Min mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 30 maj 2016
  • Status: Færdig
"Du vidste, at solen og månen og hele jordens samlede sum af eksistens i en alt for nær fremtid ville gøre krav på dit legeme og din sjæl, og at det betød at din fremtidige færden i livet skulle blive et andet sted, omgivet af nogle andre end os" ll Du får kun ét liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud.

8Likes
5Kommentarer
449Visninger

2. ✾


Du var så honningsød. En kornmark i fuldt flor, valmuerød. Skrøbelige fingerspidser og hele tre velfungerende hjertekamre bag brystet. Duft af rose og syren. Billedskøn. Elegante bevægelser henover dansegulvet i stramtsnørede balletsko. Snehvid og glitrende. Det er forunderligt at tænke på, hvordan dit hjerte kunne være en fejl, når det hele virkede så rigtigt. Men alt er jo relativt.
I begyndelsen troede vi på det bedste, os alle sammen: Det skal nok gå, alt bliver lysere i morgen, du kæmper dig igennem det her, vi tror på dig. Men ugerne gik, dine øjne blev mere og mere indsunkne, og lægernes beskrivelser blev så tåbeligt ubarmhjertige. Til sidst holdt vi bare op med de opløftende bemærkninger. Du vidste, at solen og månen og hele jordens samlede sum af eksistens i en alt for nær fremtid ville gøre krav på dit legeme og din sjæl, og at det betød at din fremtidige færden i livet skulle blive et andet sted, omgivet af nogle andre end os, og du beskrev hvordan du kunne mærke, at det fik dit hjerte til at synke nogle centimeter længere ned mod din mavesæk. Det gjorde så forbandet ondt over det hele, som et frit fald i atmosfæren, og så alligevel så meget værre.
Udenfor havde sommeren for alvor meldt sin ankomst, og blomsterne sprang frem i et festligt farvespil af rød og gul og lilla, og bragte en stemning med sig, der bedst af alt kan beskrives som en skrækindjagende løssluppenhed, eller en stille og rolig venten på et endeligt der var uundgåeligt. Du led ikke storartet eller graciøst, du led som man lider, når man er tæt på døden: Med fødderne plantet solidt i jorden under dig, med hænder der rystede så meget at du ikke kunne holde din gaffel selv, og med så meget smertestillende i blodet, at vi indimellem blev i tvivl om du overhovedet var tilstede sammen med os.
Og så skete der noget, jeg ikke helt ved hvordan jeg skal beskrive, men som måske kan sammenlignes med det der kendte fænomen kaldet Den Sidste Gode Tid. Dine øjne blev langsomt, men sikkert, atter dine øjne, og du begyndte at kunne sidde op i sengen, og have en længerevarende samtale med personalet. Det endte med, at du fik lov at komme hjem. For første gang i flere uger fik dine læber lov at krølle sig opad mod dine øjenkroge, og samle sig om et varmt og langt ventet smil, der lyste hele stue 34 op.
Snart kunne du gå længere ture op og ned ad vejen, og det var som om at din ny fundne energi og kunnen lagde sig som en blød dyne omkring dit endnu bankende hjerte, og gav dit liv en helt ny konception. Og du var sådan et ufatteligt smukt syn. Der var noget over din eksistens, der glødede som tusinder af stjerner, og som smittede af på alt du kom i nærheden af. Det blev den smukkeste sommer vi nogensinde havde oplevet, det sagde du så ofte, og med blomstrende rododendronbuske som farverig baggrund, og solens stråler som vinkende hænder mod dig, var der ingen der sagde dine ord imod. For hold nu kæft hvor er det, på alle måder det overhovedet er muligt, noget af det mest skrøbelige og dyrebare, at se et andet menneske nyde det, at bestå. Og på en måde er det så trist at tænke på, at du først rigtigt besluttede dig for at leve, da du fik at vide, at du snart skulle dø. Men hændelser sætter andre hændelser i gang, som et igangværende og aldrig-sluttende dominospil, hvor brikker vælter brikker i én uendelighed, og dit sene tilvalg af det at leve i nuet, blev vores livsforandrende øjenåbner. Du var vores dominobrik i en verden af sort og hvid.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...