Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5402Visninger
AA

8. Kapitel 6//Tilståelse

Kapitel 6//Tilståelse


Alicias synsvinkel:

I nat havde jeg svært ved at falde til ro. Jeg vidste der var noget underligt over Sky. Jo mere jeg så på hende, jo mere blev jeg overbevist om, at jeg set noget flyve til himlen den nat. Der hvor det havde lyst, havde jorden været brændt helt af.

Hun sagde, det hun havde i hovedet var modermærke, men sådan så modermærker ikke ud. Men jeg fortalte hende det ikke, for hun virkede til at føle sig tryg i mit nærvær. Normalt var modermærker runde og brune, sommetider sorte. At hun ikke selv kunne se, at de mere lignede tegn, gjorde mig målløs. Det lignede hverken noget der var blevet tatoveret -som Aiden havde troet- eller ar. Så det måtte være medfødt.

Lydløse skridt af bare fødder, gik hen over de knirkende gulvbrædder. Med hovedet mod væggen, drejede jeg mig om på sengen, så jeg kunne se ud mod mit værelse og hen på gæstesengen hvor sky lå. Eller havde lagt i.

Nu stod hun henne ved vinduet i en af mine gamle blondekjoler, oppe fra loftet. Den så helt slidt og laset ud, men hun så nu yndig ud med den på. Hun kiggede tryllebundet ud af vinduet, og selvom jeg normalt ville have spurgt nysgerrigt ind, lod jeg vær, da det ville begrænse de svar, jeg gerne ville have på det rene.

Pludselig drejede hun om på hælen, og marcherede stift ud af mit værelse i retning af trappen. Med famlende og trætte bevægelser steg jeg ud af sengen, for at følge efter hende. Gad vide hvad hun havde gang i?

Hendes blik var så fjernt, at det så ud som om, hun dagdrømte. For en sikkerhed skyld holdt jeg mig lidt tættere på hende. Tænk hvis nu hun kunne finde på, at gøre skade på sig selv, eller sine omgivelser. Man vidste jo aldrig, hvad der gemte sig bag en uskyldig pige med øjne der skræmte livet af en. Når man kiggede hende ind i øjnene, blev alt bare så tomt i en. Det var som om, at ens sind brød forbindelsen, og susede igennem hendes uendelige øjne, der lignede små stjerne i en klar galakse fuld af lysende farver.

Hun gik i retning af hoveddøren, skubbede den op, og gik ud i natten, med døren der stod på vidt gab. Mit blik fjernede sig ikke fra hende, mens jeg fortsatte i hende retning, og lod døren stå åbne bag mig. Hvis der skete noget, skulle mor og far kunne høre mig.

Hun stoppede brat op og vendte sig halvt om, så jeg kunne se hende fra siden. Jeg stoppede op nogle meter fra hende, og stirrede forundrende på hende. Hun havde ikke set mig, men hendes blik så også fjern ud. Hun gik sikkert i søvne. Mon det var det, hun havde gjort den nat, jeg fandt hende i marken?

En hård vind ramte os begge, så vores hår fløj i den anden retning. Med mine hænder omkring mig, prøvede jeg at holde varmen. I modsætning til Sky, som foldede sine arme ud til siderne, for at hæve dem op i vejret. Hendes hvide kjole blæste i samme retning som hendes hår, men det lod ikke til at genere hende. Hun så umådelig kold ud, og hendes øjne var fjerne – af hvad jeg kunne se. Et gys borede sig igennem rygrad, og kom ud af min mund, som et gisp.

Som vi stod her med huset bag os, ude i vor store baghave, begyndte hendes øjne at lyse. Jeg gned mig i mine øjne, og fokuserede atter på hendes øjne igen. Jeg så ikke syner. Sky begyndte at bevæge sit blik længere op mod den klare nattehimlen, som var fyldt med små lysende stjerner. Deroppe stod månen rund og klar, og lyste skarpt ned på os.

Jeg havde helt glemt, at det var fuldmåne i nat. Det forklarede bedre, hvorfor jeg havde svært ved at falde i søvn. Jeg skulle lige til at sige noget, da hendes øjne endnu engang gjorde forandring. Midt i den dunkle nat, begyndte de små stjerner i hendes øjne at sende små stød op mod nattehimlen. Med hurtige bevægelser, sprang jeg en meter væk fra hende, og hev efter vejret. Hvad fanden var det? Hvem var hun, eller retter sagt, hvad var hun?

Det var ufattelig smukt, men skræmmende på samme tid. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende, selvom hun langsomt begyndte at sænke hovedet, mens de små stjerne blev skudt op mod himlen, og forsvandt, så den klare himmel var det eneste der var tilbage. Med sænkede arme, drejede hun hovedet i min retning, med panik i øjnene. Det fik mig til at reagere. Jeg løb alt hvad jeg kunne hen mod den åbne dør og lukkede den i med et lidt for højt brag. Det var nok ikke så smart at være oprevet, mens de alle lå og sov. Med lydløse skridt hoppede jeg nærmest op ad trappetrinene. Jeg sprang hen i min seng, og tog dynen over mig.

”Bare en drøm Alicia, bare en drøm” mumlede jeg adskillige gange til mig selv, mens jeg nev mig i armen, ”Bare en drøm”

Jeg blev afbrudt af de knirkende gulvbrædder, og modvilligt kiggede jeg i retning af lyden. Et skrig banede sig vej op ad min hals, og kom ud som en hvisken. Jeg pressede min ryg op mod muren, mens vores blikke mødtes. Hun stod igen som den uskyldige lille pige, som jeg havde kendt de sidste par dage. Og det skræmte mig bare endnu mere, at jeg ikke vidste hvor jeg havde hende henne.

”Hvad fanden er du?” halvråbte jeg panisk, og prøvede at dæmpe mig, da det ikke ville gøre noget godt, at være så lydt. Hendes blik lyste af sorg, og jeg kunne ikke længere finde spor af stjerner i hendes øjne. Men jeg var helt sikker på, at det jeg havde set, ikke var min skøre fantasi. Eller måske var jeg virkelig ved at blive vanvittig.

”Alicia, det er ikke som du tror” jeg rystede på hovedet over hendes konstatering, og det fik hende til at fortsatte med et suk, ”Jeg, jeg er ikke farlig… ” sagde hun lavmælt, vendte blikket væk og sat sig på gæstesengen, stadig med blikket sænket. Vi sad begge stille i tavsheden i noget tid, inden jeg tog en dyb indånding, der vagte hendes opmærksomhed.

”Fortæl mig sandheden Sky. Hvem er du? ”

”For det første, så hedder jeg ikke Sky” bemærkede hun. Det vidste jeg allerede godt, men hvad hed hun så. Havde hun overhovedet hukommelsestab. Hvad foregik der lige?

”Lov mig, at du ikke siger noget til nogen. Jeg vil komme i store problemer, hvis jeg bliver afsløret. Kan jeg stole på dig? ” Jeg nikkede stille, og frygtede sandheden.

”Jeg hedder Alkira” startede hun ud med at fortælle. Jeg havde aldrig hørt om det navn før.

”Hvad er dit efternavn så? ”

”Jeg har intet efternavn” svarede hun med en dirrende stemme, og forsatte” Jeg kommer fra planeten Dynala” Startede hun ud, og begyndte at fortælle alt der faldt hende ind. Jeg sad og lyttede til hende med øjnene så store, at de snart ville puffe ud, og en mund på vidt gab. Godt der ingen fluer var. Efter fem minutters monolog, stoppede hun sig selv, da hun vist nok opdagede, at jeg sad uforstående og rystede i hele kroppen.

”Øh, Alicia, er du der? ” spurgte hun roligt om, og kiggede mig dybt i øjnene. Da jeg så hendes stjerner, fjernede hun hurtigt blikket.

”Je… men du ligner jo os? ” sagde jeg fortumlet, hvilket fik hende til at grine, ”Burde du ikke være en grøn alien med store sorte øjne. Eller måske har du klædt dig ud. Eller måske manipulere du med mig? ” jeg vidste godt at alle mine spørgsmål jeg kastede ud af min mund, var lidt overdrevent, men hvem ved. Hun kom jo fra en anden planet, hvilket ingen på jorden ville have kunnet gætte sig frem til. Hun rystede bare på hovedet, rakte ud mod natbordet for at tage en slurk af mors druesaft. Sky… Alkira elskede det, så min mor tog sig den tid, at servere det for hendes hver aften, når vi var på vej i seng.

”Men, ved de slet ikke du er her på jorden? ”

”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har på fornemmelsen, at min bror har mistanken om det. Og min ven Samma ved også noget, men hvis jeg kender hende ret, holder hun munden lukket” jeg nikkede forstående. Hvis ikke det var fordi jeg var så træt, ville jeg sikkert have skreget af skræk.

”Men, du sagde før, at i ikke har kærlighed på Dynala. Er det derfor, du har været så ræd de første dage? ” hun nikkede til mig og sendte mig et skævt smil. Hun så ud til, at hun var bange for min reaktion, men jeg gav bare et lille ’ha’ fra mig, og lagde mig ned i min seng, med dynen halvt over min krop. Vi fik øjenkontakt igen, og denne gang var stjernerne næsten usynlig, at de ikke kunne fanger mig og føre mig til uendeligheden, som Alkira havde forklaret det.

”Jeg har et spørgsmål mere” mumlede jeg, da trætheden døsede mig stille hen i en søvn,

Jeg nåede ikke at stille spørgsmålet, inden mine øjne lukkede i, og mine muskler blev slappe.

 

Alkiras synsvinkel:

Den nat fik jeg kun omtrent tre timers søvn, fordi jeg havde bange anelser. Alicia vidste om min hjemme planet. Hun vidste, at jeg ikke hørte til her. Hun var så træt da jeg havde fortalt hende det hele, og har ikke rigtig givet hendes reaktion frit løb, Jeg frygtede, at hun ville reagere, når vi sad med hendes familie ved morgenbordet. Hvem ved hvordan hun ville reagere. Hun vidste det nok ikke engang selv, for ingen –mennesker- ville have troet at opleve en som mig.

Hun var så chokeret og udmattet, at hun ikke engang havde stillet spørgsmål om, hvad jeg havde lavet udenfor. Men det var sikkert det spørgsmål hun ville have stillet, inden hun faldt til hvile. Faktisk vidste jeg ikke engang selv, hvad der helt skete derude. Det eneste jeg kan huske, var at en ubeskrivelig stærk kraft havde fået mig udenfor.

 Jeg vidste godt, at Alicia var ved mig, men jeg kunne intet fortage mig, da kræften styrede min bevægelser, og ikke mindst mit syn. Jeg havde været helt til stede i mine tanker, og skreg indeni, da jeg havde set nogle hvide stjerne forlade mine øjne. De var blevet skubbet op mod himlen med et stød, og dér begyndte jeg at få kontrol over mit ydre igen.

”Godmorgen Sky, har du sovet godt? ” spurgte Eliza, mens hun løftede lille Billy i hans stol. Endnu engang kiggede han på mig, mens han store runde øjne.

 ”Sky? ” spurgte en mørk stemme. Jeg rystede på hovedet og fjernede mine øjne fra ham, og så over mod Luke og Eliza, som sad klar ved morgenbordet, og tog for sig.

Jeg nikkede hurtigt til Eliza, som jeg åbenbart havde glemt at svare. Hendes måde at hilse på mig om morgenen, var stadig svært at vende sig til. Jeg havde jo ikke sovet, men hvilet.

”Jeg har bagt nye lune boller her til morgen. Har du lyst til at smage” inden jeg kunne nå at svare, rakte hun mig brødkurven hen til mig, med et friskt smil, som gik op i hendes øjne.

”Ja tak” mumlede jeg med en hæs stemme, da det var længe siden jeg sidst havde brugt den. Jeg tog en bolle, og skyndte mig at give slip på den, så den landede med et klask på min tallerken. Luke grinte halvt, mens Eliza smilte skævt til mig.

”Jeg glemte vidst lige at tilføje, at den nok var en smule varm” beklagede hun sig, og stillede brødkurven igen. Ja det måtte hun nok sige. Men nu var jeg i det mindst vågen. Jeg smilte stort, da hun begyndte at hælde min ynglings drik op i mit krus. Jeg nikkede som tak, og tog hurtigt en slurk af det.

En ting var sikkert, jeg kom så meget til at savne morgnerne, og især den her utrolig velsmagende druesaft. Inden jeg tog en bid af bollen, strejfede en tanke mig pludselig. Det var første gang jeg ikke fik min yoghurt om morgenen. Jeg rømmede mig lidt, og tog så en lille bid. Det smagte overraskende godt, så jeg fyldte min mund med flere bider. Hm, kom jeg til at sige, hvilket fik Eliza til at smile bredt igen.

”Jeg er glad for, at du kan lidt det jeg laver” sagde hun taknemmelig og fyldte hendes mund med en bid. Jeg smilte til hende, da jeg havde tygget af munden. De smagte himmelsk. Hun var virkelig god til at bage. Jeg ville ønske min mor var i besiddelse af de evner.

”Jamen godmorgen sovetryne” sagde Luke en anelse højt, og havde blikket rette hen over mine skulder. Jeg vidste det var Alicia der var kommet ind i køkkenet, men jeg kunne alligevel ikke lade vær med, at kigge. Da hun så mig, ændrede hendes trætte øjne sig, til at blive dobbelt så store. De lyste af anspændthed og forbavselse. Det var som om, hun slet ikke kunne kende mig.

”Godmorgen” svarede hun hendes far i et bestemt tonefald. Det så ikke ud til havde have vagt opmærksomhed på faren, for han kiggede ned i hans avis, og fortsatte spisningen.

Men Eliza derimod kiggede undrende på hende, mens hun fodrede lille Billy, der sad og slikkede sig om munden, da havregrøden løb ned af hans hage.

”Hvad er der med dig i dag? ” Spurgte Eliza, men hun fik kun et skuldertræk som svar. Alicia dumpede ned ved stolen ved siden af mig, og greb fat i en yoghurt, mens hun fandt sin mobil frem. Hendes fingre gled over skærmen, som den altid gjorde – det var helt sikkert Carter hun skrev med. Jeg havde ikke lige regnet med, at hun ville sætte sig til bordes, som om alt var ved det gamle. Faktisk ville jeg væde med, at jeg var mere anspændt i min krop end hende, lige nu, selvom det burde være omvendt.

 

Vi sad i bussen sammen, som var prop fyldt som altid. Dog havde Alicia sikret os en plads bagi, hvor alle fra hendes årgang befandt sig. Og som altid, fik jeg undrende blikke klistret til min nakke, selvom det ikke var første gang jeg sad i den her bus, med de samme mennesker.

Jeg rystede på hovedet, og kiggede overmod Alicia, som sad med nogle ledninger i øret, som førte ned til sin mobil. Dem sad hun altid med, når hun gerne ville have fred for omverden- Det var i hvert fald det hun sagde. Dog kunne jeg denne gang ikke lade være med at forstyrre hende, selvom hun specifikt har gjort det klart for mig, at hun ikke ville forstyrres, når hun sad med dem i ørene.

”Alicia” mumlede jeg lavmælt, og prikkede hende nervøst på skuldrende, da hun ikke reagerede på min stemme. Det gav et chok i hende, så jeg krympede mig en smule sammen.

Jeg var så bange for, at hun ville begyndte at flippe ud over i nat. Men igen overraskede hun mig bare med, at tage dem ud af mine øre, og kiggede over på mig, med et lille smil om læberne. Mennesket var godt nok svære at forholde sig til.

”Er… du slet ikke bange for mig?” Jeg vidste det var dumt at bringe det op, i en bus, hvor alle ville kunne høre os, hvis en af os hævede stemmen. Men en lettelse sænkede mine anspændte skuldre, da hun rystede på hovedet, mens hun bed sig nervøs i læben.

”Nej Alkira. Jeg forstå det bare ikke. Jeg vidste godt inderst inde, at du ikke var herfra, men at du nu har bekræftet det, virker så uvirkelig” hviskede hun mig i øret. Jeg nikkede forstående. ”Og jeg er villig til at hjælpe dig hjem igen. For jeg ved hvor ondt det gør, ikke at være hvor man høre hjemme ”Jeg grinte lidt, selvom det ikke var med vilje. Hvilket fik nogle blikke rettet imod os igen. Jeg sukkede, og kiggede igen, hvilket fik dem til at vende blikket fra os med ræd i øjnene. Ups, jeg skulle vidst passe lidt på hvem jeg viser mine stjerneøjne til.

”Hvorfor griner du? ” spurgte hun forundrende, ”du joker ikke med mig, vel? ” spurgte hun igen en anelse surt, da jeg ikke svarede.

”Nej, selvfølgelig ikke. Sagen er bare den, at jeg ikke som sådan savner min familie Alicia. Jeg skal bare tilbage, så jeg ikke får en alt for hård straf”

”Hvorfor savner du ikke din familie? ” hun lød chokeret over mit svar, og stod med åbenmund.

”Skyalaer kan ikke føle kærlighed, som jeg sagde i nat” mumlede jeg lavt, så hun lige akkurat kunne høre det.

”Åh, jeg måtte vidst have fortrængt det ”

Vi blev enige om, at tage lidt af gangen, da det blev for stor en mundfuld, at forklare det hele på en gang. Og så var en bus fyldt med mennesker, heller ikke det helt rette sted at udlufte sine hemmeligheder.

Efter den første gang jeg havde været i skole med Alicia, blev vi enige om, at det nok var bedst jeg blev ved med det i noget tid, da det kun ville gavne min ’hukommelse’ at være blandt andre. Det havde jeg skam intet problem med, da jeg lærte lidt om mennesket her.

Jeg måtte ærligt tilstå, at teenager, var noget så forvirrende. Deres måde at kommunikere på, var ret sjov nogle gange. Nogle kom med spydige kommentar. Nogle var direkte onde mod nogle bestemte, mens andre var kærlige og omklamrende. De fleste elskede at sende kædebreve rundt i timerne, mens nogle få i klassen rent faktisk lyttede til læreren – som for eksempel mig.

Der var en del piger, der gik meget op i udseende. En dag jeg skulle på toilettet, stod en flok piger ude ved spejlende, bare for at rette på hår og tøj. Men det fik da drengene til at kigge en ekstra gang på dem.

Det gode ved Alicia var, at hun ikke var sådan. Hun var sig selv, og alligevel kiggede drengene efter hende. Nogle gange ville jeg ønske jeg var hende, og sådan havde jeg aldrig haft det før.

Min mor sagde altid, at man var sin egen helt. Man skulle redde sig selv, og tænke på sine muligheder i samfundet. Ellers ville man aldrig nå i toppen af ranglisten.

 

Vores sidste time i dag var kristendom, og jeg glædede mig sådan til det. Læreren havde været så morsom sidst gang vi havde det. Hver dag kom han med en joke, som fangede hele klassens opmærksomhed. Det var en fremragende måde, at få dem til at medvirke i undervisningen. Han lignede slet ikke nogle af de andre mennesker jeg havde set. Han gik altid i ternede skjorter, og havde brunt gryde hår, som klassen beskrev det.

”Hej unger, er i klar til dagens højdepunkt? ” spurgte han højt i klassen, så han fik alles blikke rettet mod tavlen.

”Ja! ” råbte nogle af eleverne, mens andre nikkede voldsomt med deres hoved. De sad allerede spændt, og nogle var allerede ved at grine, hvilket fik min mundvig opad. Selv Alicia sad med et overdrevent smilt på læberne, og lænede sig ind over bordet.

”Nu når vi skal snakke om Adam og Eva i dag, så lad mig indlede det med sådan en joke” han klappede en gang i hænderne, og smilede stort ud til klassen, ”Hvad var det første job gud tilbød Adam og Eva?”

Nogle i klassen flækkede allerede af grin, mens andre sad med forvirrede blikke, og tænkte grundigt. Jeg havde allerede givet op, for jeg vidste slet ikke hvem de var. Det vidste Alicia selvfølgelig, for hun kiggede over på mig, og smilede skævt til mig og rystede på hovedet. Som om hun vidste, at jeg snart ville spørge hvem de var. De var sikkert almenviden for menneskerne, så jeg lod vær.

”.. At gå med blade” afslørede læreren, og satte sig ned på stolen med et snedigt ansigtsudtryk, mens han tog et kop op til munden, og slubrede.

Lokalet blev fyldt med grin, og trampen i gulvet, at jeg blev nødt til at holde mig for ørene. Dog kunne jeg ikke lade være med at smile stort, da stemningen var fantastisk. Det var noget af det bedste at være i blandt mennesket – de havde en særlig evne til, at skabe glæde.

Da latteren var mere dæmpende, åbnede jeg munden, ”Hvem er de? ” spurgte jeg, og tog mig hurtigt til munden, mens jeg mærkede en ubehagelig varme stige til hovedet. Hvor var jeg altså dum.

Det fik klassen til at grine igen. Læreren stilede sit kop med famlende bevægelser, ned på bordet, med munden på vidt gab og øjne så store, som havde han set et spøgelse.

Okay jeg havde helt sikket dummet mig.

”Adam og Eva var de første mennesker på jorden, som gud skabte. De gik rundt nøgen, med blade der dækkede deres underdel. Og bladende skulle forstås som aviser” reddede Alicia, ved at forklare det hørt ud over klassen, for at overdøve latteren.

”Nu har du jo ødelagt joken” beklagede en pige sig, ved navn Andy. Hun sad ovre ved vindues rækken og kiggede irriteret på Alicia. Hun var en af pigerne der gik meget op i sit udseende. Hver dag havde hun nyt tøj på i skole, og aldrig den samme farve læbestift. Alt skulle passe sammen, selv hendes sko skulle passe til hendes sæt. Alicia havde en dag sagt til hende, at hun skulle være glad for at de ikke skulle have skoleuniform på.  

”Det var flot forklaret Alicia. Det gør mig glad, at du høre en smule efter i klassen. Men du mangler en hel del af historien. Mon ikke vi skal få det på plads i denne time, så Sky kan få et indblik i kristendommen” Læreren lød stadig forbløffet over mit spørgsmål, men gik i gang med undervisningen med det samme.

Da timen var slut, forstod jeg endelig, hvem de to personer var. Og ikke mindst hvem gud var. De var vildt at tænke på, at mennesket havde en tro. Nogle troede rent faktisk på, at der var noget der var større end dem, som havde skabt liv. Jeg havde svært ved at sætte mig ind i det, men nu når jeg tænkte over det, hvem havde så skabt Skyalaerne? Vi kunne jo hellere ikke bare komme ude i den blå luft, uden at blive skabt af nogen.

Tanken gjorde mig helt kulret at jeg blev nødt til at ligge det bag mig. Måske vidste mor noget om det. Men på en måde var jeg lidt bange for at spørge hende. Tænk hvis ikke der var noget der hed gud på Dynala, ville jeg være afsløret. 

 

_________________

Så kunne jeg endelig præsentere jer for kapitel 6! - håber i kan lide det i læser :D 

10-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...