Feathers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2016
  • Opdateret: 7 sep. 2016
  • Status: Igang
Brooke prøver at komme over det tragiske uheld, der har landet hende i en kørestol uden førlighed i benene. Hendes ellers meget grå liv tager en uventet drejning, da mødet med en helt speciel fyr tager pusten fra hende og får hendes hjerte til at galoppere afsted.

12Likes
5Kommentarer
940Visninger
AA

5. Through the Dark

Harrys P.O.V

You tell me that you're hurt and you're in pain
And I can see your head is held in shame,
But I just wanna see you smile again

 

Hun var smuk. Det havde de ikke sagt noget om. De havde nu heller ikke rigtig sagt noget. De havde råbt en del, og så havde det sagt bang, og så stod jeg her. Eller sådan havde det selvfølgelig ikke helt foregået, men det føles sådan. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle komme i problemer for at hjælpe en ven i nød. Det var dog, hvad der var sket. Der var heller ikke så slemt her. Dem jeg havde mødt var venlige og det her ishockey, som de kaldte det, var overhovedet ikke svært. Brooke sad og kiggede på os. Det plejede hun vist at gøre. Så det gjorde det jo noget nemmere at komme tæt på hende. Hun virkede til at kunne leve med, hvad der var sket. Selvfølgelig var hun påvirket af det, men hun smilede og grinede da. Hun var smuk med sit bølgede, gyldne hår og helt lyseblå øjne. De lignede faktisk lidt is. Hun virkede til at være venlig, men lignede samtidig én, der var vant til at få det, som hun ville have det.

“Du er sgu da god, Harry! Hvor har du lært det?” spurgte Luke mig. Jeg havde snakket mest med ham, efter jeg kom for at spørge, om jeg kunne komme på holdet. Han var nede på jorden og hyggelig. Jeg trak på skuldrene.

“Jeg er vel bare et naturtalent,” svarede jeg. Han grinede af mig. Han troede vel, at jeg lavede sjov. Men så svært var det nu ikke. Det sluttede efter lidt tid, og jeg kom der i tanke om, at jeg faktisk havde rigtig ondt i fødderne.

“Skal du med videre?” overhørte jeg Krølle spørge Brooke. Jeg kiggede lidt over mod hende, men hørte ikke hendes svar.

“Ej kom nu!” råbte Jake. Brooke grinte let og rystede på hovedet.

“Nej. Jeg har ondt i ryggen. Jeg vil bare gerne hjem,” hun smilede undskyldende. Krølle, de havde nogle underlige navne hernede, nikkede forstående, mens Jake skød underlæben frem i et ynkeligt forsøg på at ændre hendes svar. Det hjalp ikke. Det havde jeg nu heller ikke regnet med. Sådan virkede hun ikke til at være. En arm blev lagt om mine skuldre, og jeg rev blikket væk fra Brooke og kiggede direkte ind i Tuckers fregnede ansigt.

“Skal du med videre, superstar?” spurgte han grinende. Jeg vidste ikke, hvor videre var, og jeg havde heller ikke tænkt mig at finde ud af det lige nu. Jeg trak på skuldrene.

“Jeg er ked af det, men jeg har en masse ting i hovedet lige nu. Næste gang skal jeg nok tage med,” svarede jeg. Han nikkede og klappede mig på skulderen.

“Det er bare i orden, du,” smilede han og fortsatte mod omklædningsrummet. Stemningen var høj derinde. Jeg skiftede hurtigt uden at deltage i mere snak end et par spørgsmål. Jeg takkede for deres venlighed og hilste, inden jeg gik ud og en kølig brise omfavnede mig. Det var nu ikke fordi, at det var koldt udenfor. Men jeg var vant til, at det var en smule varmere. Jeg tog en dyb i indånding og satte så kursen mod min destination. Der var ikke så langt. Omkring 10 minutters gåtur. I det mindste ventede han mig. Jeg havde simpelthen ikke orket at komme uanmeldt og forklare mig. Som jeg gik hen af fortovet og lyttede til fuglenes kvidren, begyndte jeg stille at tænke på Brooke. Sjældent havde jeg set nogen så smuk. Hendes honningfarvede hår formede sig æstetisk om hendes symmetriske ansigt. Hendes store, blå øjne havde stirret direkte ind i mig, da vi havde hilst på hinanden. Hendes små, feminine hænder havde sendt chokbølger gennem mig, da de mødtes med mine. Jeg kunne kigge på hende hele dagen. Uden at finde en enkelt ting, der kunne have været forbedret. Jeg rystede stille på hovedet. Det var jo ikke derfor, jeg var her. Et hus fangede mit blik, og jeg stoppede op. Det måtte være det. Sådan havde de ihvertfald beskrevet det. Jeg kiggede lidt på det, inden jeg tog mig sammen til at banke på døren. Der gik nogle sekunder, inden der blev åbnet. Jeg så direkte ind i et par brune øjne. De stirrede intenst på mig og kørte langsomt op og ned af min krop. Så formede læberne sig i et skævt smil.

“Nå der var du. Dig havde jeg ikke forventet at se hernede,” sagde han så.

“Hej,” hilste jeg. Han lod mig komme ind og lukkede døren. Der duftede bekendt. Der duftede af hjem. Jeg vendte mig mod ham.

“Det får du at vide senere,” sagde han, som havde han læst mine tanker. Det havde han sikkert også. Jeg smed mine sko og min jakke, og han fulgte mig længere ind. Jeg så køkkenet, den store, hyggelige stue, hans værelse og badeværelset. Så fulgte han mig ovenpå, hvor der var to værelser mere og et fællesrum.

“Du kan få det til højre,” forklarede han. Jeg nikkede. Så længe jeg fik tag over hovedet, var jeg glad. Vi sad i sofaen og så fjernsyn, da han spurgte mig.

“Hvorfor endte du her?” spurgte han og kiggede på mig. Jeg trak vejret dybt og kiggede så over på ham. Ignorerede fjernsynet og mødte hans fængslende øjne. Han ventede tålmodigt på mit svar.

“Jeg gjorde det eneste rigtige,” forklarede jeg så. Han nikkede stille. Så ikke ud til at ville have et mere uddybende svar. Det ville jeg heller ikke give ham. Ikke nu.

“Der går mange rygter om dig,” sagde jeg så. Han løftede forvirret et øjenbryn.

“Er du en helt? Eller var det for din egen skyld?” spurgte jeg. Han lo stille.

“Årh Harry. Det er der vist delte meninger om. Men jeg gjorde det, der var bedst i den situation,” svarede han. Jeg nikkede forstående.

“Du er en legende, Liam,” fortalte jeg. Han rystede på hovedet.

“Jeg er ikke en legende. Jeg sagde bare nej, da alt for mange intet sagde. Det virker dog ikke som om, de har fundet en bedre løsning,” afslog han. Jeg trak på skuldrene.

“Næh. Det har de vel ikke,” mumlede jeg idet en dør gik op. Lidt efter kom en lyshåret fyr gående ind med en rødhåret pige i hånden. Han smilede charmerende til hende. De så ikke ud til at have set os.

“Hej Niall,” sagde Liam så, og de kiggede hen på os. Fyren, der måtte være Niall, kiggede på os med et lummert smil. Pigen så genert ud. Jeg havde ikke set så mange af pigerne herfra endnu. Hende her var da pæn, men hun kunne på ingen måde måle sig med Brooke.

“Hej Liam. Og hej til dig også,” hilste han. Pigen smilede genert til os.

“Hej,” sagde jeg. Niall trak hende med op af trappen, og de forsvandt. Jeg kiggede på Liam.

“Hvad skal de?” spurgte jeg forvirret. Liam begyndte at grine, og jeg kiggede stadig forvirret på ham.

“Hygge sig,” svarede han. Det lød underligt. Hvorfor skulle han ‘hygge sig’ med en pige herfra? Det var jo ikke derfor, han var her. Og hvad indebar ‘hygge sig’ egentlig?

“Skal de snakke eller hvad?” Liam grinte endnu en gang og rystede på hovedet af mig.

“Eh nej Harry,” sagde han så. Jeg lod den ligge og tænkte ikke videre over det. Vi så fjernsyn i stilhed, indtil nogle mærkværdige lyde tog min opmærksomhed. Jeg kiggede lidt rundt og konstaterede så, at det kom ovenfra.

“Er de okay?” spurgte jeg Liam. Han nikkede. Det lød næsten som om, hun skreg.

“Ej hvad sker der? Han gør hende da vel ikke noget?” sagde jeg bekymret. Liam smilede slesk.

“Jeg lover dig Harry, at så længe hun skriger sådan der, så er hun lykkelig,” grinede han. Jeg forstod det nu ikke helt, men prøvede at lade være med at tænke på det. Efter et stykke tid kom Niall og pigen ned af trappen igen.

“Jeg er ked af, at du ikke kan blive men.. Eh.. Liams familie kommer på besøg og sådan,” hørte jeg ham sige, inden døren smækkede i gangen. Han kom ind i stuen med et stort smil på læben.

“Den første rødhårede,” konstaterede Liam. Niall nikkede og satte sig i en sækkestol.

“Ja. Det var okay. Men der er noget over tøser med sort hår,” sagde han med sit fjogede smil.

“Det er Harry,” Liam pegede på mig, og jeg vinkede akavet til Niall, der kiggede på mig. Han nikkede anerkendende.

“Jeg er Niall,” hilste han. Jeg vidste godt, hvem han var. Når man kom herned, vidste alle nok, hvem man var. Man kunne ikke rigtig sige, at Niall var legende. Han havde nok nærmere bare været super dum. Jeg lyttede lidt til deres samtale, indtil jeg simpelthen blev nødt til at spørge.

“Hvad.. Hvad lavede I?” Niall kiggede på mig og begyndte så at grine.

“Hahahah jeg troede lige et øjeblik, at du mente det,” grinede han.

“Det gør jeg også,” mumlede jeg. Frustreret over at ingen af dem ville forklare, hvad der skete.

“Okay Harry. De havde sex,” svarede Liam så. Jeg kiggede endnu mere forvirret på ham.

“Men.. Kan vi det?” spurgte jeg. Jeg vidste godt, hvad det var. Men jeg havde aldrig rigtig hørt det, set det eller gjort det. De smilede begge to fjoget og nikkede.

“Hvordan er det så?” jeg følte mig lidt dum, men de havde jo også været her længere end mig.

“Rigtig godt, Harry. Rigtig godt,” svarede Niall, “skal jeg bestille en pizza?” fortsatte han. Liam nikkede. De så ikke ud til at ville snakke videre om emnet. De virkede så afslappede omkring det. Selv var jeg både forvirret, forundret og en smule forarget. Måtte vi overhovedet det?

“Bare rolig Harry,” Liam klappede mig på låret og vækkede mig fra mine tanker, “du skal nok komme til at prøve det en dag,” han blinkede til mig og rejste sig. Jeg fulgte ham frastødende med øjnene. Hvordan kunne de tænke sådanne ting? Ja, gøre sådanne ting. Det gik langsomt op for mig, hvor latterligt det var, at de sendte os herned. Her var så frit. Hvordan i alverden skulle det give os en lærestreg. De drak sikkert også. Niall kastede en dåseøl hen til mig. Jeg greb den og overvejede lidt, om jeg skulle gøre det. Jeg kunne nærmest mærke deres dømmende blikke, da jeg førte dåsen op til munden og drak dens indhold. Det smagte overraskende godt. Jeg kunne vel godt blive vant til det her.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...