Feathers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2016
  • Opdateret: 7 sep. 2016
  • Status: Igang
Brooke prøver at komme over det tragiske uheld, der har landet hende i en kørestol uden førlighed i benene. Hendes ellers meget grå liv tager en uventet drejning, da mødet med en helt speciel fyr tager pusten fra hende og får hendes hjerte til at galoppere afsted.

12Likes
5Kommentarer
932Visninger
AA

3. Dancing Queen

Brookes P.O.V

Night is young and the music's high
With a bit of rock music, everything is fine
You're in the mood for a dance

 

“Kommer du ikke i aften? Det bliver så hyggeligt!” hvinede Audrey. Jeg kiggede hen på hende med et skeptisk blik. Hun havde en mærkelig hårfarve. Det lignede en mislykket farvning, men hun nægtede at have farvet sit hår. Jeg stoppede så ved mit skab.

“Skal I ikke bare drikke? Det har jeg ikke tid til,” svarede jeg koldt. Irriteret over hendes uendelige ævl om spiritus og lækre drenge. Hvordan skulle det bringe mig videre i verden? Hun nikkede. Næsten stolt. Som om det var en bedrift i sig selv at deltage i sådanne arrangementer. Det var det vel også for hende. Hun fik lidt opmærksomhed og havde en god historie, hun kunne overdrive lidt over for nogle af de andre piger.

“Jo jo, men du bliver nødt til at komme. Hvad bliver det for en fest, hvis den populæreste pige ikke kommer?” sagde hun og lagde mascara i spejlet i mit skab. Jeg sukkede. Mest fordi hun var dum at høre på. Jeg var måske den mest populære på skolen, men de kunne sgu da sagtens drikke sig i hegnet uden min deltagelse. Jeg regnede da ikke med at skulle holde flasken for dem.

“Du ved godt, at jeg skal til en stor konkurrence. Og du behøver vel ikke..” jeg blev afbrudt, da Audreys kæreste på deltid dukkede op. Bryan. Jeg brød mig ikke om ham, men nu var det også begrænset, hvem jeg faktisk syntes om.

“Hvad så girls? Er I klar til i aften?” spurgte han med sit sædvanlige sleske smil på læberne. Audrey fnes dumt. Sådan blev hun altid omkring drenge. Det var så belastende. Nogle gange fik jeg helt lyst til at give hende et hak med en skøjte.

“Ja jeg er! Men Brokke Brooke gider selvfølgelig ikke,” sagde hun hånende. Det var dumt af hende. Jeg kunne sagtens bare cutte hende af. Hun var ingenting uden mig. Jeg var både pænere, klogere og mere eftertragtet end hende. Jeg fnøs og lukkede mit skab, selvom hun ikke var færdig med at ligge krigsmaling. Hun kiggede irriteret på mig.

“Ærlig talt har jeg vigtigere ting at tage mig til end at drikke billig vin og lege S,P eller K,” jeg smilede falsk og forlod dem så. Audrey gispede bag mig og sagde noget til Bryan. Åh jeg elskede de øjeblikke. Jeg gik ud af skolens store døre og blev mødt af solens stråler. En blid vind fik mit lyse hår til at flyve elegant rundt. Jeg kunne sagtens mærke folks blikke på mig. De var der altid. Fulgte hver af mine bevægelser. Prøvede at fange et uheldigt øjeblik. Men helt ærligt så kunne de da bare prøve. Jeg stoppede op for at finde min mobil i min taske. Det var ikke en typisk dag i England. Solen var fremme, ikke en sky på himlen og det var over 20 grader. Jeg var derfor også meget godt tilfreds med mit tøjvalg. En hvid nederdel, en lyserød t-shirt og mine elskede nude Jeffrey Campbell. Det var bestemt ikke for koldt. Jeg rodede videre i tasken og fandt mine solbriller. Jeg tog dem op, kiggede på dem med et skævt smil og tog dem så på. Jeg rodede videre og fandt endelig min mobil. En time til jeg skulle være til træning. Så kunne jeg lige nå hjem og skifte. Audreys grin kunne høres på lang afstand, og jeg himlede med øjnene. Hvorfor omgik jeg sådanne mennesker?

“Brooke!” jeg kiggede straks hen på Alli, min underviser og stoppede op. Hun smilede let. Det var ikke tit, man så anelsen af glæde i hendes ansigt. Hun var en typisk skøjteløber. Og hun var pisse dygtig og havde styr på sit shit.

“Vi tager den lige med musik til,” jeg nikkede og stillede mig ind på midten. Musikken startede, og jeg fløj nærmest hen af isen til en blanding af flere ABBA sange. Det hele gik, som det skulle. Jeg gjorde mig parat til tåspringet med tre loops. Vend dig rundt, et ben og hop. Drej, drej og drej. Find balancen og land på højre fod. Jeg rettede mig ud og satte højre skøjte i isen, men da klingen ikke ramte som planlagt, faldt jeg direkte ned på isen. Det var ikke noget, der ikke var sket før. Man faldt altid. Men denne gang var det anderledes. Faldet var hårdere, isen var koldere. For ikke at nævne det knæk jeg hørte i ryggen. De første par sekunder lå jeg der bare. Kiggede op i lysene og mærkede isen under mig. Derefter begyndte det at gøre ondt. Rigtig ondt. Allis råb lød fjernt i baggrunden, og jeg gispede efter vejret, som jeg tidligere havde holdt ubevidst. Tårerne begyndte stille at glide ned af mine kinder. Hele min krop var blevet koldt. Fra top til tå. Bortset fra den ene detalje at jeg ikke kunne mærke mine tæer. Eller mine ben. Min fornemmelse af tiden var væk. Det føles som timer, selvom det nok bare var sekunder, måske et minut. Alli dukkede op ved siden af mig. Hun kiggede bange ned på mig.

“Hvorfor rejser du dig ikke op?” spurgte hun forvirret, med en snert af panik i stemmen. Jeg rystede på hovedet.

“Det er så koldt,” mumlede jeg og prøvede at fokusere på hende, men mit syn var sløret.

“Brooke!” sagde hun højt og satte sig ved siden af mig. Hun tørrede en tåre væk fra min kind.

“Hvor har du slået dig henne?” spurgte hun bange. Jeg rejste mig altid op og kørte videre. Om foden så var forstuvet, så kørte man videre. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at fokusere på noget andet, men den dunkende smerte, der skød gennem rygraden, var forfærdelig.

“Ryggen,” hviskede jeg. Det gik stille op for mig, hvad dette kunne betyde. En skade i ryggen var seriøs. Hvis jeg begyndte at få ondt i ryggen, skulle jeg hele tiden tænke på det, når jeg hoppede. Jeg kendte mange, hvis karriere var ødelagte af skader. Ja bare Alli, der sad ved min side, havde en ødelagt hofte. Min mor havde en knæskade. Men det var ikke endnu, det skulle ske. Det skulle ske om ti år, når jeg havde været til OL. Ikke nu. Ikke som 17-årig. Alli tog min kolde hånd. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede på hende.

“Det skal nok gå,” hviskede hun, “det er nok bare slaget,” forsikrede hun mig om og nikkede bekræftende til mig. Jeg prøvede at blinke nogle tårer væk, men de løb bare ned af mine tindinger. Nogle udefrakommende stemmer kunne høres. Det lød som drenge. Så var det nok ishockeyholdet. Jeg bestemte mig derfor også for at skulle op. De skulle jo bruge banen. Alli rystede på hovedet, som havde hun læst mine tanker.

“Bliv liggende. Jeg ringer efter en ambulance,” sagde hun og rejste sig. Jeg sank en klump og kiggede efter hende. Hun sagde noget til drengene og deres høje stemmer og dybe latter stoppede. Hvorfor havde Alli lydt så alvorlig, da hun sagde, jeg skulle blive liggende? Hvis det bare var slaget, hvad skulle en ambulance så bruges til? Tankerne fór gennem mit hovedet. Lyden af nogle skøjter nærmede sig. Foran mig viste sig to af drengene. Tucker og Krølle. De var hyggelige. Gik ikke på min skole. De smilede til mig.

“Hva’ så, Brookie? Lidt uheldig i dag?” spurgte Tucker og satte sig på hug. Han kaldte mig Brookie. Det var ikke alle, der fik lov til det. Jeg snøftede og smilede let.

“Tjah, en lille smule,” svarede jeg stille. Krølle satte sig ned ved siden af mig. Hans lyse krøller dinglede på hans hoved. Det var fascinerende. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville finde Krølles krøller fascinerende, men det gjorde jeg. Jeg grinede lidt. En smerte jog op gennem min ryg, og jeg tog en dyb indånding. Drengene kiggede bekymrede på mig. Jeg betragtede Tuckers brune hår og hans fregner, hans pæne, hvide tænder. Krølles hår, hans lidt skæve næse og fremhævede kindben. De var faktisk slet ikke grimme de to.

“Er det ryggen?” spurgte Krølle og tog min venstre hånd. Han havde varme hænder. Jeg nikkede og kiggede op i lyset. Selvom jeg vidste, at de sad der lige ved siden af mig, føltes det stadig som om, der var en barriere imellem os. Som om jeg slet ikke var inde i mig selv.

“Det skal nok gå,” sagde Tucker og smilede stort. Han havde et sødt smil. Det havde jeg aldrig bemærket før. Alli kom ind igen.

“De er på vej, søde,” informerede hun mig om. Jeg blinkede.

“Vi må hellere komme igang også,” sagde Tucker til Krølle, der nikkede. Krølle gav mig et kys på kinden og rejste sig.

“Stay strong, love,” jeg smilede taknemmeligt til ham. Men helt ærligt, hvor slemt kunne det være?

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...