Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5405Visninger
AA

4. kapitel 3//Nyt hjem

Kapitel 3//Nyt hjem


Efter jeg var blevet fundet ude på marken, af familien Barrett, som lægen kaldte dem, var jeg blevet ført hen til dette hvide lokale.

Alle her gik med underligt tøj og nogle gange iført en maske der skærmede for både deres munde og næser. Deres tøj var rent og hvidt, på deres bryst havde de et navneskilt, hvorpå der enten stod læge eller sygeplejerske.

Jeg havde nu lagt på den her høje seng i over to døgn, med en læge randende ind og ud af lokalet, for hele tiden at tage prøver på mig. Jeg var godt træt oven i hovedet, men det blev mere udholdelig med tiden, jo mere jeg vendte mig til omgivelserne her på jorden.

Jeg savnede Dynala, men lige nu var det vigtig at bevare roen. For hvis jeg begyndte at flippe ud eller vise den mindste tegn på, at jeg var anderledes, ville jeg aldrig slippe ud herfra. Jeg kedede mig sådan, men det var interessant, at se hvordan vejret, som lægen kaldte det, forandrede sig.

Om morgenen var der lyst og lidt tåget, og hen ad dagen kom solen, hvorefter mørket stille faldt på og der blev køligt. Og sådan fortsatte det. Det skræmte mig fra vid og sans i starten, men da igen af de andre her på jorden viste nogle former for forfærdelse over vejret, tænkte jeg, at det nok var almindeligt.

Endnu engang blev jeg afbrudt af en banken henne ved døren. Jeg satte mig op langs sengen, og kiggede irriteret på de ledninger som hang fast på min hud.

Det havde gjort forfærdeligt ondt, da de havde stukket hul i mig, og jeg mindes jeg skreg af smerte, hvilket fik flere sygeplejerske ind på stuen, for at give mig det de kaldte lindrende væske, som de sprøjtede ind i en pose, som var forbundet til ledningerne. Det gav en behagelig rolighedsfølelse inden i mig, og da jeg fik set mig om, var der allerede mørkt udenfor. Så længe havde væsken fået mig til at hvile.

Det mindede lidt om himmelsengen, den var bare mere behageligt, da man så ind i uendeligheden, på de glimte stjerner. Her var alting bare sort og trist, og nogle gange gentog nogle situationer sig, når man sov. Det var ikke særlig rart.

”Hej mit navn er Ian Barry” præsenterede en mørk hæs mandsstemme. ”undskyld jeg forstyrre, jeg kan forstå på de andre læger, at du har svært ved at få hvilet ud, og har brug for mere tid til at komme dig, så jeg ville lige høre om det er i orden, at jeg lige snakker med dig, da jeg mener det er vigtigt, at det bliver ordnet? ” spurgte han undskyldende, og kiggede hen på mig med hans mørke øjne og et blik der var lyst op i et overdrevent smil, så man kunne tyde hans hvide tandsæt.

”Nej nej, det okay. Jeg vil bare gerne have det overstået” sagde jeg lavmælt, og fjernede øjnene fra ham, da han helst ikke skulle opdage mine øjne. Det ville kun gøre ham mistænksom, som blodprøverne nok allerede havde gjort.

”Det forstår jeg godt, men det kræver jo, at vi får ydere informationer om dig, og om du er savnet et sted fra” svarede han mig, og kom hen til sengen, for at tage plads på stolen ved siden af, mens han begyndte at notere noget ned på, som han havde i hånden. Det var vist en blok, det var i hvert fald en hvid tynd flade som havde blå linjer, som han skrev hen langs ad.  

”Jeg er overlæge her på afdelingen, og jeg har nogle få spørgsmål til dig og nogle svar du måske gerne ville have opklaret” sagde han, og rakte hånden ud. Jeg kiggede undrende på ham, da det gik op for mig, at han ville give hånd. Det bedstefar havde vist mig. Mennesket kropslige hilsen kunne enten være ved at give hånd eller at kramme. Det gjorde man for at vise sin anerkendelse ved nogles tilstedeværelse Og hvis man var meget fornemme folk, nejede kvinderne, og mændene bukkede af høflighed. Men det brugte man mest i gamle dage, eller hvis man mødte en i et højere rang en selv- Lidt ligesom min mor, der var en del af rådet på Dynala.

”Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at vi har fundet noget usædvanligt ved dine blodprøver. Du indeholder ufattelig meget jern, så meget at vi faktisk er bekymret for din tilstand. Spiser du meget fødevarer med høj indhold af jern? ” spurgte han med en alvorlig og bekymrende stemme. Jeg anede ikke hvad halvdelen af ordene han sagde betød, så jeg nikkede bare forstående, og det fik ham til at nikke. Det så vidst ud til, at det var det rigtige svar jeg tog.

”Men der er noget der ikke stemmer overens med tallet, for du virker fuldstændig udmattende, og tyder blodprøverne også på. Det gør man normalt, når man har for lav tal, hvilket du jo ikke har” mumlede han undrende, rettet til sig selv.

Så jeg forblev stille, og kiggede nogle få gange op på ham, når han ikke borede sit blik ind på mig.

”Vi har også fundet en ukendt stof i dine blodprøver, og vi er på højtryk for at finde ud af. Hvad det kan være, og om det er en ny form for stof, vi endnu ikke har opdaget. ” jeg ærgrede mig over deres fund, da det bare ville gøre alt svære.

Det var først nu det jeg blev opmærksom på mit tøj. Jeg havde en hvid kjole på, så ren og glat som menneskernes tøj der gik på gangene. Med mit blik hvirvlende rundt i lokalet, blev jeg endnu mere urolig, da jeg ikke kunne få øje på pelsjakken. Det var jo der min chip var i.

Uden jeg kunne styre mine følelser begyndte tårerne at snige sig frem igen, ligesom den aften hvor jeg blev efterladt. Jeg havde aldrig været så overvældet, gad vide om planetens luft indeholdte noget der fik følelserne frem?

”Hey hvad er der galt? ”

”H.. Hvor er min pels jakke? ” græd jeg ustyrlig, det vældede bare ud af mig, hvilket fik Ian til at lægge en trøstende arm om mig.

”Åh, det har vi vist glemt at informere dig om. Det har vi taget til undersøgelse. Vi får det set igennem efter vi har opklaret det ukendte stof. Lige nu befinder det sig i et lukket rum henne ved politistationen. ” sagde han trøstende, hvilket bare gjorde mig mere ked af det.

”Men det er mit tøj, i kan ikke bare tage det” hævede jeg stemmen i vrede og snøftede. Aldrig havde jeg været så sørgmodig, og jeg var overbevist om, at jorden fik nogle følelser frem i os skyalaer, som gjorde os bange. Bedstefar sagde, at kærlighed gjorde ondt; mon om jeg havde fået kærlighed for min pelsjakke, siden jeg var så ked af det. Tanken gjorde mig så bange, at jeg begyndte at ryste. Var jeg blevet besat af menneskerne? Var de onde?

”Vi bliver nødt til at vide hvad der er sket med dig, og dit tøj ville muligvis give os nogle dna vi ville kunne bruge, siden du intet ville fortælle os” han lød så rolig, selvom man så i betragtning af, at han stod og anklagede mig, for intet at fortælle. Det gjorde mig endnu mere irriteret, ”Nå men lad os komme videre til de spørgsmål” jeg nikkede bare, og så ned i dynen sygeplejersken sagde, jeg skulle huske at have over mig.

”Kan du fortælle os dit navn? ” spurgte han, og var klar til at noter, men mine ord var ikke det han havde forventet.

”Nej, jeg kan ikke huske det” selvfølgelig vidste jeg, at jeg hed Alkira, men det ville jeg ikke afsløre. Og det lød sandsynligt nok, at jeg ikke ville kunne huske det, da mine blodprøver jo ikke var i top.

”Hvad med din alder? ” rømmede han, mens han skubbede det ene bryn op, ligesom pigen gjorde, der fandt mig inde mellem kornmarken.

”Jeg er 9 år” det kunne jeg ikke rigtig skjule, og det var nok heller ikke så risikabelt at afsløre.

”Godt, ved du hvad dine forældre hedder? ” igen valgte jeg at ryste på hovedet, ”Hvad med din hjemme by, skole, adresse, telefonnummer, fødselsdags dato” blev han ved, da jeg blev ved med at ryste på hovedet.

Jeg vidste ikke engang hvad tingene rigtig betød, udover hjemme by og skole.

Skole var et sted hvor man lærte ting, lidt ligesom, når jeg havde undervisning sammen med de andre på min jævnalder, og havde små test. Det var i hvert fald sådan bedstefar beskrev det. Han vidste ikke så forfærdeligt meget om skole.

Det undrede mig bare mere og mere, at de ting han havde forklaret, beskrevet og fortalt historier om, passede. Jeg forstod det stadig ikke. Ingen ville få lov til at leve på en anden planet, kun lave forsøg, og tage af sted igen, når det var ordnet.

”Din hukommelsestab gør mig en smule bekymret. Hvad vil du have jeg skal kalde dig i mellemtiden. Så jeg kan give de andre besked? ” jeg trak på skulderne af hans spørgsmål, da jeg ikke vidste hvilke navne de brugte hernede. ” Hvad med 206, det står på dine papir. Det er et patient tal vi har her på området, for at sikre, at alle får uddelt den rigtig medicin” Jeg nikkede bare til ham, for jeg havde ikke rigtig noget at tilføje. Jeg var bange for, at gøre ham yderligere bekymret, da jeg helt sikkert bare ville fyre en masse spørgsmål af, som mennesket burde have kendskab til.

”I mellemtiden har jeg besluttet med bestyrelsen, at vi finder en midlertidig plejefamilie, inden vi får fat på dine biologiske forældre. Du ville skulle tale med en psykolog ind imellem, og så vil vi på et tidspunkt kalde dig ind, når vi kommer frem til noget. ”

Jeg anede ikke hvad plejefamilie var, men jeg nikkede som sagt igen, inden min mund åbnede sig i nysgerrighed. ”Hvad er en psykolog”

”Det er en person, som du kan fortælle alt til. Det er normalt en, man snakker med, hvis man har et problem, men vi har tænkt, at hun måske ville kunne åbne op for din hukommelse, og få nogle svar ud af dig, som du har fortrængt” sagde han smilende, rejste sig fra stolen, og lukkede notesbogen i med et klask, ”Hvis du har noget problemer eller yderligere spørgsmål, så ryk i den røde snor” afsluttede han, og pegede hen over mine skulder, hvor den røde snor hang.

”Nåh ja, og du skal selvfølgelig også tilkalde os, hvis du begynder at få hukommelsen tilbage” var det sidste han sagde, inden han spankulerede ud af lokalet, drejede mod højre, hen mod den lange gang.

Da jeg ikke længere kunne høre hans tunge skidt mod det skinnene gulv, tog jeg en dyb indånding og pustede ud. Selvom jeg ikke behøvede at trække vejret ned i mine lunger, før min krop fungerede. Som sagt så var de bare til pynt. Men de måtte vel have haft en funktion, siden vi var udstyret med dem.

Det var første gang jeg brugte dem, og det overraskede mig hvor dejligt det var, at suge den friske duft ind gennem næseborene. Hvorfor havde ingen fortalt mig, at luft havde en eminent duft? Jeg snusede rundt, og kunne ikke stoppe igen, da jeg opdagede hvor duften kom fra.

Jeg bevægede mig tættere på blomsterne, der stod i en vase på bordet, ved siden af sengen. Jeg blev nærmest tryllebundet. Det føltes som, at kigge på stjernerne.

Sådan sad jeg i noget tid, inden det bakkede på døren igen.

”Hej med dig, vi har fået besked på, at blive dine midlertidige plejeforældre” sagde en velkendt kvindestemme til mig. Jeg hoppede en meter op i luften, da jeg så hvem det var. Det var hende ude fra marken.

 Hun var så køn. Hendes mørkebrune hår var sat op i en knold, præcis samme måde, som da jeg så hende første gang. Ved siden af hende stod manden, ham der havde ringet til det her sted, for at få mig herind. Jeg kiggede surt på ham, og lagde hænderne over kors, mens jeg tog et skidt tilbage. Jeg nåede ikke ret langt, inden min krop stødte ind i sengekanten, og jeg dumpede ned på den. Godt jeg landede blødt

”Jeg er ked af at du skulle herind, men det var vigtigt at få tjekket dit helbred. Vi har taget imod, at tage af os af dig, indtil tingene er sat på plads, og du kan komme tilbage til din sædvanlige hverdag” forklarede han undskyldende, hvilket fik mig til at tø lidt op. Han gjorde det for at være sød. Var det så også kærlighed?

”Vi blev så skræmt, da vi så dig så hærget fuld af jord” tilføjede damen. Jeg nikkede forstående, og smilede svagt til dem, da deres omsorg gjorde mig nervøs.

”Vi har hørt hvordan det står for sig, og at vi indtil videre skal kalde dig 206” sagde manden igen, og jeg bekræftede.

”Så… er du klar til at komme hjem dit midlertidige familie. Vi lover, at vi passer på dig. Det gør ondt i mit moderhjerte, at se så ung en pige som dig, helt fortabt” smilede hun og hjalp mig ud af sengen. Så hun var altså mor, ligesom min mor var. Men hende her var virkelig anderledes. Hun gjorde mig så nervøs, men på en eller anden måde følte jeg mig velkommen.

”Jeg hedder for resten Elisabeth, men kald mig Eliza” tilføjede hun og kiggede derefter over på manden, ” og det her er min dejlige mand Luke” sagde hun på en sjov måde, der fik Luke til at grine.

Han havde ikke den der uniform på mere, og jeg kom til at påpege det, hvilket fik dem til at smile til mig. De havde også ligeså flotte tandsæt som lægen. Deres havde bare mere skævhed over sig, hvilket klædte dem.

De fortalte mig at det var en politiuniform, noget man havde på, når man var på arbejde. Jeg kunne føle mig helt tryg ved hans nærvær, og det var også en af grundende til, at de valgte netop dem, til at tage sig af mig.

”Tak” mumlede jeg og gik med dem. Jeg kunne virkelig mærke den gode kemi imellem dem. De elskede hinanden, og det var så smukt, at det næsten gjorde ondt at mærke. Måske havde bedstefar ret. Måske gjorde kærlighed virkelig ondt. Gad vide om det var en form for besættelse mennesket fik?

En lettelse for over mig, da jeg nu ville blive fri for lægens spørgsmål for en stund. Alle samtlige der var kommet ind til mig, havde spurgt hvad det var for nogle tegn, jeg havde i ansigtet. Jeg havde uden videre sagt det var modermærker, hvilket kun fik dem til at rynke brynene

___________

Yay, så kom 3. kapitel. Jeg håber -dem der læser med- synes om historien ind til videre. I næste kapitel vil der komme lidt mere spænding! :) tak til dem der læser med! - 05-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...