Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5432Visninger
AA

7. Kapitel 5//Håb

Kapitel 5//Håb


Dynala – Nabhas synsvinkel:

”Alkira?” jeg har ikke kunne finde hende i flere dage nu, og både Hiraani og Dyaus kom hjem og få minutter. Og jeg frygtede, at se deres rektion, når jeg fortalte dem, at hun var væk. Jeg havde haft så travl de sidste par dage, til at forbedre på min sidste prøve. Hvis jeg ikke bestod den, så ville jeg skulle igennem det hele igen, de næste tre år. Man havde to chancer i vor samfund, og hvis man ikke var god nok, så blev man en underordnet.

Jeg vidste, at hvis jeg ikke klarede det, ville jeg skulle have direkte ordre fra rådet. Det ville gøre Hiraani umådelig flov. Jeg var bange for, at det ville gøre, at hun ikke længere ville kendes ved mig. Dyaus derimod havde ikke så meget at sige.

”Alkira for fanden” bandede jeg og hørte den enorme metal dør blive skubbet op. Ind kom de. De så trætte ud, og ville sikkert gå til hvile med det samme. Men jeg måtte desværre tilstå med det samme, ellers ville udbruddet jo bare blive værre jo længere jeg trak den.

”Hej Nabha, hvor er Alkira?” spurgte Dyaus, og smid sin glimtende blå pelsjakke over stolen, for derefter at dumpe ned på den. Jeg sagde intet, og det fik Hiraani til at stirre forundrende på mig. Jeg plejede altid at svare, men jeg vidste simpelthen ikke hvordan jeg skulle formidle det ud. Hvorfor skulle hun også altid have sådan et barnlig sjæl – hun vidste da, at det ville skabe problemer.

”Nabha, svar dog” min mor så bestemt på mig, og skærpede stemmen, ”Hvor er hun? ”

”Hun… hun er her ikke” sagde jeg lavmælt, og smed mig i vores hængestol, som svævede i luften – bedste plads i hele huset.

”Hvad mener du med, at hun ikke er her? ”  Hendes blik borede ind i mit, og Dyaus forblev stille, og lod, som altid mor føre ordet.

”Det ved jeg ikke. Jeg har haft travlt med mine prøver. Du sagde jo selv til mig her i sidste måned, at jeg udelukkende skulle ligge alt mit fokus på dem”

Hun vrissede af mig, og endnu engang var det mig der blev angrebet, på grund af Alkiras narrestreger. Sidste gang havde hun og Samma tilbragt få dage på gaden, for sjovs skyld.

Måske vidste Samma hvor hun var henne.

Jeg gik ind til mit eget rum, da mor flippede ud og banede mens hun rev i ledninger, som gik op i eksplosioner. Det var ikke første gang det skete. Her på Dynala tænkte alle skyalaer, at deres egen status i samfundet, skulle være i top.

Min mor var et glimrende bevis på, hvad der ville ske med en skyalaer, hvis de ikke fik det som de ville have. Nu var min mor også en meget hidsig dame, så der skulle ikke meget til at vælte læsset. Jeg rystede på hovedet, da jeg havde hørt mig slev, tænkte titlen mor. Alkira havde virkelig påvirket mig negativt de sidste par dage, og nu var det mor-titlen, som ikke ville forlade mit hoved. Jeg måtte se at få hende tilbage, inden hun rodede sig ud i noget lort, der ville ende ud med, at vi alle fik problemer. Hun skulle nødig være grunden til, at mine drømme blev skyldt ud i vasken.

 

Jeg havde opsøgt Samma, via hendes forældre, på mit hologram. Jeg kunne ikke forstille mig, at jeg havde levet uden min hologram. Man følte sig så hjælpeløs uden. Men det var man jo også, når ens kommende arbejde lå via det. Jeg forstod godt hvorfor Alkira ikke længere kunne vente til at blive ti år. Det måtte føles som en evighed, især når alle i familien ejede en. Godt jeg ikke var den mindste. Men på den anden side, så var det heller ikke sjovt at være den ældste- det var jo mig der konstant skulle holde styr på hende. Jeg burde få tildelt en medalje. Et trofæ med hele vores planet, hvorpå der stod: årets vagt.

Jeg grinte af mine egne tanker, da jeg kom tilbage til virkeligheden. Samma sad bare og stirrede interesseret på mig. Det fik mig til at rømme. Da Hiraani havde fået hold på sig selv, begyndte min far at kontakte samtlige arbejdspladser. Han mente, at hendes nysgerrigheder måske havde givet hende lyst til at lave narrestreger. Nogle af vagterne havde set en pige i stor hvid pelsjakke, tage af sted i et rumskib. De huskede ikke hvorhen og hvilken, da der hele tiden blev sendt- og taget imod rumskibe på Dynalas største station. Det kunne ikke have været Alkira. For det første ejede hun ikke en dyr pelsjakke fra rådet. For det anden, så ville hun aldrig kunne være så dumdriste. Meget havde jeg set fra hende, men selv det ville overgå hende.

”Hvad tænker du på? ” spurgte en lille forsigtig stemme mig om. Samma sad stadig og stirrede på mig.

”Hvor er Alkira?” jeg gik lige til sagen. Det nyttede ikke noget at trække det ud. Og dér kunne jeg mærke på Samma, at hun vidste noget.

”Altså… hun ville ud på en lille rejse” mumlede hun ned i hendes glimtende røde kjole, der dækkede hele hendes hals, og klamrede sig tæt om hendes arme.

” Hvad? ” jeg fór op fra det kolde glatte gulv, og gik hen til mit stålbord, så hun ikke skulle se mit rasende blik. Nu vidste jeg hvordan mor havde det, når hun var gal, ”hvordan fanden har hun kunnet gøre det” hun satte mig i et dårligt lys. Så det var altså hende i den pelsjakke. Hun måtte have stjålet den fra mor.

Jeg efterlod Samma på mit værelse, og fortsatte hen mod Hiraani klædeskab, da Samma ikke fortalte mig mere. Mit blik farede rundt i skabet. I det jeg skulle til at lukke den i med et suk, opdagede jeg, at der var en tom plads- den hylde hvor der stod ’brug til rådets møder’

Jeg smaskede hårdt skabet i, så man kunne høre to stykker metal banke mod hinanden – godt det var et solidt skab, ellers ville det være brast sammen for længst.

Tak Alkira, nu havde jeg ikke kun min prøve at tænke på, men også at redde din røv” hviskede jeg surt til mig selv. Jeg havde fortalt hende om chippen, så hvis hun var klog nok til at have nakke en af dem, så ville hun kunne kontakte mig – hvis altså jeg bestod prøven i morgen. Det slog mig, at jeg ikke havde fortalt hende hvordan man brugte den, fordi jeg havde haft så travlt med at komme på arbejde. ”Fedt, hvis jeg kunne klare det her, ville jeg helt sikket kunne klare alt” mumlede jeg igen til mig selv.

Jeg havde forsikret Dyaus og Hiraani, at Alkira var hjemme ved Samma de næste par dage, og det havde fået dem til at slappe lidt mere af. Nu behøvede de ikke bekymre sig om, om hun ville give yderligere problemer. Nu måtte jeg bare se at få hende tilbage, ellers ville jeg også ende med straf – hårde straf, end hvis jeg fortalte situationen. Hun havde seriøst sat mig i et dilemma, og det skulle hun ikke slippe godt fra. Jeg gjorde det ikke for hende hendes skyld, men for min egen. Og det var sådan man var en rigtig Skyalaer.

 

Jorden – Alkiras synsvinkel

Hvis jeg havde vidst, at det var så ubehageligt at være ved psykolog, havde jeg aldrig sat mig ind i Lukes bil. Min psykolog var en ældre gråhåret dame med pagehår. Da jeg så hendes smil, og gav hende hånden, blev jeg rolig, da hun virkede til at være sød. Det var hun skam også, men også utrolig påtrængende. Hun vendte alle de ting jeg sagde, eller rettere, svarede på.

 Hun stillede ufattelige mange spørgsmål. Og det mest irriterende af det hele var, at hun hele tiden skulle skubbe sine alt for store og firkantede briller op, fordi de adskillige gange faldt ned på næsetippen. Det meste af tiden havde hun kun fokus på mine modermærker. Egentlig var det godt, at hun ikke så mig i øjnene. Hun skulle jo nødig blive fanget i uendeligheden. Men her de sidste dage, havde alle kigget så mærkeligt på dem. Ingen troede, at det var modermærker. Nogle grinte decideret af dem, og det gjorde mig nedtryk. Jeg brød mig bestemt ikke om, at mennesket nedgjorde skyalaernes udseende. Og det faldt mig hurtig ind, at folk havde hver sin måde at reagere på. 

”Sky, er du der? ” nogle øjne mødte mine. Jeg rømmede på mig, og tog en dyb indånding og pustede ud gennem munden. Det var overraskende beroligende. Det var første gang inden for den halve time jeg havde siddet her, at hun kiggede mig dybt i øjnene. Hun fjernede dem ikke, og hendes blik blev mere og mere fjern. Åh nej, nu skete det.

Jeg prøvede ihærdigt at kigge væk fra hende, selvom hendes borende tomme blik fastholdte. Hun gjorde mig utilpas, som hun sad der med sine sammenfoldede hænder på notesblokken, der lå i hendes skød. Hun rystede en anelse på hovedet, og hendes bestemte blik kom igen, med en anelse nervøsitet over sig. Havde jeg virkelig gjort hende så anspændt med mine øjne?

”Wow, hvad skete der lige der? ” hendes blik fortrak en grimasse, mens hun krydsede hendes ben, og lagde notesblokken på bordet.

”Hvad mener du? ” jeg prøvede at virke forvirret, og rynke på panden, som jeg havde set de andre mennesker havde gjort. Og det virkede vist bedre end håbet.

”Øh, det ved jeg ikke rigtig. Jeg måtte vist have faldet i staver” endnu engang gav hun en grimasse fra sig, og fandt så sit alvorlige blik frem, mens hun lænede sig tættere hen imod mig.

”Så Sky, hvor var det vi kom fra? ” jeg trak på skuldrene, ”Nårh ja, vi kom fra den dag i marken”

Hun begyndte at plapre løs, men jeg kiggede væk og studerede lokalet; som vidst var hendes kontor. Vi sad ved et rundt bor overfor hinanden. I vindueskarmene var der store planter, som dækkede udsynet fra den smukke landskab. Ikke nok med det, forhindrede de også solens stråler i, at komme ind og lyse kontor op. Ovre i hjørnet, bag damen, stod hendes computer, den med det flade skærm. Dog hang skærmen og tastaturet ikke sammen, og det så virkelig sjovt ud. Jeg fnes, og det fik damens stemme til at stoppe brat.

”Hvad griner du af? ” hun fulgte mit blik, kiggede undrende bag sig, hvorefter hun igen vendte sig mod mig, med den velkendte rynken mellem brynene.

”Ikke noget” jeg måtte skifte emne, ”Hvad var det egentlig du hed? ” Spurgte jeg improviserende om, og kunne have slået mig selv i hovedet. Det vidste jo bare, hvor uopmærksom jeg var. Flot Alkira og hendes navn står endda på hendes skilt på den hvide skjorte.

”Der er da vist en, der stadig har svært ved at huske” hun sendte mig et varmt smil, og pegede på hendes navneskilt. Emily Cole. Endnu engang skubbede hun hendes alt for store briller op.

”Nå men inden du valgte at afbryde mit spørgsmål, og jeg nu har fået din fulde opmærksomhed, så det vist på tide, at få stillet det” hun sukkede og fortsatte, ”Jeg kunne forstå på Luke, at der havde været fodspor i jorden, som var på størrelse til dine fod. De førte direkte ud marken. Men hvad lavede du ude i marken den nat? ” Hun bukkede hovedet en anelse, så hendes briller igen faldt ned. Denne gang ignorerede hun det, og kiggede op på mig, som skulle hun fokuser på en lille snor, der skulle igennem en synål.

”Jeg kan ikke huske det. ” hun skulle lige til at sige noget, men jeg brød hurtigt ind, ”Altså jeg kan godt huske jeg løb derind. Jeg var ked af det, men jeg husker ikke hvorfor” Jeg havde talt delvis sandt. Ja, jeg løb derind, og jeg var ked af det. Men jeg kunne sagtens huske, hvad der var sket. Og hvis jeg sagde det, ville hun alligevel ikke tro mig. Hun ville helt klart få mig ind til det sted, der hvor alle de læger var, og det ville jeg for alt verden undgå.

”Hvorfor var du ked af det Sky? ” hun forsøgte given, at smile roligt til mig, for at vise tillid. Problemet var bare, at jeg ikke stolede på hende. Jeg stolede ikke på nogle hernede. Den eneste jeg kunne stole på var mig selv- og det havde min mor lært mig. Ja, jeg hørte faktisk efter hvad min mor sagde.

”Hvis jeg vidste det, ville jeg have sagt det” jeg orkede ikke at sidde her fem minutter mere. Ingen ville kunne få mig til at sige sandheden. Inden længe ville jeg være hjemme, så snart jeg havde muligheden for at få fat i chippen.

”Okay, jeg tror vist det er bedst vi stopper for denne gang. I mellemtiden, må du have det godt. Hvis der er noget der dukker op, så skriv det ned på et stykke papir. Så snakker vi om det i næste uge. Hun smilede, gav mig hånden, og gennede mig ud af hendes kontor.

Ude i venteværelset sad Luke afslappet lænet op af en stol, mens han skimtede i et blad. Noget de fleste der havde gjort, mens vi sad, og ventede herinde. Med raske skridt, bevægede jeg hen mod ham, og det så vidst ud til at fange hans opmærksomhed. Han kiggede i hvert fald i min retning med et smil på læben.

”Jamen hej Sky, gik det godt? ” han så forventningsfuld på mig, så jeg nikkede bare, og gik hen mod udgangen, med ham gående bag mig.

En ting havde jeg lært i dag. Jeg hadede at gå til psykolog. Der var jo intet galt med mig. Jeg var bare en forladt lille pige fra en planet der lå flere lysår væk, ikke andet. Det så mennesket sikkert som noget sygt. I min verden var den en almindelig ting, udover at jeg selvfølgelig havnede her. 

_____

SÅ KOM KAPITEL 5!:)

Nok ikke det mest interessante kapitel. Det blev en anelse kortere, men jeg håber i overlever. Tak de søde kommentar ^-^ 

08-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...