Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5393Visninger
AA

10. Kapitel 8// Tidspres

Kapitel 8//Tidspres


Den nat var den værste hvile jeg har haft længe. Jeg savnede min himmelseng, og dens univers. Jeg savnede stjernerne, jeg om dagen kunne se, på Dynala. Savnet var ubærligt i nat. Jeg havde sat oppe, og kiggede ud i nattehimlen det meste af tiden, mens mine tanker kørte rundt.

Da jeg kom i tanke om, at Ian ville komme om formiddagen, blev jeg helt bange. Uroen i kroppen voksede jo mere jeg tænkte på det. Frygten for, at ende i det hvide lokale, og kigge ud på de uendelige lange gange. Lægerne som trampede hurtigt hen ad den, så det gav ekko inde i mit hoved, selvom de for længst var væk.

Jeg ville hjem. Jeg ville hjem til mine vante omgivelser, uden nogen kiggede mærkeligt på mine modermærker. Uden nogen hver dag skulle forklare hvad de grundlæggende ting betyder. Hvor jeg hele tiden skulle sænke blikket, for at undgå nogle så mine stjerneøjne. For jeg ville ikke være grunden til, at deres sind ikke kunne finde tilbage til deres kroppe, så snart de var suget fast til dem. Uendeligheden er stor, og med et lille skub, ville man fare vild. Og at skulle leve ude i intetheden blandt stjernerne i evig tid, var nok ikke det mest sjoveste.

Jeg havde få gange hørt nogle på Dynala, var faldet hen i uendeligheden. Det var altid ældre skyalaer, men det var også klart. Jo ældre man blev, jo mere kunne stjernernes kræft fange en. Det ville ske for alle på et tidspunkt. Det normale gennemsnit for en Skyala er 200 år, inden stjernerne tager ens sjæl og føre den op mod rummet.

Det lyder smukt, men også ens største frygt.

Nogle gange kunne jeg godt have været fri for at høre det, men man skulle jo vide det før eller siden. Det var jo en ganske naturlig ting for en skyala.

 

Det bankede på hoveddøren et par gange, inden jeg sank det tyggede mad. Luke rejste sig med det samme, for at byde personen indenfor. Vi vidste alle hvem det var, Ian Berry. Han kom traskende ind i iført nogle glansfulde sorte sko, man ikke ville undgå at ligge mærke til. Mit blik bevægede sig op mod han ansigt, og landede på hans enorme smil, der var plantet på hans læber. Han nikkede som en hilsen, og kiggede derefter ovre på Luke.

”Undskyld jeg forstyrre midt i jeres måltid” beklagede han, mens Luke sagde det var i orden, og at vi havde tid til at snakke nu. Sammen med Luke og Ian, gik jeg med dem ind i stuen, så vi kunne sidde alene.

Jeg slog mig ned i den store sorte lædersofa, ved siden af Luke, mens Ian sad over for os, i en bred sofastol. Han folede sine hænder, og kiggede hen på mig.

”Jeg vil starte ud med, at fortælle, hvad vi er kommet frem til” jeg nikkede, og ventede utålmodigt på, at han fortsatte, ”Som du nok ved var der noget i dit blod som var ukendt, samt et alt for højt tal af jern. Vi er kommet frem til, at det ukendte stof, slet ikke kan skilles fra hinanden. For stoffet består af noget, som slet ikke stammer fra vores periodiske system

Ian fortæller om deres opdagelse… fandt et stof i mit dna, som ikke befandt sig i det periodiske system. Vi er stadig på højtryk, for at finde en forklarlig fejl, men det nærmest umuligt. ” han kiggede bestemt ind i mine øjne, så jeg blev nødt til at afbryde kontakten, så han ikke skulle blive medtaget af stjernenerne. Det var slet ikke det rette tidspunkt. For de vidste, at jeg ikke var herfra, hvad skulle de ellers tænke?

”Sky? ” jeg kiggede straks op på Luke som hævede sin mørke stemme, ”du svarede ikke på Ians spørgsmål” gengav han, da jeg var i mine egne tanker. Jeg rømmede mig, og sank, for at fjerne den enorme klump der havde sat sig fast i min hals.

”Kan du lige gentage det? ” spurgte jeg lavmælt, en nægtede at kigge på ham, selvom det var uhøflig opførelse. Men han gjorde mig bare så utilpas i min krop. Hvis bare min krop ikke reagerede på alle de følelser her på jorden.

”Jeg spurgte dig, om du er kommet i tanke om noget? ” gentog han sig selv, og prøvede at fange mit blik. Jeg rystede på hovedet, hvilket slet ikke var overbevisende. Selv jeg kunne se det.

”Jeg ved du skjuler noget for os, og du gør klogt i, at fortælle os det. Vi er her for at hjælpe” advarede han mig nu, hvilket fik mig til at skælve. Jeg havde en ufattelig mavepine, som havde jeg slugt sten.

”Jeg skal nok se om jeg kan komme frem til noget de næste par dage. Jeg tror helt ærligt, at Sky har brug for en lille pause fra alt det her. Det kunne jo være, at hun slet ikke vidste noget. Vi må for alt i verden ikke fejltolke hende” sagde Luke bestemt, men i en venlig tone. Han taget ordet, og det kunne jeg kun takke ham for.

Jeg syntes mere og mere om ham, selvom han var skylden i, at jeg endte ud i alt det her. Men hvad skulle han gøre? Han var jo selv forskrækket over min ankomst. Hvis jeg stod i hans sted, ville jeg også have reageret som ham. Det var jo ikke ligefrem hverdag man fandt en pige i marken, som intet kunne ’huske’.

”Det godt Luke, men tiden er knap. ” sagde han skarpt, og vendte sig, så han kunne se på mig. Han så aldeles ikke rar ud lige nu. ”Vi er kommet frem til, at vi vil tage nogle prøver på det tøj du havde på den nat. Måske ville det give os nogle brugbare svar. ” afsluttede han, og kom på benene, og klappede en enkelt gang i hænderne. Det gjorde han hver gang jeg så ham. Selvom jeg kun havde set ham to gange, så var det også rigeligt. Jeg sukkede lidt irriteret, og rejste mig også selv, for at tage imod den hånd han rakte ud imod os. Han klemte den en smule, inden han gav slip, og tog Lukes hånd også. Han var hurtig ude af døren, og straks kunne jeg slappe af i skulderne igen - lige inden jeg kom i tanke om, at chancen snart ville være slut.

”Åh nej” kom jeg til at undslippe, hvilket fik Lukes opmærksomhed rettet mod mig.

”Sagde du noget? ” Jeg rystede ivrigt på hovedet, så jeg blev nødt til at gnide den af smerter. Jeg måtte se at komme op med en plan. Måske var Alicia frisk på at give mig en hånd. En ting var sikkert, jeg skulle have fat i den inden dagen var omme.

Klokken nærmede sig snart ni, og hvis tiden fløj afsted som den havde gjort de andre dage, så var jeg på den.

 

Jeg fortalte Alicia om det hele hen på formiddagen, og hun var villig til at hjælpe mig, selvom det resulterede i, at vi skulle bryde ind på hendes fars arbejdsplads. Hun ville formentlig blive straffet, hvis vi blev opdaget.

På jorden fik man en bøde, som skulle betales med penge, eller også kom man ind i en celle. Alicia fortalte mig dog, at der nogle steder i verden, var andre straf metoder, og dem ville jeg helst ikke høre om, da hun skar en grimasse op til flere gange. Det tydede nemlig ikke godt.

Fordelene ved menneskenes straffe, var at man havde muligheden for at vende tilbage til den gamle hverdag, hvis man havde lyst. Sådan var det ikke på Dynala. Jo først man havde gjort noget ulovligt –gik selvfølgelig an på hvor alvorlig- var man stemplet som værende kriminel.

Da vi havde fået skovlet middagsmaden ind, gik vi med det samme i gang. Alicia startede først og fremmest ud med, at skifte hendes sommerkjole ud med boyjeans og en løs sort tangtop hun havde strimlet op, og sat perler på. Jeg tog bare en af mine nye kjoler på, og sørgede for at tage noget fodtøj på, som var behageligt. Alicia mente nemlig, at tøjet var altafgørende, om man kunne løbe, hvilket jeg ikke havde haft i tankerne.

Efter det pakkede hun en taske med lommelygter, et tæppe og ikke mindst snack. Det fik mig endelig til at reagere.

”Øh Alicia, ved du godt, at der er højlys dag? ” grinte jeg lidt ad hende. Hun kiggede vantro på mig, og gav mig så et skævt smil.

”Man ved aldrig med sikkerhed. Tænk hvis politiet jager os på vildspor, eller melder os, og vi bliver nødt til at vandre rundt i skovene. ” svarede som en påmindelse. Hun lavede skam ikke sjovt, men jeg kunne nu stadig tyde hendes glæde der lyste ud af hendes øjne. Jeg lod hende gøre, som hun ville. Måske var det det der skulle til, før hun kunne føle tryghed.

”Er du klar? ”spurgte jeg da hun havde lynet tasken, og svunget den om på ryggen. Hun nikkede med et smil på læben, inden vi forlod huset.

”Ved du egentlig hvordan du får kontakt med dem? ” hun kiggede hurtigt på mig, mens vi gik hen langs landevejen. Politistationen lå kun en kilometer væk, da vi var blevet enig om, at tage derhen til fods.

”Altså… ” jeg stoppede brat med at snakke, da et skrig borede sig på at min hals og kom ud som en skingret lavt skrig. Over vejen kom en lille tingest gående. Den havde pels og var helt kridt hvid. Dens øjne var lige så blå som himlen, og den stirrede på os, som ville den jage os. Da jeg sprang tilbage af chok, skød den ryg. Efter lidt tid sænkede den det igen, og gik hen mod os, med en sær brummende lyd. Jeg så chokeret over mod Alicia, som sad på huk med mundvigen overdrevent opad, mens hun rakte hånden frem mod den pelsede tingest der lignede min jakke.

”Alicia, ikke rør!” kom jeg til at råbe, og tog mig for munden, da endnu et skrig fandt vej. Tænk hvis det var giftigt. Et gys fik hårene til at rejse sig på mine arme, inden jeg nu stod en meter fra dem, og betragtede hende ae det.

”Slap af Alkira. Det er en kat. De er ikke farlige.”

”Hva… hvad er en kat?” jeg prøvede at dæmpe min høje stemme, men andrelinen kørte stadig rundt i min krop.

”Ved du virkelig ikke hvad en kat er? ” denne gang var det Alicia der stod med munden på gab, mens hendes øjne blev store, ”har i slet ikke dyr på Dynala?”

”Dyr?” hvad mente hun med dyr. Var det ikke det hun havde sagt til et stykke tøj, som hun ikke havde råd til? Jeg rystede forvirret på hovedet, og betragtede kattens bevægelser, da den stadig gjorde mig utilpas. Den gned sig hen ad hendes ben, og brummede højere, mens den også havde blikket på mig.

Hun prøvede at forklare mig hvad dyr var, og det så ud til at være virkelig anstrengende. Dyr var så en naturlig ting på jorden, at den slet ikke burde være ord for at beskrive hvad det var. Jeg nikkede bare forstående. Da hun begyndte at beskrive forskellige dyr, mens vi forsatte videre, jeg kom i tanke om Dadierne vi havde hjemme på Dynala. De var vel også en form for dyr. De var i hvert fald de eneste vi havde på Dynala, som ikke lignede os. Rådet brugte dem tit som arbejdskræft til de underordnede, hvis de skulle fragte tunge ting.

Dadierne var uhyre farlige, hvis ikke man havde fået kontrol over deres hjerner via de små chip beregnet til styring af andres sind. Dog kunne det kun lade sig gør med Dadierne, da de var blevet skabt via deres sind.

De var umådelig flotte, med den røde farve, og de lilla vinger, som ude i spidsen skiftede til en mørkere farve. Over alt havde den lyende prikker, som assorterede sig til de mange stjerner på himlen.

Gennemsnitlig var de på størrelse med en bil, og så kom vingerne også. Når de var slået ud, var de en længde af fire meter til sammen. Når rådet tog over dem, fik de næsten altid en skinner på deres tænder, da de var skarpe, og kunne dræbe med bare et lille snit. De var giftige, og det samme var deres følehorn. Førhen fjernede man dem, men det skabte uro, så nu nøjes man bare at snitte toppen af, som er yderst faretruende.

”Alkira, hallo? ” chokeret hoppede jeg, da Alicia lagde sin hånd på min skulder. Hun grinte svagt, men så stadig spørgende ud.

”Åh undskyld, jeg faldt vist i staver” mumlede jeg, og skulle til at gå igen, da hun rev mig tilbage.

”Vi er her altså nu” hviskede hun og pegede fremad. Nogle få meter henne var stationen. Døren var lukket i, men der var lys i vinduerne rundt omkring.

 Vi blev enig om en plan, og gik straks i gang. Vi var begge usikre på, om det ville virke, men vi havde ikke mere tid.

Vi åbnede stille døren, som gik op lydløst. Straks hørte vi en stol rulle hen ad gulvet, og skridt der nærmede os. Alicia skyndte sig at skubbe mig hen mod en enorm pante, der stod i venteværelset, så jeg kom ud af syne. Jeg holdt nærmest vejret – hvilket jeg var vant til før hen – da en mand med politiuniform kom ud af et lokale, og forsatte hen til hende. Han så sur ud, men blødte lidt op, da han fik øje på hende. Efter lidt tid lyste hans øjne af bekymring, da han kom i tanke om, at det ikke var helt normalt, at en pige på Alicias alder dukkede op på en politistation, uden der var fare på færde.

”Jamen Alicia, hvad kan jeg gøre for dig? ” spurgte han med sin hæse stemme, og førte hende ind på sit kontor, med hænderne på hendes skuldre som støtte. Hun drejede hurtigt hovedet mod mig, som tegn til, at jeg skulle gå i aktion. Hun sendte mig et skævt smil, inden manden lukkede døren bag sig. Hun havde klare det godt indtil videre, og nu var det mig der skulle klare resten. Første stop var lokale 21a. Det sted hvor Luke havde kontor. Der var mørkt derinde, men døren stod stadig på klem. Hurtig åbnede jeg den en smule. Den knirkede en smule, hvilket fik mig til at trække en grimasse, inden jeg hurtigt lukkede den lidt i gang.

Der var ufattelig mange papir rundt omkring, og mange mapper på en stor hylde, der fyldte hele den ene væg. Pasenerne var rullet halv for, så solen stråler akkurat kunne lyse gulvet op, så jeg kunne se hvor jeg begav mig hen.

Henne i hjørnet, var der et stort bord, med den sjove computer, hvor tastatur og skærm ikke hang sammen. På bordet så der en pap kasse, der var lukket til med gaffetape.

 Jeg spankulerede målrettet hen til den, for at se hvad der stod på den. ’afhentes den. 15 juni 15:00’

Jeg kiggede ned på armbåndsuret jeg havde lånt af Alicia.

På uret stod der 14:55. En ubehagelig følelse borede sig ind i min navle. Jeg læste hurtigt videre ’sendes til udforskning i lokale 104. Undersøges for Dna. Indeholder en pels jakke, og en glimmer kjole.

Et stik i hjertet, begyndte jeg at pille tapet op, da jeg havde læst den sidste sætning. Jeg havde mindre end to minutter, for at få fat i chippen. Lige nu var mit tøj lige meget. Det vigtigste var at komme hjem. At de så fandt ud af, at jeg virkelig ikke stammede herfra, ville være fuldkommen ligegyldig så snart jeg var væk, og aldrig mere kom tilbage.

Pludselig hørte jeg to mandestemmer ude på gangen. Jeg stoppede hurtigt op, og stivnede i hele min krop, mens jeg ventede på, at de gik forbi. Da jeg ikke længer kunne høre dem, åndede jeg lettet ud, og skyndte mig så at flænse tapet op. Da jeg endelig havde fået åbnet kassen, ventede jeg ikke et sekund, med at stikke min hånd i min pelsjakkes lommen. Jeg savnede den blødhed, og den varme. Jeg rystede på hovedet, da tiden var knap. Jeg havde nok kun få sekunder tilbage. Endelig kunne jeg mærke noget lille og hårdt i mine hænder. Med chippen i mine håndflader, knyttede jeg hånden sammen, og trak den op af kassen. Jeg proppede den ned i siden af mine sko, og lukkede kassen til, så godt jeg kunne. Det lignede nogle havde været i klassen, da jeg havde fået tapet omkring igen. Jeg sukkede, og hørte nu fodtrin henne ved døren, som langsom blev åbnet. Mit hjerte slog et slag over, inden jeg kravlede ind under bordet, henne hvor mørket befandt sig, i håb om, at jeg ikke blev opdaget. Godt jeg havde fået lov at låne en sort cardigan af Alicia, ellers ville kjolens flimmer have afsløret mig, da lyset reflekteres sig i den.

Ude for mit syn, kunne jeg ane nogle velkendte blanke sorte sko. Ian Berrys fodtøj. Jeg holdte vejret, og glædede mig over, at jeg ikke behøves luft for at overleve. Endnu en mand kom ind, og jeg bemærkede straks på hans mørke stemme, at det var Luke.

”Har du været i kassen?” spurgte Ian ham om, mens han vendte sig i hans retning.

”Nej hvorfor da?”

”Det ligner, at nogle har været i den” anklagede han, og rakte den hen imod ham, for at vise min forbrydelse. Jeg holdte mig for munden, for en sikkerhed skyld. Man kunne aldrig vide, hvis en lyd valgte at komme uventet frem.

”Jeg ved det ikke, måske er det bare en af de andre patienter der ville sikre, at der var det, der skulle være i den” prøvede Luke at komme med en forklaring. Han lød slet ikke overbevist, men hvad skulle han ellers sige?

”Jeg håber endelig, at alt tøjet er deri, ellers må du starte en eftersøgning! ” hævede Ian stemmen. Jeg synes mindre og mindre om ham. Jeg hørte ikke mere fra dem, så jeg gættede på, at Luke bare nikkede. De forlod rummet, men inden Ian lukkede den til, skred min fod hen over gulvet, så der kom en skrabene lyd. Jeg gispede lydløst, og trak den hurtigt til mig, men jeg kravlede længere ind i mørket. Mit hjerte hamrede af sted, at jeg blev nødt til at trække vejret, hvilket var ret besynderligt. Efter jeg var begyndt at trække vejret her på jorden, kunne jeg ikke stoppe igen. Det var som om, at jeg havde brug for det.

”Hørte du det? ” spurgte Ian lavmælt, og henvendte sig sikkert til Luke. Han måtte have rystet på hovedet. Dog gav Ian ikke op, for han kom til tættere på mig, hvilket fik mig til at presse min ryg op mod den kolde væg bag mig. Her var enormt støvet, men det tog jeg mig ikke af lige nu. Ville jeg være beskidt, eller ville jeg blive opdaget. Valget var indlysende.  

Efter lidt tid, valgte han at gå. Jeg sank skuldrende og en uventet tåre pressede på. Den trillede den over min kind, mens jeg fokuserede på min vejrtrækning, som virkede overraskende beroligende. Jeg håbede at Alicia ikke var blevet mistænkt for noget. Skyldfølelsen bordede i mig, og det gjorde forfærdeligt ondt.

Jeg forlod lokalet, og stoppede op i ventelokalet. Hun var ikke til at se nogle steder. Den samme mand kommet ud af lokalet, og kiggede skeptisk på mig. Hans øjne lukkede sig mere sammen, som skulle han til at springe på mig, af fortvivlelse. Jeg smilede til ham, og forsatte så roligt jeg kunne, ud af døren. Han fulgte ikke efter, så jeg håbede at alt var i den skønneste orden.

 

”Hvad lavede du på politistationen i dag? ” en mørk stemme fyldte hele rummet, da jeg kom ind ad døren. Den kom ude fra køkkenet, hvor jeg derefter kunne høre et lille klynk. Åh nej, Alicia var blevet taget på fast gerning, og her stod jeg og slap godt fra den forbrydelse JEG havde fået hende med på.

”svar mig så Alicia. Andrew sagde du så mistænksom ud. Du plejer ikke at komme forbi for at besøge mig” forsatte han surt.

Jeg nænnede ikke at gå derud, men jeg var nødt til at forsvare hende. Ikke kun for min skyld, men også hendes. Jeg ville skide på, om min mor sagde jeg skulle være min egen helt. Jeg holdte af Alicia, og jeg havde LYST til at hjælpe hende.

Uden at tænke nærmere over det, forsatte jeg hen mod køkkenet. Derinde stod Luke henne ved køkkenbordet, lænet op ad den, mens han pegede vred på hende. Alicia stod bare og kiggede ned i jorden, men hun foldede armene om bag ryggen, som havde hun opgivet at forklare yderligere.

Billy og Eliza var ikke til at se nogle steder, så jeg gættede på, at de var ude i marken sammen.

Da jeg standsede op, kiggede de begge to på mig. Alicia gjorde tegn til, at jeg skulle gå, mens Luke kaldte mig over med et vredt blik.

”Jamen godt du kunne komme Sky. Vi stod lige og talte om Alicia der dukkede op på politistationen. Har du noget at tilføje til den handling? ” hans blik var rettet mod mig, så en ubehagelig fornemmelse kørte rundt i mit blod. Det fik mig til at skælve, inden jeg kiggede op på ham.

”Nej. Alicia havde talt om i flere dage, at besøge dig på dit arbejde. Hun følte ikke hun så nok til dig. ” løj jeg lige op i hans ansigt. Det gik fremragende godt. Selv jeg var overbevist. Alicia smilede til mig og nikkede bekræftende.

Endelig forsvandt Lukes vrede en smule. Han så stadig enormt sur ud, men slet ikke så meget, at han lignede en tikkende bumpe.

”Næste gang så skriv lige til mig Alicia. Du gjorde mig virkelig nervøs” sukkede han, og lod sin hænd falde ned langs siden. Hun nikkede bekræftende, og smilede svagt til ham.

Jeg havde hele aften haft en lidt dårlig smag i munden efter at have løjet for Luke. Jeg havde en umådelig trang til, bare at fortælle ham, hvad vi lavede på hans arbejdsplads, men også hvad jeg var, og hvor jeg kom fra. Jeg kunne bare ikke. Det var kun spørgsmål om tid, før manden der opdagede mig -som vidst nok hed Andrew- ville fortælle det til Luke.

I mellemtiden måtte jeg holde hovedet kold, og finde ud af, hvordan man får kontakt til Dynala via chippen. Den aften sad Alicia og jeg og kiggede på chippen. På siden af den stod der med småt skrift ’dine øjne viser vej’

Ikke nok med, at jeg var forvildet i forvejen, så gjorde den sætning mig ikke ligefrem mere klog. 

_______________

Så kom kapitel 8! Jeg håber i som de andre kapitler, synes om det. Skriv gerne en kommentar, hvis der er noget du synes er godt eller dårligt! :)

13-0-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...