Hjem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 30 maj 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til skriv om din by-konkurrencen

1Likes
0Kommentarer
87Visninger

1. -

Hej

Folk siger, at hjem ikke er et sted – hjem er kun, der hvor dem du elsker er, samt en sindstilstand. Og det troede jeg da også på, men det var måske mest af alt for at retfærdiggøre over for mig selv, hvorfor jeg endnu ikke havde fundet mit hjem – jeg var en hjemløs, der boede i et hus. Men nu ved jeg, at de ikke kunne være mere galt på den for hjem er et sted, hjem er i den glemte udkant af Nordjylland, jeg nu befinder mig i. Så hvis nogen engang kom og bad mig være medforfatter på en encyklopædi ville jeg definere hjem som det sted, hvor man har plads til at være sig selv. Hvilket er det jeg har nu – den mærkelige pige som skriver dette ”brev” uden at bekymre sig om, hvad andre måtte tænke; dog mest fordi der ikke er andre end mig til at tænke noget.

Det er lige gået op for mig, at jeg måske burde være startet anderledes, men uheldigvis skriver jeg med en kuglepen. Desuden hader jeg at hviske ting ud, da hviskelæderfnuller for mig altid har været det samme som bortkastne tanker, som ingen vil kendes ved, og jeg ved altid kendes ved mine tanker. Jeg burde måske nævne, at klokken er lidt over 3 om natten, så jeg er ked af det, men ser du min hjerne har for længst glemt definition på normal på dette tidspunkt, mens jeg ikke behøver huske definitionen af sindssyg, for jeg kan jo bare se på sig selv.

Under alle omstændigheder er der nogle ting vi skal have på plads. Jeg sidder på en bænk, og fryser som ind i helvedet og ud på den anden side og skriver i en gæstebog. En gæstebog, er hvad det er. En gæstebog – jeg må endnu engang gratulere verden for at have udviklet den bedste sans for ironi nogensinde. For jeg er jo kun en gæst i mit eget hjem, og det har jeg været de seneste 7 år. Kan du huske den første gang vi mødtes? For det kan jeg som var det for 7 sekunder siden og ikke de syv år, der er gået siden, at jeg var den mikroskopiske 6-årig pige med fire fletninger og så mange fregner, det lignede, at nogen havde antændt små ildebrande over alt på mit ansigt.

Jeg bebrejder dig ikke, hvis du har glemt det – du er jo trods alt bare et sommerhus uden øjne – hvilket får mig til at spekulere på, hvorfor folk i min klasse har fortjent øjne, og du ikke har. Uretfærdighed har det dog med at overvinde alt andet, hvilket også er uretfærdigt.

For mig var det dog kærlighed ved allerførste blik. Og her mener jeg det helt bogstaveligt og ikke på den klichemåde fyldt med hundehvalpe, røde roser og troen på, at hjertet er mere end en muskel og et organ. Jeg mener, at præcis det øjeblik mine forældre drejede ind af indkørslen i deres sorte Ford Focus, og jeg fik mit første glimt af dine gule gasbetonmurer, elskede jeg dig på den der bentingesløse måde, man elsker på. Min familie havde lejet sommerhuset – altså dig - i to uger og jeg kan hulske, at jeg der i indkørslen syntes, at det var den bedste beslutning, de nogensinde havde taget. To uger i sommerhus langt væk fra skolen og resten af verden.

Som du igen kun måske husker, så gik de to uger hurtigere end hurtigt. Så hurtigt, at jeg var sikker på, at en eller anden havde løjet til mig om princippet bag tiden for disse to uger passerede forbi uden mig, som to timer tilbage i byen ville have gjort. De var fyldt med solskin i håret, vaniljeis på tungen, og strandstand mellem tæerne.

Så var de to uger forbi. Og vi skulle ”hjem”.

Men næste år fandt mine forældre igen sommerhuset på turistbureauets hjemmeside, så selvom det faktisk kun skulle have været en engangsting, tog vi herop igen. Og jeg måtte erkende, at det virkede som om, at vi aldrig var taget afsted. Som om tiden i det nordjyske sommerhusområde ikke gik, ikke fandtes, når vi – eller bare mig -  manglede. Jeg var sikker på at det aldrig var blevet vinter, at bladende aldrig var faldet af træerne i den nærliggende skov, at havtemperaturen aldrig var faldet så de bølger, der skyllede ind over stranden stadig var 17 grader. Det viste sig, at et hjem er en ø i verden og i tiden – den eneste ø man ikke ville have det mindste i mod at strande på.

Og sådan fortsatte vi ellers. Hver sommerferie lejede vi dig i to uger – senere gik vi videre til tre. Og ud af de 52 uger i året var det de eneste uger, jeg så frem til. Hvert år kiggede jeg på gæstebogen, der lå så fint i sommerhuset, som ejerne, der fremlejede huset sikkert havde langt dem frem. Men jeg skrev aldrig i den, da jeg blev enig med mig selv om at jeg kun måtte tage den op i nødstilfælde - som det her.

Det føles nu dejligt endelig at fortælle præcis hvor meget du betyder for mig. Også selvom jeg ikke er sikker på hvorfor. Det her vil ved første øjekast ligne et ganske normalt sommerhusområde – på den anden side ville jeg også ligne en ganske almindelig teenagepige ved første øjekast. Og du er alt andet end det. Det kan godt være, at størstedelen af sommerhusgæsterne er overvægtige pensionister der lever af stegt flæsk med persillesovs, flæskesteg, og frikadeller, men det gør dig ikke mindre speciel.

Der er også stranden, der ligger 1432 skridt fra din grønne hovedør. For at komme ned til stranden skal man så gå på den her lille sti, som er så lille, der ikke er plads til pensionisterne. Den går gennem en eng der er fuld af gule og mynte, og små broer over for længst udtørrede søer. Da jeg var mindre, havde jeg udnævnt mig selv til stifinder, og jeg legede, at engen var en stor jungle, og jeg havde ansvaret for at få alle hele vejen ned til stranden i sikkerhed. Og jeg vil gå der i min prinsessebadedragt og tro, at hele verden lå for mine sandaler – for jeg havde endelig lært at finde vej.

For ikke at nævne skoven. Du ved efterhånden godt, hvor meget jeg elsker den skov, da den for mig altid har været så mere end bare end skov – det er en uendelig samling af træer og ordet skov når den ikke engang til sokkeholderne. Den består af grantræer for at være helt præcis og med det mener jeg ikke sådan nogle halvt afpillet juletræer, men grantræer, der med lethed når op til himlen og længere endnu, med stammer så tykke, at det at kramme et føltes som at kramme en kæmpes lilletå. Og inde i skoven er der forladt og så stille, at jeg nogle gange tror, at jeg kan høre træernes grene skrabe stjernerne af himlen. Det får mig igen til at begræde, du ingen øjne har, for hvis du nu bare kunne se, hvordan verdens syv vidundere lå indenfor gåafstand af dig, ville du blive et af verdens mest selvglade sommerhuse

Nogle gange tror jeg, at det her sted er definitionen på en uendelighed. Det er det eneste sted, jeg nogensinde har troet på, at universet rent faktisk er uendeligt. Som når jeg står nede ved stranden og stirrer ud i horisonten hvor himmel og hav smelter sammen, indtil jeg ikke længere kan kende forskel på op og ned, eller når jeg går tur i skoven og ikke deler mine ind- og udåndinger med menneskemasser, men med træerne. Eller som nu, når jeg sidder på den udsigtsbænk få meter væk fra huset, og jeg uden storbyernes evige lys, kan se det glitrende lys fra stjernerne. Som lille plejede jeg at forstille mig, at nattehimlen i virkeligheden, var rumvæsnerne der gav Jorden en fuldkommen fantastisk anmeldelse i form af millionvis af stjerner. Normalt syntes jeg, at det er et bevis på, hvor lidt disse rumvæsner ved, men heroppe tror jeg måske, at de har fat i den rigtige ende.

Problemet er bare at det her er så uendeligt langt fra uendeligt – hvilket også er grunden til, at jeg skriver i gæstebogen nu.

Hvert år når vi skal hjem plejer jeg at tage en frysepose – en 4 liters en. Og så fylder jeg den ellers med alle de blomster, der vokser her, hvis navn jeg aldrig har lært, sand fra stranden, vand fra de små søer, der er i ”skoven”, en ske fra mit yndlings ishus. Grankogler fra skovbunden og småsten fra de grusveje heroppe, som udgør alt den infrastruktur, nogen kunne drømme om. Når vi så kommer ”hjem”, putter jeg hele posen i vores kummefryser. Som årene er gået, er fryseren så blevet fyldt mere og mere op med disse poser, der er mine forsøg på at fryse tiden. Behøver jeg sige, at ingen af dem virkede?

Engang blev jeg endda så desperat at jeg spurgte min mor om hun troede, at der fandtes en bestemt slags kamera. Et kamera der ikke blot tog billeder af, hvad man kunne se, men også hvad man kunne lugte, høre, smage og føle. Og hun svarede, at sådan et kamera da allerede fandtes – det var vores minder. Det tror jeg ikke på længere. Minder falmer, bliver hullet, forvrænget, så når et øjeblik er slut, er det aldrig muligt at genopleve det præcis som det var igen. Hvilket er grund nok til at jeg aldrig ville have det her øjeblik til at smutte.

Jeg vil bruge resten af mit liv på at sidde på den her udsigtsbænk og skrive til et sommerhus, som var det en person. Jeg vil blive siddende i min pyjamas, med min rodede knold og små pletter af blåt blæk fra kuglepennen på mine hænder, intil verden som vi kender den, går under. Jeg vil altid kunne skimte havet på den ene side og skoven på den anden og dig lige foran mig.

Men det kan jeg ikke. Det kan godt være fordi, klokken nu halv fire om natten, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne det her med at svømme i havet. Ser du, nå vi er nede ved stranden plejer jeg altid at svømme langt ud for så at dykke langt ned, ned, ned. Mine øjne er altid vidtåbne bag mine dykkerbriller, som jeg prøver at se, om jeg har plads til hele verden i mine pupiller, alt i mens jeg bliver kastet rundt af bølger og understrømme. Jeg kan så se, hvordan sandet konstant bliver hvirvlet op, op, op og hvordan lyset bliver brudt i tusindvis af stykker nede i vandet. Ingen lyde kan nå mig, ja faktisk kan ingenting nå mig dernede, og jeg kan kun koncentrere mig om, hvordan det er endelig at kunne kalde sig selv lykkelig. På et eller andet tidspunkt er jeg bare altid nød til at komme op for at få luft.

Og det er jeg godt klar over, ligesom jeg ikke er i tvivl om, at vi altid skal afsted herfra efter nogle uger. Jeg havde bare også troet, at vi altid ville komme tilbage. Det kunne godt være, at stien ned til stranden efterhånden var overgroet med brændenælder, at dine vandhaner var utætte, og vores yndlings ishus lukkede.

Det var lige meget – jeg havde ikke brug for at holde sommerferie i et ih så perfekt område, da dette i forvejen var så meget bedre end det, jeg i forvejen kendte. Her behøvede jeg ikke bruge mine frikvarterer på at gemme mig i enbusk med gule blomster, da jeg ikke blev mobbet. Her behøvede jeg ikke at tænke på, det faktum at min eneste ven var et træ, jeg havde navngivet Alena – bare for at kunne sige, at der var nogen, som accepterede mig Her er jeg så tæt på urørlig, som det er muligt at blive uden, at det glider over i umenneskelig.  Her kunne jeg bare være mig og lade som om, det var nok.

Nu kommer jeg aldrig tilbage. Det her er den sidste nat, jeg vil bruge her. Efter det bliver du revet ned. Du blev sat til salg sidste år, og selvom jeg bad, plagede, tiggede, mine forældre om at købe dig, nægtede de, og du fik nye ejere. Ejere, der nu ville jævne dine solgule murer med jorden for at kunne bygge et nyt sommerhus uden så mange k3-skader og huller i taget og hvad ellers de syntes, der er galt med dig. Og mine forældre har allerede gjort et klart, at næste år skal vi prøve noget nyt i sommerferien. NYT, NYT, NYT, som i ikke her. Jeg skriger ’nyt’ lydløst ud i natten, jeg river verden fra hinanden med lydløse lydbølger, jeg kan bare ikke klare det.

Syv års bekendtskab slutter nu. Syv år, selvom jeg kun har boet i dig i alt 18 uger. Hvert år er jeg vokset lidt mere op, og fået det lidt værre i skolen. Og at skrive disse sider i gæstebogen er så min måde at sige farvel på. På en måde håber jeg at I fremtidige ejere vil indse, hvad det rent faktisk er, I gør. I vil ikke blot rive et gammelt sommerhus ned, men også en piges hjerte ud. Og ja – jeg ved godt, at jeg gjorde grin med folk, der brugte hjertet i symbolik før, men jeg hænger ikke længere sammen, så jeg er undskyldt.

Jeg er ved at gå i opløsning, så når mine forældre står op i morgen, vil de kun se en lille pøl på bænken, for hvis jeg kun er en lille pøl, kan jeg ikke sætte mig i bilen, og hvis jeg ikke sætter mig i bilen, behøver jeg ikke tage af sted. Jeg har regnet det hele ud, har jeg ikke?

I skoven er der en legeplads, der på mange måder minder om enhver anden legeplads bortset fra, at den ligger midt ude i en skov, og der aldrig har været andre børn end mig til at bruge den. Men der er så også den her svævebane, der er flere hundrede meter lang. Og når man først har sat sig op, får man ellers bare mere og mere og lidt mere fart på, indtil man er sikker på, at man ville blive knust, når man når enden . Træerne omringer dig i en sløret grøn masse, mens vinden ligeledes kommer fra alle sider og truer med at rive dig af. Men nej – du når enden og med din fremdrift ender det med, at du bliver kastet op i en bue alt i mens, du bare kan klamre dig til svævebanen og håbe på det bedste.

Jeg har elsket denne svævebane, siden jeg var seks. Hvert år den dag vi skal hjem, tager min mor så et billede af mig, der prøver den – et almindeligt billede, ikke sådan et som jeg talte om før – og jeg indser, at det måske ikke går så hurtigt, som det virker som om. Disse billeder har vi syv af, og nu vil vi ikke få flere og jeg kan ikke, jeg kan bare ikke. Men jeg bliver nødt til at færdiggøre det her.

Jeg er den pige, der sidder på bagerste række og læser bøger, som ingen andre kender til. Jeg er den pige der er venner med træer og har mit hår sat op i utallige fletninger. Jeg er den pige, der ikke passer ind og bliver mobbet. Jeg er den pige, der leder efter det ekstraordinære i en ordinære tilværelse. Men heroppe fandt jeg det sted, hvor jeg kunne være så meget mere end det.

Nu mister jeg det sted.

Farvel.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...