Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
26Kommentarer
5403Visninger
AA

18. Kapitel 16//Surprise

Kapitel 16//Surprise


 Der var nu gået 48 timer, og vi var lige landet på jorden. Astronauterne var ikke tøvende, med at komme ud for at tjekke om alt stod vel til. Nu var det bare at jeg skulle flygte, inden de opdagede mig.

Da jeg hørte den solide dør skubbes til side, og nogle fodtrin komme nærmere, kom jeg på benene, for at nå ud i kornmarken, så jeg ikke kunne ses. Her var nat på jorden, og det kunne jeg kun glæde mig ved. Stjernerne var dog ikke så tydelig på himlen den nat, men bare det at jeg kunne mærke deres nærhed, var beroligende i sig selv.

Jeg væltede bogstaveligtalt ud på den fugtige jordbund, og kom straks på benene, for at nå hen i skjul. Astronauterne var allerede i færd med at nå ud, og det ville ikke vare længe, før de opdagede mig. Med tempoet oppe på det højeste, gled jeg ind imellem kornene, da tiden var knap.

Til mit held, nåede jeg det, inden de kom helt ud, og kiggede sig omkring, det var bare lidt uheldigt, at det havde larmet, da jeg susede igennem kornene. Selvfølgelig kiggede de i min retning, og hvis ikke jeg tog helt fejl, snakkede de om, hvad der havde sagt den lyd.

For en sikkerhedsskyld placerede jeg min ene hånd over min mund, da de kom nærmere i min retning. Da de var få meter fra mig, lagde jeg mig ned på alle fire, så stjernernes lys ikke ville kunne skinne hen på mig.

Der var mere end fem minutters tavshed, mens de stod og iagttog marken, hvor jeg befandt mig. Jeg havde sådan lyst til at kravle længer ind i skjul, men jeg frygtede, at lyden ville tiltrække alt for meget opmærksomheden.

Da de begyndte at vende sig om, og gå hen mod rumskibet, anede jeg lettet ud, og blev pludselig opdaget af den dejlige duft af jordens natur.

Hvad Astronauterne havde gang i her på jorden, anede jeg ikke, men heldigvis var de hurtig om, at komme afsted igen, så jeg havde fri bane.

Mens jeg målrettet slentrede hen til Barretts familiens hus, gik det op for mig, at jeg faktisk var flygtet. Jeg var der hvor jeg følte mig hjemme, nemlig på jorden. En sær følelse i min mave voksede, og gav mig et smil på læben, men jeg havde den større trang til at skrige af lettelse.

Jeg kunne ikke vente mere, så jeg løb resten af vejen, og skyndte mig at banke på døren. Først stille og derefter lidt ivrigt, at jeg begyndte at frygte de ikke længere var i området.

 En panikken skyllede sig over mig, men blev hurtig til en lettelse, da døren blev revet op og Alicia stod foran mig, i sit lyserøde nattøj. En tåre blev til flere, og et snøft kom, før Alicia trak sig ind til mig i et knus der kunne klemme luften ud af en.

”Alkira, du er her virkelig!?” sagde hun en anelse højt, hvilket fik mig til at smile, og holde bedre om hende.

”Jeg var nødt til at tage tilbage. Det var forfærdeligt på Dynala. Jeg kunne ikke leve med den dom jeg fik, og da Rådet begyndte at beskylde mig for det oprør skyalaerne lavede imod dem, blev det for meget. ” sagde jeg så hurtigt, at jeg tumlede over ordene. Døren blev lukket bag mig, mens Alicia fulgte mig ind i stuen, og hen på sofaen, så mine ben kunne få en slapper.

”Vil du have noget at drikke, inden vi snakker det hele igennem? ” spurgte hun omsogsfuldt, hvilket fik mig til at græde igen – gud hvor havde jeg savnet det her.

”Ja meget gerne druesaft! ” hun grinte over min reaktion på druesaft, og skyndt sig ud at hælde noget op i et glas til mig, og kom ind med det inden for to minutter. Hun satte sig ved siden af mig, og kiggede undersøgende på mig, mens jeg nippede til saften, og nød hver evig eneste lille dråbe.

”Alicia, hvorfor larmer du så meget midt om natten? ” sagde en søvnig stemme henne ved døren, som hurtig blev til en gipsen, da hun så på mig. Eliza. Jeg smilede stort til hende, kom op på benene, og krammede hende.

”Åhh gud Alkira, hvordan? ” inden jeg nåede at svare kaldte hun på Luke, og straks kom han ned med Billy i sin favn.

”Alkira, hvad laver du dog her? ” spurgte han, og tog det i sig igen, da det lød som en beklagelse. Jeg tog det ikke så tungt, for jeg vidste selv det var forkert, at involvere mig i deres liv. Tanken om ikke at kunne se dem, var yderst pinefuldt.

Eliza hjalp mig hen på sofaen, men de sagde jeg skulle fortælle dem alt hvad der var sket på de omtrent 2 måneder jeg havde været væk. Billy var helt opsat på, at sidde ved siden af mig, og somme tider mumlede han sky til mig, mens hans øjne lyste af stjerner, når de fandt mine.

”Det lyder forfærdeligt. Du er ni år, og det er sådan samfundet behandler små piger på... hvad var det nu din plantet hed?” spurgte Eliza.

”Dynala, og jeg desværre, det er dog en helt normal ting der. Og er for resten blev 10 år nu” de ønskede mig alle tillykke, selvom deres blikke lyste af had, afsky og forundring.

Jeg kunne godt sætte mig ind i, at de ikke forstod Skyalaernes levemåde, for førstegang jeg var på jorden, havde jeg det jo også sådan med mennesket. Nu følte jeg mig dog mere hjemme på jorden, og hadede den måde Skyalaerne førte et samfund på. Jeg havde svært ved at se, hvordan deres kyniske og egoistiske personligheder kunne skabe et godt samfund.

De var i bund og grund bange for kærlighed, fordi det var fremmed for dem. Dog havde jeg fundet ud af en ting. Skyalaerne var i besiddelse af kærlighed, de havde bare ikke lært at elske og holde af, fordi de fra lille af havde lært noget andet.

”Du sagde noget med, at Rådet var efter dig, fordi der gik rygter om, at du stod bag de mange oprør er var begyndt at ske på Dynala?” Spurgte Luke, og jeg nikkede, og så i hans retning. Han så meget alvorlig ud, mens han kløede sig lidt i nakken.

”Måske er det ved at gå op for de enkelte, at samfundet ikke fungere godt på den måde. Måske har du vakt en følelse i dit folk? ” Jeg studsede lidt over hans fortolkning, og jeg måtte give ham ret.
Min far redde mig fra vagterne, og er nu selv i fare:

En skralder gav mig 10 minutters tid da jeg havde allermest brug for det, og pigen i skyggen som havde trukket mig væk fra vagterne, havde skånet mig fra, at blive fanget. Havde jeg virkelig fået dem til at mærke den kærlighed jeg havde taget med fra jorden.

Var det mine øjne der viste noget andet? Var det min mimik, eller var det noget helt andet? Lige meget hvad, fik det mig til at smile.

”Du har helt sikkert ret, men jeg ved også, at Rådet vil have fat i mig, om det så vil koste andre mennesker livet, og det kan jeg ikke udsætte jer for. ” en tanke strejfede mig pludselig.

”Er mennesket også ude efter mig her, og har de fundet ud af noget mere omkring mig? ” jeg så udelukkende over på Luke, som rømmede sig, og så langt fra sikker ud i situationen.
”De ved du ikke er herfra. For en måned siden, efter den læge du havde overfaldet på en eller anden måde, havde de taget ud til os, og fandt noget mærkværdigt ude foran vores hus, der hvor rumskibet havde landet, da du tog afsted. De ved ikke selv hvad det er, men jeg mener vist, der var en chip der kunne vise en form for system eller noget i den dur. ” Jeg nikkede, da han havde ret i sin teori.

”Det må være en hologram – den kan ikke tændes medmindre man bruger en skyalas stjerneøjne. Vores øjne er koden” Luke så fascineret på mig, og det samme gjorde alle de andre.

Endnu engang lænede Billy sig ind til mig og hviskede sky.

”Er det bare mig, eller har Billy også stjerner i hans øjn? ” spurgte jeg pludselig om, og holdt mig for munden, da min tanke sikkert var fuldkommen skør. Han kunne jo umulig være en skyala.

Jeg kiggede hen på Eliza, som rettede hendes blik ned i jorden. Luke rømmede sig og Alicia så forvirret ud.

”Eliza? ” hviskede jeg, da hendes reaktion undrede mig mest. Hun skjulte noget.

”Jeg har… lagt mærke til dem, når han kigger på dig, men jeg ved ikke hvorfor de dukker frem, når du er i nærheden… men”

”Mn hvad? ” spurgte jeg utålmodig om. Nu var det Luke der tog over. Måde mig og Alicia så chokerende hen på ham.

”men han er ikke vores barn. Der var en ung dame som blev gravid med lille Billy. Hun kunne ikke tage sig af ham, og vi lovede at tage os godt af ham. Vi kendte kun hendes fornavn, men ved ikke hvor hun er henne i verden” da Luke havde talt, tabte både Alicia og jeg kæben.

”Hvorfor fanden har i aldrig fortalt mig det? Nu forstår jeg sgu bedre, hvorfor jeg mors mave ikke så gravid ud den gang” hun slog sig i panden og kiggede over på Billy, som stadig stirrede på mig.

”Vi måtte holde det hemmeligt Alicia. Vi lovede den unge dame ikke at fortælle det til nogle, fordi Billy var i yderst fare” fortsatte Eliza, og så undskyldende på hende.

Hun gik hen til hende, og gav hende et knus.

”Hvad hed hun til fornavn? ” min stemme dirrede. Måske var Billy virkelig en skyala, som var endt på jorden, fordi de på Dynala ville straffe den unge? – det var i hvert fald det der lød mest logisk.

”Hun hed Ella. Hun havde et flot lagt, næsten hvidt hår. Hendes øjne var blå og havde samme stjerner som dine. Hun havde kun et mærke ligesom dit, men den kunne kun anes svagt på hendes hals. Hendes hår dækkede det altid. Og da vi så så dig med samme modermærker, som du kalder det, så var vi ikke i tvivl om, at der var et eller andet over dig. Vi måtte beskytte dig, som med Billy. ”

En øjne begyndte at sveg, og et sten fald til mit hjerte. De var så loyale, at det gjorde helt ondt indeni.

”Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal takke jer for alt hvad i har gjort for Billy og ikke mindst mig. ” takkede jeg dem, og kiggede ned på Billy, som smilte til mig så hans æblekinder blev skubbet op.

”og nu forstå jeg meget bedre hvorfor du hele tiden kalder mig sky”

 

Jeg havde tilbragt et par dage med dem, fortalt nogle historie fra de to måneder jeg havde været på Dynala. De var så glade for, at jeg var tilbage, og Eliza lovede, at passe på mig.

Ian og de andre havde endnu ikke hørt om min tilbagekomst, og indtil videre havde vi også kommet frem til den konklusion, at det nok var bedst igen vidste jeg var tilbage.

Lige nu skulle jeg have styr på mig selv, fundet ud af mere omkring Billy og hendes mor, og ikke mindst have fundet grunden til min bedstefar kom ulykkelig tilbage på Dynala. Hvorfor vi ikke havde kærlighed på Dynala, når vi i princippet godt kunne få det frem i sig, og om det virkelig var mig der havde sat gang i noget oppe på Dynala.

Så mange spørgsmål krævede energi og tænketid, hvis de skulle blive besvares, og derfor måtte jeg først og fremmest finde Ella. 

Det som jeg tænkte allermest på de her dage, var det Alicia havde sagt, at hun ikke længere følte samme ubehag ved at kigge mig i øjnene, da stjernerne var svage, og ikke drog en ud i intetheden på samme måde som før.

Jeg fandt både ulemper og fordele ved det.

 Ulempen var nok, at jeg så ikke kunne bruge den til at distrahere mennesket mere, men fordelen var at jeg ikke behøvede, at bekymre mig om, om nogle lagde mærke til dem, eller at skulle kigge væk de rette tidspunkter.

 

Der var nu gået en uge, og for første gang siden da, ville Alicia havde mig med ud i byen sammen med Carter.

Dog skulle det lige understreges, at de ikke længere var sammen, men forblev gode venner, da det var bedst for begge parter. Jeg accepterede det hurtigt, for Alicia virkede slet ikke såret af det, nej hun virkede mere fri, så måske var det bare det, der skulle til.

”Det godt at se dig igen Sky” sagde Carter, mens vi gik hen ad fortovet inde i midtbyen. Her var ikke overdrevent mange, men vejret var heller ikke i top her til eftermiddag. Her var overskyet og fugtigt i vejret. Der ville sikkert ikke gå længe før, at en byge lagde sig over os.

Det tog lidt tid at vænne sig til, at Carter stadig kaldte mig Sky.

”I lige måde, det længe siden. ” svarede jeg, og kunne godt selv høre, hvor dumt det egentlig lød. Her var virkelig en underlig stemning imellem os, men Alicia kom hurtig ind over, da hun også kunne mærke den.

”Så hvor skal vi først tage hen? ” hun traskede frisk hen ad fliserne i hendes høje sko, som slet ikke så særlig sikre ud for mit vedkommende. Hvis jeg skulle gå i dem, ville jeg garanteret falde i de ujævne flader der var under os. Det var sikker også derfor hun hele tiden havde blikket rettet ned mod sine ben.

”Jeg tænkte vi kunne tage ind og få en kop varm kakao med en omgang flødeskum ovenpå, eller skumfiduser! ” sagde Carter højt, og vi var begge med på ideen. Jeg havde endnu ikke smagt kakao, men jeg kunne godt lide flødeskum, så jeg takkede ikke nej.

Nu håbede jeg bare, at den var lige så god, som Eliza lavede den på den pragtfulde lagkage hun havde serveret for længe siden.

”Så hvad… ” jeg nåede ikke at sige mere, da jeg stødte ind i en person, og væltede bagover med et gisp. Dog mærkede jeg aldrig faldet, da en stræk og ru hånd og fandt om min overarm.

”Hey!” råbte Carter, mens jeg stadig prøvede at få styr over mig selv.

”Det må du undskylde unge dame” mumlede en lav rusten stemme. Jeg følte en snert af deja-vu, da jeg hørte personens stemme.

Mine øjne stirrede ind i hans øjne, de velkendte stjerneøjne jeg sidst så for fem år siden. Hans skæg var gruet siden da, og han lignede sig selv, bare med færre stjerner, og en anelse flere rynker.
Han havde en sort beskidt hætte over hovedet, så hans ene side ikke var til at se. Den side hvor modermærkerne gerne skulle være.

”Åh du milde, er du min kære Alkira?” han tog hætten af, og dér var jeg ikke den mindste i tvivl om, at min Bedstefar Gagan stod ved siden af mig i sin levende skikkelse.

”Bedstefar! ” råbte jeg panisk og fik tåre i øjnene. Han tog hurtigt om mig, og endelig følte jeg mig hjemme. Gud hvor havde jeg dog savnet ham, og tank, han var ikke død, som jeg havde troet i alle disse år.

”Hvordan er du havnet her kære? ” da jeg ikke svarede ham, trak han mig ud af hans favn, så jeg kunne få øjenkontakt med ham. ”du har en del at fortælle mig” sagde han bestemt, og kiggede over på Carter og Alicia som så helt underlig ud i hovedet.

Alicia hviskede- lige så jeg kunne høre det- til Carter, at han skulle hente os noget varmt kakao ovre i boden, som var på den anden side af gaden, og hurtig var han væk. Han var måske taknemmelig for, at han ikke skulle overvære det her, og det var vi andre også.

”Bedstefar, det her er Alicia, hun fandt mig den aften jeg var kommet her til første gang. Hun ved alt om vores folk, og hun er et godt menneske” forklarede jeg så godt jeg kunne, og så hen på min bedstefar som smilede og nikkede forstående, for derefter at give hende hånden. Alicia tog imod den, stadig en anelse forvirret. Hun troede jo også min bedstefar var død.

”Du er ikke til at kende Alkira” sagde han lavmælt, og trak hætten lidt over sig, og kiggede paranoid rundt på gaden. Var han ræd for noget?

”Og jeg troede du var død” angav jeg, hvilket fik ham til at sukke højlydt.

”ved du godt at der er kaos på Dynala?” han nikkede over mit spørgsmål, og virkede ikke overrasket.

”Vil Rådet jagte mig? Hvor længe har du været her? Kender du en der hedder Ella? Hvad skal vi gøre? ” alle mine spørgsmål tumlede over hinanden, mens jeg stod og stirrede desperat på ham, og ventede svar til mine mange tusinde uafklarede spørgsmål.

Han tog mig blidt om skuldrende, og kiggede roligt på mig.

”Det hele er først begyndt. Jeg har altid vidst, at du ville finde mig her, men jeg regnede først med, at der ville gå flere år. Du er grunden til at der er kaos, for stjernerne har altid været med dig. Du får en hvert skyala til at vise medmenneskelighed når tiden er inde, det var derfor jeg fortalte dig mine historier, da du var mindre. Det kan godt være kærlighed gør ondt, men jeg ved også, at man med tiden omvender sin sorg til savn. ”

”Men hvorfor gjorde det ondt på dig?”

”Den dame jeg elskede her på jorden døde for 28 år siden, da hun fik vores barn. Hun er nu voksen, og hedder Ella, hende du sikkert leder efter nu. Selv prøver jeg også at finde frem til hende, da hun sammen med os, ville kunne skabe fred i verden, og ikke mindst Dynala. Hun er bevist på, at kærlighed ikke er en farlig ting for en skyala.”

Et gisp forlod mine læber. 

_____________

Så fik Alkira fundet sin bedstefar, og fik sandheder af vide! - gad vide hvad der nu vil ske, nu hvor de er genforenet, og må finde Ella, samt holde sig skjult for omverdenen! Håber i nød at læse med i dette afsnit, og mange tak for alle der har læst! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...