Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5382Visninger
AA

13. Kapitel 11//Ingen udvej

Kapitel 11//Ingen udvej


I dag ville jeg forlade jorden. Alicia var stadig knust, og havde ikke rigtig snakket med Carter siden. Han var enormt sur på hende, fordi hun intet havde fortalt ham. Han var heller ikke helt glad for, at Aiden havde fået ham til at ligne en idiot over for samtlige elever på hele skolen, men det kunne Alicia ikke gøre for.

Eliza sagde der nok skulle gå lidt tid, inden Carter var faldet lidt til ro. Hun havde forklare mig, at når man elskede en så meget som Carter gjorde til Alicia, skulle der heller ikke meget til at såre en. Det jeg så bare ikke forstod var, hvorfor han ikke bare kunne lægge det bag sig, og forstå hvilken situation hun stod i.

Da jeg kom ned på jorden, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle opleve den her form for levemåde. I starten havde jeg været så ræd for, når folk viste den mindste sympati over for en, grundet kærlighed.

Nu var jeg mere bange for sorgen bag kærligheden, den bedstefar havde bombarderet mig med, da jeg var de fem år. Jeg forstod ham så meget bedre nu. Jeg mente dog stadig, at et samfund hvor folk holdte af en, var stærkere end det samfund vi havde kørende på Dynala.

Jeg ville gøre en forskel. Jeg ville tage tilbage og fortælle om jorden, nu hvor de højst sandsynlig ville give mig en straf alligevel, hvorfor så ikke lade sine tanker komme til udtryk.

Jeg ville vise min mor, at der er andet for skyalaer end bare status. At elske burde være en nødvendighed for os, som det var for mennesket.

Jeg ville vise dem.

 

Klokken nærmede sig frokost tid. Rumskibet var endnu ikke kommet, men jeg regnede først med, at de kom i løbet af natten, da de helst ikke skulle blive opdaget.

Alicia havde insisteret på, at tage med mig derud, for at tage afsked. Jeg måtte dog afvise hende, da det var for risikabelt.

Hvis skyalaerne fandt ud af, at jeg havde indblandet mennesket med vores eksistens, ville det kun gå ud over familien Barrett, og det ønskede jeg ikke.

 Når jeg ville være væk, ville de kunne leve det liv, de havde før jeg kom og forstyrrede den. Andet ønskede jeg ikke, netop fordi jeg holdte af dem. Efter Eliza havde omfavnet, havde jeg virkelig kunnet mærke, hvor meget hun holdte af mig, og omvendt. Selvom hun knap nok kendte mig, følte hun en trang til at beskytte mig.

De havde taget godt i mod mig de sidste uger, og jeg kunne kun takke dem for, at have lukket mig ind i varmen, så jeg ikke skulle ligge inde i det hvide lokale med læger rendende frem og tilbage flere gange i døgnet.

Og så havde jeg fået den bedste storesøster, og mødt lille Billy, der godt kunne lide at kigge mig i øjnene. Jeg fandt det stadig besynderlig, især da han i morges havde råbt sky flere gange, da jeg spadserede stuegulvet, hvor han sad med hans legetøjstog og legoklodser.

Jeg tog en bid af mit brød, mens Eliza og Alicia snakkede om et eller andet, jeg ikke havde fulgt med i. De grinte i hvert fald en smule, hvilket havde fået mig ud af mine tanker.

Billy sad selv og gnavede i et stykke brød med spegepølse på, mens han bare sad og stirrede på mig. Da jeg opdagede det, smilte han til mig, så jeg kunne ane det gennemtyggede mad overalt i hans mund. Jeg smuglede stort til ham, og tillod mig at lave sjove grimasser til ham, hvilket fik ham til at grine.

”Nå Billy, laver Sky ballade? ” brød Eliza ind og blinkede til mig, mens hun grinte lidt af ham.

”Ja selvfølgelig! ” sagde jeg højt og tog en bid mere. Alicia mundvig var trukket op, mens hun koncentrerede sig om sit mad igen.

Pludselig hørte vi døren blive flået op, hvor der derefter kom to mænd vadende ind i køkkenet med et alvorligt ansigtsudtryk. Eliza så forundrede på dem, hvilke fik mig til at vende mig op på stolen. Luke og Andrew stod udelukkende og kiggede på mig. Luke så undskyldende på mig, mens han rømmede sig, mens Andrew forblev ulæselig.

”Sky, vi skal bede dig om at komme med os nu” første Andrew ordet, og kom tættere på mig. Hans ord gjorde mig bange. Jeg ville blive her, jeg ville ikke med dem. Vidste de hvem jeg var? Vidste de noget de ikke burde have kendskab til?

”Sky, hør hvad Andrew siger” sagde Luke lavmælt og gav en grimasse fra sig.

”Nej, ikke før i fortæller mig, hvad i vil med mig” forlangte jeg at få af vide. Jeg fjernede ikke mit blik fra dem en eneste gang.

”Vi føler os ikke sikre ved, at du går frit rundt. Vi har fundet nogle betænksomme spor i dit tøj, og vi vil gerne have, at du følger med os lige nu” da hans ord var undsluppet hans læber, begyndte sveden at drible ned af min pande. Jeg sad limet fast til stolen, mens mit blik vandrede rundt på alle, som havde blikket på mig. Billy begyndte at græde, hvilket undrede mig. Han begyndte stille og hviske Sky, som kunne han mærke, at der skulle til at ske noget.

Uden jeg nåede at blinke yderligere, havde Andrew fået mig op ad stolen, og ført mig hen mod gangen. Jeg prøvede at stridte lidt i mod, mens jeg var fuldkommen mundlam.

”Hvad fanden har i gang i. Kan i ikke bare lade hende være” råbte Alicia, som nu brød ind. Hun forsatte i min retning, men blev hurtigt stoppet af sin far, der ikke så ud til at være tryg ved situationen. Hvad havde han dog fortalt dem?

Jeg blev skubbet ud af døren, mens jeg hørte Alicia endnu engang råbe op. Jeg hørte utydeligt deres diskussion i køkkenet, men jeg kunne høre Billys dirrende stemme, som råbte sky.

Da jeg sad inde i bilen, kunne jeg stadig høre hans stemme i mit hoved, som hviskede han mig i øret. Da Luke havde sat sig til rette bag førersædet, begyndte vi at køre. Hvorhen vidste jeg ikke, men i det mindste, kunne jeg følge med hele vejen.  Ingen trak en mine. Der var så stille, at jeg kunne høre mit blod suse rundt i mine åre, mens min puls hamrede afsted.

Ærligt talt vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg måtte vel bare håbe, at min bruger kunne opsøge mig på en eller anden måde. De ville jo ikke lade mig blive på jorden, nu hvor de vidste jeg var her.

Lige nu ville jeg meget hellere gå igennem Rådets straf end at blive kørt hen til et sted velviden, at jeg ikke kommer tilbage til de trygge omgivelser.

Efter nogle lange minutter standsede vi brat, inde på en parkeringsplads fyldt med biler. Luke steg ud af bilen, og åbnede bildøren så jeg kunne kom ud. Hvis ikke det var for hans faste greb om min overarm, havde jeg løbet min vej. Vi forsatte i retning af en enorm bygning. Den bygning jeg forlod den dag Luke og Eliza havde taget mig hjem til dem.

En kold vind ramte os, så et gys sus ind under min hud og rejste hårene op. Jeg vidste ikke rigtig om det var kulden der var skyld i det, eller tanken om, at jeg skulle lukkes ind i det samme lokale igen.

Vi nåede indgangen, hvor den store dør åbnede sig for næsen af mig. Inde, kunne jeg se den lange gang, hvor folk hvirvlede rundt. Summende stemmer var til at høre, og blikke blev rettet mod os, da vi gik ned langs gangen, for at komme hen til damen bag disken.

Hun kiggede op, og smilte stort da hun fik øje på mig. Og fordi jeg ikke var særlig høj bukkede hun sig ind over den enorme disk, for at kunne se mig ordentlig. Jeg fortrak ikke en mine, og lod mit blik falde ned på mine sko, da jeg kunne mærke stjernerne ville tage overhånd.

”Det var på tide. I kan tage plads i venteværelset, så vil Ian Barry formentlig komme inden for de næste par minutter” angav hun, og tog telefonen, som blev ved med at ringe. Hun vendte sig væk fra os, mens hun sad og vippede rundt på kontorstolen.

Da jeg sad ind i venteværelset, blev jeg mere og mere utilpas. Luke og Andrew havde sørget for, at sidde på hver sin side af mig, så jeg ikke skulle få lyst til at smutte. Klogt valgt, men nu var jeg heller ikke så dum at modarbejde. Noget havde jeg lært, for hvis man gjorde det overfor Rådet i Dynala, vil straffen bare blive værre.

Stilheden blev brudt af en hosten henne ved døren, og det velkendte klap i hænderne. Jeg kiggede derhen, og så fra de polerede sorte sko, og op til Ians ansigt der havde et falsk smil om læberne. Bare at se på ham, gjorde mig irriteret.

”Jamen hej med dig Sky, vil du være så venlig at følge med mig ind i lokale 23” det lød mere som en opfordring, end som et spørgsmål, så jeg rejste mig op og fulgte med, da jeg intet valg havde. Luke og Andrew fulgte lydløst efter mig, hvilket gjorde mig ubehagelig til mode.

 Det var jo ikke ligefrem fordi jeg kunne slå fra mig. De var sikkert bange for, at jeg havde overnaturlige ever. Lige nu ville jeg ønske jeg var i besiddelse af at være super stærk, eller gøre mig usynlig.

”Tag plads” kommanderede han, og straks dumpede jeg ned på stolen overfor ham. Han klappede igen i sine hænder inden han begyndte at snakke.

”Vi har fundet ud af, at det stof du bære i dig minder en del om Fe, som vi alle mennesker har i vores blodlegemer. Men det stof vi har fundet i dit blod er langt stærkere, og næsten umulig at definere. Vi er kommet frem til, at det kan være grunden til dit forhøjede tal af jern. ”

Han ord gjorde mig en smule forvirret. Jeg vidste ikke engang hvad Fe var for noget, så selvfølgelig skulle jeg lige spørge.

”Det er en kemisk betegnelse for jern” sagde han bestemt, og kiggede over min skulder, hen mod Andrew og Luke, som stod henne ved væggen. Endnu engang smilte han, og lænede sig tilbage i sin kontorstol.

”Vi er nu blevet enig om, at det er bedst, at vi lader dig blive her på afdelingen, inden vi bliver lidt klogere. Har du for resten fået hukommelsen tilbage? ” Allerhelst ville jeg ønske jeg var døv lige nu. At han sad der og sagde, at jeg skulle blive her, var som at få en knytnæve direkte på tuden.

Lige nu havde jeg allerhelst lyst til at lægge mig under dynen og hulke.

Jeg kom i tanke om hans spørgsmål, og rystede ivrigt på hovedet, hvilket kun resulterede i et skeptisk blik fra ham. Jeg kunne ikke lave om på deres mistillid til mig, men jeg måtte for alt i verden kæmpe for, ikke at give dem andre gode grunde til at tvivle på mig.

For de have gode grunde til at tvivle på mig. Jeg var jo ikke herfra. Jeg var ikke et menneske. Selv mit ydre ville skabe mistænksomhed.

”Jeg kunne forstå på Emily Cole, at du ikke var til at snakke med. Hun havde brugt alle sine resurser til at få dig til at åbne munden og huske tilbage, men du modarbejdede hendes hjælp.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke tror på, at du intet kan huske. Spørgsmålet er bare, hvornår du er villig til at åbne dig op” Hans blik borede sig ind i mit, at jeg endnu engang måtte kigge den anden vej, for ikke at tiltrække opmærksomhed på grund af stjernerne.

”Men jeg har intet at skjule” formåede jeg at sige, selvom min stemme dirrede. Jeg ville ikke lade dem knække mig. Jeg vidste, at Ian havde kaldt mig herind, fordi han vidste jeg hadede at være her. Han gjorde det, fordi han troede det ville kunne få svar ud af mig.

Han var værre end jeg frygtede.

Udadtil opførte han sig som en rar person, men når man lige så stille begyndte at lure hans facade var han langt fra så god som han udgav sig for. Hvis han ville have min tillid, måtte han gøre sig fortjent til den, ligesom Alicia.

”Nå” Sagde han, og rejste sig fra sin stol, og klappede som sædvanlig i sine hænder og pustede tungt ud, ”lad mig vise dig dit lokale du skal opholde dig i den nærmeste tid” Jeg rejste mig modvilligt op, og lod ham føre mig hen ad gangen, med Luke og Andrew bag mig.

Deres tilstedeværelse gjorde mig mere utilpas, men alligevel var jeg lettet, at jeg ikke skulle omgås Ian alene.

Han stoppede brat op, da vi nåede en dør, på den lange gang. Her var ikke så forfærdelig mange, som henne ved indgangen. Faktisk var her en anelse mørkt på gangene, og alle døre var lukket til.

Lige i det han åbnede døren, veg jeg tilbage, og stødte ind i Luke. Han støttede mig, og fik skubbet mig lidt hen til Ian igen, som stod og ventede på, at jeg skulle træde ind i lokalet. Mens han holdte døren, fik jeg snoet mig uden omkring ham. Dog stod jeg stadig tæt på døren, hvis nu jeg fik behov forlade lokalet igen.

Tanken blev dog hurtigt taget fra mig, da døren smækkede i bag mig. Et mærkbar stød borede sig ind under mit bryst, som knive der stak mig. Jeg vendte rundt, og fik øje på Ians ansigt i det slørede vindue der var på døren. En kvalme truede med at komme frem, mens jeg fastholdte blikket til Ian, som bare stod med sit falske smil, og troede han var ihh så sød og hjælpsom.

”Du vil få besøg af en læge hver time, og hvis der er noget kan du trykke på den røde knap under stikkontakten. ” sagde han så højt, at jeg lige kunne ane hans ord igennem den solide dør.  

Da han sammen med Luke og Andrew forlod døren, begyndte panikken at dukke op i mig.

Ustyrligt tog jeg fat i håndtaget og rev alt hvad jeg kunne, for at åbne den. Jeg brugte alt den energi jeg havde i mig, og ærgrede mig over, at jeg ikke havde fyldt mig med så meget næring i morges.

Et skrig der kom helt nede fra mellemgulvet, banede sig vej op langs min hals og gav et ordentligt brøl fra sig, mens jeg ivrigt prøvede at få døren op. Ikke nok med, at jeg rev i håndtaget, begyndte jeg at hamre mine knyttede hænder ind mod den hårde metal dør af rædsel.

De havde lukket mig inde. Jeg ville aldrig kunne komme hjem nu. Jeg ville aldrig kunne få min mor, far og bror at se igen. Og heller ikke Samma.

Godt nok ville de alle på Dynala være vrede på mig, især Rådet; men jeg ville langt heller hjem til dem, end at ende mine dage i et lille tomt lokale.

Det eneste jeg kunne få øje på i lokalet, var en seng ovre i hjørnet, et lille bord og en matchende stol, samt en opslagstavle, og en vægge der var overtegnet. Alt herinde matchede faktisk, for det hele var hvidt og gråt.

 Jo mere jeg så ud i det triste tomme rum, fik jeg endnu en trang til at hamre lød på døren, mens jeg gav tårerne frit løb.

Lige nu kunne jeg ikke sige noget godt om mennesket. Jeg som troede, at Luke holdte af mig og ville passe på mig. Jeg som troede, at jeg endelig havde mærket kærlighedens dejlige følelser. Jeg som troede, jeg havde fået en ny familie.

Men næ nej, man kunne ikke stole på nogen. Den eneste man kunne stole på, var sig selv.

Jeg opgav efter flere minutters hårdt anstrengelse, og satte mig over på den alt for hårde seng, der knirkede. Jeg dumpede ned, og hostede en smule, da rummet trængte til en ordentlig omgang rengøring.

Selv på Dynala, var lokalerne, for dem der skulle have tildelt en straf, meget flottere og farverige. Der fik man endda udsyn til de flotte stjerner der var flere milliarder kilometer væk.

Jeg studsede lidt over, alle de følelser jeg havde nået at mærke, efter jeg kom til jorden. Jeg havde mærket glæde, rædsel, anspændthed, rastløshed, ensomhed, og ikke mindst kærlighed og omsorg. Jeg havde mærket kærlighed som væren behagelig, selvom det gjorde en enormt følsom.

 Bare det, at skulle færdes rundt på en skole. Når en person frivilligt lånte en anden person sin blyant, fordi man ville være venlig, var vel også kærlighed. Dog ikke på den måde, at man ligefrem elskede personen. Men de var medmenneskelige, og barmhjertige, af hvad jeg havde set.

Men nu, havde jeg set en helt anden vinkel på tingene. Det kan godt være jeg havde mødt en tumpe som Aiden, og hørt om Adolf Hitler, som var en ondskabsfuld mand. Det overraskede mig ikke, at de også fandtes.

Det der overraskede mig var, at jeg troede Luke var en god mand. Jeg troede virkelig, at han holdte af mig. Hans gode gerninger havde gjort mig så blind, at det vidste sig, at han bare havde stukket mig i ryggen. Så hårdt, at det gjorde ondt helt ud til fingerspidserne.

Jeg vidste, at han havde en familie at skulle tage sig af og passe på, men hvorfor så ikke bare have vist det fra start af, i stedet for at gemme på sandheden.

Bedstefar havde måske ret alligevel, han beskrev det bare forkert. Det er ikke kærligheden i sig selv, der gør ondt. Det er mere svigt, sårbarhed, og forventninger, og ikke mindst løgne, der gør så forfærdelig ondt.

Jeg havde været så heldig, at få lov at mærke til det.

Nu kunne jeg få lov til at sidde her i stilleheden, mens jeg var isoleret fra omverdenen. Ingen vidste af, hvor jeg var. Faktisk var jeg slet ikke registeret på jorden. Man kunne vel så håbe på, at dem som skulle hertil, for at få mig tilbage på Dynala, lige kiggede heromkring.

Mens jeg prøvede at finde det sidste håb frem, jeg havde gemt væk indefra, kiggede jeg op på den hvide væg, som var overfyldt med tegninger, streger og skrift.

”Ian Barry er djævlen selv” læste jeg på, med en halv hvisken stemme, der lød grødet efter min hulken fra før. Jeg grinte en smule, over ordvalget, og forstillede mig Ian med horn og hale, hvilket kun fik mig til at grine mere hævnagtigt.

Jeg strøg min ene hånd over en masse sorte streger, og læste teksten ovenover, som så ud til at passe til, ”Tiden ældes, og det samme gør jeg” Jeg sukkede, og forstod endelig hvad de streger betød.

 Den person som havde lavet dem, havde siddet her i forfærdelig lang tid. Hvor længe, magtede jeg slet ikke at tælle mig frem til, så mange streger var der.

Mon om det var normalt, man blev lukket ind i så tomt og beskidt rum på et hospital, hvor man gik op i renlighed og at hjælpe andre?

Jeg forstod ikke logikken i det, men måske var der slet ikke nogle. Måske vidste de ikke lige hvor de skulle placere mig henne, -så jeg ikke smuttede mig vej – ligesom med alle de andre der åbenbart havde opholdte sig. Gad vide hvor de er henne i dag?

Det eneste jeg uden tvivl var sikker på, var at jeg skulle væk herfra med det samme. 

_________

Yay så kom 11. kapitel. 

Hvad mon der ville ske med Alkira? Slipper hun væk, eller ville hun ende ud i noget helt uventet?
Tak til alle jer der har liket, sat på favorit, og ikke mindst læst med i SKY GIRL. Det gør mig virkelig glad. 
Jeg regner med, at kapitel 12 Onsdag. 

Jeg har en anden historie jeg lige skal have styr på, samtidig med, at jeg skal blive færdig med bidraget til Odinsbarn, som slutter her inden for nogle dage:)
20-06-2016

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...