Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5405Visninger
AA

5. Kapitel 4//tilpasning

Kapitel 4//tilpasning


De første par dage var svære i de ukendelige omgivelser. Især fordi jeg havde så mange spørgsmål, jeg ikke kunne få svar på. De snakkede konstant om ting, jeg ikke vidste noget om, men selvfølgelig spurgte jeg ikke ind til det.

Alicia, deres datter, som fandt mig, havde noget der hed en computer. Det fungerede lidt ligesom vores elektronik, bare at det var på en lille flade, som blev kaldt for skærm. Derinde kunne man søge på alt, og få svar, og det udnyttede jeg mig af, når hun var i skole.

Lige da jeg kom dertil, kom Eliza med en fremragende ide. Jeg havde intet tøj at tage på, og det var for dyrt at købe noget nyt. Så hun valgte at finde Alicias gamle tøj frem oppe fra loftet. Det meste af det var slidte blonde kjoler. De var flotte nok, men jeg syntes der manglede noget glimtende og en masse lyse farver.

Hernede på jorden gik alle for det meste i enkelt ensformigt tøj, helst i mørke farver. De farver skralderne gik med, fordi de ikke havde råd til andet. De måtte kun arbejde en time om dagen, hvilket ikke engang kunne dække tiden på hus regningen.

Det mest skræmmende ved det hele var, at alle omgivelserne var så forandret. Og måden familien var på, overfor en, og ikke mindst for hinanden.

Når Alicia skulle i skole, krammede de hende, og ønskede hende en god dag. Når faren skulle på arbejde, kyssede Eliza ham på munden, hvilket mine forældre aldrig havde gjort. Bedstefar fortalte, at et kys betød kærlighed, så de måtte helt klart elske hinanden.

Første gang jeg så det ved morgenbordet, kom jeg til at give et lille skrig fra mig, hvilket skabte meget opmærksomhed. Eliza havde prøvet at berolige mig, men hendes berøring havde bare gjort mig endnu mere ræd.

Luke spurgte om jeg havde ondt nogle steder, og jeg havde bare nikket af det, da jeg jo ikke kunne fortælle dem, at de gjorde mig bange med al den kærlighed de frembragte.

Efter den episode havde Billy, deres lille søn på to år, råbt sky og peget på mig. Ingen anede hvor fra det kom, heller ikke jeg.

 Og det var dér jeg fik tilnavnet Sky, fordi Alicia syntes det passede perfekt til mig. Hun vidste noget, om den nat jeg kom hertil, jeg kunne se det på hende. Hun holdte noget tilbage, men det var også kun godt, for det ville ikke kun skabe problemer for skyalaene, men også menneskene.

De mindede en del om os. Dynala var også et sted med følelser, men ikke så overvældende som her. Menneskene var så imødekommende og venlige. De var nære, og var ikke bange for at elske. De var det, jeg ville kalde frygtløse.

 

”Har du sovet godt sky? ” spurgte Eliza, da jeg kom ned til morgenmaden i en af de lasede kjoler. Jeg havde lånt et brunt bælte og nogle smykker af Alicia, så jeg ikke så så ensformig ud i de lange enkelte kjoler, der kun havde en krave som detalje.

”Hvad mener du? ” spurgte jeg pludselig om, og holdt mig for munden, da min træthed gav mig uklarhed. De kiggede mærkeligt på mig, men jeg var ved at vendte mig til det, da jeg sommetider spurgte og gjorde ting, der gjorde dem foruroligende

” Man plejer af høflighed, at spørge om en der har sovet, om de har sovet godt” skyndte Alicia at forklare mig, inden Luke nåede at tage ordet.

”Nå, mine forældre plejede at sige; har du haft en god hvile” mumlede jeg, og satte mig til rette på den ledige stol henne ved siden af Billy, der ikke kunne tage øjnene fra mig, lige meget hvor meget Eliza prøvede at få hans opmærksomhed.

”Det var da godt nok en besynderlig måde at sige det på. Jeg har hørt meget igennem alle de år jeg har været forfatter, men den sætning har jeg nu aldrig stødt på” angav hun, inden hun tog en ordentlig dukkert med skeen lige ned i noget smattet, og førte det op til Billys mund.

”Hvad er det? ” mumlede jeg og pegede på det. Det så ikke særlig lækkert ud, men det bragte jeg ikke på banen.

”Det er havregrød. Har du aldrig prøvet at få det da du var mindre? ” den nu velkendte bryn løft kom til syne på hendes ansigt igen, og endnu engang vidste jeg, at jeg havde stillet et mærkværdigt spørgsmål.

”Jo, det har jeg sikkert. Jeg kan sikkert bare ikke huske det” skyndte jeg at tilføje, og kiggede rundt på bordet, der var fyldt med mad jeg aldrig havde set før, eller smagt.

Faren tog godt for sig, men datteren tog kun en lille bøtte med noget i. Hun gravede skeen ned i den og tog en ordentlig mundfuld, og sank det hurtigt igen. På bøtten stod der ’balance – holder maven i balance’ Jeg undrede mig lidt over, at det ville have nogle virkning på en. Men hvis hun tog det, så skulle jeg måske også gøre det. Jeg rakte ud efter en, og gjorde akkurat som Alicia havde gjort. Jeg stak skeen i munden. Det var så surt og bittert, at jeg måtte skylde det ned med det Eliza havde hældt op til mig. Det havde farven rød, og det var virkelig sødt, og smagte lidt som forsmagen på min ynglings frugt.

”Hm, den her drik smager virkelig godt! ”

”Mange tak, det er hjemmelavet vindrues saft fra drivhuset” Eliza smilede taknemmelig til mig, og tog en bid af sin morgenmad, som bestod af noget hvidt brød og noget ildelugtende gult noget ovenpå. På posen stod der ost. En ting var sikkert; jeg skulle ikke i nærheden af dét.

”Sky, jeg tænkte om du ville med Alicia i skole i dag. Ingen af os er hjemme i dag til at se til dig, og jeg tror skole ville være godt for dig. Måske ville det give dig hukommelsen lidt tilbage? ” spurgte Luke mig, men det lød lidt til, at han forventede jeg tog med, så jeg nikkede bare og smilte.

Alicia så måbende på sin far og skubbede den halvfærdige yoghurt fra sig. Hun så ikke engang til bage på mig, da hun gik med tasken slynget op på ryggen.

”Skynd dig med hende, ellers køre skolebussen” jeg kiggede med bange anelser hen på Luke, som sendte mig et undskyldende smil. Endnu engang skulle jeg bevæge mig ud på ukendt grund. Hvad var en skolebus?

 

Da Alicia og jeg endelig var nået skolen, åndede jeg lettet ud. Siden jeg trak vejret hernede første gang, har jeg ikke siden kunne stoppe med det. Men det var vel også en god ting, for det ville virke mærkeligt hvis de andre så, at min brystkasse ikke hævede, og sænkede sig som alle de andres.

Jeg kunne sige så meget, at skolebus ikke havde været en god oplevelse. Alicia var smuttet om bag bussen, da nogle havde råbt hendes navn derhenne. Det måtte have været hendes venner.

 Jeg var bange for at gå derned, da bussen begyndte at køre. Alicia havde ellers prøvet op til flere gange at give tegn til, at jeg skulle komme derned, men jeg turde ikke. Og det undrede mig en del, at hun overhovedet ville kendes til mig.

 De andre havde nemlig set underligt på mig, og det ville ikke være godt for hendes ry, for det så ud til, at hun var meget populær blandt menneskerne i bussen, som jeg mente blev kaldt for elever. Jeg takkede min bedstefar for, at han havde lært mig så meget om jorden, ellers ville jeg være mere på bar bund, end jeg allerede var. Han havde ret med alle de ting han havde fortalt. Men hvor vidste han det fra?

”Alicia, godt du kom!” råbte en stemme bag os, da vi var på vej op til hendes skab, på den anden side af gangen. Hun vendte sig om, og staks plantede der sig et smil i hele hendes ansigt, så hendes øjne lyste af oprindelighed.

”Carter” råbte hun efter ham, selvom han nu stod tæt op af hende, og lænede sig ind til hende. Inden længe stod de og kyssede, på en helt anden måde end hvad Eliza og Luke havde gjort det. Mere intenst. Det føles som flere minutter, inden hun valgte at trække sig fra ham, tog armene om ham, og vendte blikket mod mig med begær i hendes brune øjne. Hun så lykkelig ud.

”Sky, det her er Carter Hatfield, min elskede kæreste” mumlede hun ind til hans bryst.

”Hej Sky” hilste han i overdreven begejstring, inden han gav mig hånden, ligesom lægen havde gjort. ”Hej Carter” svarede jeg med et nik, ”du er heldig at du har en som Alicia, hun er virkelig sød” tilføjede jeg, og fik to smilende ansigter rettet hen mod mig.

”Hvor er du kær” sagde hun og fniste, inden hun vendte opmærksomheden over mod Luke, ”Bae, jeg har fået bud på at være der for Sky hele dagen. Du ved godt hvorfor hun er her”

”Yeah, det er ikke lige noget man glemmer, med den lange besked du sendte mig. ” beskyldte han hende og snoede sin finger ind i hendes lange bølgede sorte hår, som skinnede i solen, hver gang vi begav os udenfor.

”Hey, det burde være mig der brokker mig. Du svare altid med et sølle ok, din torsk” påpegede hun ham drilsk. Det var ret morsomt, at se hvordan mennesket var overfor hinanden, men nu hvor jeg tænkte nærmere, blev jeg pludselig bange. Ville Alicia ende med at blive såret af kærlighed. Det gjorde jo ondt. Gad vide om hun var begyndt at mærke smerter?

”Jeg fortrækker en sild i stedet for”

”Det har du ret i min egen” fumlede hun over ordene, da hun kysede ham på munden. Et kys blev til flere. Jeg veg mig en meter væk fra dem, og ramlede ind i en. Et gisp undlod mine læber, da jeg var ved at falde bagover. Det vækkede dem fra deres drømmeverden, hvor kun de befandt sig.

”Hey pas på hvor du går” vrissede en sur dreng, som jeg var kommet til at træde over fødderne.

”U- undskyld, det var ikke min mening” jeg lød ufattelig bange, og det måtte han have bemærket, for han begyndte at grine. Et grin der sagde, at jeg virkelig tog alt ting for personligt. Hans venner stillede sig op bag ham, og pegede med deres langfinger få centimeter fra mine modermærker.

”Hey er du ikke lidt for ung til at have tatoveringer? ” klukkede pigen med det røde hår. Hun havde en kort nederdel på, og en stram trøje på, der kun dækkede halvdelen af hendes mave.

”Det er modermærker” rettede jeg hende, og det fik dem alle til at klukke endnu højere. Så meget at de forbipasserende stoppede op og gloede. Jeg fortrak ingen mine i mit ansigt, og det fik dem lige så stille til at indse, at jeg mente hvad jeg havde sagt.

”Helt seriøst, jeg har aldrig set nogle modermærker der ligner tegn” påpegede drengen, jeg havde trådt over foden. Han var ikke så høj, men alligevel var han to hoveder højere end mig. Jeg var jo også kun ni, så det jo klart. Han havde ingen hår på hovedet, men havde derudover stubbe hvilket ville sige han var en skralder- hvis han levede på Dynala.

”Hun har sikkert en skrue løs” hviskede pigen til ham.

”Hvad laver sådan en tøs som dig her. Burde du ikke smutte tilbage i børnehaven? ” spurgte drengen kækt om, mens han lænede sin vægt over på den ene fod og tog noget op fra lommen, ”Nå men når du alligevel er her, har du så ikke lyst til en smøg? ” han rakte en aflang rund tingest ud mod mig. Da jeg rystede nægtende på hovedet, proppede han den gule ende ind mellem mine læber, og tændte for ilden. Inden han nåede mit ansigt igen, skærmede Alicia mig, mens Luke tog smøgen og knækkede den i to stykker.

”Hey de altså skide dyre, du behøvede ikke ligefrem at knække den, din nar! ” råbte den skaldede dreng og så vredt frem og tilbage på os.

”Gider du godt tale pænt til min kæreste, Aiden. Og for resten så er Sky sammen med mig, så du har bare at lade hende være, ellers kommer jeg efter dig igen. Og det ville blive endnu værre end sidste gang. ” advarede Alicia ham, og det fik dem alle til at trække sig.

”I jo sindssyge” angav han, inden han forlod gangen med hans kammerater gående bag sig på slæb.

Hun vendte sig om imod mig, og holdte sine håndflader vendt mod mine kinder.

”Er du okay Sky? Jeg er ked af at du skulle støde ind i den spade. Ud af alle du kunne møde her på skolen, er han den værste af dem alle. Lov mig at du ikke kommer i nærheden af ham igen. Det er ham der har en skrue løs, ikke dig” sagde hun kærligt til mig, og jeg nikkede forbavset til hele episoden. Endnu en ting var sikkert, mennesker kunne også være grusomme. Det havde bedstefar aldrig nævn noget om.

Luke lagde en trøstende hånd på min skulder, men han tillod sig alligevel at spørge: ”mener du virkelig at det er modermærker du har i ansigtet? ” Jeg gav et lille nik fra mig, og det så ud til fascinere både Alicia og ham.

Inden vi fik set os om ringede det til time, som de kaldte det. Jeg sad ved Alicia hele vejen igennem. Luke havde haft ringet til skoleinspektøren om situationen, og jeg blev taget så godt i mod. Faktisk så godt imod, at jeg endnu engang blev skræmt fra vid og sans. Alicia måtte have lært mine reaktioner, for hun havde adskillige gange fortalt mig, at der ikke skete mig noget. Hun havde endda spurgt mig om jeg tidligere havde været ude for noget tragisk, siden jeg var så bange for, når folk reagerede. Især når folk var venlige eller kærlige. Jeg nikkede bare, og det var måske ikke så smart, for løbet af dagen insisterede hun på, at jeg skulle fortælle hende det.

”Sky, fortæl mig det nu” bedte hun om med hænderne op foran sig, og lavede trutmund med øjnene åbnet helt op. Jeg overgav mig hurtigt. Selvom jeg ikke havde været ude for noget tragisk som sådan, så prøvede jeg at finde en sandhed, som kunne dække over det.

”Der jeg kommer fra er folk ikke så søde mod hinanden som her” perfekt, nu havde hun endnu en grund til at tro, at jeg ikke var herfra, hvis altså det var det hun havde i tankerne.

”Så du siger altså, at din mor og far aldrig har givet dig kærlighed? ”

”Nej, er kærlighed ikke når man elsker hinanden” hun så uforstående på mig, ”Altså, når man kysser og sådan? ” spurgte jeg forsigtig om, og krympede mig en smule sammen, da hun begyndte at grine højt i bussen, så alles blikke vendte sig mod os.

”Du er helt galt på den sødeste. Du må virkelig have slået dit hoved den nat” afgjorde hun og fandt sin brummende mobil frem igen, og kørte sine hænder over skærmen.

 Vi var heldig at være en af de første der var steget på bussen, for der var mange der skulle med hjemad. Vi sad bageres indeklemt, men heldigvis var vi en af de sidste der skulle af. Så behøvede vi ikke at skubbe os forbi den store mængde, som allerede var godt trætte efter dages læring.

 De var det man kaldte skoletrætte. Det var det historielæreren havde brokket sig over, da ingen af dem fulgte med i undervisningen. Nogle lå lænet hen over bordene med lukkede øjne. Andre sendte grinende sedler rundt til hinanden - det Alicia havde kaldt kædebreve. Og Alicia sad med hendes mobil og sms’ede til Carter. Den eneste der lyttede efter, var mig. Han havde lavt et forlæg om 2. verdenskrig. Jeg havde ikke i min vildeste fantasy troet, at et menneske som Adolf Hitler kunne være skyld i så mange menneskers død. Han beskrev ham som at væren uden empati og direkte ondskabsfuld.

”Alicia? ”

”Ja? ”

”Jeg kom bare lige til at tænke på… ” jeg rømmede mig lidt på sædet, og dæmpede stemmen en anelse, ”hvad mente du med at du kom efter Aiden igen? ” jeg lagde ekstra tryk på det sidste ord. Hun sukkede, da hun vidste, at det nu var hendes tur til at give en forklaring.

”Aiden og jeg har været kærester, men det må du ikke sige til Luke” hun så påmindende på mig, og jeg forsikrede hende om, at jeg nok skulle holde det for mig selv, ”Godt. Aiden har ikke altid været lige sød mod mig. Du så selv hvordan han teede sig, og ja. Han gjorde noget slemt mod en af mine tidligere veninde, som desværre er flyttet fra byen nu. Og jeg gav ham hævn” Jeg fik en ubehagelig skyldfølelse da jeg vidste, at jeg bragte noget frem, som sikkert gav hende en klump i halsen.

”Så, du hævnede sig, fordi du holdte af din veninde? ”

”Ja præcis, det kan også være en form for kærlighed, bare ikke på kæreste måden”

”Åh, så kærlighed gør altså ondt? ” spurgte jeg pludselig om. Det var mere en tanke henvendt til mig, men uheldigvis kom ordene frem på mine læber. Jeg kiggede ned på min kjole, og pillede lidt i syningen der i forvejen var begyndt trimle en smule op.

”Ja det gør det vel, men kærlighed er også en vigtig ting Sky. Kærlighed kan skam også være en dejlig ting. Det er en nødvendighed, ellers kan man ikke leve. Vi skaber jo mennesket ved at elske. Og hvis man ikke kan elske, hvad er meningen så med det hele? ”

”Men hvis det er så godt, hvorfor gør det så ondt? ”

”Det gør ikke direkte ondt som sådan. Når man holder af nogle, bliver man sårbar, og det er sårbarheden der er grunden til smerte. ”

”Jeg tror ikke helt jeg forstår, hvad du mener” egentlig ville jeg helst lade det ligge, for jeg blev bare endnu mere forvirret af hendes måde at se kærlighed på. Men jeg ville forstå det. Jeg ville forstå hvorfor bedstefar, og generelt alle på Dynala, var så bange for kærlighed. Alicia og hendes familie fik det ud til at se så himmelsk ud

”Du ved jeg elsker Luke. Hvis nogle gjorde ham noget, eller hvis jeg mistede ham, så ville det bringe smerte” prøvede hun at skære ud i pap for mig.

Hun havde sagt så meget, at jeg lige skulle synke det. Hele turen hjem snakkede vi ikke yderligere sammen. Jeg havde brug for at tænke tingene igennem, og jeg havde brug for lidt ro, da jorden stadig påvirkede min krop. 

____

Uhh så kom kapitel 4! Det er lidt længere end de andre, men det skader nok ikke:D 
Så fik Alicia endelig forklaret hvad kærlighed var til forvirrede Alkira! 
- Prøv at tænk på, hvis du var et sted hvor alting var ukendt, men du kun havde hørt om stedet.  INGEN vidste hvem og hvor du kom fra, og du intet kunne fortælle- hvad ville du gøre? Hvordan ville du reagere? 

07-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...