Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5427Visninger
AA

9. kapitel 7//Overraskelsen

Kapitel 7//Overraskelsen


Alkiras synsvinkel.

”Alkira vi skal shoppe” råbte Alicia henne fra sit værelse, men jeg stod og klædte mig på inde på badeværelset. Hun stoppede brat med at sige mere, da hun sikkert var kommet i tanke om, at jeg her på jorden havde fået tilnavnet Sky. Hastigt tog jeg kjolen over hovedet, redte mit hår, og fór ind til hende.

”Sorry, jeg havde lige glemt, at kalde dig Sky” sagde hun, med røde kinder, og flovhed i øjnene. Jeg gav et lille fnis fra mig, og tog en sluk af druesaften på natbordet.

”Nå, hvad er shoppe for noget? ” nu var det hendes tur til at giv et grin fra sig. Efter hun begyndte at kende mig, har vi været de bedste venner. Jeg følte mig tryg i hendes nærvær. Jeg vidste hvor jeg havde hende henne, og den følelse havde jeg aldrig oplevet med Samma. Ikke fordi hun ikke var sød, hun havde bare ikke menneskets evner. Hvis ikke det havde været for min bedstefar, så havde jeg aldrig mødt Alicia, så det kunne jeg takke ham for.

”Det får du at se” svarede hun i et sukkersødt tonefald, og gav mig et hemmelighedsfuldt blik. Bare det ikke var noget slemt, eller ulovligt. Men på den anden side, så var det Alicia vi snakkede om. Det kunne hun aldrig finde på, af hvad jeg ved, ”Og jeg håber det er i orden, at Carter kommer med. Han savner os” grinte hun, og slentrede hen til trappen.

Jeg nikkede bare, selvom hun ikke kunne se det. Carter var en flink fyr. Men han savnede nok mere Alicia end mig. Jeg smilte, og gik efter hende.

Aldrig havde jeg troet, at føle så meget glæde, som jeg har gjort de sidste par dage. Bare tanken om, at jeg snart må vende tilbage, gav et stik i brystet. Jeg havde slet ikke lyst til at forlade jorden. Men jeg havde fået hvad jeg kom for: mærke kærligheden blandt mennesket, og sikre mig at bedstefar havde talt sandt, hvilket han havde. Dog forstod jeg stadig ikke, hvordan han kendte til dem. Hvis ikke det var fordi Alicia havde undret sig over det, havde jeg aldrig tænkt tanken.

Jeg havde aldrig stillet så mange spørgsmål om livet, som jeg begyndte på nu. Jeg nød det, selvom min hjerne blev enormt træt af at være på overarbejde konstant. Hver dag lærte jeg noget nyt på jorden.

”Hvor skal i hen i dag piger? ” spurgte Luke, da vi kom ind og tog en yoghurt i hånden. Han sad og fik et solidt morgenmåltid, mens han holdt øje med Billy, som sad og legede med noget der lignede en legetøjsbil.

”Vi tager ind i byen i dag med Carter. Hvor er mor? ” svarede hun ham, og så undrende. Det var vidst ikke normalt, at hun ikke var i nærheden. Især ikke om morgenen.

”Her til morges blev i vi kaldt til samtale med overlægen Ian Berry. Jeg skulle holde øje med Billy, så hun tog afsted alene” forklarede han os. Alicia trak på skuldrende og åbnede sin yoghurt, for derefter at spise den, som var det et glas mælk.

”Har Ian fundet noget? Hvorfor kommer jeg ikke med? ” spurgte jeg pludselig uventet, mens Lukes blik mødte mit.

”Han vil gerne høre fra os, hvordan det går med dig. De har fundet noget mystisk ja. Han kommer på besøg i morgen her, hvor han vil fortælle dig lidt. Vi mener, at det er bedst, at det er i nogle omgivelser hvor du føler dig mest tryg. ” jeg nikkede bare, selvom jeg helst ville blive fri.

Men hvad kunne jeg gøre. Hvis læger var som rådet, så havde man intet at skulle have sagt. Hvis ikke man fulgte deres ordre, ville man blive straffet.

Tænk hvis det også var sådan, her på jorden. Dog var det besynderligt, at de tog hensyn til, hvor jeg befandt mig bedst, og det kunne jeg kun være taknemmelig for. Det ville aldrig finde sted på Dynala.

 

Carter stod ved busstoppestedet og ventede på os. Det gik ikke mere end få sekunder, før Alicia overfaldt ham med hendes mange kys.

 Jeg ville lyve, hvis jeg tilstod, at jeg ikke var bange, for det var jeg. Eller jeg var nok mere urolig, når jeg oplevede den nærhed menneskene kunne give hinanden. Det strålede af lyst i deres øjne, som var de sulten efter føde. Jeg hostede lidt overdrevent, for at få dem tilbage til virkeligheden, da bussen nu stod foran os.

”Åh, ja undskyld Sky. Din søster her er bare så indbydende” mumlede Carter og blinkede til mig, inden han gav hende et sidste kys på munden, og gik ind i bussen.

”Kaldte han mig lige din søster? ” spurgte jeg forbavset om, og kiggede hen på Alicia med et forundrende blik, hun helt sikkert lod mærke til.

”Ja det tror jeg vidst. Men det er du vel også på en måde. Hvis altså det er i orden med dig? ”  Jeg nikkede og smilede til Alicia. For første gang, følte jeg, at jeg ikke var enebarn, selvom jeg havde en bror. Ikke fordi Nabha ikke betyder noget, det her er bare noget andet.

Alicia og jeg holdte rent faktisk af hinanden, uden nogen sagde vi skulle.

På Dynala havde man bare, at alliere sig med sin familie, ellers ville man være et trussel for dem, og det var jeg i hvert fald lige nu. Jeg ville aldrig bringe min familie i fare, men jeg fortrød ikke mine handlinger, som jeg havde gjort alle gange, hvor jeg havde fortaget noget dumt.

”Sky, du falder i staver” sagde Carter og hjalp mig op på mine ben, da bussen standsede. Et skrig undlod mine læber, hvilket gjorde, at blikke blev rettet mod mig. Jeg sukkede, og kiggede irriteret på Carter, som bare stod og smågrinte over min reaktion.

”Hvad mener du med at jeg falder? ” mumlede jeg surt, og forlod bussen.

”Haha, det er noget man siger, når man ikke er tilstede i ens omgivelser” grinte Carter, hvilket også fik mig til at smile en anelse. Hvor var jeg altså dum. Menneskets talemåder var ikke lige altid lige let at forstå.

”Nå Al… Sky” rettede Alicia, ”lad os få fundet noget nyt kluns til dig.”

”Kluns? ” endnu engang grinte Carter over min uvidenhed. Alicia smilte dog bare til mig, og slog ham i siden, hvilket bare fik ham til at lægge armen om hende, og kysse hende på kinden.

”Ja tøj sødeste Sky. Carter og jeg har bestemt, at vi i dag vil bruge vores tid på at hjælpe dig. Vi synes begge det er lidt synd, at du skal gå rundt i mine lasede kjoler” forklarede hun venligt, og flettede sin arm ind under mig. Pludselig kunne jeg mærke en uventet tåre forklare mine øjne, og trille ned af kind.

”Hey Sky, er du okay søde? ” spurgte hun uroligt om, som om hun var bange for, at hun havde sagt noget forkert, hvilket hun ikke havde. Faktisk havde hun været så venlig, at jeg var blevet rørt. Hendes hjælpsomhed og kærlighed til mig, havde fået mig til at græde. Jeg havde ikke troet, at det ville føltes så godt.

”Jeg… tak til jeg begge, det betyder så meget” snøftede jeg og kiggede skiftevis på dem. Carter grinte kærligt og tog armene blidt om mig i et kram, hvilket ikke gjorde følelsen inden i mig mindre. Jeg havde helt lyst til at skrige af glæde, så det næsten gjorde ondt at holde det tilbage.

DET GJORDE ONDT.

Men på en god måde. Jeg tror bedstefar havde misforstået noget her, eller også var det ikke det han havde ment med, at kærlighed gjorde ondt.

”Lad os komme i gang” hundsede hun med os, og rev os med hen til det enorme center, vi var kørt i bus, for at komme hen til.

 

Alicia prøvede at finde noget til mig, men hver gang endte det bare ud med, at jeg ikke brød mig om det. Alt var gråt og kedeligt. Jeg havde brug for noget glimtende, så jeg følte mig lidt på hjemmebane. Det opfattede hun lige så stille hen ad vejen, og gik ned i den anden ende af afdelingen, hvor tøjet var lidt mere festligt, som hun sagde. For mig var det bare ganske almindelig påklædning.

Og der fandt jeg den flotteste glimtende kjole, med ærmer. Uden videre, tog jeg den til mig, og fortsatte hen til det prøverum, hvor jeg havde prøvet hundredeviser ting i de to timer vi havde været her.

Man kunne tydeligt se, at Carter snart var træt af at gå rundt herinde. Jeg ville også give ham ret i, at det ikke ligefrem var sjovt. Især ikke når man ikke engang selv skulle kigge efter noget.

”Wow sky, jeg vidste slet ikke du var lidt sådan noget tøj” angav Carter, da jeg kom ud fra prøverummet i den glitrende kjole der passede perfekt til mine øjne.

Alicia smilede stort, selvom noget i hendes blik ikke helt brød sig om mit tøjvalg. Carter holdte sig bare overdrevent for munden, som var han i chok tilstand.

”Kan i lide det? ” spurgte jeg om, og så frem og tilbage på dem, i mens de udvekslede blikke.

”Altså… det er nok ikke lige noget man tager på til hverdagen, men du da meget smuk” svarede Carter, mens hans blik lå på den. Han smilte stort, og kiggede derefter over på Alicia, der havde løftet det ene bryn, ”Jaja, slap lige af skat, du er stadig min første prioritet” mumlede han, så man skulle anstrenge sig, for at høre. Hun daskede ham på skuldrende, men smilte taknemmelig til ham.

”For det første så er hun kun ti år, og for det anden så det skide ulovligt din tumpe” grinte hun, og så undskyldende over på mig. Jeg fattede stadig ikke rigtig hvad der foregik. Dog bed jeg mærke i, at hun sagde jeg var ti, hvilket bare fik mig til at grine en smule.

”Faktisk så er jeg ni, men snart ti” rettede jeg hende.

”Endnu en god grund til, at du skal holde dig væk fra min søs, Carter” advarede hun ham, og skulle til at kysse ham, men trak sig væk, så han stod og surmulede med trutmund.

De var noget af det sjoveste par jeg havde set. De kunne virkelig være kække overfor hinanden, men alligevel var der kærlighed i luften.

Jeg blev helt glad indeni, for hundrede gang i dag, da hun sagde jeg var hendes søster. Jeg følte mig elsket, men bare på en anden måde, end det de havde.

Jeg følte, at jeg passede ind, især når jeg bar denne kjole.

”Hey Sky, hvor er du egentlig fra? ” spurgte han pludselig om, hvilket fik mig ud af mine tanker. Alicia kiggede måbende på ham, som om hun allerede havde forklaret ham det hele. Hun gav ham i hvert fald det-vil-du-ikke-vide blikket.

”Altså, det kan jeg ikke huske. Jeg har endnu ikke fået min hukommelse tilbage” svarede jeg nervøst, og smilede forsigtigt til ham.

”Det har jeg fortalt dig hundrede gange skat” mumlede Alicia sukkersødt, og valgte at give ham et kys, uden at fjerne hovedet, for at drille ham.

”Men, hun må da kunne huske noget? ” henvendte han sig til hende, som om jeg ikke længere var i nærheden. Det gjorde mig egentlig ikke spor, for jeg ville gerne have fundet noget ’kluns’

 

Formiddagen blev til eftermiddag, mens vi havde gået rundt inde i centeret. Carter var blevet utroligt sulten, så vi tillod os, at købe en sandwich hver, da vi ikke ville komme hjem foreløbig, da vi havde set at klokken var tolv.

Det endte med, at jeg fik tre kjoler, et par sko, og nogle flotte smykker. Jeg ville helt klart have det med hjem til Dynala, men jeg var også lidt ræd for, at det ville blive opdaget.

Om aftenen, da vi havde fået spist, valgte Alicia og jeg at trække os. Vi var begge enormt trætte efter den lange dag, men vi havde en del at snakke om.

Inden længe sad vi begge på hver vores seng, med et kop varmet druesaft, vi nippede lidt til. Det var så småt ved at være mørkt, og ikke mindst køligt. Vejret havde været fremragende i dag uden de hvide vatter på himlen, som afskærmede solens stråler.

Nu var her mørkt, solen var væk, og skyerne tog til.

 Der regnede en del. Jeg vidste ikke hvad det var i starten, og blev lidt bange, men Alicia forklare mig, at det bare var skyerne der havde samlet for meget vand. Lidt ligesom mennesket som havde drukket for meget vand, og skulle tisse.

Hendes forklaring havde fået mig til at grine uafbrudt i mindst fem minutter. Vi morede i hinandens selskab, og hun var uden tvivl blevet min bedste ven, og søster.

”Nå, lad os så komme i gang med lidt seriøs snak, inden jeg tisser i bukserne” grinte Alicia svagt, mens hun tog en sidste slurk og lagde koppen med saften, på natbordet. Jeg nikkede bekræftende, og ventede på hendes næste ord.

”Hvordan får vi dig så tilbage? ”

”Altså du ved, jeg skal bruge chippen, men jeg har den ikke på mig” startede jeg ud med at forklare, ”den lå i den hvide pelsjakke jeg havde på, da du fandt mig. Overlægen Ian, sagde at de havde den gemt på politistationen i mellemtiden, indtil de går i gang med at finde dna på den, eller andre stoffer, som den helt sikkert indeholder. ”

”Det lyder virkelig ikke godt. Ved du hvor den befinder sig i politistationen? ”

”Nej, men jeg ved den vil være i nærheden af din fars kontor” svarede jeg, selvom jeg ikke lød helt sikker i min sag.

Hele aften gik på, at snakke.  Jeg fortalte hende, hvad chippen var til for. Vi aftalte, at vi i løbet af de næste par dage var nødt til at få fat i den.

 Ian Berry kom på besøg i morgen, så der ville ikke gå længe før chancen vil være minimal.

Vi kom også lidt ind på min bedstefar, men jeg brød mig om at nævne ham, for Alicia stillede så mange spørgsmål om ham, som jeg overhovedet ikke havde taget stilling til.

___________

Det var så 7. kapitel. Skriv gerne en kommentar, hvad i synes om historien indtil videre. Er der noget jeg kan gøre bedre? :)

12-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...