Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5385Visninger
AA

2. Kapitel 1//Dynala

Kapitel 1//Dynala


 

”Alkira, Dyanus tager afsted på rumrejse. Og jeg skal arbejde i døgndrift de næste dage i rådet. Så jeg har givet Nabha besked på at se til dig. ” råbte min mor til mig, så jeg med et sæt vågnede fra min bløde himmelseng.

Dyanus var min far. Mor udtalte os ikke med en titel, men brugte vores navne. Hun blev gal, hvis vi brugte dem i familien. Min mor var Hiranni, en af overhovederne i rådet. For tiden forsøgte hun at få en ny regel indført: 'udtalelse af titler, som for eksempel mor og far, skulle være en forbrydelse. Hvis det høres, skal det straffes med bøde på tid' Tid var det vi levede af, ingen tid, ingen muligheder i vor samfund.

Søvnig strakte jeg armene op over hovedet, for derefter at komme op at side. Jeg hadede at forlade sengen, da de uendelige stjerne man så på, var en fortryllende ting.

 For bare nogle år tilbage, besluttede rådet, at alle skulle eje en himmelseng. I hvert fald dem der kunne betale tid af til det. Vi købte for den tid vi arbejdede i. Ikke for penge, som bedstefar sagde, at de handlede med på jorden.

Himmelsengen var skruet sådan sammen, at man havde et pels underlag. Pelsen lå på en lille metal plade, som svævede en halv meter over gulvet. Når man lagde sig til rette derpå, kom der en hinde af stjerner over en. Hinden ville føre ens sind op til universet, hvor man lå og kiggede på uendeligheden, mens ens krop fik hvile.

Sommetider fik man glimt af en ny planet, eller måske en anden dimension. Det gav en til, ikke at ville forlade stedet, men det ville være nødvendigt, ellers ville ens sind fare vild, og kroppen ville rødne op. Det sagde Hiranni i hvert fald til mig, når jeg nægtede at forlade det. 

Jeg listede ud af sengen, og forbi hinden, som stille forsvandt, jo længere jeg begav mig fra himmelsengen.

”Alkira, kom så ned til os! ” råbte Hiraani hvilket fik mig til at reagere. Jeg hoppede i min glimtende tætsiddende kjole og skyndte mig ned i spisesalen. Alting i vores hus var lavet af elektronik og metal. I vores samfund var alting i lyse farver og glimtende ting, og især glatte overflader.

Udover en lille del af samfundet, hvor alt var gråt og beskidt, nemlig skraldernes lille areal, som med tiden blev bredere. 

Jeg nåede ned i salen, inden min mor fik muligheden for at åbne munden igen. Sammen sad min familie, og spise et godt solid morgen måltid, inden min far tog afsted.

”Jamen godmorgen Alkira, har du haft en god hvile? ” spurgte min far om, mens alt hans fokus var på hans hologram mobil. De var over alt i vores samfundet, og folk var besatte af dem. For tusinde år siden skabte en forsker ved navn Rehob en skærm der viste sig frem i luften, så alt blev 3D. Det fik tilnavnet hologram, og lige siden, havde det vokset sig større, og var blevet en nødvendlighed. Hvis ikke man investerede sig i sådan en, var man helt og aldeles fortabt. 

Alle under ti år var ikke i besiddelse af dem, inden vi kom på arbejdsmarked, og skulle lære samfundets arbejdsmåder, selvfølgelig inde for den kategori man var i. Man bestemte ikke selv. Det var ens evner der havde den endelige beslutning, om hvilken katagori man havnede i. Og for hver dag der gik, jo mere blev jeg utålmodig. Om ikke så længe var det min tur til at eje en hologram, og begynde at gøre noget for samfundet. 

 Skralderne kunne sagtens sættes i en anden kategori, men fordi de havde skabt uro i samfundet, var det deres straf, hvis ikke den første advarsel virkede. Jeg menes, at bedstefar kaldte dem for fattige eller kriminelle. 

”Godmorgen Dyanus, ja det har jeg” mumlede jeg, mens jeg gumlede på en Alikibar – en af de bedste frugter man kunne få. Den havde en dejlig sød smag, hvor eftersmagen blev en smule syrlig og nappede lidt på tungen. Hver eneste gang trak jeg en grimasse, men det afholde mig ikke fra at tage en ekstra bid. 

”Man må da sige, at du fik hvilet ud” sagde min mor bestemt, og spiste videre. Nabha, min storebror, smilede svagt til mig, mens han skrev noget ind på hans opgave i hologrammet. Jeg ærgrede mig over, at jeg nu var den eneste i familien, som ikke ejede en. Jeg syntes det var snyd, men om bare få måneder, var det min tur til at eje en, og jeg ville have glitter på bagsiden af den. Jeg ville være den første til at designe stjerner der lyste frem, når man tændte dem. 

Men jeg frygtede dog en smule, hvilken kategori testene ville bringe mig hen. Jeg håbede, at jeg havde en chance for at komme i rådet, ligesom min mor, og have en finger med i samfundets levemåde. Der var nogle ting jeg ville ændre.

Såsom at alle under ti år, skulle have muligheden for en hologram, for man følte sig så forfærdeligt meget udenfor. Det eneste man kunne fortage sig i de ti år man skulle vente, var at lege rundt med de andre børn på sin jævnalder. Det kunne sommetider blive kedeligt hen på dagen.

 Nogle gange fik vi undervisning af nogle fra rådet, om hvordan samfundet var… og så var der selvfølgelig testen, som havde en varighed på de ti år, hvor både ens forældre skulle holde øje med ens udvikling, mens også underviserne, og til dels forskerne.

”Nå, jeg må af sted. Jeg er tilbage om nogle dage” sagde far, og rejste sig, for at trække i hans sort pels frakke med rødlige stjerne der dannede mønstre, som klamrede sig til hans krop.

”Ja, men far når du kommer tilbage, skal du fortælle mig om rejsen! ” råbte min bror efter ham, men han var allerede smuttet.

”Nå men jeg tror jeg smutter videre til rådet, hyg jer Alkira og Nabha” sagde hun tørt, og fortsatte samme vej, som min far.

Jeg slugte min gennemtyggede mad, og rettede mit fokus mod Nabha, som stadig var opslugt af at skrive. Han var inde og læse op til stjernefanger, inden han skulle til sin afgørende prøve, for at blive godkendt til at arbejde som stjernefanger. Det ville også være en spændende mulighed, at blive det.

De var lidt ligesom politiet på jorden, som bedstefar også havde nævnt noget om, inden han gik borte. Faktisk vidste jeg slet ikke hvad der blev af ham. En dag var han bare pist væk, og mor sagde det var en normal ting når årene nærmede sig. Men han var kun firs. Han nåede slet ikke at blive to hundrede, som var vores gennemsnitlige levealder.

”Hvad tænker du på? ” min brors stemme, fik mig hylet ud af mine tanker. Han lød ivrig efter at høre dem, men jeg fortalt ham intet. Jeg vidste, at han bare ville blive skuffet, hvis jeg fortalte de utrolige ting, som bedstefar kun havde delt med mig.

”Ikke rigtig andet, end hvad det indebære, at være stjernefanger”

”En stjernefanger fanger forbrydere, eller tager imod nødopkald fra rumskibene, og de små chip”

”Hvilke små chip? ”

”Hov, det måtte jeg ikke sige. Ikke sig det til mor, vel” mindede han mig nervøst om. I dét han havde sagt mor, tog han sig til munden, og blev helt rød i kinderne af forargelse. Jeg grinte. Så var det ikke kun mig, der brugte de titler i vores familie. Ærlig talt kunne jeg ikke se grunden til, ikke at bruge dem. Men min mor havde det med at finde på de mærkværdigste regler - og selvfølgelig blev de fleste indført, da hun havde meget at skulle have sagt i rådet.  

”Bare rolig storebror, jeg er skabt til at holde på hemmeligheder. Mig kan du stole på” sagde jeg og smilede til ham.

"Det er farligt at stole på andre end sig selv. Har mor ikke fortalt dig det?" sagde han i en skarp tone, og bakkede sin hologram sammen.

”Joo, men fortæl mig lige nærmere hvad de chip går ud på” insisterede jeg på. lettelsen fra før blev hurtig erstattet til en anstrengelse, da han skulle til at forklare noget, som kunne give ham alvorlige problemer, hvis det blev opdaget.

”Hør her Alkira, det er strengt forbudt. Men nu hvor jeg har nævnt det, så kan jeg i hvert fald fortælle dig så meget, at chippen er lavet til at signalere nødstilfælde, hvis man strander på en ukendt planet, eller hvis rumskibet er i stykker… ” han lod til at ville fortælle mere, men stoppede brat op, da han fik øje på klokken. ”Jeg bliver nødt til at smutte, skal op og stå vagt i stjernefanger basen i dag. Hvis jeg klare det uden at fejle, vil jeg være et skidt tættere på at bestå” han skyndte sig at rejse sig, og tog resterne af hans mad i en lille bytte, for derefter at skynde sig væk. 

Jeg glædede mig til den dag, hvor jeg skulle præstere noget. Endnu en dag, alene hjemme. Jeg fik helt lyst til at invitere Samma forbi, en god legekammerat. Vi mindede meget om hinanden, så rådet havde matchet os godt sammen. Ja, du hørte rigtigt – rådet bestemmer også, hvem din livsvarige ven skulle blive, og hvilken partner du skulle tilbringe dine dage med, og få børn med. Min verden var slet ikke, som den verden jeg havde hørt om på jorden.

                                                                                                                  

Oppe i mit rum, sad Samma og jeg og legede med mine elektroniske dukker De kendetegnede os, med samme modermærker. Min far havde givet mig en gave, hvor han havde bestilt en dukke der lignede mig. Det var helt klart min ynglings dukke.

Så længe jeg havde den, så måtte Samma styre alle de andre. Vi havde det altid sjovt sammen, men det var tit svært at lege, da vi gerne ville de samme ting, og derfor blev lidt uenige om, hvem der skulle hvad. Men i dag gik godt. Jeg fortalte hende om min fars rejse.

”Wow, hvorfor tager du ikke med ham? ” spurgte hun forundrende, mens hun kiggede på mig med hendes store grønne øjne. Hun var lidt uheldig med hensyn til sit modermærke. Hun havde ingen i hovedet, men hele hendes bryst var fyld med dem, og de fortsatte op langs halsen.

Hun prøvede at dække det med hendes hvide hår, som gik til skuldrende, men det hjalp aldrig helt, da hendes hår var tyndt, og mærkede lidt ligesom tørret græs. Jeg mente nok det blev kaldt hø.

Vi havde ikke haft græs her på Dynala i flere undrede år. Før hen var vi dækket til af natur, men det var længe før min eksistens. Faktisk lige så langt tilbage til mine forfædre. Gad vide hvordan de var den gang? Der var aldrig nogle der nævnte deres livssyn eller levemåde. Og samfundet var bestemt ikke glade for at bringe fortiden frem, da vores planet har været udsat for mange ting, der havde gjort skyalaerne bange. 

”Det kan jeg ikke bare sådan lige gøre, det ved du da godt” og overvejede hendes ide. Tanken havde aldrig strejfet mig før, fordi vi ikke nævnte sådanne ting i min familie.

”Altså, ikke rigtig. Min familie stammer jo fra de overordnede. Jeg håber sådan, at jeg om nogle måneder, bliver sat i kategorien, teknikker. Jeg vil ikke ende samme sted som min familie, men det gør jeg nok, skal du se. Mine bedsteforældre startede jo en mod kultur, og den straf skulle deres næste bøde for” sagde hun sørgmodigt.

”Når ja, det også rigtig. ” sagde jeg lavmælt, og friserede dukkens hår, for derefter at flette det ind imellem hinanden.

”Har du hørt om den nyeste store opdagelses rejse, som nogle af astronauterne tager på? ” spurgte Samma mig pludseligt, med et fantaserende blik der lyste ud af hende. Hendes stjerner i hendes øjne blev virkelig tydelige, og det var så elegant. De passede til hendes blege hud.

”Nej fortæl! ”

”Rumskibet, Gagan, skal på rejse mod en planet der er flere lysår væk. De har vidst ikke været der siden der skete et sjælendt udflad, hvor en skyala havde skabt problem på planeten. Det var vist for hele halvtreds år, fordi planeten havde vagt dem uro” sagde hun stolt, over hendes skarpe høresans, der havde lyttet efter overhovederne, inde i gågaderne. Det var strengt ulovligt, men man kunne vel ikke gøre for, at man hørte noget man ikke burde vide til.

”Gagan, men det er jo min fars rumskib” hun nikkede til min konstatering og skar en grimasse. Gagan var navnet på den mand, som oprettede en af rumstationerne. Men min bedstefar hed også Gagan. Måske havde min far arvet rumskibet af bedstefar. Jeg blev overvældede af min egen opdagelse, selvom jeg ikke med sikkerhed vidste, om den var korrekt. 

Pludselig dukkede en ny tanke op indeni mig.

”Mener du planeten jorden? ”

”Ja, tror nok det var det de kaldte den” svarede hun forvirret, over jeg allerede kendte til planeten.

”Ved du hvad Samma, jeg er begyndt at synes om din ide”

”Hvad for en ide? ” hendes ene øjenbryn trak sig op i panden, mens hendes øjne begyndte at lyse af forvirring.

”At jeg burde tage med.” sagde jeg, hvilket gav hende en bedre forståelse. Hun så også en smule overrasket ud, over at jeg rent faktisk ville gøre det, ”Jeg må smutte omgående, der er noget jeg skal have på det rene” Hun nåede ikke at tilføje mere, inden jeg løb min vej, hen til min far, som meget snart ville rejse hen til jorden. 

 

_______

Så blev 1. kapitel publiceret. Jeg håber i kan lide det! *03-06-2016*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...