På en hvid hest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 11 jul. 2016
  • Status: Færdig
Anna er tæt på at komme ud for en ulykke, men redes af "prinsen" på den hvide hest, en mand hun kender men ikke har set i mange år, men kan han overhoved kende hende ?

4Likes
3Kommentarer
6793Visninger
AA

6. En gentleman


 Tom holdt døren for hende, så tilbød han igen hendes arm og førte hende op til velkomst disken.
 Tjeneren så op på dem, så genkendte han Tom og rettede sig elstra op. "Godaften Hr Hiddleston, frøken, og velkommen til luigis, lad mig straks vise jer til jeres bord".
 "Mange tak". Tom hjalp hende galant af med jakken og hængte den i gardaroben sammen med sin egen. De fulgte efter tjeneren hen til et hyggeligt lille bord bagerst i lokalet.
 Han trak stolen ud for hende og hun satte sig, lidt genert smilende, hun var ikke engang vant til at blive behandlet sådan på en rigtig date.
 Tom satte sig over for hende, man han havde lidt svært ved at få plads til sine lange ben under bordet og hans knæ ramte hendes. "Åh undskyld Anna".
 "Det er okay Tom, der skete jo ikke noget". Hun smilte til ham og prøvede at trække benen til sig så,han fik mere plads.
 "Er det okay ?" Han havde været nød til at tage sine ben ud på hver side af hendes for at kunne have dem der.
 Hun nikkede, han kunne jo ikke rigtig sidde anderledes, men hun var pinligt opmærksom på at hendes knæ kun var få cm fra hans skridt
 De fik deres menu kort, der var så meget lækkert at vælge imellem, men Anna besluttede sig for en pastaret med kylling og Tom bad om det samme, han bestilte også en flaske af deres dyreste rødvin.
 De snakkede lidt om løst og fast mens de ventede på maden, samtalen flød nem og ubesværet som om det var måneder og ikke år siden de sidst så hinanden.
 "Jeg havde faktisk ikke forventet at du ville genkende mig". Sagde hun smilende mellem 2 bidder af den fantastiske pasta.
 Han skyndte sig at tygge af munden, så han kunne svare. "Selvfølgelig kunne jeg genkende dig, de øjne og det smil glemmer man da ikke, selv om jeg må, indrømme du har forandret dig".
 "Ja jeg var nød til at gøre noget, jeg var træt af at være den tykke pige, så jeg tabte over 30 kg på lidt over et år". Svarede hun.
 Han greb hendes hånd. "Jeg syntes allerede du var køn dengang, men du ser fantastisk ud Anna og det er utroligt flot gjort".
 "Tak, det var nu ikke noget særligt, selv om det ikke ligefrem var nemt". Hun kunne mærke hendes kinder blive røde, hun var ikke specielt vant til komplimenter og slet ikke fra flotte filmstjerner.
 Han slap, hendes hånd, så han kunne spise videre, efter et par mundfulde så han på hende, et lidt nervøst smil om munden. "Faktisk var jeg vist lidt forelsket i dig dengang Anna".
 Anna var bogstaveligt talt ved at blive kvalt i sin vin, hvilket fik hende til at hoste og sprutte, Tom rejste sig og skyndte sig hen for at klappe hende forsigtigt på ryggen.
 "Er du okay Anna ?" Han så bekymret på hende og hun nikkede, mens hun hostede færdig.
 Hun tog servietten og tørrede sig om munden. "Det må du undskylde Tom, jeg fik vinen i den gale hals".
 "Jeg håber da ikke det var min skyld". Han satte sig tilbage på sin stol og så spørgende på hende.
 "Du overraskede mig bare, jeg mener, jeg var jo bare din søsters tykke veninde". Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun havde svært ved at tro han virkeligt havde været lun på hende.
 Han rystede smilende på hovedet. "Jeg syntes du var køn og du var altid så glad og sød ved alle, det indre betyder langt mere end det ydre".
 Hun kunne ikke lade være at grine, det var en blanding af nervøsiteten og overraskelsen over hans ærlighed. Han så påtaget såret ud. "Griner du af mig ?"
 "Nej, undskyld, det er virkeligt ikke pænt at grine, men det er bare så absurt, for jeg var også forelsket i dig dengang, men var sikker på du knapt bemærkede mig". Hun smilte undskyldende.
 Han kom også til at grine, han kunne ikke lade være, hendes latter var så smittende og så være det jo temmeligt fjollet at de havde gået og været forelsket i hinanden og begge troet den anden aldrig ville se til deres side.
 "Ærgeligt ingen af os turde indrømme det dengang". Han så hende dybt i øjnene og hun mærkede at hun blev rød i kinderne.
 De var færdige med maden og han sad med dessert kortet. "Hmm hvad siger du til italiensk is med frug ?"
 Hun slikkede sig om munden. "Uhh ja, det lyder godt og en kop te ville være skønt".
 Han så overrasket på hende, så smilede han stort og da tjenerne kom bestilte han is med frugt og te til dem begge.
 De snakkede og grinede og glemte helt klokken, indtil tjeneren diskret rømmede sig og gjorde opmærksom på at de lukkede om 15 min.
 Tom undskyldte mange gange og skyndte sig at betale, han hjalp Anna hendes jakke på og holdt døren for hende. "Jeg må vist også se at få dig hjem inden din far kommer efter mig".
 Han tilbød hende sin arm og de gik ud til bilen, hvor han åbnede døren for hende. På køreturen hjem mærkede Anna hvor træt hun var ved at være, og hun prøvede at skjule et gab.
 "Jeg er ked af at klokken er blevet så mange. Du ser træt ud". Han så bekymret på hende.
 Hun rystede på hoved. "Pjat med dig, jeg har haft en skøn aften, du har intet at undskylde for".
 Han bed sig nervøst i underlæben. "Det er jeg glad for, så må jeg måske invitere dig ud igen ?"
 "Det kan du tro, meget gerne". Hun smilte og puttede sig ekstra godt ned i bilens sæde. det skulle nu blive godt at komme hjem i seng.
 "Anna vågn op". Hun vågnede ved at han forsigtigt ryskede hendes skulder, han sad på hug i den åbne bil dør.
 Hun satte sig op og samlede sin taske op og sagde, egentligt mest til sig selv. "Gud hvor pinligt, jeg faldt i søvn. Jeg håber ikke jeg snorkede eller savlede".
 "Bestemt ikke, du er meget yndig når du sover". Han tilbød sin hånd og hjalp hende ud af bilen.
 Han fulgte hende op til døren og hun vendte sig og så smilende på ham. "Tusind tak for en skøn aften Tom, jeg har virkeligt hygget mig".
 "Det har jeg bestemt også Anna". Han tog hendes hånd i sin og kyssede den blidt. "Vi snakkes ved Anna og sov godt".
 Hun åbnede døren og listede ind, hun ville ikke vække sine forældre, de kunne tids nok høre om aftenen den næsten morgen.
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...