Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5381Visninger
AA

15. Kapitel 13//Forhør

Kapitel 13//Forhør


De 48 timer det tog at rejse hjem, virkede ufattelig længe. Jeg sad for det meste bare henne i sædet, mens jeg så ud i uendeligheden. Jeg havde så mange blandede følelser. Det kunne godt være, at jeg ville hjem, men det var sandelig også svært, at skulle forlade jorden.

Jeg kunne remse så mange ting op, af det jeg ville komme til at savne. Såsom Elizas druesaft. Maden generelt. Deres omsorg. Den humoristiske kristendomslærer, og den min viden, som blev sat på prøve hver evig eneste dag.

Jeg var nu nået hjem til Dynala, og ventede egentlig bare på, at skulle til forhør ved Rådet.       

Da jeg ankom til stationen, stod der straks en masse mennesker. Vagter, underordnede, stjernefangere og ikke mindst overhovederne i Rådet – hvor min mor desværre var i blandt.

Da jeg mødte hendes blik, var hun rasende, men forholdte sig roligt, da det ikke ville blive et kønt syn, at lade vreden slippe foran så mange skyalaer.

Bare det, at se dem, blev jeg ikke i tvivl om, at en hård straf var i vente. Fair nok, men jeg ville ikke lade dem gå glip af hvad jeg havde oplevet, og ikke mindst opdaget omkring mennesket.

Der gik ikke mere end fem minutter, inden en af vagterne første mig hen til den celle jeg skulle tilbringe min tid i, inden jeg havde fået min dom.

                                                                                           

Jeg havde endnu ikke set Nabha eller Samma, men de ville helt sikket dukke frem, når jeg om få minutter, skulle stå i retten. En del af mig, håbede, at ingen jeg kendte, ville være der. Jeg følte mig høj grad forlegen, og jeg ønskede ikke, at nogle skulle opleve mig sådan her.

En ting var dog sikkert, når jeg sad derinde foran dommeren. Jeg ville fortælle dem hvordan det var, at færdes et andet sted. Hvordan menneskets liv var, og kærlighed føltes.

Jeg ville fortælle dem alle de ting jeg havde været i gennem, om det så gjalde, at straffen blev forøget. For jeg ville have dem til at sætte sig ind i, hvordan det var, at være i blandt mennesket.

Mens jeg sad sammenkrøbet på gulvet, med ryggen op af muren, kiggede jeg ud af det store vindue, som lyste rummet op i flotte nuancer.

Gad vide om stjernerne ville hjælpe mig ud af det her helvede, jeg har slæbt mig selv ind i. De havde trods alt været en stor hjælp på jorden, men om de var stærke nok til at hjælpe mig her, anede jeg intet om. Men man havde vel lov at håbe.

Selvom tingene ikke helt var som jeg havde håbet, trak jeg alligevel på smilebåndet. Alt var håbløs, men alligevel plantede der sig et håb i mig. Et håb mennesket havde givet mig. Håb, som jeg ikke var i besiddelse af, inden jeg mødte mennesket, og især Alicia.

Når jeg blev stor, ville jeg være som hende. En flot ung dame fuld af positiv energi, og ikke mindst medmenneskelighed. Jeg ville ikke være som, skyalaerne, for jeg ville være empatisk og omsorgsfuld. Når jeg engang ville få børn, ville de skulle mærke til kærlighed, hvis altså ikke samfundet nægter mig at føre arven videre.

Jeg havde et par gange før, hørt om skyalaer, som havde gjort noget virkelig skidt for vor samfund, og dermed fået forbud mod det. Jeg har aldrig syntes om den straf, da alle skulle have en chance for, at kunne gøre det godt igen.  

På grund af mine oplevelser her de sidste par uger, havde jeg lært at stille spørgsmål- og være kritisk over for samfundets regler. Takket være Alicia, som konstant fyldte mig med undrende spørgsmål, omkring Dynalas levemåde.

Jeg fór op fra gulvet, da den store metal dør gik op. En kilden fornemmelse borede sig i min mave, mens en af vagterne tog fat i min skulder og første mig fremad. Det var mærkeligt, at gå ned af de mørke gange, der var dækket af metal, hologrammer, og ikke mindst ledninger over alt.

 Der var nogle få forbi passagerer, der kiggede ondt på mig, som havde jeg slået en ihjel. Hvis der var en ting skyalaer var gode til, så var det helt klart, at reagere med vrede.

Inden jeg skulle ind foran retten, fik jeg besked på, at tage en farverig kjole på fyldt med bløde fjer. Den var egentlig rimelig flot, men glimtede slet ikke, hvilket var en skam.

Jeg fik af vide, af vagten der havde ført mig hertil, at jeg bare skulle træde ind igennem den store dør, som stille åbnede sig op.

Jeg gik nogle skidt, inden jeg stoppede brat op, da eg bemærkede de mange skyalaer der sad ned på tilskuer pladsen, og kiggede i min retning. En ubehagelig kvalme kom frem, samt en kilden fornemmelse i maven. Jeg sank op til flere gange, og prøvede ihærdigt, ikke at trække vejret, så jeg ikke tiltrak yderligere opmærksomhed.

En hånd lagde sig på min ryg, og skubbede mig hårdt ind i den store sal, så jeg blev nødt til at forsatte, ned af den store trappe, for at nå hen til den ledige stol, som befandt sig i centrum. Jeg sank endnu engang, og dumpede ned på stolen, med et nervøst udtryk.

Der var fuldstændig tavshed, indtil jeg kunne høre dommerens sko hen ad det kolde gulv, med en kæmpe pelskjole der glimtede mere end noget andet. Synet var så smukt, da det nærmest blendede mine øjne.

Jeg klippede lidt med dem, og så rundt i lokalet, hvor de fleste nu havde rettet blikket mod dommeren. Forsigtig lod jeg suge lugten til mig, for derefter at puste stille ud. Det var beroligende.

”Velkommen tilbage på Dynala Alkira. Vi har hørt de frygtelige hændelser, som du desværre har begået. ” Startede dommeren ud med at sige.

Han holdte tonen, men lød en anelse kølig i hans hæse gammelmands stemme. Han kiggede med hans lysende blå øjne ned på mig, og det var dér, jeg fik øje på alle de modermærker han havde i ansigtet. Hele hans hoved var fyldt med dem, dog var de meget utydelige.

Jeg rømmede mig en smule og nikkede bekræftende til hans ord. Hvad skulle jeg ellers gøre, benægte? Nej, det ville ikke føre til noget godt, for jeg var taget på fast gerning.

Vi vil starte med at forhøre dig, og derefter vil vi tage stilling til, hvad straffen bliver. Som du nok ved, er dette tilfælde kun sket en gang før i hele vores historie” mindede han mig om, og gav mit et bestemt blik, som fortalte mig, at jeg virkelig var på den. Jeg bed mig hårdt i underlæben, og borde mine negle ned i mine fugtige klamme håndflader.

”Jamen så lad os få det overstået” han hostede en enkelt gang, og ellers trykkede han bare på hologrammet som lyste over ham. Der kom et buldrende hyl, som tegn på, at vi nu var gået i gang. Igen var her helt stille, indtil der kom en lys ovre fra den anden side.

Jeg vendte mit hoved i den retning, og så et langt bor, hvor de overordnede sad. Og heriblandt var min mor. Der var ikke mange der havde fået tildelt så stor en rang i vor samfund, så det måtte pine hende en del, at hun skulle sidde her, og lade som om, at jeg ikke var hendes datter.

 Lige nu var jeg også lidt ligeglad, for hun havde aldrig været som en mor for mig; hvis altså man sammenlignede Eliza og hende.

Et host kom ovre fra sidelinjen igen, idet jeg kiggede forundrende derhen, sad de alle over så afventet på mig. Jeg sænkede skulderne en smule, og tog mig selv i, at havde siddet i min egen verden. Jeg spurgte om personen der havde stillet mig spørgsmålet, kunne gentage det igen, og det gjorde vedkommende – dog i en irriterende undertone, ups.

”Jeg spurgte dig om, hvorfor du valgte at træffe den beslutning, at bryde reglerne og tage med ned på jorden” det var damen med det lange lyse hår - ved siden af min mor - som havde stillet spørgsmålet. Inden jeg svarede, satte jeg mig godt ind på den alt for hårde stol, og blinkede et par gange.

”Min bedstefar havde altid fortalt mig, at mennesket var i besiddelse af noget vi ikke havde her på Dynala. Jeg blev bare nysgerrig, og da jeg så hørte, at i havde planer om, at tage til jorden igen, efter mange år, tog jeg chancen, for at se, om bedstefar havde talt sandt med hensyn til det” Da jeg havde talt færdig, var jeg ikke helt tilfreds med min formulering. Det lød så indviklet og uforstående, men i virkeligheden, var det jo ret simpelt. Jeg var dumdristig og nysgerrig. Det var Samma jo også, hun gjorde bare ikke det som hun havde i tankerne.

”For det første, så hed han Gagan. Som du nok har glemt, så tolerere vi ikke, at man tiltaler folk via en titel Alkira” det var helt klart min mor der havde ordet nu. Hun lød meget skuffet, og i den grad arrig.

”Så Hiraani, du ved udmærket godt, at den lov ikke er blevet vedtaget endnu, så i princippet, så kan vi ikke beskylde hende for at udtale Gagan via en titel” Jeg gemte mit smil på læben, da dommeren havde rettet på min mor. Hun var ikke vant til, at nogle skulle svare hende igen. Jeg kiggede hurtigt over på hende, og hun lignede en der kunne fare op når som helst. Ikke nok med, at jeg havde sat hende i et dårlig ry, så havde hendes udtalelse heller ikke gavnet hendes situation. Dog sagde hun ikke et ord mere, men lod vreden vente til senere. På en måde håbede jeg, at jeg ikke ville komme med hjem bagefter, hvis hun valgte at få i udbrud dér. Ærlig talt magtede jeg ikke hendes ligegyldige indvendinger.

”Jeg har lige nogle spørgsmål med hensyn til din udtalelse før Alkira” en dame rakte sin hånd oppe i vejret, så jeg kunne se hvem jeg skulle fokusere på.

”Hvad var det for noget Gagan havde fortalt dig om? ” alles blikke lænede endnu engang afventet på mig. Jeg så en gang rundt i lokalet. Nogle så utålmodige ud, andre sure. Den eneste som ret faktisk vinkede til mig, og sendt mig et kæmpe smil, var Samma. Jeg vinkede svagt igen, og sendte hende et skævt smil, inden jeg vente mig om.

”Altså, han havde altid sagt, at kærlighed gjorde ondt. Kærlighed som kun mennesket er i besiddelse af. ” jeg havde ikke lyst til at uddybe det yderligere, for rådet måtte have hørt om det før.

”Hun burde have en straf for at nævne det ord. Hun bringer Dynala i fare, og ikke mindst alle andre. Send hende ud i rummet” råbte en ude ved tilskuer rækkerne. Dommeren tyssede, og hamrede i bordet foran ham.

”Send manden ud, han har ingen ret til at give sin mening til kende” råbte dommeren, og straks kom et par vagter og rev manden ud af den store metal dør, som jeg var kommet ind fra. Et stik af dårlig samvittighed ramte mig.

Måske havde manden ret. Måske skulle tingene bare blive som det var her på Dynala, selvom det ville være rart, at de blev som mennesket.

Denne gang tog dommeren over.

”Jeg ved, at du hele din opvækst, har fået fortællinger af Gagan. Din familie havde, da du var fem år gammel, kontaktet mig, for at skille os af med ham. Han havde før du blev født, gjort noget kriminelt, og havde skabt kaos i hele Rådet, samt befolkningen. Gagan var en skidt karl, og du er ved at gå samme vej Alkira. Jeg beder dig komme til fornuft. ”  Hans tilståelse chokerede de fleste af os herinde. Nogle gispede, andre råbte, og blev derefter ført ud af vagterne. Og jeg sad handlingslammet og så på, mens kaosset fandt sted i salen.

Den velkendte hyl kom ude fra siderne, og straks blev der stille i salen.

” De eneste som har ret til at sige noget, er de overordnede, Alkira og jeg. Hvis ikke det er til at forstå, så bliver der tildelt straf til de enkelte” dommerens ord fik straks lukket munden på alle og en hver. Selv de overordnede.

”Jeg har altid fået af vide, at min bedstefar døde i en alder af firs år, men nu sidder du og siger, at skilte jer af med ham. Hvad skal det så lige betyde? ” sagde jeg lavmælt, inden jeg nåede at holde igen. Jeg fortrød straks mine ord, da dommerens bitre blik landede på mig.

”Det er ikke relevant. Det som er vigtig at få til kende her, er om du står fast i din overtrædelse” afgjorde han, og så spørgende på mig. Jeg gav et lille nik fra mig.

”Godt, jamen hvis ingen har noget yderligere sige, så stopper vi forhøret her” fastgjorde han nu. Inden han trykkede på den samme knap igen, så den brummende lyd kom, brød min mor ind.

”Alkira. Gagan var ikke et godt menneske, fordi han gjorde præcis som du gjorde. Han forlod Dynala for at udforske menneske verdenen. Vi ved stadig ikke, hvorfor han præcis valgte at rejse til jorden, men det siges, at have noget med kærlighed at gøre. Da han kom hjem igen, med et knust hjerte, var han ikke til at redde. Han var såret af forbandelsen” min mor holdte intet igen, og det undrede mig, at hun kaldte kærlighed for en forbandelse.

En tanke slog mig pludselig.

Selvfølgelig, min fars rumskib -Gagan-  var arvet fra hans far. Det var hans rumskib, den som han flere gange havde fløjet til jorden med, for at møde menneskeheden. Han havde været en astronaut. Jeg havde en underlig følelse af, at han var et eller andet set henne, men hvor havde jeg ingen anelse om. Han kunne ikke være død. De dræbte da ikke som en form for straf?

Da jeg valgte ikke at svare hende, trykkede dommeren endelig på knappen og lod lyden fylde salen. Straks startede små samtaler, så en summen af stemmer lød alle vegne, mens to vagter tog fat i mig og førte mig ud for døren.

 Nu var det op til dommeren og Rådet, at få tildelt den rigtige straf. Imens opholdte jeg mig ude på gangen med hænderne på ryggen, for sikkerhedens skyld.

Det var lidt latterligt, for hvad kunne jeg –en pige på ni år- gøre imod to fuldvoksne mænd, der uden tvivl var bevæbnet og trænet. Jeg fnøs, og trippede lidt med den ene fod af nervøsitet.

Gud hvor jeg savnede Jorden!

Efter ikke så lang tid, blev jeg kaldt ind til afgørelsen. Jeg satte mig samme sted som før, dog var her kun de overordnede og dommeren, da tilskuerne åbenbart havde fået for nok viden til forhøret.

 De var sikkert bange for, at de ville stille sig kritisk overfor det med min bedstefar, men det var jo det der kørte et samfund. Hvis ikke vi snart får lov til at tænke selv, ville fremtidsudsigterne blive dårlige. Jeg talte udelukkende af erfaring.

 ”Nå Alkira, vi er alle blevet enige om, at du nu skal leve som en underordnede. Du vil indtil videre ikke have adgang til at få placeret et højere status, eller komme i den kategori du i teorien tilhøre, som tingene ser ud nu. Så længe du er en trussel for vores samfund, må du forblive i en kategori, hvor du intet har at skulle have sagt. ” remsede dommeren op.

”Men..” kom jeg til at afbryde, da jeg opdagede, at han ikke var helt færdig med at snakke. Med et stik i hjertet tog jeg mig for munden, og kiggede ned i det farverige bord.

”.. Som jeg var ved at sige, så er det her allersidste chance, ellers må vi gå til den sidste og værste beslutning. Vi vil mødes engang, når der er gået et halv årti, så må vi se om vi kan ophæve dommen lidt, og tage dine fremtidsudsigter op. ”

Jeg tog mig selv i, at kigge hen på mig mor, der straks fjernede blikket fra mig.

Hun var skuffet. Skuffet over hendes egen datter. Hun elsker mig ikke, og havde aldrig gjort det. Hun nægtede slet ikke, hun hjalp mig ikke, selvom hun tydeligvis vidste, jeg havde gjort noget dumt. Men jeg er vel også kun et barn.

Alicias mor ville have været der for hende. Uden jeg kunne beherske mig, trillede en tåre ned af min kind. Med hurtige og fumlende bevægelser fik jeg tørret den væk, med kjolens bløde fjer. Nogle chokerede blikke landede i de øjne, som stirrede på mig.

 Jeg snøftede en gang, og var ved at rejse mig, da endnu en stemme lød.

”Sæt dig tilbage Alkira, vi er ikke helt færdig” sagde dommeren en anelse påvirket af mit humør. De havde vidst ikke oplevet nogle, der rent faktisk vidste sine følelser med saltede tåre.

”Vi har lagt mærke til, da du sad herinde til forhøret, at dine øjne har mistet nogle stjerner. De er blevet opslugt af mørket, som vi kalder det, og det var nøjagtig sådan vi så Gagan, da han sad sørgmodig til sit forhør. ” han lød oprindelig bange i sin stemme, hvilket gjorde mig til overrasket. Havde jeg virkelig ændret mig så meget på få uger?

”Ingen tvivl om, at du skræmmer os, men vi har valgt at give dig en chance, fordi du er så ung, og sagtens kan nå at ændre dig, hvis du vil. Glem ikke hvem du er, og hvor du hører til. Menneskene er onde. De forbander folk, og giver dem tilstrækkelig med smerte. Din mor har vel fortalt dig, at man kun kan stole på sig selv? ” dommeren forsatte med at sniksnakke, og jeg nikkede bare fjernt. Jeg magtede ikke at høre mere. Jeg tænkte kun på, at jeg i resten af mit liv ville skulle leve som en underordnet, for jeg ville aldrig ændre min holdning eller livssyn. Mennesket havde forandret mig, på en god måde. Om de så mente, det var en forbandelse, så var det uden tvivl en GOD en.

”Jamen så siger vi tak for nu. Du vil få en time, til at pakke dine ting sammen, og følge med en af vagterne” afsluttede han, trådte ned fra trinnet -som han stod på, for at kunne nå op til det høje dommerbord- for derefter at traske ud af bagdøren. Straks blev jeg ført væk, og vidste, at jeg sikkert ikke ville skulle se Samma, Nabha, min mor og far igen.

Jeg ville hjem. Hjem til Barretts familien.

______________

Her kan man virkelig mærke hvor meget hun sætter spørgsmålstegn for det hun kommer fra, og hvor meget hun har udviklet sig i de få uger hun har været på jorden.

Jeg må sige, at dette kapitel har været lidt af en udfordring, men også enormt spændende at skrive. Jeg håber i kunne lide hvad i læste!

23-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...