Hold on | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Igang
At få at vide, at du ikke har meget tid tilbage at leve i, må være alles største mareridt. Og netop dette sker for 20-årige Kimmy Montez, efter to år med kræft. Men hvad gør man lige når man får sådan en forfærdelig nyhed at vide? Jo man pakker da sin kuffert, tager sin kæreste i hånden, og rejser ud i verden for at opleve alle de ting, man ville have nået i løbet af sit liv. Men kommer Kimmys sygdom i vejen for hendes drømme? Og kan hun holde ud til det sidste, selvom alt pludselig føltes mørkt og elendigt? Med kun en måned tilbage at leve i, er der ingen tvivl om, at det bliver en hård kamp for Kimmy, men én ting er sikker; Med en fantastisk kæreste, der er der til at støtte én lige til det sidste, bliver det ingen sag. Eller gør det? (AU) | Mit bidrag til 'Mig før Dig'-konkurrencen.

9Likes
42Kommentarer
1033Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Bad news

 

Kapitel 1 - Bad news 

Jeg sad og stirrede med udtryksløse øjne, direkte ind i lægens ansigt. Hans læber bevægede sig, men jeg hørte ikke hvad han sagde. Alle mine sanser var sat på standby, mens det eneste der virkede i en nogenlunde grad, var min hjerne der i øjeblikket kørte på fuld drøn.

Han løj. Det blev han nød til. Det kunne ikke være sandt. Det måtte ikke være sandt. Alt det jeg så gerne ville have nået at opleve. Skulle jeg bare glemme det? Og hvad med min familie. Mine venner. Hvad med Niall? Min store kærlighed, grunden til at jeg overhovedet stod op hver morgen. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne være i stand til at fortælle ham så forfærdelig en nyhed?

”Kimmy? Kimmy hører du efter? ” Min hørelse havde åbenbart ikke helt forladt mig, men alligevel svarede jeg ikke. Lod som om jeg ikke hørte noget. Først da han sukkede, og klappede mig blidt på hånden, vendte jeg min opmærksomhed mod ham.

”Hør Kimmy, jeg ved at det er hårdt for dig, og jeg ville gøre hvad som helst for at hjælpe dig. Men det kan jeg bare ikke. Det er jeg ked af. ” Hans rare stemme beroligede mig, selvom det ikke var meget. Tanken om at det ville være en af de sidste gange jeg ville høre den, var skræmmende. Rigtig meget endda. Og jeg var ellers ikke den der sådan blev bange. Pludselig dukkede en masse minder op i mit hoved. De var fra alle de gange, Niall og jeg har siddet og set en gyserfilm, og det i sidste ende næsten altid endte med, at det var mig der sad med armene om ham, og fortalte ham at det altså bare var en film.

Selvom tanken burde få til at grine, eller i det mindste løfte mit humør en smule, skete det stik modsatte. Langsomt begyndte mine øjne at fyldes med vand, og alle de tårer jeg havde holdt inde siden den rystende nyhed, fik nu frit løb.
Mr. Henderson - min læge - sagde ikke noget, og jeg kunne heller ikke se ham, grundet mit slørede syn. Men bare det at jeg vidste at han var ked af det på mine vegne, varmede helt ind i hjertet. Han vidste hvordan jeg havde det, og han vidste at jeg fortjente at græde.

Da jeg havde fået tømt alle mine tårer kanaler, rakte Mr. Henderson mig en serviet så jeg kunne tørre mine øjne. Jeg tog en dyb indånding og rejste mig fra stolen.

”Tusind tak, ” sagde jeg med skælvende stemme, idet jeg gav ham hånden. Jeg tilføjede dog hurtigt; ”For alt. ”
Mr. Henderson smilte svagt til mig, og trak mig derefter ind i et kram. Som jeg troede jeg ikke havde flere tårer tilbage, trillede et nyt hold ned af mine kinder, og jeg hulkede ned i mandens skulder, mens han blidt strøg mig i beroligende bevægelser på ryggen. Da jeg endelig trak mig, var det med et langt fra overbevisende smil. Jeg takkede og sagde farvel en sidste gang, og gik så med rystende ben ud af døren.

 

◾◾◾

 

Da jeg ankom til lejlighedsbygningen, parkerede jeg bilen, men blev dog siddende noget tid. Mit blik stirrede uafbrudt ud af forruden, mens tusindvis af tanker kørte rundt i mit i forvejen forvirrede hoved. For hvad skulle jeg sige, når jeg kom op i lejligheden? Skulle jeg bare lade som ingenting, og vente til det rigtige tidspunkt at fortælle ham det på? Eller skulle jeg fortælle ham det med det samme? Jeg var ret sikker på, at jeg blev nødt til at gøre det så hurtigt som muligt, da jeg var ikke var sikker på, hvor lang tid jeg ville kunne holde den, inden jeg brød sammen.

Jeg lukkede øjnene, og tog en dyb indånding.

Du kan godt gøre det Kimmy sagde jeg til mig selv. Du bliver nødt til at fortælle ham det før eller siden, og jo før jo bedre. Lige meget hvor forfærdeligt det end må være.

Da jeg efter mange minutter, endelig fik taget mig sammen, steg jeg skælvende ud af bilen, og begyndte at bevæge mine ben i sneglefart hen af jorden. Alligevel gik det alt for hurtigt, inden jeg havde bevæget mig op af trapperne, og stod foran den hvide dør til vores fælles lejlighed. I flere minutter stod jeg stirrede ind i døren, og prøvede at samle mig mod nok til at gå ind. Faktisk så lang tid, at vores nabo Mrs. Smith, en rar gammel dame, der i samme øjeblik kom op af trapperne, venligt spurgte om jeg havde glemt en nøgle.

Jeg svarede hende - så godt som jeg nu kunne - at det havde jeg ikke, og hun forsvandt ind af døren til sin egen lejlighed.

Så er det nu. Du kan godt gøre det Kimmy.

Med rystende hænder tog jeg fat om håndtaget, og trykkede det langsomt ned. Da jeg endelig trådte ind i entreen, blev jeg mødt af en meget velkendt duft, og trods min ret så kedelige situation, kunne jeg ikke lade være med at smile. Niall havde bagt pandekager til mig, som han altid plejede når jeg kom hjem fra et lægebesøg. Mit smil forsvandt dog lige så hurtigt igen, da jeg kom i tanke om, at det højst sandsynligt ville blive sidste gang han gjorde det. Tårerne begyndte igen at stige op i mine øjne, og jeg sagde strengt til mig selv, at jeg altså blev nødt til at tage mig sammen. Jeg tog en dyb indånding, klistrede et nogenlunde overbevisende smil på læben, og begyndte at tage mit overtøj af.

”Jeg er hjemme! ” råbte jeg, med en stemme der ikke skælvede helt så meget som jeg havde frygtet. Få sekunder efter, dukkede en smilende Niall op i døråbningen, og synet kunne ikke afholde mig fra at smile. Han var iført et blomstret forklæde, uden på et sæt afslappet joggingtøj. I den ene hånd havde han en pallet, og hans karakteristiske strittende hår, bar tydelig præg af de gange, han frustreret havde kørt en hånd igennem det.

”Hej skat! Hvordan gik det? ” spurgte han, mens han samtidig kom gående imod mig. Jeg trak på skuldrene, i samme øjeblik han kom helt hen til mig.

”Det gik vel fint nok, ” svarede jeg, og gav ham et kram. Jeg håbede ikke han opdagede, at jeg knugede ham lidt hårdere, og lidt længere end jeg plejede. Han smilede heldigvis som han plejede og gav mig i stedet et blidt kys.

”Jeg har lavet pandekager, ” mumlede han mod mine læber, og straks lyste jeg op i et smil.

”Det lyder lækkert, ” svarede jeg og plantede et kys på hans kind, inden jeg gik forbi ham ud i køkkenet. Jeg lagde mærke til, at der lugtede en smule af røg, og Niall der var fulgt efter mig, opdagede det vidst også ret hurtigt, for der gik ikke mange sekunder før han udbrød: ”Fuck! ” og skyndte sig hen til komfuret. Det viste sig, at han var kommet til at brande en pandekage på.

Hans koncentrerede ansigtsudtryk og vilde bevægelser, var alt der skulle til at få mig til at grine, og et øjeblik glemte jeg alt om den chorkerende nyhed, jeg vidste jeg blev nødt til at fortælle ham.

Da han havde fået pandekagerne under kontrol igen, smilte han undskyldende til mig. Men jeg smilte ikke tilbage. Det var pludselig gået op for mig, hvor meget jeg ville komme til at miste, og hvor meget jeg ville komme til at efterlade.
Hele idéen med at holde en facade oppe krakelerede, for i dét øjeblik, brød jeg sammen. Tårerne rendte ned af kinderne på mig, og det ene hulk efter det andet sneg sig vej op gennem min hals.

Først stirrede Niall forbløffet på mig, men han genvandt hurtigt fatningen, og stillede panden fra sig på bordet. Før jeg kunne nå at se mig om, var han trådt de sidste skridt hen imod mig, og svang sine arme rundt om mig. Jeg knugede mig tæt ind til ham, og hulkede ned i hans T-shirt, samtidig med, at Niall hviskede beroligende ord i mit øre, og strøg mig blidt over håret.

Jeg havde ingen idé om hvor lang tid vi stod sådan, men jeg vidste at jeg ikke ønskede det skulle stoppe; den rare stilhed i køkkenet, der kun blev brudt af mine hulk, Niall der stillede vuggede mig fra side til side. Den effekt han havde på mig, og hans evne til altid at kunne berolige mig, var noget af det jeg elskede så højt ved ham. For det var det jeg gjorde. Jeg elskede ham. Af hele mit hjerte elskede jeg ham, og det bedste af det hele var, at jeg vidste at han også elskede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...