Feathers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2016
  • Opdateret: 7 sep. 2016
  • Status: Igang
Brooke prøver at komme over det tragiske uheld, der har landet hende i en kørestol uden førlighed i benene. Hendes ellers meget grå liv tager en uventet drejning, da mødet med en helt speciel fyr tager pusten fra hende og får hendes hjerte til at galoppere afsted.

12Likes
5Kommentarer
931Visninger
AA

4. Hey Angel

Brookes P.O.V

I come alive when I hear your voice
It's a beautiful sound, it's a beautiful noise

 

“Er du sikker på, at du kan selv?” spurgte min lillebror bekymret. Jeg nikkede frustreret. Hvorfor skulle jeg nu ikke kunne det? Jeg havde altid klaret mig selv. Han sukkede af mig.

“Jamen så ses vi vel bare her senere,” sukkede han.

“Ja ja ses,” mumlede jeg. Han vendte sig og gik videre. Jeg kiggede op på skolen. En kold fornemmelse gik igennem mig. Sidst jeg gik her, skinnede solen. Der var nu gået fire måneder. Sommerferien og lidt mere. Jeg havde kastet ligegyldigt med håret, vrikket lidt med røven og sat det ene ben foran det andet. Siden havde jeg ikke gjort det. Jeg havde kastet med håret, men kun når det irriterede mig. Jeg havde hverken vrikket med røven eller sat det ene ben foran det andet. Simpelt fordi jeg ikke kunne.

“Brooke! Hvor er det godt at se dig!” skreg en skinger stemme til højre for mig. Jeg kiggede derhen og fik øje på Audrey, der kom løbende hen til mig. Jeg smilede svagt. Jeg havde ikke set hende siden den dag. En del af mig var sur over, at hun ikke havde besøgt mig, men samtidig var jeg taknemmelig for, at hun ikke skulle se mig i den tilstand. Ingen skulle se mig i den tilstand.

“Du.. Ser godt ud,” hun tøvede lidt og gav mig et elevatorblik. Det var jo klart. Jeg sad i en kørestol.

“Jaer… Tak,” mumlede jeg. Det var vel på tide at komme ind på skolen. Selvom alle ville kigge. Og ikke på den måde jeg elskede. De ville stirre og fryde sig over, at jeg ikke kom gående. Jeg kom rullende.

“Jeg.. Kommer lige om lidt,” sagde Audrey og forsvandt hurtigt. Jeg forstod hende godt. Ingen gad da blive set med misfosteret i en kørestol. Jeg kiggede ned på mine sko og sukkede dybt. De var hæslige. Mit tøj var hæsligt. Jeg tog mig sammen og rullede langsomt ind på skolen. Som forventet kiggede folk. Deres blikke brændte nærmest. Der blev hvisket. Jeg bed tænderne sammen og ignorerede dem. Jeg havde aldrig rigtigt været bange for, hvad folk synes om mig. For alle kunne jo lide mig. Hvis de ikke kunne lide mig, var de misundelige. Jeg var smuk, jeg var klog, og jeg var god. Jeg var god til alt, hvad jeg foretog mig. Men ikke længere. Nu var jeg lam fra hoften og ned.

Tanken om mit møde med skolen tidligere gav mig lyst til at kaste op. Jeg havde slet ikke lyst til at tænke på det, men det brændte stadig klart på min nethinde. Lysten til at løbe væk og gemme mig i et lille hul, ubehaget ved folks blikke og hvisken og de mange samtaler med folk, der lige skulle være sikre på, at de nu også var bedre end mig. Og så folks ynk. Dem der havde ih og åh så ondt af mig. Det var næsten det værste. Du var ellers så dygtig, det må være helt forfærdeligt, du klarer det flot, vi føler med dig. Men selvfølgelig følte de ikke med mig. De så mig sidde som en grøntsag og prisede sig lykkelige over, at det ikke var dem. Jeg rystede på hovedet af mig selv og rullede hen til døren til skøjtehallen. Hockeyholdet skulle træne i aften, og jeg var som lovet kommet forbi hver gang, efter jeg blev udskrevet. Jeg kiggede opgivende på døren, der ellers ikke plejede at være et problem for mig, men den åbnede ud af, så jeg kunne ikke bare skubbe til den. En mand kom gående, kiggede lidt på mig og holdt så døren åben for mig. Jeg mumlede et tak, skyndte mig indenfor og satte retning mod hallen. Jeg rullede ind og nød duften af skøjtehal. Den var fantastisk. Kulden lagde sig om mig, som et beskyttende tæppe. Jeg følte mig hjemme, og jeg følte mig tryg. Min mor skrev og spurgte, hvor jeg var. Det vidste hun jo godt. Men hun var blevet så bekymret for mig, selvom jeg havde prøvet at forklare hende, at der er grænser for, hvor langt en 17-årig kan nå i en kørestol. Og at jeg ville have svært ved at hænge mig selv, eftersom jeg ikke kunne nå et højt nok sted. Det synes hun ikke var sjovt. Der var stadig lidt tid til, at de begyndte at spille. Jeg sad bare og kiggede på isen og kom i tanke om alle mine gode øjeblikke. Lige fra første gang min mor havde tvunget mig ud på isen, til jeg blev klubmester og da jeg for nogle måneder siden blev engelsk mester. Den følelse glemte jeg aldrig. At have gjort sit allerbedste og blive belønnet for det. At være bedre end alle de andre.

“BROOOOKE!” råbte en dyb stemme. Jeg kiggede forskrækket til venstre, og der kom Tucker løbende med et stort smil på læberne.

“Hej,” hilste jeg lidt forvirret over hans råben. Han kom helt hen til mig og kiggede ned af mig.

“Jeg elsker bare piger i kørestole,” sagde han drillende. Jeg himlede med øjnene af ham.

“Det er de eneste, der ikke når at stikke af fra dig,” mumlede jeg. Han begyndte at grine og vendte mig rundt.

“Der er kommet en ny på holdet, du skal møde,” fortalte han. Jeg tog hårelastikken ud af mit hår.

“I omklædningsrummet?” spurgte jeg forvirret, da han satte kursen derhen.

“Jeps,” svarede han. Hvad fanden havde han tænkt sig? Jeg skulle sgu ikke ind i deres omklædningsrum. Der stank sikkert for ikke at nævne de 12 nøgne fyre derinde. Eller 13 hvis der var en mere nu.

“Nej sgu da! Jeg vil ikke derind. Der lugter,” protesterede jeg. Tucker grinte lidt af mig.

“Nej da. De fleste har også fået tøj på,” blev han ved. Jeg sukkede. Hvis jeg kunne stikke af, havde jeg gjort det. Han åbnede døren og kørte mig derind. Der stank.

“Se hvem jeg har med,” sagde Tucker og fangede de andres opmærksomhed. De hilste alle sammen. Jeg kendte dem alle sammen ret godt. Der var selvfølgelig nogen, jeg havde det bedre med end andre, men der var ikke rigtig nogen, jeg ikke kunne snakke med. Jeg kunne være mig selv, når jeg skøjtede. Og jeg kunne være mig selv, når jeg var sammen med de her drenge.

“Ja hun prøvede at løbe væk,” sagde Tucker drillende og fik dem til at grine, “men jeg fangede hende,” han sendte mig et smil, og jeg sukkede dumt af ham. De begyndte at tage tøj på igen og snakke videre indbyrdes. Jeg kiggede lidt rundt og fik så øje på et ukendt ansigt. Han stod og snakkede med Luke. De så ud til at more sig. Han havde halvlangt, brunt hår med bløde krøller. Jeg kiggede væk igen, men blev draget af hans person og endte med at kigge på ham igen. Der var ikke noget specielt ved ham som sådan. Eller jo, han var da pæn. Men mit hjerte begyndte at banke underligt hurtigt, så snart mit blik landede på ham. Jeg tabte nærmest pusten. Forvirret over mig selv, slog det mig, at jeg måske havde det dårligt med at møde en person for første gang på denne måde. Alle andre vidste jo godt, hvad jeg havde kunne gøre. Der var stadig en smule respekt for mig. Men ham her, han kendte mig kun som hende i kørestolen. Jeg betragtede ham stadig. Der var noget over hans bevægelser. De var ikke kejtede ligesom de andre, der stadig ikke rigtig havde fundet sig tilrette i deres store kroppe. Bare da han tog sin trøje på, blev det gjort så yndefuldt, at man næsten skulle tro han var skøjteløber i stedet for hockeyspiller.

“Brookie du skal møde ham her,” jeg rev mit blik væk, og kiggede op på Tuckers fregner. Jeg nikkede stille og lod ham køre mig tættere på den nye fyr. Luke og ham kiggede på os.

“Harry, hils på Brooke,” sagde Tucker. Jeg mødte hans blik. Hans øjne var grønne. En almindelig, mat grøn ved første øjekast, men jo længere jeg stirrede ind i hans fængslende øjne, jo mere farve og liv fik de. Til sidst lignede de nærmest to smaragder, der kiggede ned på mig. Han rakte sin hånd frem, og jeg tog den. En underlig fornemmelse gik igennem min krop. Som om små stjerneskud fór gennem mig.

“Hej. De kalder mig Harry,” sagde han og sendte mig et hjerteknuser smil. Han havde smilehuller. Hans stemme var dyb og hæs, og han snakkede langsomt. Jeg plejede ellers ikke at gide høre på folk, men et eller andet inden i mig skreg efter at høre ham snakke igen.

“Brooke,” smilede jeg. Det plejede jeg ellers ikke at gøre. Sådan at smile til folk. Slet ikke dem, jeg lige havde mødt, men noget ved ham havde sat et stort smil på mine læber. Og det havde ikke tænkt sig at gå væk. Der var virkelig noget specielt ved ham. Han lignede de andre drenge, men så samtidig meget ældre ud. Han var høj, men ikke den højeste herinde. Alligevel fyldte han hele rummet. Det var næsten, det var selvfølgelig bare indbildelse, men det var næsten som om, han skinnede.

“Hvad er der sket?” spurgte han mig. Mit hjerte bankede videre med samme, vilde hastighed, og jeg åbnede munden for at svare.

“Jeg landede forkert i et hop og brækkede ryggen. Jeg er lam fra hoften og ned,” forklarede jeg stille og fik revet mit blik væk fra ham. Han nikkede forstående.

“Kommer du så aldrig til at gå igen?” spurgte han igen. Det var der faktisk ikke rigtig nogen, der havde spurgt om. Bortset fra holdet og Alli. De fleste havde lidt berøringsangst med det, og lod være med at spørge, eller gik bare ud fra, at det nu var sådan. Jeg trak på skuldrene.

“De siger, der er en chance for det, og jeg går i genoptræning, men jeg kan ikke engang vrikke med tæerne, så jeg tror ikke rigtig på det,” svarede jeg. Inden han nåede at svare mig, afbrød en af de andre drenge. Men det var okay. Hans venlige øjne mødte mine en sidste gang. De viste ikke ynk. De smilede bare til mig.

“Så er det nu drenge!” råbte han, og de begyndte alle sammen at gå ud. Tucker kørte mig ud og stillede mig lige foran indgangen, så jeg kunne se hele banen. Han gav mig en high-five og skøjtede så ind til de andre. De var underligt, at de aldrig kom til skade. De tonsede rundt og væltede hele tiden, og aldrig en skramme fik de. De havde da deres udstyr på, men stadig. Jeg landede lidt forkert og se på mig. Krølle kørte forbi mig og rakte tunge. Jeg grinede af ham. De var virkelig skønne de drenge. Havde ikke en eneste bekymring i livet, og nød hvert øjeblik fuldt ud. Det havde jeg også bestemt mig for, at jeg ville. Harry fløj hen over isen, og jeg fulgte ham med øjnene. Han så så ubesværet ud. Gad vide hvor han havde spillet før. For han var virkelig god. Jeg var blevet helt varm i kroppen. Det lød så sukkersødt, men det føltes næsten som om, min sjæl havde mødt hans efter at have været adskilt alt for længe. Som den havde sagt, Nårh der er du! Jeg har ledt efter dig.”

Jeg rystede på hovedet af mig selv og betragtede den fjer, der ligeså stille landede på mit lår.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...