i hånden, inden han kiggede ned på sin mobil.

”Åh, jeg bliver nødt til at smutte, jeg er allerede fem minutter forsinket. Andrew har åbenbart noget vigtigt at fortælle mig, beklager” han kiggede undskyldende på os, kyssede Eliza. Aede Billys hoved, mens han blidt plantede et kys på hans glatte pande.

Han fortsatte hen mod Alicia og jeg, og trykkede blidt på vores skuldre, inden han forsatte ud mod gangen. Lidt efter gik døren i.

Alicia og jeg udvekslede blikke. Vi vidste sandelig godt hvad det var Andrew ville fortælle Luke.

”Nå piger, hvad har i så tænk jer at bruge aftenen på? ” bryd Eliza ind, inden hun legede flyvemaskine med skeen, for at få Billy til at spise. Billy havde lært selv at tage maden i munden, men sommetider, hvis han var for træt, måtte Eliza tage over. Mad skulle han have, for han måtte ikke gå i seng med tom mave. 

Det gik dog ikke heldigt for sig, for han kiggede på os, mens suppen røg ned af hans hage og ned på hagesmækken, fordi han glemte at lukke munden. Det fik mig til at fnise lidt, hvilket fik ham til at slikke sig på munden med et grynt.

”Altså jeg skal have lavet en del lektier. Min historie lærer syntes åbenbart det var sjovt, at give os ekstra for, fordi nogle sov midt i timen.” tilføjede Alicia irritabelt. Eliza nikkede, og rettede derefter blikket over mod mig.

”Øhm, jeg har ikke rigtig nogle planer. Jo jeg skal have snakket lidt med Alicia, ellers intet” mumlede jeg, og tog en slurk af druesaften.

”Det lyder fornuftigt”

”Tak for mad mor” brød Alicia ud, og gik hen og krammede hende, hvilket var uventet for alle parter.

”Jamen velbekom min lille skat” kunne jeg høre hende viske ind mod Alicia. Hun trak sig, og gik hen mod trappen, med sin taske slæbene bag sig.

”Hvad så Sky, har du også brug for et lille kram? ” spurgte hun pludseligt. Jeg rettede mit blik op mod hende, og så ind i nogle varme øjne, der sendte en stød i min krop af glæde.

Jeg nikkede nervøst og rejste mig. Hun gik hen til mig og tog forsigtig om mig. Først spjættede jeg lidt, så stivnede jeg, og derefter lod jeg mine muskler slappe af. Det føltes så dejligt, og betrykkende. Jeg havde aldrig, aldrig fået et kærligt kram. Hun trak sig lidt væk og kiggede ned på mig.

”Du er vidst ikke vant til at få et kram var?” grinte hun svagt, og holdte stadig om mine hænder. Jeg rystede på hovedet, og lænede mig så ind til hende igen. Jeg ville ønske, jeg havde oplevet den her form for omsorg før, men sådan var min mor altså ikke. Sådan var en skyalaer bare IKKE. 

__________________

Sådan der, endnu et kapitel i dag. Hvorfor mon Billy opføre sig som han gør? Hvordan kommer Luke til at reagere når han får det hele af vide? Og ikke nok med det, hvordan ville Alkira blive taget i mod, hvis hun kommer hjem - og gør hun overhovedet det? Så mange spørgsmål, der mangler at blive besvaret. Jeg HÅBER i stadig vil læse med, for svar vil i helt sikker få! 
15-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...