kaffepletter på min dug

det er plantesæson,

så jeg har vandet mine kaktusser

med varm kaffe,

(den sorte)

jeg spildte det meste

ud over dine lagener,

så vores kroppe blev skoldede

og fulde af andengradsforbrændinger.

du sagde, at det var slut,

så jeg druknede mine sorger

i de sidste sjatter,

som var tilbage i kaffekanden,

sjatter, som senere sendte

mig ned på bunden af den.

dér, på bunden af kaffekanden,

på bunden af verden,

ligger jeg endnu og venter på,

at du kommer tilbage

for at vande mine kaktusser,

selvom de for længst er visnet,

og det ikke længere er plantesæson.