Fejlsted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2016
  • Opdateret: 30 maj 2016
  • Status: Igang
Jeg er anderledens. Jeg har altid vidst, at jeg er anderledens præcis ligesom dig, du troede nok ikke, at der rent faktisk var nogen, som forstod dig, forstod din særhed, men så kom jeg...

0Likes
0Kommentarer
64Visninger

1. Forkert

Det var altid mig, der sad bagerst i klassen. Jeg vidste altid, at jeg overhovedet ikke var som de andre og det vidste du også. Jeg var altid uheldig, var altid de forkerte steder, på de forkerte tidspunkter. Men lige den dag var det nok ikke uheld, måske på en eller anden måde skæbnebestemt. Jeg har altid undret mig over, hvorfor du overhovedet ville have mig. Mig! Mig der altid har været så barnlig og helt forkert, i forhold til de andre. Mig der sad inde på mit værelse, i kælderen og legede klæd ud, mens de andre gamede på deres PlayStation, og egentlig godt vidste, at jeg var alt for gammel til det. Måske var det min mærkelighed, der gjorde, at jeg var helt speciel for dig. Jeg ved det ikke og kommer måske aldrig til det.

Det var onsdag, den dag det skete. Jeg kan ikke huske, hvad fag vi havde, eller om der var nogle syge, men jeg kan helt bestemt huske, at det var onsdag.

Jeg sad inde i klassen, jeg tror jeg tegnede i et hæfte. En af de andre havde fødselsdag og derfor fik vi lov til at spille rundboldt i timen, men jeg har altid hadet rundboldt. I rundboldt skal man spille som et team, have et fællesskab, men jeg er ikke en del af noget som helst fællesskab, jeg er underlig, anderledes og derfor vi jeg aldrig blive en del af fællesskabet, vil aldrig bare kunne lades som om, at jeg er en del af fællesskabet, for det er jeg ikke.

Det var selvfølgelig svært, da jeg var lille. Før, at nogen, forklarede mig min særhed. I børnehaven ville alle de andre lege far, mor og børn, eller spille rundboldt, eller lege med dukker. Jeg legede selvfølgelig også med dukker, men mine dukker gamblede og ruinerede hinanden, de slog endda hinanden ihjel, hvis der var en, som vandt rigtig mange penge. Der var ikke nogen andre børn, der ville lege det, men det var også fint med mig, for når jeg var alene, behøvede jeg ikke at skamme mig over min særhed og over at slå dukker ihjel. En gang imellem fik jeg også underlige blikke fra pædagogerne, der altid holdt en sikker afstand til mig. Det blev værre da jeg kom i skole. Min dansklærer Anne-Mette, var meget interesseret i mine underlige lege og filmede også nogle af dem, for at vise dem til andre ny uddannede lærer. Måske som sådan en slags advarsel. De andre i klassen grinede også af mig, mens de snakkede om, hvem der var kærester med hvem, sad jeg med mine dukker og spillekort. Når læren spurgte os om, hvad vi havde lavet i vores sommerferie, svarede de andre, at de havde været til koncerter og ude at rejse, jeg svarede, at jeg havde leget klæd ud.

Vi blev ældre. Da jeg blev ti, sagde min mor, at det var på tide at få smidt mit legetøj ud, at jeg alligevel var blevet for gammel til det. Jeg sagde, at jeg stadig legede med det, at jeg holdt af det, holdt af at lege med mine dukker og spillekort. Mor sagde, at hvis jeg ville spille med kort igen, måtte jeg tage nogle venner med hjem, for at spille. Hun fik nogle flyttemænd til at komme, jeg bad hende om at lade vær, men hun var ligeglad. Jeg barikerede døren til mit værelse med koste og andet ragelse. Jeg har aldrig set min mor så sur som hun var den dag og hun er ellers tit sur. Hun sagde, at jeg ikke kunne være det bekendt! At jeg skulle være glad, for at komme af med det dyre lort! Jeg var ligeglad, lod som ingenting. Efter to timer fik hun flyttemændene til at sparke døren ind. Døren gav sig ikke det mindste, så istedet endte det med, at der kom et stort hul i døren. Hullet var stort nok til, at min mor og flyttemændene kunne kravle ind og det gjorde de så. Jeg sagde, at de skulle lade mig være! At det var mit værelse! De prøvede på at tage legetøjet, men hver gang de prøvede, sparkede og skreg jeg af dem. Mor blev tydelig, pinligt berørt. Hun tog mig i armene og spærrede mig inde, på toilettet. Jeg slog og sparkede, skreg og hylede, men ingenting hjalp det. Det var for sent, de havde taget mit legetøj, mine personlige ting og nu kunne alt være lige meget. Jeg sad op ad toilet døren, jeg kede mig uendeligt meget. Jeg aner ikke, hvor lang tid der gik, før toilet døren blev åbnet, men det føltes som lang tid. Da mor låste døren op, sagde ingen af os noget, vi kiggede bare på hinanden. Hun prøvede siden hen at tale med mig, men jeg gad ikke at tale med hende. Hun havde forrådt mig og det ville jeg aldrig tilgive hende for, har aldrig tilgivet hende for. Vidste du det? At jeg hade hende? Hader du selv din mor? Var det derfor, at jeg var den rette at tage? Måske var det dumt af mig, ikke at tilgive hende, måske sidder hun nede i kælderen og kigger på mine ting og tænker på, hvor dum hun var. Men jeg ved, at du aldrig har fortrudt at tage mig og jeg tror heller aldrig, at du glemmer den dag du gjorde det.

Jeg glemmer ihverfald aldrig, den dag du tog mig. Du sagde, at jeg var helt speciel, ingen var ligesom mig. Jeg vidste naturligvis godt, at jeg var anderledes, underlig, men for dig, var det på en eller anden måde godt. Du var naturligvis også anderledes og underlig. I starten var jeg bange for dig, bange for, hvad du ville. Men nu kender jeg dig, ved hvad du vil når du vil det, kender ligesom dine behov. Nogen gange så tror jeg, at jeg nærmest ventede på dig den dag i klassen, jeg vidste det selvfølgelig ikke dengang, men det gør jeg nu. Du kom ind i klassen, jeg undrede mig over, hvorfor du var der, hvad en 35 årig skulle i en sjetteklasse. Du satte dig lige ved siden af mig. Jeg spurgte dig, hvad du skulle her. Du svarede, at du skulle møde en ny ven. Jeg undrede mig lidt over det, men tegnede så videre. Du spurgte mig om, hvad jeg tegnede. Jeg svarede, at jeg tegnede spillekort. Du sad der lidt. Ingen af os sagde noget. Så spurgte du mig, om jeg gerne ville have fri fra skole. Jeg svarede ja, det var dumt af mig.

Vi gik ud af skolen. Jeg smilede og var glad, ikke det mindste bekymret over at gå med en fremmed mand. Du viste mig hen til en helt almindelig, måske en anelse gammel bil. Jeg har ellers altid forbundet sådanne ting med last biler eller sådan noget. Du sagde, at jeg bare skulle sætte mig ind. Det gjorde jeg, hvorfor var jeg dog så dum? Du satte dig også ind i bilen og så kørte vi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...