Hold on | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Igang
At få at vide, at du ikke har meget tid tilbage at leve i, må være alles største mareridt. Og netop dette sker for 20-årige Kimmy Montez, efter to år med kræft. Men hvad gør man lige når man får sådan en forfærdelig nyhed at vide? Jo man pakker da sin kuffert, tager sin kæreste i hånden, og rejser ud i verden for at opleve alle de ting, man ville have nået i løbet af sit liv. Men kommer Kimmys sygdom i vejen for hendes drømme? Og kan hun holde ud til det sidste, selvom alt pludselig føltes mørkt og elendigt? Med kun en måned tilbage at leve i, er der ingen tvivl om, at det bliver en hård kamp for Kimmy, men én ting er sikker; Med en fantastisk kæreste, der er der til at støtte én lige til det sidste, bliver det ingen sag. Eller gør det? (AU) | Mit bidrag til 'Mig før Dig'-konkurrencen.

9Likes
42Kommentarer
1031Visninger
AA

4. Kapitel 2 - The first meeting

 

Kapitel 2 - The first meeting

Omkring tyve minutter senere, sad vi begge to inde i sofaen. Mit hoved lå på Nialls skød, mens han strøg mig i blide bevægelser over håret. Jeg havde endnu ikke fortalt ham, hvorfor jeg var brudt sammen, men jeg vidste at det var nu. Jeg blev nødt til at gøre det. Han fortjente ikke at leve i uvisheden, så meget som et sekund længere.

Det var det der motiverede mig til at tage en dyb indånding, og sætte mig op. I starten sad jeg bare og så ned i mit eget skød, men lidt efter blev to fingre lagt under min hage, mit hoved til siden.

Nu så jeg direkte ind i Nialls krystalblå øjne, og i det øjeblik ønskede jeg intet mindre, end bare at svømme væk i dem. Forsvinde fra virkeligheden, og den skæbnesvangre nyhed jeg vidste, der om lidt ville komme ud af min mund. De mindede mig om havet, og dermed også Nialls og mit første møde.

Det var i sommerferien for tre år siden. Dengang alt var fest og farver, og hvor de eneste bekymringer man havde, var om hvor lang tid der ville gå, før ens forældre opdagede at man ikke lå trygt under dynen i sin seng. Det var før jeg fik konstateret leukæmi.

Dette var præcist mit tilfælde, på det tidspunkt. Mine forældre og jeg var ankommet til campingpladsen samme dag, og efter invitation fra én af de andre unge på pladsen, havde jeg valgt at snige mig ud til den fest, alle de andre unge holdte på stranden.
Så det gjorde jeg. Jeg sagde godnat til mine forældre, og ”gik i seng”.

Da jeg lidt efter kunne høre, at de også lagde sig til køjs, steg jeg ud af sengen og åbnede vinduet så lydløst som muligt. Derefter hoppede jeg ud, så jeg landede på gruset neden under mit vindue. Jeg ventede et stykke tid, og sikrede mig at mine forældre ikke havde hørt noget. Da det var gjort, kunne jeg endelig begive mig ud i natten.

Jeg var iført et par helt almindelige denimshorts samt en løs, hvid croptop, og eftersom det stadig var rimelig lunt, frøs jeg heldigvis ikke. Mens jeg gik, tænkte jeg på hvad mine forældre ville sige, hvis de opdagede at jeg var væk. Et øjeblik blev jeg en smule nervøs, men så kom jeg i tanke om noget, min mor altid sagde til mig da jeg var lille.

”Du får kun ét liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud.”

Og selvom det var et utroligt dårligt eksempel – og sikkert overhovedet ikke det mor mente med det da hun sagde det til mig – så var det jo teknisk set, det jeg gjorde. Levede mit liv fuldt ud. Trodsede min forældre. Og det føltes godt.

Man kunne høre de andre, allerede på lang afstand. Lyden af festende unge, var trods alt ikke til at tage fejl af. Det lød som om det kom nede fra stranden, så jeg valgte derfor at begive mig den vej. Og ganske rigtigt; da jeg kom lidt tættere på, kunne jeg se en masse mennesker, der var samlet omkring et bål midt på stranden. De var omkring 15-20 stykker.

Da jeg nåede det bløde sand, satte jeg i løb. Jeg havde ikke taget sko på, men det gjorde ikke noget, for det var vel sommer.

Da jeg var få meter fra det festlige lejrbål, rejste en af pigerne sig op. Det var hende der havde inviteret mig tideligere på dagen. Abby hen hun vidst. Hun kom smilende imod mig.

”Hey! Så kunne du komme?” sagde hun med et grin. Jeg lo og trak på skuldrene. Hun lagde venligt armen om mig, og førte mig hen til de andre.

”Hey alle sammen!” råbte hun, og fik - nogenlunde - alles opmærksomhed. ”Det her er .. hvad var det nu du hed?” Det sidste var henvendt til mig, og jeg rømmede mig kort inden jeg svarede.

”Kimmy. Jeg hedder Kimmy. ” Jeg smilte forsigtigt til de andre, der hilste pænt på mig. Jeg havde aldrig været specielt genert, men jeg havde det med at se folk an, inden jeg besluttede mig for hvad jeg syntes om dem. Abby gjorde plads, så jeg kunne komme til at sidde imellem hende, og en anden blondine der præsenterede sig som Hailey.

Der gik ikke lang tid før folk igen begyndte at snakke sammen, som om jeg altid havde været her. Mens Abby snakkede med en dreng der sad til højre for hende, så jeg lidt rundt på menneskemængden.

Et kærestepar - gik jeg ud fra - sad ved siden af hinanden, med pigens hoved hvilende på hans skulder. To drenge var grinende gået i gang med at dække en tredje til med sand, et stykke lidt fra bålet, og så ud til at havde det helt utrolig skægt. Jeg lagde dog specielt mærke til én fyr.

Hans lyse hår strittede ud til alle side, men han havde formået at gøre det på en måde, så det rent faktisk så godt ud. Dog afslørede de mørke udgroninger, at det var farvet. Han sad og snakkede med en fyr, der havde langt krøllet hår, og når han grinte af noget fyren sagde, rungede hans sjove grin ud over hele stranden. Han så sig lidt omkring, og i et split sekund fik vi øjenkontakt, inden hans blik igen gled videre. Alligevel var det nok til, at jeg nåede at få et glimt af hans dybblå øjne.

Imens jeg sad og betragtede ham, fandt han pludselig en guitar frem. Folk så ud til at vide hvad der skulle til at ske, for mens han var i gang med at stemme den, samlede alle sig rundt om bålet. Drengen blev færdig med at spille, og spillede et par akkorder, før han rømmede sig. Kort efter begyndte han at synge. Jeg kendte ikke sangen, men det var også lige meget, for alle de andre kendte den, og de begyndte straks at synge med.

Jeg må indrømme at nogle sang bedre end andre, og de bedste var helt klart ham krøltoppen, og så drengen. Selvom de sang lige så højt som de andre, var det deres stemmer man tydeligst kunne høre. Ham drengen sang faktisk overraskende godt.
Da sangen var færdig, hujede og klappede de alle sammen, inden størstedelen rejste sig, og løb ud i vandet.

Nu var det kun mig, ham guitarfyren og nogle få andre. Både Abby og Hailey havde sluttet sig til de andre, og det samme med krøltoppen. Jeg sad og stirrede ind i flammer, eftersom jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle lave. Lysten til at bade var ikke den største lige i øjeblikket.

Jeg havde fornemmelsen af at nogen kiggede på mig, men tog ikke videre notits af det, før jeg kunne se ud af øjenkrogen, at nogen satte sig ved siden af mig. Jeg så til siden, og stirrede øjeblikkeligt ind i et par krystalblå øjne, der skinnede i skæret fra bålet. Han smilte venligt til mig, og rynkede så brynene.

”Du er ny her ikke? Jeg syntes ikke jeg har set dig før.” Det sidste var mere en konstatering end et spørgsmål, men jeg nikkede dog til hans andet spørgsmål.

”Jo jeg er ny her,” svarede jeg ham med et lille smil. Han nikkede og rakte så pludselig sin hånd hen til mig.

”Jeg er Niall.” Jeg betragtede ham kort og gengældte det smil han sendte mig, inden jeg tog hans hånd og rystede den en enkelt gang.

”Kimmy.”

Da jeg kom hjem havde jeg fået en ordentlig skider, eftersom mine forældre havde opdaget at jeg ikke lå i min seng. Men i dag er jeg faktisk ligeglad. Var jeg ikke stukket af den aften, var det ikke sikkert at jeg nogensinde ville have mødt Niall. Siden den dag havde vi holdt kontakten, og vi blev hurtigt meget gode venner.

Han blev hos mig, og var der for mig da jeg fik konstateret diagnosen. Han flygtede ikke ligesom mange af mine andre venner. Og da han en dag endelig indrømmede sine følelser for mig, følte jeg mig som den lykkeligste pige i hele verden. For nu havde jeg ikke bare verdens bedste ven, men også verdens bedste kæreste.  

”Har du tænkt dig at fortælle mig hvordan det egentlig gik til lægen? ” Nialls stemme rev mig tilbage til virkeligheden, og jeg fokuserede igen på hans ansigt. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på, og jeg lukkede derfor mine øjne et kort øjeblik. Da jeg åbnede dem igen, var mit syn sløret, men alligevel tog jeg en dyb indånding, og begyndte at snakke.

”Jeg ehm … kræften har bredt sig længere ud i min krop og ehm … ja der ikke længere noget de kan gøre.” Så var det sagt. Ikke nogen længere forklaring eller snakken udenom. Bare lige ud af landevejen. Sådan havde jeg altid bedste kunnet lide det. Mit syn vendte langsomt tilbage, og jeg kunne langsomt begynde at se Niall igen. Men da mit syn vendte tilbage, ville jeg ønske det forsvandt igen.

Udtrykket i hans øjne – og i det hele taget bare i hans ansigt – var hjerteknusende at se på. Hans opspilede øjne, der lyste af ren og skær rædsel. Hans mund der åbnede og lukkede sig, som om han ville sige noget, men ikke vidste hvad.

”Jeg … jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” sagde han endelig, men hans stemme var ikke andet end en hvisken.

”Du behøver ikke at sige noget,” hviskede jeg, men min stemme knækkede over, så man ikke kunne høre det sidste jeg sagde.

"Jeg vil ikke miste dig," sagde han med grødet stemme. "Jeg ... jeg elsker dig jo! Jeg kan ikke klare at miste dig." Mine øjne begyndte igen at fyldes med vand.

"Jeg elsker også dig, Niall. Mere end noget andet i hele verden. Og jeg ville ønske at det ikke var sådan her, men ... det er det bare. Og der er ikke noget hverken du eller jeg kan gøre ved det."

"Men ... der må da være noget de kan gøre. Et eller andet! " Jeg rystede grædende på hovedet.

"Jeg ville ønske der var. Men ... det er der bare ikke."

For, gud ved hvilken gang i dag, brød jeg sammen. Jeg gemte mit hoved i mine hænder, og græd alt hvad jeg overhovedet kunne. Efter noget tid mærkede jeg et par stærke arme smyge sig om min krop, og presse mig ind mod Nialls brystkasse. Endnu engang sad vi bare helt stille i hinandens arme, uden at sige et ord.

Endelig trak jeg mig, og tørrede mine øjne så jeg kunne se ordentlig på manden foran mig. Den mand jeg elskede mere end noget andet i hele verden, og som jeg havde planlagt at leve resten af mit liv med. Det var hårdt at se det hele smuldre for øjnene af én.

Pludselig lagde jeg mærke til, at han sad og græd. Små tårer trillede lydløst ned af hans kinder, og det var mere end jeg kunne klare. Kun én gang havde jeg set Niall græde, og det var da vi så The Notebook sammen, endda hvor jeg var syg, og vi havde besluttet os for at holde filmmaraton. Og det var oven i købet kun en film. Det her var den skinbarlige sandhed. Den kunne man ikke bare flygte fra, ved hjælp af pauseknappen, og Ben and Jerry’s.

Vi sad og kiggede ind i hinandens øjne,  og den intense øjenkontakt tog pusten fra mig. Jeg var vant til at vi havde øjenkontakt, men det var sjældent at det var så intenst, som det var nu. Jeg rykkede mig lidt i sofaen, så jeg kom til sidde tættere på ham, hvorefter jeg rakte hånden op, og tørrede hans tårer væk. Ikke på noget tidspunkt brød vi vores øjenkontakt. Det var Niall der endte med at bryde stilheden.

”Vil et sige at du ...” Han fuldførte ikke sin sætning, men det behøvede han heller ikke, for jeg forstod alligevel hvad han mente. Langsomt nikkede jeg, og så ned i jorden.

”Ja. Mr. Henderson siger, at jeg ikke har meget mere end en måned tilbage.” Jeg snøftede, og så igen op på Niall. I mange minutter sad vi, og lod den forfærdelige nyhed synke ind. Jeg skulle dø. Det var som om det først rigtigt gik op for mig nu, hvor jeg også blev nødt til at fortælle det til den jeg elskede allermest.

Forsigtigt tog Niall mine hænder i sine, og begyndte at køre sine tommelfingre rundt i blide bevægelser på mine håndrygge.

”Hvordan ehm ... hvordan har du det med det?” spurgte han. Jeg trak på skuldrene.

”Helt ærligt? Jeg er skrækslagen. Men hvad skal jeg gøre Niall? Om cirka en måned skal jeg dø. Hvad så med dig? Min familie? Hvad med alle de ting jeg havde drømt om at gøre, før min død? Hvad med dem? Skal jeg bare opgive dem?” Langsomt mærkede jeg frygten skylle ind over mig, og jeg forberedte mig på endnu en anfald.

”Hey, tag det roligt prinsesse,” sagde Niall, og kyssede mig blidt i panden.

”Se på mig.” Jeg løftede hovedet, og så endnu engang ind i hans dejlige øjne. ”Husk på hvad din mor altid har sagt; Du får kun ét liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud.” Jeg så uforstående på ham.

”Hvad mener du?” spurgte jeg hviskende.

”Du skal leve dit liv fuldt ud. Du har ikke så lang tid som os andre, så du må bare udnytte den tid du har tilbage.” Han smilte stille til mig.

”Så du siger altså at ...?”

”Ja. Pak din kuffert. Tag ud og oplev verden. Alt det du har drømt om. Det er med at gøre det, mens du har tiden.” Jeg smilte til ham, hvorefter jeg krammede ham hårdt ind til mig.
”Tak. Men jeg gør det kun på én betingelse.” Jeg lænede mig tilbage, så jeg kunne se ham ordentligt. Han nikkede, og så afventende på mig. Et smil gled over mine læber, og jeg kyssede ham kort inden jeg snakkede;

”Jeg gør det kun, hvis du tager med mig.” Hans ansigt lyste op i et smil, hvorefter han lænede sig frem, og kyssede mig længe og inderligt. Han trak sig få millimeter fra mit ansigt, så jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber idet han sagde:

”Jamen så lad os komme afsted.”   ______________________________________________________________________________________________________Det var så andet kapitel! Jeg ved ikke hvor godt det blev, men eftersom jeg virkelig var presset, da jeg VILLE nå at publicere det, kunne jeg ikke nå at rette det igennem. Så det er sikkert fyldt med stave- og grammatikfejl, men det retter jeg lige på et senere tidspunkt. Men jeg syntes nu stadig at det er utrolig sødt! Og så blev kapitel-navnet - eller hvad man nu kalder det - heller ikke særlig godt, men jeg skulle bruge ét, og det var det bedste jeg kunne komme på. Det bliver højst sandsynligt også rettet senere.
Det her er jo min første fanfiction, så jeg vel utrolig gerne høre jeres meninger om den. Og så må I da også meget gerne like og sætte den på favoritlisten, hvis altså det lyster ;)
Love you! <3 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...