På en hvid hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 11 jul. 2016
  • Status: Færdig
Anna er tæt på at komme ud for en ulykke, men redes af "prinsen" på den hvide hest, en mand hun kender men ikke har set i mange år, men kan han overhoved kende hende ?

4Likes
3Kommentarer
6818Visninger
AA

32. Farvel


 Der gik ca 15 min før Tom kom tilbage på værelset, han smed sig ved siden af hende. "Det må du undskylde, han ville snakke om et stort tv interview i morgen aften".
 Anna vendte sig på siden så hun bedre kunne se på ham. "Det er helt okay, men jeg håber du sagde undskyld til ham".
 "Selvfølgelig gjorde jeg det, han tog det nu ikke så tungt og han undskyldte for at vade ind uden at banke først". Han lod en hånd hvile på hendes hofte.
 Anna mavede sig tættere på ham og puttede sig ind til ham. "Jeg så os forresten i nyhederne, de synes du er en helt".
 Han lod sine fingre glide fra hendes tinding og ned langs hendes kæbe. "Hmm og hvad synes du ?"
 "Du har været min helt siden den dag på heden da du reddede mig og du er stadig min helt". Svarede hun.
 Han kyssede hende blidt, men kysset blev hurtigt mere intenst, endeligt havde de fred og ingen der afbrød dem.
 "Anna vågn op". Hun mærkede Toms bløde læner mod sin pande og slog langsomt øjnene op. 
 Hun satte sig op og så sig om, solen strømmede ind gennem viduet og Tom havde både været i bad og var klædt på. "Hmm hvad er klokken ?"
 "9.30 din sovetryne, der står mad og venter på dig". Han pegede over på bordet.
 "Åh Gud, hvorfor lod du mig dog sove så længe ?" Hun hoppede ud af sengen og løb ud på badeværelset.
 Han klukkede sagte af grin. "Du så så fredfyldt ud at jeg ikke nænnede at vække dig og desuden blev klokken jo ret meget inden du faldt i søvn".
 Hun smilte ved tanken, mens hun kørte en kam gennem sit hår, ingen af dem havde ønsket at sove,mde ville nyde deres sidste nat sammen og de havde tilbragt det meste af natten med at snakke, fjolle og elske.
 Da hun kom ud fra badeværelset, trak hun hurtigt i tøjet og de satte sig ned for at spise morgenmad.
 "Jeg kan sætte dig af der hjemme på vejen, så kan jeg også sige farvel til dine forældre". Tom så på hende, han smilte, men smilet nåede ikke helt øjnene.
 Da de tog der fra listede de ud af bagdøren, tom sagde at han ikke kunne overskue mange mennesker lige nu og han ville ikke risikere at nogle fulgte efter dem og så hvor hun boede.
 De sagde ikke meget på køre turen, de vidste begge at det var ved at være tid til at sige farvel, noget ingen af dem ønskede.
 Da de nåede hjem til hendes forældre gik Tom med ind for at sige farvel for nu. Hendes mor krammede ham hårdt og sagde hun snart håbede at de så ham igen og hendes far klappede ham jovialt på skulderen.
 Anna fulgte Tom ud til bilen, han trak hende ind til sig og kyssede hende blidt, bagefter stod han bare og holdt om hende, hans ansigt gemt i hendes hår.
 Hun kunne ikke sige noget, det gjorde så ondt inden i at skulle undvære ham at hun var bange for at falde helt fra hinanden hvis hun prøvede at snakke.
 Pludseligt mærkede hun noget vådt mod sin kind og det gik op for hende at han græd stille ned i hendes hår. Hun skubbede sig lidt ud fra ham og tørrede forsigtigt tårene væk fra hans kind. 
 Han greb hendes hånd og kyssede håndfladen. "Kan jeg ikke bare blive her hos dig ?"
 "Jeg tror Luke ville komme og hente dig. Men vi ses snart elskede, der er ikke længe til premieren og vi kan snakke hvedag". Hun smilede, det var ikke nemt, men hun gjorde det for hans skyld.
Han kyssede hende en sidste gang og åbnede så bil døren. "Jeg vil savne dig mere end du aner. Jeg elsker dig".
 "Jeg elsker også dig skat". Hun lukkede bil døren efter ham og vinkede smilende mens han kørte bort. Så gik hun op på sit værelse og smed sig grædende på sin seng.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...