Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5393Visninger
AA

14. Kapitel 12//Befrielse

Kapitel 12//Befrielse


Der var nu gået syv timer siden jeg blev lukket inde her. Ikke fordi jeg havde et ur på mig, men fordi jeg indtil videre havde haft besøg af nogle forskellige læger syv gange. Klokken var derfor omkring de syv-otte stykker om aftenen.

De skyalaer der havde fået bud på at hente mig hjem, var sikkert allerede dukket op. Mon om Eliza eller Alicia havde opdaget dem. Helst ville jeg ikke have de skulle møde dem, men hvis de kunne hjælpe med at finde frem til mig, ville det være perfekt.

For lige nu kunne jeg virkelig godt trænge til at komme ud af det her mørke beskidte rum. Der var virkelig indtrængende her, og til mit held, havde en af lægerne været så venlig, at åbne for udluftningskanalen, selvom jeg i teorien ikke behøvede det.

Tanken om, at der sikkert ville gå meget lang tid, før jeg kunne sætte en fod ud på den anden side af døren, gjorde mig bare mere rastløs, især fordi jeg følte, jeg havde siddet herinde i flere dage, hvilket jeg langt fra havde.

Der var intet at give sig til, udover at skrive eller tegne i den blok en af lægerne var kommet med. Den var realt til mine tanker og hukommelse, hvis jeg faldt over noget nyt. Dog brugte jeg den bare til at lave mønster i.

Dog lavede jeg streger i væggen. Hver steg var en læge, som havde kommet og besøgt mig. På den måde ville jeg have styr på, hvor lang tid jeg havde siddet herinde. Uintelligent var jeg i hvert fald ikke.

Jeg smækkede hurtig blokken sammen, og lage kuglepinden på bordet, da jeg hørte et klik, som kom fra låsen. Den gik roligt op, og ind kom en smilene dame.

Hun havde et flot langt krøllet hår, og et stort rundt modermærke på hagen. Hun havde ikke været herinde en eneste gang. Faktisk havde jeg slet ikke set hende før, selvom man skulle tro jeg havde fået et glimt af alle der arbejdede her. Gad vide hvor mange der var sådan et sted?

”Hej, du må være Sky” jeg nikkede bekræftende, idet hun forsatte, ”Jeg er Chloe Jackson, og forsker her på stedet. Jeg er blandt andet en af dem, der har undersøgte dit tøj og det ugenkendelige i blodprøverne” Præsenterede hun sig. Hendes smil falmede en smule, men hun så stadig venlig ud, på en ret kvalmende måde. Dog var hun mere behagelig at være i nærheden af end Ian, men hvem var ikke det?

Jeg fortog mig ikke andet end at nikke fraværende. Ærligt sagde deres besøg mig intet.

 De daværende gange, var de bare kommet ind for at høre, hvordan det gik til, hvilket nok var indlysende. Det gik ikke specielt godt, men jeg svarede dem ikke. Nogle serverede lidt mad til mig. Gud hvor jeg savnede Elizas druesaft, hvilket de ikke kunne servere til mig – havde nemlig spurgt ind til det.

Denne gang blev vidst noget andet, for hun tog plads på den eneste stol der var her i rummet, inden hun kiggede over på mig igen. Jeg fik en underlig trang til at stirre hende ind i øjnene, men det ville kun medføre en fortumlet forsker derefter. Jeg måtte forholde mig rolig.

”Jeg har fået besked på, at du skal trække i vores sæt tøj, som vi udlevere til alle der opholder sig her på afdelingen” hun rakte et par hvide bukser frem, samt en hvid trøje. Det lignede noget lægerne havde på, kridt hvid og helt rent. Jeg rystede på hovedet for at benægte, men hun rakte det alligevel hen til mig.

”Nej” prøvede jeg at udtrykke mig, men denne gang så hun bare strengt på mig.

”Jeg følger reglerne her, og det samme burde du gør” mindede hun mig om i et bestemt tonefald. Hun lød ikke helt så flink længere, som da hun kom herind.

”Jeg nægter at skulle af med mit tøj” svarede jeg igen, mens jeg lagde armene over kors, i forsvars position. En sitrende fornemmelse kravlede sig op ad min ryg. En ubehagelig kraft kom nærmere, jo mere jeg skulle stå og benægte, mens hun insisterede.

”Jeg sagde nej” råbte jeg høj, så jeg selv fik lidt af en overraskelse. Jeg kiggede ikke over på hende, men kunne tydelig mærke hendes chokerende blik hvile på mig

Mine øjne begyndte at svige, og uden jeg var herre over det, løftede mit hoved sig, så mine øjne fandt hendes. Hun kiggede stadig med hendes overraskende blik, ind i mine. Efter bare få sekunder ændrede de form, til at blive fjerne, som havde der lagt sig en hinde af tåge over hende pupiller. Musklerne i hendes ansigt falmede, så hun bare stod udtryksløs og kiggede ind i mine stjerneøjne, som selvfølgelig valgte at vise sig fremtrædende.

Da det gav et spjæt i hende, og prøvede at løsrive sig fra mit blik, holdte stjerne hende endnu mere fast inde i uendeligheden.

Jeg havde stjerne på min sidde nu. De var muligheden for, at jeg kunne flygte. Men jeg havde endnu ikke oplevet hvad der ville ske med et menneske, hvis de så alt for længe ind i mine stjerneøjne. Ja jeg vidste hendes sind ville hvirvle rundt i intetheden, men hvad mere, havde jeg ingen anelse om.

Pludselig fik jeg en voldsom kvalme, da stjernerne truede sig med, at forlade mine øjne. Jeg vidste endnu ikke hvad det betød, eller hvad der skete den nat, hvor jeg sendte stjerner op til himlen.

 Det måtte da betyde et eller andet?

Stille kunne jeg mærke den stikkende fornemmelse i mine øjne, da små stød af stjerne forlod dem, og susede ind i Chloes øjne. Jeg gispede let, da jeg ikke havde set det komme. Tænk hvis det ville kunne slå hende ihjel.

Chloe fortrak ingen mine, udover hendes spændte muskler. Hendes blik lyste atter op, men stjerne var ikke til at se i dem. Uden videre, trak stjerne sig, så jeg endelig kunne få kontrol over mine egne handlinger. Det første jeg gjorde, var at fjerne blikket, og kigge bag hende, så jeg nogenlunde stadig kunne skimte hendes reaktion, uden at skulle kigge direkte på hende.

Hun sagde ikke det mindste, men faldt bare slapt ned på gulvet i voldsomme kramper, så hun til sidst endte med at ligge i fosterstilling.

Jeg ærgrede mig over synet, men blev samtidig også lettet. Jeg havde fri bane. Døren stod åben, og hun lå der helt væk i tomheden. Jeg var så splittet. Jeg følte ikke jeg kunne gå fra hende, men på den anden sidde, så havde hun jo heller ikke været en hjælp for mig, men bare en irriterende forhindring. Det var jo hende, som havde svarende på mine prøver, og udleveret dem til Ian.

”Mhhh… hva” mumlede hun uforstående, mens hun stadig lå i kramper. Mon om det bare var hendes krop der ikke ville adlyde hende?

Uden at tænke nærmere over det, trådte jeg forbi hende, og forsatte hen mod døren. Jeg lod mig kaste det sidste blik hen mod hende, og mødte hendes øjne, der var på mine. Hun så skræmt ud, men tomheden havde hende stadig i sine hænder.

Det var helt sikkert stjernen der lammede hendes krop.

Okay, stjernerne var udelukkende med mig.

Da jeg nu stod ude på gangen, varede det ikke længe før jeg med hurtige skridt fortsatte i den retning, jeg var kommet fra. Godt min hukommelse ikke var dårlig, for inden længe stod jeg ved venteværelset og pustede en anelse ud, og lænede mig op mod væggen.

Skridt trampede hen ad gangene, så det gav ekko. Jeg måtte væk herfra, og satte hurtig i løb hen mod udgangen. Jeg hørte en person kalde, hvad, og hvem, anede jeg ikke. Jeg skulle bare væk herfra. Jeg satte tempoet op, og løb hen ad landevejen, i retningen af Barrett familiens hus.

 Jeg måtte bare nå hjem i tide. Selvom den buldrende mørke omfavnede mig, måtte jeg ikke give op, ikke nu.

 

Efter jeg havde for vild et par gange, nåede jeg uskadt hjem. Jeg var ikke længe om, at se rumskibet. Selvom mørket var der, kunne jeg tydeligt se dens glimtende lys, som var tilbage fra motoren. Dog var der ingen skyalaer at finde.

Jeg kiggede fortvivlet rundt henne ved marken, da det slog mig, at de sikkert havde fundet husly hos familien Barrett, indtil jeg valgte at dukke frem.

Jeg bed mig i underlæben, så en metallisk smag fyldes i min mund. Med en grimasse, spankulerede jeg hen til huset. I underetagen kunne jeg se lyset ind ad vinduerne. Og inde i stuen kunne jeg ane et par skikkelser.

Da jeg nåede døren, tog jeg en dyb indånding, inden jeg rakte ud efter håndtaget, for at åbne døren. Stille gik jeg ind, og stillede mig ved åbningen, ind til stuen, hvor jeg fik øje på en mand og en dame. To skyalaer, der ikke sparede på deres glimtende tøj. Et lille smil plantede sig på mine læber, da jeg savnede det syn.

En tryghedsfølelse skyllede ind over mig, lige indtil alles blikke landede på mig. Smilet forsvandt, og i stedet krøb jeg mig lidt sammen ved deres blikke.

 Alicia så lettet ud, mens hun sad ovre i sofaen, med sin mobil tæt på sig. Det frydede mig, at hun igen sad med den. Jeg håbede lidt, at det var Carter hun sms’ede til. Eliza sad henne på gulvet, ved siden af Billy, som udelukkede stirrede fascineret på de to, der var kommet for at hente mig. Faktisk lyste hans øjne af svage stjerne. Ingen opdagede det. Besynderligt.

Luke stod henne ved den anden ende af stuen, og så overrasket på mig, mens vreden skyllede ind over ham. Ærligt talt havde jeg ikke lyst til at bruge min tid på ham. Jeg ville bare gerne hjem, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Endelig landede mit blik på de to personer, jeg ikke lige genkende via deres ydre. Jeg gik lidt frem imod dem, og kiggede flovt ned i gulvet, fordi det gik op for mig, at de langt fra var glade for min handling.

”Jeg er Kya og det her er Ociel” begyndte damen at præsentere sig, i et kold tonefald, mens hun viftede med hænderne op foran sig.

”Hej” mumlede jeg lavmælt, og så usikkert op på dem. Deres blikke var ikke til at læse, med det var jo klart. Det var jo ikke ligefrem mennesker jeg stod overfor. Det her bliver svært at vende sig til, men en nødvendighed.

”Og du må så være Alkira. Vi har fået dit nødopkald, så lad os smutte nu hvor vi kan” hastede Ociel, og kiggede rundt på Barrett familien, ”Mange tak fordi I lod os blive. Dette her ville normalt ikke finde sted. I bedes ikke at fortælle noget om vores eksistens, eller også må vi fjerne det fra jeres sind. ” påmindede han dem om, og forsatte ud af stuen, og ud til rumskibet der stod klar til os.

”Så. Du hedder altså Alkira?” Eliza så nysgerrig på mig, og bestemt også lamslået. Det var klart når de to skyalaer sikket havde plapret løs om, hvem de var, og hvor de kom fra.

Jeg nikkede nedtrygt til hende, og stod bare og fortog mig intet, mens Kya var så venlig at vente på mig. Eller faktisk stod hun ovre ved døren nu, og trippede utålmodigt med det ene ben.

”Så, du går bare nu. ” jeg nikkede endnu engang, og kiggede over på Alicia, som sagde det, ”Så jeg vil aldrig komme til at se dig igen? ” jeg nikkede bekræftende, og smilte skævt til hende. Hun rejste sig op, og lagde mobilen fra sig på bordet.

Straks kom hun over til mig, og tog sine hænder om mig, for derefter at give mig et stort kærligt knus. Hun klemte næsten luften ud af mig, selvom jeg –som jeg har sagt før- ikke behøver det.

”Jeg kommer sådan til at savne dig Alkira” mumlede hun ind i mit hår, og trak sig en smule ud af min favn, mens hun fokuserede ind i mine øjne. Jeg prøvede at dæmpe stjernerne, så hun ikke blev påvirket af dem, og det gik rimelig vel.

”Jeg kommer også til at savne dig. Lov mig, at du finder ud af det med Carter. ” et lille smil var til at se på hendes mund.

”Faktisk, så skrev han til mig her for nogle timer siden, at han var ked det, og gerne ville se mig meget snart” svarede hun i et lettet og glad tonefald. Jeg frydede mig over, at få den indmelding. Så var det en anelse lettere at kunne tage af sted.

Hun bakkede en smule tilbage, da Eliza kom over til mig, med Billy i hendes favn. Hun hverken smilede eller var sur på nogen måder. Hun var sørgmodig, og det overraskede mig en smule.

”Åh Sky” hun trak en grimasse, ”Alkira” rettede hun sig selv, og rømmede sig inden hun fortsatte, ”Vi alle kommer til at savne dit nærvær. Husk på, at du er noget specielt. ” Hun smilede svagt til mig, og rakte Billy over til mig, som straks klamrede sig til mig.

”Sky, sky, sky” mumlede han, hvilket fik mig til at fnise lidt. Bag dem kom Luke. Han kiggede nervøst hen på Kya, og derefter på mig, med et mere bestemt udtryk.

Jeg rømmede mig en smule, og fokuserede udelukkende på ham, mens jeg holdte om Billy.

”Så, Alkira. Jeg aner ikke hvordan du bar dig ad med, at slippe væk fra lokalet, men hvis jeg vidste, at du ikke kom herfra, og egentlig bare gerne ville hjem, ville jeg have holdt dig mere beskyttet. ” Jeg nikkede en smule, ”Du må meget undskyld, at du endnu engang skal få et dårligt billede af mig som person, men jeg gør så ment bare det jeg får besked på. ” han lød oprindelig ked af det.

Jeg havde stadig ikke helt accepteret, den måde han havde leveret mig til Luke, eller fået mig ind på hospitalet til at begynde med, men jeg kunne ikke andet end at tilgive ham.

Jeg nikkede til ham og smilte stort, hvilket fik hans skulder sænket afslappende ned i den højde de skulle være. Stille rakte han en hånd frem, som jeg tog i min. Han gav den et blidt klem, og smilede så også.

”Jeg håber du kommer godt hjem. Alicia har lovet os, at fortælle os alt om din planet. Jeg håber ikke straffen er alt for voldsom, på grund af din eventyrlyst. Det burde nærmere være en ting man skulle tilbedes for” Sluttede han af, hvilket fik mig til at give ham et knus. Hans muskler spændtes lidt op af forundring, men derefter gengældte han det.

Hvis bare min familie var så kærlig og omsorgsfuld som Barrett familien. Et savn fyldte sig i mig, da jeg blev helt bevist om, at det var sidste gang jeg ville se til dem.

Uden jeg kunne nå at blinke dem væk, løb tårerne ned af mine kinder, og lavede små våde prikker på mit tøj.

  ”Alkira” Stemmen kom ovre fra døren. Kya stod forundrende, og kiggede på os alle. Hun var tilsyneladende lige så uforstående, overfor menneskets måder at være på, ligesom jeg havde været.

”Ja jeg kommer nu” mumlede jeg, og kiggede tilbage på Barrett familien med et sørgmodigt blik lysende i mine øjne.

”Lige fra start af, vidste jeg der var noget specielt over dig. Da du sagde at dine tegn i ansigtet var modermærker. Du virkede så sikker i din sag, at vi valgte ikke at kommentere det yderligere Og dine øjne, der skinner.

Sommetider når jeg ser dem, føler jeg, at jeg bliver blændet. Det bliver en smule ubehageligt, når man ser for længe på dem, men de er virkelig fascinerende. Og ikke mindst din uvidenhed, som gjorde os virkelig bekymrede. ” Eliza kunne næsten ikke stoppe igen.

Hendes bemærkelser fik mig til at grine, da jeg ikke vidste, at jeg havde været så tydelig at gennemskue.

”Alkira, nu er det altså nu” påmindede Kya mig endnu engang om. Jeg sukkede og gik hen til hende. Da jeg nåede hende, kiggede jeg tilbage.

De alle stod og smilede til mig, men med sørgmodige øjne. Jeg vinkede til dem, og valgte at fjerne blikket fra dem, og hastede ud af huset og hen mod rumskibet. Kya og Ociel var allerede ombord, og der gik ikke længe før jeg stod på, og så døren lukkede i for næsen af mig.

Alt blev mørkt, og pludselig kunne jeg mærke hvordan vi stille og rolige lettede. Jeg fortætte hen mod Kya, og satte mig på sædet ved siden af, inden det gav et ordentlig ryk, og var ude i rummet fyldt med stjerner på himlen.

___________

Tusinde mange tak for alle der har læst med indtil videre. Håber i syntes godt om dette kapitel! :)
22-06-2016

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...