Tornerosegys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 30 maj 2016
  • Status: Færdig
jeg går ind i tronsalen og ser nogen forsvinde ud

1Likes
1Kommentarer
28Visninger

1. Tornerosegys

Det blege sollys gennemtrængte de blyindfattede ruder og lagde sig med et koldt skær over sengetæppet. Himlen var grå over den mørke egeskov, der trængte sig på langs voldgravens nord side.

Det var min 15 års fødselsdag. Jeg var lige vågnet, men der var så underligt stille.

Jeg skævede hen på det is blå solur. Klokken var næsten 7. De burde have vækket mig med morgenbakke for længst. Der var noget helt galt. Jeg skyndte mig foruroliget nedenunder.  En snigende uhygge krøb ind under huden på mig. En grufuld affære lå som frygt der altid forfulgte mig.

Ved min dåb havde kongen fejret mig. Slottet havde kun 13 guldtallerkener, men der var 14 feer, så én blev ikke inviteret. Den 14. blev meget vred og lovede at hævne sig. Hendes uhyggelige forbandelse lød at inden mit 16. år skulle jeg dø. En god fe havde dog afværget det mest forfærdelige og kunne få mig til at sove i hundrede år i stedet for at dø. Frygten for denne forfærdelige hævn, som ville ramme, lå altid som en isnende hånd på min skulder. Denne foruroligende stille morgen var ingen undtagelse.

Det var koldt. Hvorfor var der ikke tændt op i brændeovnen? Jeg skyndte sig videre. Det blankpudsede gulv knirkede under mine bare fødder. Selv om jeg havde boet i slottet i 15 år var det stadig som en labyrint for mig. Jeg trådte lige tidsnok ind i tronsalen tids nok til at se en person i sort hat og flagrende kappe forsvinde ind i det næste rum. Jeg satte efter personen.

 

Nede fra fangekælderen kunne jeg høre råb om hjælp. I stedet for at forsøge at forfølge den kappeklædte person, sneg jeg mig efter de bange stemmer fra kælderen, mens jeg forsøgte at holde mig uset. Kælderen var et dystert sted. Der var koldt, mørkt og fugtigt. Jeg prøvede at se noget i det tætte mørke. Omsider så jeg godt nok til at kunne se omridsene af kongen og tjenestefolkene. De var spærret inde i slottets dybeste fangerum. Jeg prøvede at dirke den gamle rustne lås til fangerummet op. Først med en pind og bagefter med en spids sten. Uden held. Alt imens jeg arbejdede på at få låsen op, fortalte kongen oprevet om, hvad der var sket. Da det var min fødselsdag i dag, var mine forældre og hoffet i morges på vej for at vække mig med morgenbakken. Da de var kommet til den snævre trappe, der ledte op til mit tårnværelse var de blevet overrasket af nogle ukendte folk og tvunget ned til fangekælderen. Dronningen var undsluppet. Det rislede mig koldt ned af ryggen. Var dette den gamle forbandelse, der skulle opfyldes?

Pludselig hørte jeg et skrig og et bump. Det kom fra balsalen. Jeg slap alt, jeg havde i hænderne og løb derop og så hvad der var sket. Dronningen lå på gulvet og blødte fra et sår i halsen. Et dronningemord. Jeg skreg. Min mor var død. Havde den onde fes trolddom ramt min mor i stedet for mig? Sov hun ikke kun? Jeg lagde mig ned ved siden af min mor. Hjertet slog ikke mere. Hun trak ikke vejret. Den gode fes beskyttelse havde kun galt mig.

Jeg var rædselsslagen. Drabet på dronningen var en udspekuleret hævn fra den onde fe. Langsomt nærmede jeg mig våbenkammeret. Jeg ville finde noget at beskytte mig med. Mens jeg fortsatte over mod våbenkammeret tænkte jeg tilbage på hvad min far havde sagt om min dåb. At jeg ville blive angrebet af den onde fe eller hendes håndlangere inden mit 16 år. Og at jeg skulle sove i 100 år. Nu var min mor altså også blevet angrebet og dræbt. Da jeg næsten var ovre ved våbenkammeret mærkede jeg en uventet vind. Jeg drejede hovedet og så en silhuet af en sort hat og samme sorte kappe som i tronsalen. Dernæst en blinkende kniv, der havde retning mod mit hjerte. Jeg skreg og så mærkede jeg ikke mere. Jeg faldt i en drømmeløs søvn mens morderen flygtede. Trolddommen var gået i opfyldelse.

Efter to-tre år begyndte der at vokse en tjørnehæk op.  Efter tyve år var den 30 meter høj og efter 99 år var den 100 meter.

Efter 100 år kom en smuk prins ridende og begyndte at hugge den 20 meter brede hæk ned. Da han havde slået sig igennem den spindelvævsfyldte hæk, begyndte prinsen at gå på opdagelse i slottet og fandt prinsessen der lå og sov. Han syntes at jeg var så smuk at han kyssede mig.

Da vågnede jeg og vi giftede os og levede lykkeligt til vores dages ende. Men først efter, at vi selvfølgelig havde befriet kongen og hoffet, og sorgfuldt begravet den gamle dronning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...