Sky girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Igang
Skyalaer, er hvad mit folk hedder. Vi bor flere lysår væk fra jorden, på en planet ved navn Dynala. En dag beslutter rådet, at sende et rumskib ned på jorden, for at se hvordan det står til med mennesket. Og uden de vidste af det, listede jeg mig ombord. Da jeg var lille, fortalte min bedstefar altid om planeten, og jeg ville se om han havde ret. Han sagde at mennesket- som han kaldte dem - var nogle der havde noget der hed kærlighed. Noget som skyalaer ikke var i besiddelse af. Jeg nægtede hans ord dengang han var omkring os, men nu havde chancen for, at finde den endegyldige sandhed bag mennesket. Følg Alkiras opdagelse i en ny verden, hvor hun til sidst står helt alene- forladt af sit folk, på en planet, hvor hun lige så stille får øjnene op for menneskets levemåde og værdier. Mens hun står over for en ny verden, kæmper hun også for at komme hjem til hendes hjemmeplanet, men ender tingene nu helt som håbet?

17Likes
25Kommentarer
5400Visninger
AA

12. Kapitel 10//kaos

Kapitel 10//kaos


Jeg havde fortalt Alicia om min samtale med min bror, og nødsignalet, i går aftens, inden vi gik til hvile. Luke var stadig ikke kommet hjem fra sit arbejde, selvom klokken havde nærmet sig midnatstid. Jeg havde på fornemmelsen, at der ville være en anspændt stemning ved morgenbordet, hvilket jeg havde helt ret i.

Som sædvanlig, da jeg tog for mig, med de sædvanlige madvare, som stod på bordet. Luke var her ikke, da han sov tungt, efter en hård nat med kriminalitet inde i midtbyen, i nærheden af centeret.

Han havde dog ikke holdt Andrews ord for sig selv, da han havde fortalt Eliza om det hele i nat.

Vi var alle forberedt på, at han ville kommentere det, når han stod op på et tidspunkt, men i mellemtiden, lod vi det ligge – med anspændt stemning hængende i luften.

Eliza havde spurgt mig op til flere gange, hvad jeg havde lavet på Lukes arbejdsplads. De vidste godt vi løj om, at Alicia ville besøge sin far der, for hun var smuttet lang tid før jeg blev opdaget derinde. Hvis bare jeg havde været mere forsigtig, ville vi ikke stå i den her situation, og skulle forklare.

Jeg kunne jo ikke bare fortælle dem, at jeg havde været oppe og rode på Lukes kontor, for at få fat i chippen, så jeg kunne komme hjem.

For det første, så var det ulovligt at bryde ind – og så lige på en politistation. Det var nok noget af det dummeste man kunne foretage sig.

For det anden så ville jeg kun få mistroiske blikke, hvis jeg sagde, at jeg lige skulle kigge en sidste gang på mit tøj, der lå i kassen.

Det endte bare op med, at jeg forblev stille, og trak på skuldrende. Det var første gang, jeg havde set Eliza med et frustreret blik. Hun ville vide sandheden, og det var forståeligt nok. Men hun fik altså ikke nogen sandhed, så længe det var mig der bar den.

Godt nok vidste Alicia også sandheden, men hun var klog nok til, at holde sin mund lukket. Hun ønskede mig nok også hjem, så jeg ikke skulle komme og spolere hendes familie, hvilket også var forståeligt. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

Jeg syntes efterhånden, at jeg var meget splittet om, hvad der var det rigtige eller forkerte at gøre. Hvis bare jeg ikke havde været så dumdristig.

Hvis bare jeg ikke havde stillet så mange spørgsmål til bedstefar – for han svarede rent faktisk på de ting man spurgte om, hvilket man normalt ikke rigtig gjorde på Dynala.

Det var nok den værste morgen jeg havde tilbragt her på Jorden.

Dog var jeg glad for, at jeg fik overtalt Eliza til at lade mig komme i skole i dag sammen med Alicia. Alicia var den eneste der vidste, at jeg snart ville være væk, men inden da, måtte tiden nydes, inden jeg skulle tilbage.

Det ville være absolut sidste gang jeg ville opleve en skole. Og jeg ville hellere bruge tiden dér sammen med hende, end at luske rundt ’derhjemme’

 

Jeg fumlede ud af bussen, da de andre elever ikke havde tålmodighed til at vente. Det ringede også snart ind, og de ville nok gerne nå at få sagt hej til deres ven, og ikke mindst lige tjekke sig ud, om makeuppen eller tøjet sad som det skulle.

”Så Alkira, glæder du dig til at komme hjem?” spurgte Alicia pludselig, og fik mig ud fra mine egne tanker, mens vi spadserede hen ad parkeringsplads, hen mod skolen indgang.

”Ja, men kommer sådan til at savne det her” mumlede jeg, og gik lidt tættere ind mod Alicia, da Aiden fik øje på os henne ved det lille rådne skur. Han smilte skummelt til os, mens han tog en cigaret i munden, og vendte sig om for at snakke videre med hans kammerater. De lænede sig alle ind mod de rådne brædder for at vise sig, selvom det slet ikke virkede. Alle der så på dem, lavede små grimasser, inden de hurtig fjernede blikket og kikkede mod fliserne.

Alicia satte farten op, så jeg nærmest måtte løbe efter hende. Hun måtte vidst have glemt, at jeg ikke havde så lange ben.

”Sæt det lange ben foran, vi er forsinket” råbte hun bagud, da jeg var flere meter fra hende nu.

”Jamen jeg har ikke lange ben” svarede jeg, mens jeg viftede opgivende med armene.

Hun standsede, så jeg kunne nå hen til hende, mens hun himlede med øjnene af mig.
”Du burde virkelig få styr på talemåderne vi bruger” grinte hun svagt og viklede hendes arm rundt om min.

Mens vi forsatte ind på skolens gange, som kunne gå for at være en labyrient, fortalte hun mig hvad, hun mente med det før.   

De første timer gik som sædvanlig. Allerede for morgenstunden af, lå nogle hen over deres bord med panden direkte ned i deres bøger. Læreren lod dem værre i en stund, da han mente, det var deres egent ansvar. Men da de ikke tog ved lærer af at miste den uhyre vigtige undervisning, slog han til med trusler. Trusler med flere lektier, hvilket straks fik alle til at fokusere på tavlen, hvor der stod lange ligninger inden af os fattede en hat af. Det var en af grundene til, at det var vigtig at høre efter, for han sagde, at det her kun var begyndelsen, inden de svære regneopgaver kom. Det havde fået klassen til at sukke, men jeg sad bare os smilede for mig selv, da jeg ikke ville skulle komme igennem dem. Dog havde jeg fået lidt ondt af Alicia, som sad og brugte sin hånd til at læne sig op ad. Hun havde ikke set specielt glad ud.

 

Det ringede med klokken, som tegn på, at der var spisepause. Jeg havde endnu ikke været over i spisesalen, som de kaldte det, da Alicia havde taget mig med udenfor med min madpakke, Eliza havde været så sød at smøre til mig.

 Nej denne gang, fik jeg penge med -som Alicia holdte for mig – så jeg kunne købe min frokost. Vi forsatte, som de andre elever, hen mod spisesalen.

Der var helt proppet herinde. Flere gik frem og tilbage for at finde en plads. Køen var lang, så det ville tage noget tid før vi fik valgt og købt noget mad. Der var et langt bord hvor man kunne vælge hvad man ville have, mens man stillede bakken ved siden af, så man kunne skubbe den frem af, hen mod kantinedamerne.

Så hurtigt som vi nu kunne fik vi fat i to sandwich og noget drikkelse hvor der stod Ice The. Hvad det var, vidste jeg ikke, men det så ud til at være rimelig populært.

Pludselig kom der en skubben bag mig, så jeg røg ind i Alica, som stod foran mig. Hun kiggede hurtigt bagud, men kiggede direkte på personen bag mig, da jeg ikke var i øjenhøjde med hende. Hun skulede til personen, og trak mig hen foran hende, så hun kunne holde øje med mig.

Hun måtte være vant til den pressen og skubben. Og ikke mindst den ufattelige øje larm der fyldte hele salen. De enorme vinduer henne i den anden ende, stod piv åben, så vi kunne få frisk luft, da varmen var uudholdelig at færdes i.

”Kom Al… Sky” rettede hun, og tog om mig, med den ene hånd, men hun holdte bakken med maden i den anden hånd.

Pludselig stoppede larmen uventet, da en stol blev revet hen ad gulvet, så en skærene lyd fyldte tavsheden. Jeg holdte mig en anelse for ørene, og så hen mod lyden, hvilket alle andre også gjorde. Chokeret så jeg Aiden og Carter foran hinanden med knyttede næver og anspændte kroppe. En stol var væltet, helt sikkert den Carter lige havde siddet på.

”Hvad fanden er det du står og fabler om? ” råbte Carter hidsigt, hvilket fik mig til at krympe mig sammen, og træde et skridt tættere på Alicia, som stod limet fast til jorden. Hendes blik var fjernt rettet mod de to drenge, mens eleverne rundt omkring i salen begyndte at hviske. Nogle fortsatte med maden, andre gik sin vej, mens de fleste af os stadig så på i tavshed.

”Har Alicia slet ikke fortalt dig en skid? ” grinte Aiden et afskyeligt grin, der fik en ukendt vrede op i mig. Carter hissede sig lidt op igen, mens hans ansigt fortsatte med at få den rødlige farve. Han lignede snart en, der ville springe i luften. Ligesom alle andre i lokalet, stod jeg anspændt og ventede utålmodig på at høre, hvad der havde fået dem til at fare sådan om.

”Alicia har aldrig haft en skid med en idiot som dig. ” vrissede Carter ad ham få centimeter fra hans hoved, mens han derefter lagde hans spændte hænder på hans bryst, for at skubbe ham bagud. Aiden stødte ind i bordet, hvor hans venner opholdte sig. Flere gisp udløste sig i salen, men Alicia forblev stadig stille, og havde blikket på Carter nu.

Aiden pustede rasende ud, som var han en tyr. Han rettede sig op og justerede på hans T-shirt som var blevet krøllet lidt til, efter Carters temperamentsfulde handling.

”Hvis du fjerner ’haft’ fra sætningen, så passer den sandelig” sagde han dæmpende, men stadig bestemt og i en aldeles kold tonefald der gav mig myrekryb. Uden jeg vidste af det hørte jeg et ordentlig bump ved siden af mig, og noget klistrende på min ene kind. På gulvet lå bakken med de to sandwich, samt drikken, som nu lå som en pøl på gulvet. Jeg skyndte mig at kigge op mod Alicia, stille begyndte at løsne sig fra sine tanker. Hun begyndte langsomt at trække øjenbrynene sammen og knytte næverne, mens hun gik hen mod Aiden.

”Hvad i ad helvede er det for noget plader du lukker ud? ” råbte hun ham op i ansigtet, og pegede på hans bryst, mens hun ikke fjernede blikket fra ham. Ikke engang i et sekund.

”Rolig nu min skat, ingen grundt til ophidselse. Jeg fortalte blot Aiden om vores tidligere forhold, som du jo nok ved, er ved at komme frem igen” han smilede tilfreds over hendes reaktion, og aede hendes kind, som hurtig blev fejet væk, af hendes hånd der rystede af vrede.

”Jeg har og vil aldrig have noget at gøre med en idiot som dig. Du er et forfærdeligt menneske, som udnytter folk, og du burde ikke have den mulighed at nærme dig piger” nærmest hviskede Alicia nu, som havde han trådt godt og grundigt på hende. Jeg fik en dårlig smag i munden, og valgte at bryde ind, selvom alle kiggede på. Havde de virkelig ikke andet at fortage sig?

Aidens blik fandt mit, da jeg nærmede mig ham, hvilket også fik Carters blik i min retning. Selvom han blev stående, kunne jeg se i hans blik, at han sagde jeg skulle holde afstand. Men næ nej, nu skulle jeg vise Aiden hvem han var oppe imod. Jeg skubbede blidt Alicia væk, så jeg stod imellem den. Jeg rettede mit blik op mod Aiden, som smilte stort til mig mens et fnys forlod hans læber.

”Jaja grin du bare” mumlede jeg, og fik hans fulde opmærksomhed, og tilkaldte stjernerne så godt jeg kunne. For første gang havde jeg selv ladet stjerne overtage mit sind. Aidens øjne blev stille fjernere, imens hans øjne borede sig ind i uendeligheden. Jeg ønskede hans sind blev fanget derinde, så hans sind kunne hvirvle forvirret rundt. Jeg tog mig let til tindingen mens jeg koncentrerede mig. Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg fortog mig, men jeg fik ham længere ind til alle stjernerne, så han til sidst knækkede sammen i hans ben og støttede sig til bordet.

Straks lukkede mine øjne i, da Alicia lage sine hænder over mine øjne, og trak mig en smule væk. Carter kom hurtig på banen og stillede sig foran mig og Aiden, hvilket ikke var nødvendigt. Jeg havde knækket Aiden. Godt nok kom hans sind stille listende tilbage til ham, mens han prøvede at komme på benene igen. Ud af øjenkrogene kunne jeg ane, hans kammerater begynde at mande sig op ved hans side, mens de begyndte at skubbe til Carter og kalde ham alverdens ting. Ikke nok med det, fik jeg et æble lige i nakken, af hende pigen som ofte fik med korte nederdel, at når hun bukkede sig, så kunne man se mere end hvad man havde lyst til.

Jeg gnubbede mig lidt i nakken, mens Alicia første mig hen mod udgangen, med Carter i hælende.

Da vi var kommet hen på en tom og stille gang brød helvede løs.

”Alicia, fortæl mig hvad fanden der lige skete? ” Carter talte i en bestemt tone, noget han aldrig havde brugt overfor hende, i hvert fald ikke af hvad jeg havde hørt.

”Aiden teede sig som altid” beklagede hun, og så ned på hendes finger, som var godt rød efter at have prikket Aiden i brystet op til flere gange.

”Hvad mente han med det han sagde?” gjorde han krav på at vide. Han var bestemt ikke glad, og Alicia blev nødt til at sige sandheden. Stille veg jeg mig lidt væk, fordi jeg følte jeg stod i vejen. Faktisk var jeg lidt bange for deres næste handlinger. Jeg kunne meget bedre lide at se dem være kærlige, end at være sure.

”Carter, ikke nu” svarede hun lavt, og lænede sig opgivende ind mod skabene, og lukkede sine øjne i.

”Jov, det kan du bande på. ” sagde Carter køligt, og placerede en hånd på væggen, og borede sit blik på hende. Hun åndede tungt ud og åbnede øjnene.

”Kom nu Alicia, fortæl ham sandheden” hviskede jeg lidt for højt, og tog mig for munden, da Carter hurtigt kigget indtrængende på mig med løftede bryn.

”Jeg..” hurtig kiggede han på Alicia igen, og endelig kunne jeg ånde lettet op. Han gav mig en klump i halsen, som ikke ville forsvinde. Tværtimod voksede den sig bare større. Han trippede utålmodig med sin ene mod gulvet, da det ringede ind til næste time. Dog vidste vi alle, at ingen gik nogle steder før han havde fået den endegyldige sandhed. Han skulle lige til at åbne munden, da hun tog ordet igen, og forsatte det hun var i gang med.

”Ja Carter, jeg har været sammen med Aiden, men det er lidt mere end et år siden. Han var ikke altid lige sød i mod mig, faktisk behandlede han mig som en sæk affald. Han sparede i hvert fald ikke på hans knytnæver. Nå men det værste var, at han begyndte at slå min bedste veninde og true hende på livet, da hun fandt ud af, at han udøvede vold overfor mig, når ikke tingene gik efter hans hoved. ” hendes ord fik nogle få tåre frem i mine øjne, mens den nu velkendte stik i hjertet kom igen. Jeg havde lyst til at gå over at kramme hende. Hun fortjente så meget. Det skræmte mig fra vid og sans, at mennesket kunne være så modbydelig. De var jo nærmest værre end Rådet, på nogle punkter.

”Hvorfor fortalt du mig intet? ” lød Carter bearbejdende, mens han dog var en anelse blidere i sin stemme. Han var langt fra tøet op, og nærmede sig slet ikke Alicia, for at holde om hende. Men forståeligt, for han var jo blevet holdt lidt for nar.

Dog havde jeg på fornemmelsen, at Alicia gjorde det for at beskytte ham. Hun havde jo talt så meget om, at deres forhold handlede mere end bare at kysse og elske. Jeg forstod stadig ikke helt hvordan det ville virke beskyttende.

”Jeg ville ikke blande vores forhold ind i det. Jeg ville allerhelst glemme Aiden” hendes stemme forblev som en hvisken, mens hun kiggede ned i gulvet, og lavede nogle grimasser.

Uden videre gik Carter sin vej, og forlod os på den tomme gang i fuldkommen tavshed. Jeg havde så ondt af dem begge. Carter kunne ikke være bekendt at efterlade hende på den måde, når hun kun havde handlede på godhed. Og Alicia kunne ikke være bekendt at holde det hemmeligt.

Det her måtte gå ind for min bedstefars ord. Kærlighed gør ondt.

”Lad os bare tage hjem” mumlede hun, og jeg nikkede bekræftende, da det nok var en god ide. Hun manglede de sidste tre timer, men hun kunne vel bare sige hun fik det skidt. Hvilket hun sådan set også har.

Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget. Jeg følte ikke rigtig jeg kunne forlade jorden inden jeg vidste, at Alicia kom godt ud af det med Carter først. Jeg nægtede at forlade Alicia inden hun havde fået det godt igen.

 

Da vi kom hjem før tid, sad Alicia oppe på værelset og hulkede under dynen. Jeg havde sådan en trang til at opsøge Carter, for at gøre at godt igen. Det gjorde ondt at se hende så knust, det fortjente hun ikke.

Jeg havde fortalt Eliza om det hele, eftersom så helt spørgende ud, da Alicia kom ind ad døren, uden at have skænket hende et blik. Da jeg havde fortalt hende om Aidens opførelse, var hun med det samme gået op og snakke med Alicia.

 Jeg var på en måde lettet over, at have fortalt hende det, da det ikke lød til, at hun vidste noget omkring Alicias daværende forhold. Det måtte være hårdt, at have gået med det selv.

Aiden kunne muligt have elsket hende, for hvorfor ville han så have slået hende? Det hele var så forvirrende. Mon om det tit fandt sted?

 

Ikke nok med det der var sket i dag, så vågnede Luke her til eftermiddag. Jeg var gået op på Alicias værelse og sad egentlig bare og kiggede ud af vinduet, da Luke kom ind. Han bankede slet ikke på, men slentrede bare over til os begge, så man ikke kunne undgå at bemærke ham.

Alicia lå med høretelefoner, og lavede sine lektier, dog var hendes blik også rettet mod sin far. Hun så ikke særlig imødekommende ud lige nu, og Luke så bestemt ikke glad ud. Bag de morgentrætte øjne lyste hans øjne af frustration.

”Nå piger, vil i så fortælle mig sandheden om, hvad i lavede på politistationen? ” han gik lige til sagen, men det var han vel også vant til, med det arbejde han havde. Han mindede en smule om min mor, bare i en blidere udgav. Da Alicia ikke gjorde mine til at svare ham, tog jeg ordet.

”Luke, jeg… ” han så afventet på mig, han så hverken munter eller sammensnerpende ud lige nu. Jeg vidste jeg blev nød til at komme med lidt af sandhederne. De vidste godt, at jeg ville have min pelsjakke tilbage, og de vidste kassen har været åben. Så hvis jeg måske siger lidt af sandheden, ville de nok ikke undre sig over, at jeg skjulte noget.

”Jeg ville bare så gerne se mit tøj igen, så jeg bryd ind på dit kontor for at se i den kasse, som Ian havde fortalt mig om” sagde jeg lavmælt, og kiggede nøje efter hans reaktion. I første omgang var jeg nervøs for, at han ville skælde mig ud, men overraskende sukkede han, og satte sig ned ved siden af mig på sengekanten.

”Hør Sky, det er ikke lovligt at vade ind og kigge i andres private ejendomme, og da især ikke på en politistation. ” mindede han mig om, og lod så hans arm tage om mig, da han nok kunne mærke at jeg skælvede lidt. Der var dog en ting der undrede mig en del.

”Men I tog jo mine private ejendomme, så har jeg i bund og grund ret til at se dem når jeg føler for det. Eller nærmere tage dem igen? ”

”Jeg forstår udmærket godt din tankegang, men i denne sammenhæng er det lidt noget andet. Det er vores job at samle beviser, så vi kan få de rette svar. ” Forklarede han nænsomt, mens jeg studsede lidt over ordene.

”Hvornår kan jeg så få det tilbage? ” Jeg ville ufattelig gerne have det med tilbage. For det første så var det min mors pelsjakke, og for det anden, så ville jeg gerne slette deres beviser på de ugenkendelige stoffer, som de åbenbart ikke har på jorden.

”Det er ikke til at sige. Der kan gå flere uger, hvis de finder noget mistænksom. ” han smilede skævt til mig, ”Jeg ved du gerne vil have det tilbage, og jeg skal gøre hvad jeg kan. Men du bliver nødt til at huske på, at det ikke hjælper noget, at bryde reglerne” jeg nikkede til ham, og smilte svagt tilbage. Han fjernede blikket fra mig, og kiggede over på Alicia, som nu var optaget af lektierne igen.

 Igen kiggede han på mig med sammenknibende øjne. Jeg sukkede, og fortalte ham om Alicias hårde dag, mens hun sad fordybet i sin høretelefoner, der spillede så højt, at selv vi kunne høre det svagt.

__________________

Jeg håber i kunne lide 10. kapitel. Det blev ikke helt som jeg havde i tankerne, og måske lidt et sidespor. Men i kapitel 11 ville der komme til at ske noget! :) 
18-06-2016

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...