If You Can't Be Mine... // Dansk Daniel Howell Fanfiktion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2017
  • Status: Igang
Det er den danske youtuber Louise første gang på VidCon. Hun skal tilbringe en hel uge i Anaheim med sin bedsteveninde og hun ved, at det er hendes store chance, da hun er blevet godtaget til at tale på "Less Than Famous"-panelet. Trods hendes mange planer og drømme er der dog en ting, hun ikke regner med. At blive totalt og fuldstændig håbløst forelsket. Men man kan ikke kontrollerer kærlighed. Især ikke, når den kommer i form af en hvis, Daniel Howell.


God fornøjelse!

10Likes
33Kommentarer
1671Visninger
AA

3. Skænderiet

Kapitel 3

Jeg vågner med et sæt. Det er stadig halvmørkt udenfor. Jeg strækker mig og kigger over på Bridgets seng. Den er tom. Hvad er klokken? Min mobil ligger til opladning på natbordet ved siden af sengen. 05.37. Godt nok er jeg et a-menneske (Jeps, en af de hæslige skabninger. Beklager.), men det er lige lovlig tidligt. Hvad vækkede mig? Jeg hopper ud af sengen og fortsætter ud, kun iført min pyjamas.

 

På bare fødder løber jeg ned af trappen, men stopper med et sæt, da jeg hører råbende stemmer. 

“Caleb! Han betyder ingen ting! Helt ærligt.” Råber en fremmed stemme.

“Laver du fucking sjov med mig, Nate?” Råber en mere velkendt stemme.

“Han betød nok til at ødelægge os.” Fortsætter Caleb. “Jeg så billedet for fanden! Dine hænder er nede i hans…”

“Caleb…” Siger Nate.

“Nej, du får ikke fucking lov til at sige noget!” Råber Caleb, endnu mere hysterisk end før.

“Og så i offentligheden. Du har fucking gjort mig til grin.” Pludselig bliver hans stemme stille og kold. 

“Sig mig, hvor længe har du gjort mig til grin?”

“Caleb, jeg..” Stammer Nate.

Caleb hæver sin stemme igen.

“Hvor lang tid har du gået rundt og raget på andre fyre?” Hvæser han dirrende.

Der kommer ikke noget svar. En stemme bryder stilheden. 

“Nate, jeg synes du skal gå nu.” Det er Bridgets kølige stemme.

Der kommer ikke noget svar, men efter noget tid, hører jeg hoveddøren smække. Jeg lister ned og ser Bridget stå med armene rundt om Caleb. I tvivl om, hvad jeg skal gøre, står jeg bare med hånden hvilende på gelænderet. Bridget får øje på mig over Calebs skulder. 

Hørte du det?

Mimer hun til mig. Jeg svarer med et nik, før jeg går hen til dem. Jeg placere trøstende hånden på Calebs ryg. Han kigger på mig med tårerfyldte øjne, og jeg sender ham et sørgmodigt smil. Han hiver mig ind i krammet og nu begynder tårerne for alvor at rulle. 

“Vil du tale om det?” Spørger jeg Caleb. Han sidder på en af de sorte stole ved køkkenøen. Jeg står ved siden af ham, med hånden på hans ryg.

“Jeg kunne finde os Ben&Jerry’s.” Siger jeg.

Han siger ikke noget.

“Vi har Chocolate Fudge Brownie. Din ynglings.” Lokker Bridget fra den modsatte side af køkkenøen. 

Han nikker og da han løfter hovedet, kan man se et fragment af hans sædvanlige gnist.

“Det lyder ikke helt dårligt.” 

Han smiler, men det når ikke hans øjne.

 

10 minutter senere sidder vi alle tre i sofaen med hver vores Ben&Jerry’s. Stilheden er så tyk, at den næsten er til at skærer i. 

“Hvad skete der?” Spørger jeg forsigtigt. 

Caleb tager skeen ud af munden.

“Nate er min…” Han tager et skælvende åndedrag.

“Nate var min kæreste. Men ikke længere…” Han stemme er halvkvalt og skælvende.

“Det er lettere at vise dig det.” Han tager sin mobil fra lommen. 

Da han rækker mobilen til mig, er der et billede vist. Det er sløret og mørkt, men man kan tydeligt se 2 fyres kroppe presset sammen. 

Jeg mærker vreden vælde op i mig. Selvom at jeg har kendt Caleb i mindre end et døgn, så virker han som en af de venligste, mest smilende personer som jeg nogensinde har mødt. Han fortjener ikke det her. Det er der ingen der gør. 

Jeg husker, hvordan det knuste min mors hjerte. Jeg husker, hvordan hun græd. Hvordan hun hadede far, for det han havde gjort, men stadig elskede ham. Hvordan jeg hadede og elskede ham. 

Jeg lægger mobilen på sofabordet og trækker Caleb ind i et stort kram. 

“Jeg har ikke kendt dig i lang tid, men du virker som en fantastisk person. Nate er en idiot. Du har så meget at byde på. Hvis der er nogen der bør græde, så er det ham.” Hvisker jeg, og giver ham et klem.

 

 

Efter filmen The Notebook, en hel del tårer og efter at klokken rent faktisk er blevet til et tidspunkt, hvor man kan tillade sig at være vågen, befinder vi os endnu engang ved køkkenøen. 

“Og du er sikker på, at du er okay med at vi tager i byen?” Spørger Bridget bekymret.

“Ja.” Siger Caleb endnu engang og ruller med øjnene. “Lige nu har jeg bare brug for at være lidt alene.” 

Vi giver Caleb et sidste kram før vi går ud af døren. Jeg er har fået noget makeup på, men har bare taget den violette buksedragt på igen og sat håret op i en rodet knold. Ellers er jeg kun udstyret med min lille taske med nødvendigheder, såsom penge, mobil, en flaske vand og et par solbriller for at skærme øjnene mod den skarpe sol.

 

Udover Ben&Jerry’s fik vi ikke nogen morgenmad, så det bliver istedet til sen morgenmad på Starbucks. Jeg bestiller en sandwich og te, og vi får sultent gnasket maden i os, mens vi lægger planer for resten af dagen, der hovedsagligt består af sightseeing og shopping. Og ellers snakker vi om alt mellem himmel og jord.

 

“Jeg smutter lige på toilettet.” Siger jeg og smutter ud af båsen. Starbucks-caféen er ved at være godt fyldt, trods at det stadig er formiddagen. Folk må være ved at ankomme til VidCon. Jeg maser mig igennem mængden af mennesker, der venter på deres bestillinger, før jeg kommer fri af mængden og skynder mig videre på det tomme gulv, der leder hen til toilettet. Eller det var ihvertfald tomt. Jeg banker ind i en stor, mørk t-shirt-mur. 

“Undskyld… Jeg… Det må du virkelig undskylde…” Stammer jeg, før jeg bliver afbrudt af en stemme med en britisk accent.

“Det er okay. Jeg tror det var min skyld.” 

Jeg genkender den stemme? Det kan ikke være… Kan det?

“Dan.” Udbryder jeg. Og rigtig nok, det er Dan Howells brune øjne der kigger tilbage på mig, da jeg kigger op. 

Vi står i nogen øjeblikke og stirrer på hinanden.

“Louise… Right?” 

“Jo… Vent… Du kender mit navn?” Udbryder jeg vantro. 

“Hvordan kender du mit navn?”

“Du er på “Less Than Famous”-panelet, ikke?” Han sender mig et smil, der på et øjeblik smelter mit hjerte. 

“Jeg glemmer ikke et ansigt som dit.” Siger han og blinker.

I et øjeblik er jeg slået fuldstændig ud af kurs. Flirtede Dan Howell lige med mig?! Jeg rømmer mig.

“Var det et kompliment eller fornærmede du mig lige på det groveste?” 

Han bryder ud i en høj latter, der på en eller anden måde formår at lyder helt fantastisk. Hvor komisk det end må lyde.

“Et kompliment.” Svarer han afklarende, stadig med det store smil på læben. 

“Er du her med nogen?” Fortsætter han spørgende. 

“Ja, min veninde, Bridget.” Svarer jeg. “Dig?”
“Phil.” Han kaster med hovedet over mod et af bordene i hjørnet. Der sidder den høje, britiske youtuber ganske rigtigt.

Vi står et par øjeblikke i stilhed. Eller så stille som det nu er i en travl café.

“Så meget som jeg ville elske at stå her hele dagen, så var jeg altså på vej på toilettet.”

Han smiler skævt til mig. “Så skal jeg ikke forhindre dig.”

Tøvende tager jeg et skridt frem. Jeg vil jo gerne være i hans selskab. Jeg kunne godt stå der hele dagen!

“Louise.” Kalder stemmen bag mig.

Lidt for ivrigt vender jeg mig mod stemmen. 

“Kom over til vores bord bagefter.” Siger han. “Hvis du altså har lyst… Jeg tvinger dig ikke…” Vrøvler han videre.

“Det ville være skønt.” Afbryder jeg ham. Overrasket over min egen tydelighed. Da jeg vender mig for at gå ind på toilettet, ser jeg hans smil ud af øjenkrogen. Og selv, kan jeg ikke lade være med at smile. Daniel. Fucking. Howell.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...