If You Can't Be Mine... // Dansk Daniel Howell Fanfiktion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 25 feb. 2017
  • Status: Igang
Det er den danske youtuber Louise første gang på VidCon. Hun skal tilbringe en hel uge i Anaheim med sin bedsteveninde og hun ved, at det er hendes store chance, da hun er blevet godtaget til at tale på "Less Than Famous"-panelet. Trods hendes mange planer og drømme er der dog en ting, hun ikke regner med. At blive totalt og fuldstændig håbløst forelsket. Men man kan ikke kontrollerer kærlighed. Især ikke, når den kommer i form af en hvis, Daniel Howell.


God fornøjelse!

10Likes
33Kommentarer
1840Visninger
AA

7. Løftet

Kapitel 7

Jeg sidder på sengen. Frosset, og helt og adeles mundlam.

En video med Dan og Phil. Noget som indtil videre kun har været en urealistisk drøm, men nu sidder selve Dan og Phil, og fortæller mig… Nej, spørger mig, om jeg vil lave en video med dem. 

“Mener i det?” Stammer jeg endeligt.

“Ja da!” Siger Phil med et stort smil.

“Men… Vi skal stadig bruge en idé.” Siger Dan så.

Vi kigger alle tre ned i bogen igen.

“Chokoladebrownies med marshmallows.” Læser Phil op af bogen.

Dan og Phils blikke fanger hinanden.

“Jesus on a tricycle!” Udbryder Dan. “Det er det vi skal!”

Phil nikker ivrigt.

“Det er helt sikkert det vi skal”

Jeg ryster grinende på hovedet.

Det kunne jeg have sagt mig selv. Hvordan kunne det ende med andet end det.

 

En time senere står vi alle i køkkenet. Der er blevet købt ind, og kameraet og lysene er blevet sat op. Jeg placere mig foran kameraet.

“Halløjsa!” Udbryder jeg udsædvanlig begejstret. “Er i klar på noget ekstrem bagning!?”

“Ikke kun det! Er i klar på at møde nogen helt fantastiske mennesker!?” Spørger jeg kameraet. Men forsætter så lavere.

“Som i nok allerede kender til, og de er sikkert den eneste grund til at i ser den her video.” Jeg afslutter sætningen med en akavet latter.

“Lad mig præsentere…”

“Dan!” Dan kommer ind i kameraets synsvinkel og vinker akavet med hånden.

“Hello internet.”

“Og Phil!” Phil skøjter ind på sin strømpesokker.

“Hi guys!”

 

Vi går igång med bagningen, og alt forløber helt fantastisk. Indtil vi fanger Phil med hånden i posen med marshmallows.

“Phil vi skal bruge dem!” Siger jeg og tager posen fra ham. Jeg kigger ned i posen.

“Der er én tilbage!” Siger jeg og stirrer anklagende på ham.

“Ikke igen.” Lyder det fra Dan, mens Phil har spærret øjnene op i et uskyldigt blik.

Mit ansigt bløder op i et smil.

“Heldigvis er jeg ikke helt ukendt med Phils afhængighed af det søde. Så jeg købte en ekstra pose.” Jeg tager en pose fra skabet og holder dem op mod kameraet. Men jeg kigger så på Phil med en rynket pande og et smil.

“Du har dog et problem Phil.” Siger jeg og vi griner.

“Fortæl mig noget jeg ikke ved” Siger Dan og kigger også på Phil.

“Grise kan have 30 minutter orgasmer” Svarer jeg stumt.

Der er stille i køkkenet i hvad der føles som en evighed. Hvorfor fanden sagde jeg nu det? Folk mener ikke det spørgsmål bogstavligt. Louise, for fanden da...

Dan og Phil står bare og stirrer på mig og ordene står i deres øjne: What the actual fuck? 

Okay, måske ikke Phils. Der er det nok formuleret med mindre bandeord.

“Så ved jeg da, hvad jeg vil genfødes som.” Udbryder Dan så, og bryder stilheden.

“Dan!” Phil puffer til hans skulder.

Vi bryder alle sammen ud i latter.

 

“That’s a wrap, yo!” Siger Dan og kaster et håndtegn mod kameraet, før han tager en bid af kagen. Hans ansigtudtryk bliver helt ekstatisk.

“Mhmm, oh my god.” Mumler Phil med munden fuld.

Jeg griner, men venter med at smage på kagen.

“Det var det folkens! Jeg håber i nød det.” Jeg klapper hænderne sammen.

“Subscribe til de her dejlige drenge, hvis i ikke allerede gør det.” Jeg læner mig lidt frem mod kameraet.

“Seriøst, hvis i ikke allerede er subscribet til dem. Hvilken jordhule har i levet i?”

Dan og Phil nikker, med latteren rumlende i brystet.
“Og…” Phil tykker af munden.

“Hvis i er en af vores, så subscribe til Louise.” Siger Phil, for både ham selv og Dan. Dan står stadig helt fordybet i kagen.“Hun er vidunderlig!” Afslutter Phil.

“Årh, tak!” Siger jeg og giver ham et kram.

“Hey! Jeg føler mig helt uden for!” Klager Dan og kigger længselsfuldt på vores kram. Phil og jeg rækker en arm ud hver og trækker ham ind i krammet, så jeg nu er låst fast i en Dan og Phil sandwich.

“Nu ved jeg hvordan det er at være Tyler Oakley!”

“Haha ja. Nu mangler du bare at være i min seng.” Svarer Dan. Rummet bliver helt stille. Det går op for ham, hvad det lød som om han antydede og han ansigt folder sig akavet.

“Ehm Dan…” Begynder jeg. “Skæm nu ikke mine subscribers mentalt.”

Der et et øjeblik af stilhed.

Bye!” Siger vi så alle, stadig låst fast i krammet.

Jeg befrier mig selv fra krammet og slukker kameraet, før jeg tager en bid af kagen.

“Mmm!” Udbryder jeg. “Det her, er fantastisk!”

“Sagde det jo.” Siger Phil. “Jeg skal lige på toilettet, men jeg lover at komme tilbage og hjælpe med at rydde op.”

“Nej, Louise og jeg kan godt gøre det.” Siger Dan så uden at kigge på Phil. Hans øjne hviler på mig. Phil kigger hurtigt på os, før han forlader lokalet uden at sige et ord.

 

Vi står i stilhed ved vasken ved siden af hinanden. Han vasker. Jeg tørrer af. Jeg holder blikket låst fast på opvasken jeg modtager, men alligevel kan jeg ikke lade være med at stirrer på ham, når mine hænder er tomme. Jeg har kendt ham i så kort tid, men allerede føles det som om han er min ven. Bare igår ville jeg have kvalificeret ham som “bare endnu en god youtuber”, men nu ser jeg så meget mere. Selvom jeg ikke kender meget om ham. Selvom der stadig er så meget der er privat. Så føles det som om at jeg kender ham.

Han fanger mit blik og smiler stort til mig. Jeg gengælder hans smil og han kigger ned igen. Mit hjerte banker hårdere endnu en gang. Hvordan kan det være at bare et simpelt smil, kan have sådan en effekt på mig? Reducere hele min eksistens til en sløret masse af et smeltet hjerte.

Jeg tørrer det sidste af og sætter det på plads, før jeg læner mig op af køkkenbordet. Dan kommer over og stiller sig ved siden af mig.

“Louise, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte den her samtale, men nu prøver jeg bare.”

Jeg kigger forvirret på ham. Det ligner ikke ham at være nervøs på den måde. Akavet måske, men han virker mere straight forward normalt. 

Han tager min hånd og og drejer underarmen op mod ham.

“Daniel…” Begynder jeg, men han afbryder mig.

“Du behøver ikke at sige noget. Bare hør på mig.”

Jeg svarer ikke, men nikker bare.

“Jeg kender dig ikke særligt godt, men du er så vidunderlig og smuk.”

Han løfter sin hånd og kører den over min kind. Jeg står fuldstændig lammet. Mit åndedrag er overfladisk. Tusinde af ord fylder mit hoved, men ingen af dem virker passende.

“Jeg vil nok aldrig kunne forstå cutting.” Jeg krymper mig, da han siger ordet. Mit blik forsøger at vige væk fra hans, men blidt tvinger han mig til at kigge på ham.

“Louise. Min bror cuttede også, så jeg er ikke helt ignorant på emnet. Jeg bekæmpede smerten med ham. Så jeg ved hvordan det kan være.” Han holder en kort pause, for at sikre sig at ordene synker ind.

“Du kan altid tale med mig, Louise. Du er så fantastisk og på den korte tid jeg har kendt dig, har jeg lært så meget om dig.” 

Hans ord forbløffer mig. Tårerne tvinges frem i mine øjne og mit åndedrag kickstartes dirrende.

“Jeg…” Begynder jeg halvkvalt, men jeg har ingen idé om hvordan jeg skal afslutte sætningen. Mit hjerte brister og jeg er ikke sikker på hvorfor. Af lettelse måske? Over at nogen kan forstå? At jeg har nogen at snakke med? Tårerne triller ned over mine kinder. Han trækker mig ind sig, og pakker mig ind i hans varme krop. Hans hånd glider trøstende over min ryg. Mine tårer væder hans trøje, men han ser ud til at være ligeglad. 

Selvom det han har sagt, er en bunke komplimenter og at jeg altid vil kunne tale med ham, er det en kæmpe lettelse. Han ved ikke hvorfor jeg græder. Ved jeg overhovedet hvorfor jeg græder. Mine tårer har været spærret inde så længe. For alle de gange jeg skulle være stærk. Især for mor. Da hendes hjerte bristede, var jeg nødt til at feje mine egne smerte til siden, for at tage mig af hende. Hun spurgte aldrig til mine smerter. Men jeg beskylder hende ikke. Hun så dem sikkert aldrig. Efter mange år med et knust hjerte og store hemmeligheder var det blevet let at sætte en facade op. 

Daniel og jeg stod frosset sammen i hvad der føltes som en evighed, men på samme tid kun et sekund. 

Langsomt befriede jeg mig fra hans arme og tørrede forsigtigt øjnene. Længe leve vandtæt mascara. Selvom det nok ikke hjalp på mine røde hævede øjne. Jeg begyndte at grine. Hvilket fik Daniel til at se helt og adeles forvirret ud.

“Din trøje er helt gennemblødt. Undskyld.”

“Meh, jeg er vant til det.” Siger han med et lettet smil.

“Hvad, du er vant til at holde grædende piger i din favn?” Siger jeg med et løftet øjenbryn.

“Altså… Ja... jeg ved ikke helt hvorfor jeg sagde det.” Siger han og ryster på hovedet. “Det jeg mente var, det er ikke er noget problem.”

“Ah…” Jeg nikker forstående og smiler til ham.

“Tak.” Siger jeg så lavt.

“Det er helt okay,” Svarer han blidt.

Caleb og Bridget kommer ind i lokalet og jeg får en skyldig følelse. Jeg holder meget af Bridget, men det har bare altid virket underligt aldrig at have mødt hende før, jeg kom til Californien. Hvordan skulle jeg kunne have fortalt mine dybeste hemmeligheder til en person som jeg aldrig har mødt før. Jeg burde åbne mig selv op til nogle flere mennesker. Måske ville det hjælpe mig. Måske ville det bringe os tættere sammen. Med en pludselig beslutsomhed giver jeg mig selv et løfte. Jeg vil fortælle hende alt. Hun har aldrig vist mig andet end at jeg kan stole på hende. Det er på tide at mit hjerte bliver helt igen.

Phil kommer ind bag Bridget. 

“Hvad så?” Spørger han smilende.

“Caleb og jeg har talt om det, og vi tænkte på om i havde lyst til at overnatte her i stedet for på hotellet?”

Mit hjerte hopper en ekstra gang ved tanken om muligheden for en hel uge med mine eneste 4 venner i verden. Hvilket egentligt er ret deprimerende når man tænker over det. Oh well.

Jeg betragter med tilbageholdt åndedrag Dan og Phil udveksle blikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...