Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5382Visninger
AA

17. Kapitel 15//Opvakte følelser

Kapitel 15//Opvakte følelser


Efter det i går aftes, havde jeg langt fra fået en god hvile. For det første lyste stjernerne for første gang så kraftig ude fra rummet, og for det anden, var jeg ræd for, at de overordnet ville finde mig. Jeg ville jo bare være i fred. Fred for deres ufattelige dumme regler.

Her var slet ikke sikkert for mig, men jeg var nødt til at komme på arbejde, hvis jeg skulle have muligheden for noget mad i dag. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg måtte væk, men hvordan stod stadig uklart for mig.

Der gik ikke længe, før jeg stod på arbejdet og gjorde det sædvanlige. Uden min medarbejder, ville jeg have haft forfærdelige problemer med at nå op til skraldryderen, med alt det skidt. Ikke nok med, at man skulle være høj, så skulle man skam også være stærk, hvilket jeg ikke helt var. Så som altid stod jeg for affyringen, hvilket jeg selv ville mene, jeg var mester til.

Jeg havde kun en ud af alle de gange, jeg havde været her, gjort én tumpet fejl, så jeg kom til at skyde efter en bygning, som sprængte i stykker. Heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde dummet mig sådan, så jeg fik ikke som sådan problemer, udover nogle sure miner, og nogle enkelte skændsels ord der var til at leve med.

Da jeg havde skudt endnu engang med maskinen, hørte jeg nogle bag mig, som bestemt ikke lød glade. Selv de trampene skidt sagde det hele. Min makker og jeg vekslede blikke, inden vi vendte os om, for at se hvad der foregik. Jeg holdte mig for munden, da et skrig banede sig op ad min hals. Til min frygt kom flere vagter gående udelukkende i retning af mig, med blikket boret ind i mit. Nu var det nu. Jeg kunne ikke gemme mig mere.

Jeg bakkede en smule tilbage, og kiggede bedende op på de mange stjerner, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Efter jeg havde hørt, at mennesket havde noget der var større end dem selv, som levede op i himlen, måtte der vel også være sådan noget her.

Stjernerne, var min første tanker. De havde hjulpet mig før, og havde altid været på min side. Det var dem der tog en i døden, når tiden var inde. Det var dem der levede i os. De måtte være betegnelsen for gud, som de kaldte det på jorden.

Mine øjne lukkede i, mens jeg bad om hjælp. Skidte nærmede sig, og jeg kunne ikke længere mærke min makkers nærhed. Han var flygtet, men det var også fint nok, for jeg ville ikke have, at han skulle blandes ind i mine problemer, jeg selv havde været skyld i var opstået.

Lyden af sko der trampede hen af vejen, stoppede.

”Vi må bede dig om, at følge med os” sagde en af mændene i et køling tone. Bare måden de tale ned til en, gjorde mig ophidset, at en uforudsigelig kraft vækkede sig i mig igen. Endnu engang kunne jeg ikke styre min bevægelser.

 Mine øjenlåg åbnede brat op, mens mit blik var op mod de uendelige glimtende stjerner, der nærmest kaldte på mig. Den samme svigende fornemmelse stak som små glasgår i mine øjne, dog ville de ikke lukke i. Denne gang prøvede jeg slet ikke at modsige kræften, da jeg vidste stjerne havde hørt mit kald.

”Hey tøs, hvad har du gang i?” sagde en anden hæs stemme, og rev fat i min arm. Straks trak han den til sigen og veg tilbage, ”hun brænder jo helt. ”

”Se hendes øjne! ” råbte en helt anden vagt. Mine øjne, hvad sker der med dem?

Straks vidste jeg, hvad de snakke om, da stjerne i mine øjne lyste op, og sendte små stød ud i rummet. Det var sket før, men hvad det betød, anede jeg ikke. Da jeg havde fået styr over mine muskler igen, vaklede jeg en smule. Vagterne tøvede ikke i et sekund med at gribe fat i mig, og føre mig videre.

Inden arbejdspladsen forsvandt bag mig, kunne jeg høre noget baske med noget, der mindede om vinger. Lidt ligesom en fugl- det de havde overalt på jorden.

Jeg kunne mærke en af vagterne blive anspændt, hvilket fik mig til at vende hovedet i den retning lyden kom.

 Foran os stod en Dadier. Et dyr, som mennesket ville kalde det. Den her Dadier havde var uhyre farlig, da den hverken havde en skinne på sine skarpe tænde, eller havde fået snittet toppen af de giftige følehorn. Vagterne veg en smule tilbage, med mig slæbene efter dem.

Pludselig kunne vi høre et hyl fra den, og den lød bestemt ikke venligt. Den lød truet, og var sikkert umådelig sulten. Inderst inde, hvad jeg måske håbet på, at få ledt opmærksomheden på en lidt anden måde. Det var ikke specielt hyggeligt, at jeg nu var i fare for at blive ædt.

Hvad lavede den egentlig her? Jeg troede Rådet havde meget overvågning på disse dyr, og havde fuld kontrol over deres sind med de små chip, der var blevet lavet specielt til dem. Åbenbart ikke.

Uden videre, mens vagterne blev ved med at slæbe mig videre hen ad vejen, fordi jeg ikke længere var i stand til at gå, snappede den efter os. Eller nok mere vagterne, da jeg var i god dækning mellem dem. Enten ville de redde mit liv, ellers også ville de bare ikke have, at jeg smuttede fra dem. Jeg troede nok mere på det sidste, da det lød mere logisk.

Med dens ene vinge der havde en umådelig flot lilla farve, slog den ud efter en af vagterne, som røg flere meter væk fra os, og havnede i en bunke affald. Hvis ikke det var fordi Dadieren stod og prustede emsigt foran os, ville jeg have grint.

Der gik ikke længe før to af vagterne begyndte at finde deres våbner frem, mens andre to vagter tog mig under armen, og første mig videre i et hastigt tempo.

”Giv slip på mig! ” råbte jeg, og slog ud efter en af vagterne. Det så dog ikke ud til at ramme ham spor, for han fortsatte uden at give den miste grimasse fra sig. Men jeg gav ikke op.

Mens de slæbte mig længere fra ’bæstet’ kunne jeg imens se, hvordan den gjorde det af med de to vagter der straks lå som en bunke affald. De havde ingen chance haft mod den, selvom de var bevæbnet. Det der undrede mig var, at den ikke spiste sin fangst, men forsatte i vores retning.

Alicia havde fortalt mig om dyr instinktet, og det var i hvert fald ikke sådan et dyr opførte sig. Den overlevede ved at finde føde, den havde ikke i sinde at dræbe, bare for at gøre det af med nogen – det måtte være noget helt galt her.

”Øh, den kommer over mod os” min stemme dirrede, men vagterne lod til at have hørt det, da de endelig gv slip på mig, og vendte sig om mod den. Jeg var som limet til jorden, selvom jeg godt vidste, at jeg burde løbe min vej. Det var nok derfor vagterne havde sluppet mig.

En af vagterne fik Dadierens horn lige ind i siden, så vagten landede med et bump ned på jorden. Straks kunne man se hvordan giften Sprudlede i hans hud og udartede sig til små brusene grønne bobler.

Mens han lå og glødede sig af smerter, gik den til angreb på den sidste vagt, der så skrækslagende ud. Mere skrækslagende, end alle havde været, da jeg nævne kærlighed i domsalen.

Til sidst stod jeg limet til jorden og stod med åbenmund, og rystede i bukserne af skræk. Jeg lukkede øjnene, og ventede på, at jeg ikke længere kunne mærke mig selv. Jeg tillod mig, at trække vejret den sidste gang, inden det hele ville være forbi.

Der skete aldrig noget.

Jeg åbnede forsigtig mine øjne, så  på Dadieren, som havde trukket sine vinger ind, og lagde hovedet på skråt, ligesom katten havde gjort, da jeg skreg af dens nærhed. Stille tog jeg armene om mig, og kiggede i dens øjne der ikke længere så faretruene ud.

Den var som sendt fra stjernerne. Ja det var den i hvert fald.

Jeg smilede stille, og uden videre, kom den stille tættere på mig, og lagde sig en anelse ned, tegn til, at jeg skulle hoppe op på den ryg. Det tog et stykke tid, blandt andet fordi jeg var en smule usikker på den, men også fordi den var på størrelse med en stor bil – hvis jeg skulle sammenligne den med en genstand på jorden.

Da jeg havde sat mig til rette, og gjorde alt for ikke at være i nærheden af dens følehorn, rejste den sig lidt for hurtigt op, og begyndte at lette. Jeg kom til at give et forskrækket gisp fra mig, men trak vejret tungt, mens den baskede med vingerne og fløj afsted.

Hvor hen den første mig hen, vidste jeg ikke. Jeg kunne kun håbe på, at den ville føre mig et sted hen, hvor jeg havde muligheden for at flygte, eller gemme mig i skjul fra Rådet

Det gik ikke længe, før den valgte at slå sig ned foran en af stationerne – den station hvor rumskibene befandt sig. Jeg blev sat ned på jorden, og klappede den blidt på siden, mens jeg mumlede et tak.

Den lettede igen, og fløj afsted op mod stjerne, så den ikke ville blive opdaget. Inden jeg kunne nå at lægge en plan, hørte jeg en velkendt stemme bag mig.

”Alkira, hvad laver du dog her? ” jeg vendte mig om, og så min far stirre chokeret på mig. Også en smule vred, men jeg lod mig ikke påvirke af det.

”Jeg må væk herfra. Vil du ikke nok hjælpe mig? ” jeg bad ham som aldrig før, og kiggede uskyldigt på ham, mens jeg foldede mine hænder sammen.

”Du ved det er imod reglerne. Faktisk burde jeg tilkalde vagterne. Ved du godt Rådet prøver at få fat på dig? ” jeg nikkede bare, og kiggede ned i det kølige metal gulv, som næsen befandt sig overalt her i de velhavende steder. Han gjorde ikke mine til at tage sin hologram frem, men trådte bare et skidt tættere på mig.

”Hvad sker der Alkira? Hvorfor gør du oprør imod samfundet? ” hans spørgsmål undrede mig. Troede alle og enhver virkelig, at jeg stod bag det kaos der skete her fortiden. Jeg fnyste irriteret og kiggede op på ham.

”Jeg har intet med de oprør der sker fortiden. Jeg har fundet ud af, at der for tiden går rygter i omløb om, at det er mig der står bag, men det er det ikke. Du min far, du bør vide, at selv det er over min standart” han blev pludselig tavs, som om han ikke længere vidste hvem hans datter laver. Men han tænkte vel også kun på, ikke at ende med en dom, som mig. De måtte være flove, men det var jeg ikke. Jeg var stolt af det jeg gjorde, og jeg står fast i det, lige meget hvor meget skyalaerne ville komme til at hade mig.

Han kom helt tæt på mig nu. Og i det jeg troede han ville tage fat i mig, tog han sit hoved hen til mit øre, og hviskede et eller andet vigtigt.

”Hvis du er hurtig, ville du kunne nå den næste rumskib, som tager afsted til jorden for sidste gang i de næste ti år. Du har fem minutter” hans ord gjorde mig målløs. Han forstod mig, han hjalp mig. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at den dag ville forekomme, men det gjorde den. Med glæden det susede ind i mig, gav jeg ham et ordentlig knus, og gav hurtigt slip, da det aldrig var noget jeg havde gjort her på Dynala. Han så virkelig skræmt ud, men jeg smilede bare skævt til ham.

”Far, kærlighed er ikke en forbandelse, det er en følelse alle burde opleve og få. Var det ikke dejligt at få et knus? ” han nikkede lidt usikker, og så stadig forskræmt ud.

”Så har du lige mærket kærligheden. Jeg elsker dig” uden at se hans reaktion, løb jeg atter forbi ham, mod den store station, der var foran mig. Der gik nogle få vagter rundt, men de lod ikke mærke til mig. Det der blev sværest var, at kommer igennem alt sikkerheden henne ved rumskibet. De var vel blevet klogere siden sidst.

Hastigt løb jeg lydløst hen af de mørke gange, og ind igennem de store mentaldøre.

Jeg nåede hurtigt rumskibet, men stødte uheldigvis ind i en person. Da vi var kommet til os selv igen, stirrede vi på hinanden. Foran stod en høj lyshåret dame, der lignede en vulkan, der snart ville gå i udbrud, eller retter sagt var begyndt. Nemlig min mor.

”Hvad i ad helvede laver du her! ” råbte hun. Det skulle vidst have været et spørgsmål, men det lød ikke til at være sådan. Hendes rasende stemme, fik opvakte opmærksomheden hos alle i lokalet. Jeg blev hurtig overmandet af en masse vagter, der endnu engang slæbte mig ud af det lokale, hvor rumskibet nu ville lette om bare to minutter.

”Giv slip. I forstå det ikke. I forstår ikke noget som heslt! ” vrælede jeg panisk, og tænkte som en gal, for at finde en smutvej. Jo mere jeg blev slæbt hen ad gangen, og der kom flere vagter til, så jeg, at jeg ikke andet kunne, end at give op.

Stjernerne havde hjulpet mig så godt de kunne. Pigen i mørket havde trukket mig til side, og fortalt mig om rygterne. Dadieren havde reddet mig fra vagterne en gang, og selveste Dyaus – min far- havde i sinde, at få mig væk fra dette helvede. Nu havde min mor så spolerede det hele. Den kvinde som havde født mig, og burde havde titlen mor. Hun fortjente den ikke.

Da jeg slæbende var i mine egne tanker, hørte jeg et ordentligt hyl fra højtalerne. Vagterne så chokeret rundt, og pludselig kunne man høre en stemme.

”Alarm, alarm. Kaos i Rådet. Flere tusinde er dukket op for at tilintetgøre alle. ” blev der råbt i højtaleren. Mens de andre løb afsted, og glemte alt om mig, stod jeg nu alene på gangen og smilte stort. Stemmen var min fars, og han havde lige reddet mig. Da jeg kom i tanke om, at der kun var få sekunder tilbage til nedtællingen, spænede jeg hen ad gangen og ind i lokalet.

5-4-3

Mit blik strejfede hurtig tallene som blev mindre. Jeg satte i løb, og kastede mig hen mod rumskibet, som jeg havde gjort første gang, jeg tog afsted. Her var kun to vagter, og de var slet ikke i stand til at kunne standse mig.

2-1…

Jeg nåede lige at få mit ben trukket ind over døren, som hurtig lukkede sig i. Jeg pustede lettet ud, og gemte mig over i en af hjørnerne, så astronauterne, ikke ville kunne opdage mig.

Mens jeg sad i mørket, mærkede jeg rumskibet blive skudt afsted i så stor en hastighed, at jeg svimlede en smule, men jeg smilte stadig. Jeg skulle tilbage til jorden – det sted - hvor jeg følte mig hjemme. Jeg grinte stille, og var nærmest ved at springe i luften som en supernova, af alt den lykke jeg havde indeni mig.

’Hvad gør man ikke for kærlighed’ det måtte være det nye motto. Det kunne godt være kærlighed gjorde ondt, men det var i bund og grund, fordi det betød så meget. For hvad gør man ikke for kærlighed, når den virkelig gælder?

Kærlighed er mere end bare en kæreste. Kærligheden til de mennesker som betød noget for en. Ens familie og venner, også en kæreste selvfølgelig. Kærlighed var opbygget med tillid. Uden tillid ville man ikke kunne færdes. For hvis ikke man stolede på hinanden, hvordan skulle man så kunne være en nær?

Jeg vidste nu, at min far havde mere i sig end de fleste. Han havde reddet mig to gange, og han troede på mig. Han var det man kunne kalde en far. Han havde nu udsat sig selv for fare, for at redde sin egen datter.

Han ville komme til at bøde for det, men han gjorde det af kærligheden. Den kærlighed jeg havde vakt frem i ham, da jeg holdte om ham.

_________

Uhh nu mærkede Alkiras far nogle følelser han sikkert ikke havde troet, han havde i sig!

Gad vide hvordan Alkira ville blive taget imod, når hun kommer tilbage på jorden - hvad tror du? 

Jeg er så taknemmelig for alle dem, som har set min historie, det giver virkelig motivation til at skrive videre! 

26-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...