Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5385Visninger
AA

16. Kapitel 14//dommen

Kapitel 14//dommen


Der var nu gået 2 måneder siden jeg fik min dom. Og i de måneder, havde jeg kæmpet mere end nogensinde. At blive en underordnede, var bestemt ikke en fornøjelse. Bare det, at skulle kunne overleve, tog alt ens energi. Jeg måtte ikke bo hos mor og far mere, men i et lidt for skummel kvarter i et lille rum, hvor man knap nok kunne holde varmen.

Det skulle lige siges, at jeg var blevet de 10 år. Selvom det var meningen, at jeg skulle i oplæring til en af de kategorier jeg passede mig ind, var det anderledes for mig. Jeg var blevet fastgjort, at jeg var en af de underordnede, og jeg var den eneste, i den alder, som kunne kalde mig det. Samma havde forældre, som var en del af de underordnede, men selv, var hun ikke blevet kategoriseret endnu – hvilket vil sige, at hun ikke var en af dem.

Alle under de 10 år, blev altid kategoriseret den tomme boks. Det var resultaterne der vidste ens rette sted. Jeg vidste endnu ikke hvor jeg hørte til –udover at jeg ikke følte jeg var en skyalaer mere- havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville blive en fremragende overordnet, hvis det stod til mig.

Som en underordnede, skulle jeg finde et arbejdsområde for at skaffe føde, strøm og tid nok til at have mit lille rum i det skumle kvarter.

 Her på Dynala, havde vi en anden måde at handle med, end penge. Vi handlede udelukkende med tid. Des mere man arbejdede, jo mere kunne man betale af med tid, på alle de udgifter der var til det lille rum, mad og mere til.

Dog var der er ulempe ved, ikke at have en høj status i samfundet. Jo længere man var nede, jo mindre minutter havde man i at arbejde. Lige meget var jeg begrænset. Jeg ville aldrig ave muligheden for at rejse mig, og gøre de ting jeg er gode til i samfundet. Fanget!

Efter de hårde 2 måneder, havde jeg endelig fået skaffet mig et godt job, fordi Rådet ledte efter nogle, som kunne tage sig af alt det affald Dynala samlede sammen.

Mit job var egentlig bare – sammen med andre underordnede – at kaste affaldet ud i rummet i det vi kalder affaldsrydderen. Skraldet ville ikke have muligheden for at svæve i intetheden, for straks, når det blev skudt ud i mørket, fyldt med stjerner, der oplyste uendeligheden, sprang det i luften. Hvorfor, vidste jeg ikke, men det var en smart funktion.

 Og når vi talte om noget der var smart, så var det i hvert faldt ikke den latterlige tid vi kun havde på det. Vi måtte højst tilbringe to timer om dagen på det, og det var simpelthen ikke nok.

Bare mit lille snavsede rum kostede en hel time at have om dagen, samt maden der til sammen kostede tredive minutter. Så havde jeg kun tredive til overs, som jeg gav ud nogle kriminelle tikker, som gik rundt og kukkelurede i skyggerne.

Jeg syntes det var så forfærdeligt synd, dels fordi jeg selv stod i en krise, men også fordi menneskene havde vakt nogle følelser i mig, som ikke burde være muligt.

Jeg havde medlidenhed. Jeg følte skyld, over, at jeg i alle de år jeg havde levet, intet havde gjort, for at rette op på den forfærdelige verden, som var skjult for øjnene af mig.

Det kunne godt være, at jeg ikke ville have endt her, hvis aldrig jeg havde været så dumdristig at bryde reglerne, men stadig efter de her måneder, fortrød jeg stadig ikke. Hvis der var noget jeg fortrød, var det, at jeg ønskede at komme ’ hjem’

 

Jeg vågnede med smerter i ryggen, da jeg rejste mig fra det hårde og iskolde gulv. Jeg havde ingen seng, og måtte derfor ligge på det beskidte guld, med en slidt tæppe, jeg havde sparet tid sammen til, at kunne købe.

Jeg havde intet tid tilovers i dag, så jeg måtte springe morgenmaden over, og håbe på, at arbejdet ikke var lukket i dag. Jeg havde det lidt på fornemmelsen, da det var fridag, for alle de underordnede.

 I modsætningen til alle dem over os, som havde hele tre dages frihed at tage af. Før hen var jeg en del af den velhavende familie. Vi havde stort set alt, og kunne sagtens leve et par måneder uden indtægter. 

Jeg skyndte mig at trække i den glimtende kjole, som jeg havde fået købt nede på Jorden. Ingen vidste, at den var derfra, og det forblev en hemmelighed. Det ville kun give yderligere problemer, og jeg syntes jeg stod i rigelige problemer for tiden.

Ingen havde i sinde, at komme og besøge mig – heller ikke Samma. Hun var sikkert ræd for, at hun ville ende samme situation som mig, hvis hun plaprede løs. Det skulle lige siges, at jeg havde hørt rygter om, at hun var kommet indeni kategorien stjernefanger, og var godt i gang med læringen. Jeg var glad for hendes vegne. Hendes familie havde lidt nok, og nu måtte hun vise, at deres omkreds, ikke var onde mennesker, bare fordi hendes bedsteforældre, lavede rod i systemet.

Da jeg havde fået tankerne rystet fra mig, gik jeg ud på de mørke gader. Bare ved at færdes rundt her, blev man i et mut humør. Her manglede virkelig farver og glimmer, selvom stjernerne konstant var over os, var det slet ikke nok for mig.

Alle de passageren, der slentrede forbi, gav mig nogle nysgerrige blikke. Det var heller ikke hver dag, man så en ti årige rende rundt i sådanne kvarter, uden at have vokset op her. Faktisk så jeg sjældent nogen i min jævnalder, men det generede mig ikke så forfærdeligt meget. Dog efter de to måneder, var – dem som altid gik her på stedet- virkelig venlige. De hilste altid på mig, og jeg kunne se deres glæde i øjnene. Noget Skyalaer ikke vidste. Men her var det anderledes. Jeg havde aldrig mødt nogle Skyalaer så søde, som de underordnede. Jo mere jeg så det, des mere, var jeg opsat på, at vi måtte stamme fra mennesket, på en eller anden vis.

”Alkira, hvordan har din hvile været? ” råbte en person efter mig. Hurtig rettede jeg blikket til min venstre side, hvor jeg kunne ane en person i skyggerne. Med lidt modvilje gik jeg der over af ren høflighed. Jeg syntes, jeg kunne genkende stemmen, men skyggerne gav mig altid sådan en ubehag, da man ALDRIG vidste, hvad der kunne gemme sig henne ved dem.

Da jeg kom tættere på, kunne jeg ane et velkendt ansigt. Jeg smilede en anelse, og tog et skridt nærmere. Det var manden jeg altid gav lidt tid, så han lige kunne overleve på de tomme gader.

”Jamen hej Akash, det har været fint tak. Hvad med dig? ” svarede jeg ham taknemmeligt, selvom vi begge vidste, at vores hviler aldrig ville være i nærheden af godt. At ligge på gulvet (i nogle tilfælde gaden) var ikke noget man kunne kalde et luksuøs ophold. Jeg brokkede mig ikke, for jeg var bare taknemmelig for, at jeg overhovedet havde chancen for, at have et lille rum, hvor jeg kunne være for mig selv.

”Det var fint nok.”

Vi faldt en smule i snak. Efter lidt tid døde samtalen hen.

”Hvor var du på vej hen? ” spurgte han pludselig om, da jeg var ved at vende mig om, for at gå videre. Hans ansigt fortrak ikke en mine, men bare hans nysgerrighed og betænksomhed, fortalte meget om hans personlighed.

Han måtte da have oplevet noget? Efterhånden som jeg stødte på disse skyalaer, kunne jeg se en smule menneske i dem. Dog lyste deres øjne stadigvæk kraftigt af stjerne. Især når man var op i årene, blev stjernerne inden i sig meget stærke, fordi de overtog en.

”Jeg skulle egentlig bare se, om mit arbejde havde åbent, for jeg har ikke mere tid, og jeg er virkelig sulten” sagde jeg lavmælt, og vendte mig helt om mod ham igen. Jeg lænede mig op af en væg, men forblev ude af skyggen for en sikkerhedsskyld.

”Jeg har hørt her til morgen, at den skulle være lukket i dag” Jeg nikkede, og skulle igen til at vende mig om at gå, da han tog fat i min arm. Med et lille hop, for jeg op, og så forundrende på ham.

”Jeg har 10 minutters tid, som du gerne må få. Du har været så venlig mod mig, da jeg havde allermest brug for tiden, og nu må du gerne få dem her. ” jeg så chokeret på ham, og trak min lille metal dims op af lommen, som han hurtig tog i sine hænder. Mens jeg så på, overførte han de ti minutter over på min metal dims. Der efter, så jeg taknemmelig på ham, takkede ham flere gange, og løb hen til det nærmeste sted, hvor man kunne få fat i noget mad. Jeg kunne ikke lide det de serverede her, men jeg var så sulten, at jeg ikke kunne holde det tilbage længere. Jeg havde hellere ikke rigtig fået noget de sidste 24 timer, så jeg behøvede det.

Mens jeg sad og nød min mad – som at proppe det i mig-  studsede jeg lidt over, den samtale Akash og jeg havde haft

 Han havde fortalt, at han engang havde været en af forskerne. Men fordi han ikke kunne indordne sig efter de regler der fulgte med, blev han anset som en kriminel. Og i virkeligheden ønskede han ikke at være forsker, hvis ikke han måtte udtrykke sine holdninger – og i det mindste have nogen. Så ville han meget hellere leve i skyggerne.

Han fortalte mig, at der i alt var otte kategorier, da jeg havde sagt, jeg ikke vidste hvor mange der var.

Først kom Rådet, hvor de overordnede, og dommere blandt andet var. Derefter astronauter, stjernefanger, forskerne, teknikkerne, underviserne, de underordnede og til sidst skralderne, som var de kriminelle, der leverede i skyggerne – en som ham.

Her i samfundet, blev man delt op i kasser, og det havde man bare at finde sig i.

 

Da jeg var færdig med at spise, føjtede jeg lidt rundt i kvarteret. Havde nogle enkelte samtaler med de forskellige skyalaer, der gik udtryksløse rundt i gaderne –ligesom jeg selv. Der var ikke rigtig noget at give sig til, hvilket gjorde, at timerne føltes så lange.

Da jeg var på vej, skete der endelig noget på gaden. Dog ikke helt det, som jeg havde håbet, men i det mindste var der liv på gaden nu.

De få, vi var, som gik rundt, stoppede pludselig op. Efter deres reaktion, gjorde jeg det sammen. Hvis jeg skulle være helt ærlig, vidste jeg ikke, hvad der ville ske, men fulgte bare de andres handling – nemlig at trække sig væk fra stedet. For første gang, trak jeg ind i en skygge, så jeg ikke var helt til at se i stjernernes klarheder.

Hen ad gaden kom nogle af de overordnede gående. De var klædt pænt i det formelle tøj, og som altid, blev der skam ikke sparet på glimmeret. Jeg kiggede nysgerrigt til, da de nærmede sig en gammel indsunket mand, som lå op af en væg, med en hætte over sit hoved.

En klump voksede sig i min hals, men jeg flyttede ikke blikket et eneste gang. Da de rev hætten af ham, slog han øjnene op med det samme af forvirring og en del vrede. Man skulle aldrig vække en skralder fra deres hvile.

”Hvad vil i? ” spurgte den gamle i en gnaven tonefald, mens han rejste sig fumlende op, og tørrede skidtet af hans lasede tøj af. Hans tøj var så gammelt og ulækkert, at det ikke stod til at redde, men jeg kunne godt lide, at han rent faktisk vidste sin værdighed.

”Har du set en lille pige. Hun er cirka så høj” spurgte manden, og vidste med hans hånd, og høj den pige han snakke om var. Den gnavne mand rystede på hovedet, og gik ind i skyggerne. Den mand som havde spurgt efter pigen, vendte sig om til den anden mand.

”Hvad sagde du pigen hed? ” så han spørgende på sin makker.

”Mener nok det var Alkira” svarede han, og kiggede sig omkring. Da de sagde mig navn, voksede klumpen i halsen. Med lydløse skridt bakkede jeg længere ind i skyggerne, da jeg ikke ville opdages. Hvad ville de dog; straffe mig yderligere?

Jeg gav et lille gisp fra mig, da jeg stødte ind i noget hårdt, men varmt. Det var bestemt ikke en væg. Af rene refleksioner vendte jeg mig om, og skulle lige til at skrige, da en hånd blev lagt over min mund, og jeg blev taget længere ind i mørket. Jeg fægtede med mine arme og ben, men det hjalp intet. Jeg vidste ikke helt hvad der var værst lige nu. At blive slæbt længere ind i mørket, eller blive afsløret af de overordnede.

Da jeg ikke længere kunne se eller høre dem, blev hånden fjernet fra min mind. Med hastige bevægelser, fik jeg personen skubbet væk fra mig, så vi nu stod overfor hinanden. Godt nok var her mørkt, men personen havde en lille tingest i hånden, der lignede en chip, som lyste hendes ansigt op. Personen var en ung pige omtrent de femogtyve år. Hun havde modermærker overalt på panden, men ingen andre steder. Hun havde mørkt langt sjusket hår, som godt kunne trænge til en omgang pleje. Hvilket mit også kunne, men mulighederne var der ikke. Hun var enormt beskidt i huden, og var helt sikkert en skralder.

 Hun sendte mig et skævt smil, hvilket undrede mig en smule. Ingen plejede at smile, udover menneskerne.

”Hve – hvem er du?” fumlede jeg over ordene, mens jeg stod og rystede en smule. Hvis det skulle være rigtig, ville jeg var vred og skælde ud, men hun havde tekniskset fået mig i sikkerhed. Hun lignede i hvert fald ikke ligefrem en der ville gøre mig ondt. Men hvad ved jeg.

”Kald mig bare skralder. ” sagde hun meningsløst og fortsatte” du skulle måske passe lidt mere på i gaderne. Hvis de havde opdaget os, havde ikke kun du været i fare, men sandelig også mig. ” hun lød lidt beskyldende, men jeg tog det ikke så tungt, efter alt det jeg havde været udsat for her på det sidste.

”Det må du undskylde. Har du nogen anelse om, hvorfor de vil have fat på mig? ” Normalt sagde man ikke undskyld her, og det chokerede hende også en del. Hun slappede dog hurtig af igen, og fik sit neutrale udtryk igen, inden hun svarede.

”Jeg aner ikke, hvorfor de er ude efter dig, men det du har udsat Dynala for, vil ikke blive glemt i lang tid. Alle ved det, alle taler om det, og de tror vel sikket, at det er dig der sætter rygterne i gang” forklarede hun mig, igen som om alt var meningsløst.

”Hvilke rygter? ” tænk der gik rygter i omløb, uden jeg havde hørt noget. Og nu var de ude efter mig, sikkert for at rydde mig helt ad vejen.

”Tjo, blandt andet, at du står bag det oprør som skete her for et par dage siden inde i de velhavende byer”

”Oprør? ” hun kiggede lidt irriteret på mig, som om jeg var en ti årig der ikke forstod noget som helst. Men det gjorde jeg vel heller ikke. I hvert fald ikke det her. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg gik og lurede omkring hjørnerne, for at fange oplysninger.

”Okay jo mere jeg snakker med dig, jo mindre tror jeg, at du står bag. ” hendes kommentar gjorde mig virkelig sur.

Tænk at hun kunne stå der og tale ned til mig, bare fordi jeg var en mindreårige, som havde været nysgerrig og dumdristig. Så kunne jeg i det mindste glæde mig over, at jeg havde erfaringer hun aldrig ville komme til at kende til.

Jeg havde sådan en trang til at påpege hendes upassende opførsel, men i stedet gik jeg min vej, uden at sige det mindste. Jeg så ikke tilbage en eneste gang, og til mit held lod hun mig gå.

Jeg måtte bare væk herfra, så jeg ikke blev opdaget. Her var slet ikke sikkert mere. Mindre end der havde været i forvejen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...