Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5431Visninger
AA

3. Kapitel 2//Forladt

Kapitel 2//Forladt

 


Da jeg nåede stationen, hvor min far arbejdede, kunne jeg se ham stå og snakke med en overordnet; min mors arbejdsmakker. Han var klædt i rumdragten, mens vagter stod på vagt rundt omkring. En andre mand i rumdragt kom vadende ind, med et alvorliget blik. Min fars sædvanlige makker, Ociel.

Jeg kiggede hen mod nedtællingen, der var henne ved kontoerne,hvor de der skulle sende dem af sted, styrede tingene. Det hjalp dem på vejen inden de var nået så langt op, så rumskibet selv kunne klemme sig igennem vores kraftfelt. 

Man skulle skynde sig, ellers ville det forudsige eksplosioner, som vi sommetider får at se op mod himlen, som konstant var fyldt med stjerner, som var det der gav os lys på Dynala.

”Gør jer klar mod turen til Jorden. Vi skyder jer afsted om tredive sekunder, så tag og skynd jer ind! ” kommanderede en vagt, som så godt og vel presset ud.

Min chance var lille nu, og den eneste mulighed jeg kunne se, var at træde frem, og masse mig igennem alle vagter, for at kaste mig ind i den snart lukkede rumskib.

Femten, fjorten, tretten, tolv…

Uden jeg kunne nå at tænke nærmere over min fjollede ide, banede jeg vej, hen mod rumskibet, som stille begyndte at lukke i. Mine ben snublede over hinanden et par gange, men jeg nægtede at holde igen. For hvis jeg gjorde, ville jeg blive straffet, uden nå at have opnået noget. Og det nægtede jeg at gå igennem. Jeg ville se om bedstefars historier talte sand. Om der virkelig var noget der hed kærlighed, og om der virkelig fandtes mennesker, som lignede os.

”Stop hende! ” hørte jeg en dyb stemme råbe i retning af mig, så rummet blev fyldt af sprydlende vagter.

”Ikke kig bag dig Alkira, fortsæt. ” hviskede jeg til mig selv, og nåede lige at dukke mig, inden en vagt nåede at tage fat i mig. Mine ben ræsede hen ad den hårde metalgulv, og en smerte borede sig i mine knæ, da de havde taget slaget fra faldende. Fire, tre, to.

”Se så dog at få fat på hende! ” råbte en anden mand, som fik mine øre til at smerte.

Inden jeg fik set mig om, hoppede jeg, da slaget landede på to. Og uden videre, lå jeg i et mørkt rum, med døren lukket bag mig. Jeg gjorde det. Og der var ingen vej tilbage nu.

Når jeg tænkte over det, var der mange ting vi ikke havde, som mennesket havde. Nogle gange blev jeg en anelse misundelig, af at tænke på det, men nu ville jeg endelig få tingene at se med egne øjne.

Det var den eneste chance jeg fik, og jeg var den eneste på min alder der ville opleve dette. Jeg ville overgå vores historier i vores samfund.

 Men når jeg tænkte yderligere over det, ville straffen blive hård, og jeg vidste med sikkerhed at mor med glæde ville give mig min straf.

Det måtte pine hende en del, at hendes egen datter begik noget ulovligt. Nok noget af det mest ulovlige man kunne fortage sig. Det viste jo rådet, hvor dårligt hun havde opdraget mig, selvom hun intet havde gjort forkert forhold til andre skyalaer. Det var bedstefar der havde givet mig gode ideer, og det var mig der havde eventyrlyst og ikkekunne beherske min trang. Måske var jeg mere egnet som astronaut, end en stjernefanger, eller en fra rådet.

 

Nogle dage senere vågnede jeg ved et ordentligt ryg i rumskibet. Ingen havde endnu opdaget, at jeg var her, for Dyaus og hans makker bevægede sig ikke herned i lastrummet. Jeg havde lagt her lige siden vi lettede. Her var mørkt, og en smule uhyggeligt, men jeg trøstede mig selv med, at det nu var over. 

Da landingen var færdig, svimlede jeg en del, da jeg ikke havde forventet, at vi skulle igennem et så kraftigt en atmosfære som jordens. For os, skyalaer, var jordens magnetfelt trættende og belastende for kroppen. Igen noget bedstefar havde fortalt mig, inden han forlod mig.

”Dyaus, åben til udgangen, så henter jeg tingene fra lastrummet! ” råbte Ociel pludselig, så jeg fik en klump i halsen, som blev ved med at sidde, selvom jeg ihærdigt prøvede at synke den væk. Nu var jeg fanget. Hvis ikke jeg kom ud nu, ville han opdage mig, og så var det ude med mig. Jeg havde ikke andet valg end at flygte mod udgangen, som stille åbnede sig op. Jeg listede derover, og løb resten af vejen, da jeg hørte ham bag mig. Uden at tænke mere over det, hoppede jeg ned på fast grund, med andrelinen kørende rundt i kroppen.

Jeg mærkede noget blødt under mine tær. Små kilende grønne totter stak op af jorden, og det fik mig til at hoppe et skidt tilbage. Her var en smule mørkt, så det tog lidt tid at finde ud af, hvad det virkelig var jeg stod på. Græs, det lignede nøjagtigt det der var blevet talt om i undervisningen. Det græs mine forfædre havde været iblandt. Jeg stod og beundrede dem, og tillod mig at rive en tot af for at mærke på det. Det var fugtigt og ru at røre ved. Min beundring gjorde mig uopmærksom. Det var først nu, at jeg havde glemt mine sko derinde.

”Den er rimelig tung, hjælper du lige til Dyaus”

”Ja selvfølgelig, kommer nu”

Deres stemmer var tættere på end før, og med ét ilede jeg hen over det kilende græs, ligeglad med ikke at få mine sko med mig. Jeg skulle bare være ude af syne. Jeg fortsatte hen mod noget der lignede lidt højere græs, bare mere gulligt i det. Det lignede tørret græs. Måske var det hø?

Jeg gemte mig ind under et lille hul mellem det gule græs, og så til, mens de bar nogle maskiner ud og begyndte at fumle rundt med dem.

Jeg sad der i mindst tyve minutter, inden der skete noget. Pludselig kom der et firkantet lys ud i mørket, i det fjerne. Min far og hans makker opdagede det lige så hurtigt som jeg gjorde, og havde pakket forsøgende sammen, inden jeg nåede at se mig om, og blinke. De skyndte sig, at løfte materialerne ind i rumskibet, da flere firkantede lys kom frem i den dunkle nat.

Jeg skulle lige til at komme frem fra mit skjul, da rumskibet begyndte at lette, og indgangen til den, lukkede i med et sus. Et lille skrig undslap mine læber, da rædslen borede sig dybt i mig. De efterlod mig. Hvis bare jeg aldrig var taget med, så ville alt være som det plejede.

Et tryk gav en bølge af vind hen imod mig og blæste både det gule græs og mit hår bagud. En højt brummen kom fra motoren, og det fik mig til at holde for øre.

Med ét gav den lys fra sig. Ild som brændte de små grønne totter, så det stod op i røg. Den hejste sig til vejrs, derefter for at skyde sig selv ud af atmosfæren hurtigere end lysets hastighed.

Her stod jeg, helt alene på ukendt grund. En tåre slap fri fra mine øjne. Aldrig havde jeg følt så klistret og saltet en væde over mine kinder. Følelsen af sorg overvældede mig så meget, at tårerne trillede uhensigtsmæssigt ned ad mine kinder. Jeg snøftede og tørrede dem af med pelsjakken.

Med hastige skridt, løb jeg over hvor rumskibet havde stået for mindre end ti sekunder siden. Man kunne tydeligt se sporene fra dens landing, som havde boret sig langt ned i jorden. 

Og flammerne som havde brændt et godt stykke ned i jorden. Græsset var i hvert fald blevet til aske, og jorden så ikke længere brun ud, men sort, af hvad jeg kunne tyde, da dunkelheden gav synsforstyrrelser. Noget som ikke skete på Dynala, da stjernerne altid var der, til at lyse vores planet op døgnet rundt.

Her var himlen dækket til af mørke med meget få hvide stjerner på himlen, og det gjorde mig så bange. Hvordan kunne mennesket overhovedet se? Den eneste planet jeg kunne få øje på, var en lille halv cirkel med et dæmpende lys, der langt fra kunne lyse jorden op. Den havde nogle pletter af grå, iblandt det hvide. Jeg måtte ærligt indrømme, at den så pænt kedelig ud herfra. Den var langt væk, og lignede en lille glaskule - på størrelse med et øje- der var gået i stykker. I Dynala havde vi nogle få planeter så tæt på os, at vi decideret kunne se dem i detaljer. Der var ingen tegn på liv der, så vi udnyttede dem sommetider til nogle eksperimenter. Mere vidste jeg ikke, da mor var meget fortrolig med sit arbejde. Det ville jo heller ikke være godt for hendes ry, hvis hun plaprede løs om rådets møder og alle deres hemmeligeheder. De skjulte  helt sikkert noget for os. 

Jeg syntes, jeg kunne høre en dør smække i, henne ved de firkantede lys. Jeg veg en smule tilbage, og slog blikket ned i den fordærvede jord, da jeg så noget glimte. Selvom skidtende kom nærmere og lyden af en stemme kom, måtte jeg se hvad det var.

Uden videre, bukkede jeg mig og rakte ud efter det. I min hånd lå en lille rundt chip. Den Nabha havde fortalt mig om for nogle dage siden. Måske havde jeg alligevel en chance for, at komme hjem igen. Jeg måtte bare sørge for, at have den beskyttet i mellemtiden, inden jeg finder ud af hvordan.

Jeg smuttede den i lommen på min store pelsjakke inden jeg blev omgivet af det forhøjede græs. Uden stop forsatte jeg, og det varede en evighed. Jeg løb og løb, og det var som om, at stråene ikke førte nogle steder hen.

Mine ben stoppede med at reagere. Jeg stod bare og kiggede fra side til side, op og ned, og blev endnu mere forvirret over hvilken retning jeg kom fra. Græsset var så højt, at jeg ikke kunne kigge over mig, så jeg valgte den nemme løsning, at sætte mig ned på hug, i håb om at nogle stjerner snart ville blende mørket.

En kuldegysning ramte mig, hvilket fik mig til at knurre den bløde hvide pels imod mine bare ben. Her var så forbandet koldt, at det ikke var til at holde ud. Mine kinder var helt klistret, og mit hår var filtret på grund af den stærke vind. Aldrig havde jeg følt mig så meget på bar bund og fortabt.

 

”Jeg har fundet noget! ” råbte en lys stemme. Hun lød rædselslagende og lettet på en gang. I dét jeg åbnede mine øjne af forskrækkelse, blev en arm lagt let på mine skulder

 ”Åh gud, hun er vågen. Mor skynd dig lidt. Jeg tror det var hende jeg hørte i nat” råbte pigens stemme en gang til. Og denne gang lød hun helt bekymret. Noget min bedstefar sagde, at mennesket havde en del af.

Hendes øjne stirrede lige ind i mine, og pludselig fjernede hun sin hånd fra min skulder, og rykkede en smule fra mig. Jeg klemte mine øjne en smule sammen, da jeg kom i tanke om, at bedstefar sagde de blev utilpasse ved at stirre os ind i vores øjne. Hun stod og studerede mig i et stykke tid, med anspændt krop. Hun kiggede undrende og forbløffet på mine modermærker.

Jeg havde aldrig mødt nogen der kunne rumme så mange følelser på en gang. Hun gjorde mig næsten utilpas, bare ved hendes nærhed. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun var fuld af varme og rummede en følelse af elskværdighed, som fuldstændig tog pustet fra mig. Det var en vidunderlig ting at fornemme, men min krop signalerede farer på færde.

Det måtte være det bedstefar kaldte kærlighed.

”Hvem er du? ” hviskede hun til mig, og satte sig på huk ved siden af mig.

Uden at svare, kiggede jeg rundt omkring mig. Jeg var omgivet af det høje græs, og her var pludselig blevet lyst. Mine øjne bevægede sig op mod himlen, og dér gav det et sæt i mig, da jeg så, at der ingen stjerner var på himlen. I stedet var himlen dækket af en lyseblå farve, og indimellem kom der hvide pels klumper frem, som skyggede for lyset.

 Mit blik landte på den smukke piges ansigt, som afventede mit svar. Men jeg var mundlam. Det eneste jeg kunne fokusere på, var det lys der lyste halvdelen af hendes ansigt op. Uden videre mærkede jeg en varme på min kind, og kiggede i retning af det. En blændende hvid plet med en gullig utydelig ring omkring, stod højt oppe på himlen. Med min hånd skærmede jeg for udsynet, da det sveg i mine øjne, at stirre på den.

”Du må ikke kigge direkte op på solen, det er skadeligt for dit syn” mindede pigen mig om, og trak den ene mundvig lidt opad.

”Solen? ”

”Ja du ved, solen der er der om dagen, og forsvinder om natten" hendes mund blev til en lige streg, mens hendes øjne studerede mig igen, ”ved du virkelig ikke hvad en sol er? ”

”Jo, selvfølgelig” skyndte jeg mig at sige, men fumlede over ordene. Jeg lød bestemt ikke overbevisende, og hun måtte tro jeg ikke hørte til her, hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Bare mine modermærker, øjne og tøj gav hende mistanke. Og nu også min uvidenhed.

”Godt så” svarede hun ikke overbevist, ”så lad og få dig ind, du er møg beskidt, og du er helt sikkert meldt savnet” inden jeg nåede at protesterer, tog hun et fast greb om mig, og trak mig op på mine ben, som stadig rystede efter mørkets kulde. Det måtte være jorden tyngdekraft der gjorde mig så ør, jeg håbede at jeg snart ville vende mig til det, eller nærmere min krop.

”Skat hvad er der galt? ” spurgte en anden stemme roligt. Da pigen havde hjulpet mig ud fra alt det høje græs, hun kaldte kornmarken, kom en ældre dame hen imod os, efterfuld af en ældre mørkhåret skæggede mand iført uniform. Dog forandrede deres morgentrætte blikke til vidt åbne øjne og en mund der stod på vidt gab.

”Gud Alicia, hvem er dog det? ” spurgte manden forbavset, og rettede blikket mod pigen der holdt mig, inden mine ben svigtede mig, og jeg faldt sammen. Mørket tg stille over mit syn, og det sidste jeg hørte, var et gisp. 

 

_____________________________

Så kom kapitel 2! Håber i synes om det. Hvis der er noget, som slet ikke giver mening, er i velkommen til at skrive det i kommentarfeltet - det har været enormt svært, at bevæge sig ud i noget fiktivt. Tak fordi i læste med. Der kommer meget snart et nyt kapitel :) 04-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...