Opgøret

Uanset hvad du foretager dig i nattens omfavn, så ser og hører sangfuglen alt.

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

1. Min værste og sidste beslutning

Opgøret

 

Min mor fortalte mig altid om sangfuglen. Om hvordan den opsøgte alle der var dømt af guderne. Jeg troede aldrig den ville opsøge mig. Dengang virkede alting så fredeligt, som om jeg aldrig kunne komme noget til. Men som dagene gik, og min uskyldighed var svundet blev det også min tur til at synde. Min eneste kærlighed havde forladt mig, jeg druknede i min egen elendighed og jeg havde intet at læne mig op ad for støtte. Fyldt med had, lidelse og den triste følelse af ensomhed tog jeg ned på det nærmeste værtshus for igen at drikke mine tanker bort.

 

Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke se andre kvinder end den eneste jeg havde elsket. Lugten af alle de svedige mennesker, og det rådne træværk fik sneg sig op som tinnitus. Jeg kastede mig ud af huset, fik frisk luft, kiggede op på månen og der tog jeg min værste og sidste beslutning. Jeg snublede hen af gaderne for at finde hende. En skridt efter det andet, indtil jeg nåede hendes hus. Jeg slog og sparkede til hendes dør, men den rykkede sig ikke. Jeg faldt på knæ og græd. Fyldt med følelser der intet hjem havde, blev jeg rastløs. Gråd blev til lidelse, lidelse blev til vrede og vrede blev til hævngær. Til venstre for mig i åbningen så jeg en høtyv, da jeg skulle til at samle den op, sad der en ravn med mørke røde øjne for enden af skaftet. Den kiggede på dømmende på mig, som om den ventede på mit næste træk. Så snart jeg kom i kontakt med høtyven fløj den væk, op og ind i natten. Jeg fik døren op efter et par forsøg, og bevægede mig op til hendes sovekammer. Dette hus var så velkendt. Jeg åbnede forsigtigt hendes dør til værelset. Hun lå tilbage mod hovedgærdet, kiggede på mig, og sagde ‘’Hvem der?’’ jeg gav mit ansigt til kende, men hun råbte bare:‘’ Kan du så komme ud, eller jeg skriger efter byens vagter!’’. De eneste ord der kunne forlade min mund var: ‘’Du har ingen idé om hvor meget jeg elsker dig.’’. Hun skreg efter hjælp, og hendes stemme efterlod ar i mit sind. Hvis jeg ikke kunne elske hende, passe hende, eje hende, hvorfor skulle en anden så kunne det? Jeg stak høtyven i brystet af hende, og det var som om man kunne se hendes sjæl forlade hende med hendes sidste åndedræt.

 

Jeg faldt atter på mine knæ igen. Al min styrke, vilje, det var alt sammen væk. Jeg hørte den sødeste sang i mit liv. Som en moders summen til sit elskede barn. På det tidspunkt var jeg ikke sikker på om det var alkohollen der gjorde det, men jeg var helt sikker på at jeg ikke ville have det til at stoppe. Mine ønsker blev dog ikke opfyldt, da sangen blev afbrudt af en flok ravne der sad på hendes lig. De fjernede hendes kødelige tilstedeværelse fra denne verden, men der var en ravn der ikke spiste. En ravn der ikke tog sig til sine beslægtede. Den ravn, kiggede på mig, med sine blodrøde øjne. Den havde givet mig et valg, for at dømme mig. Jeg prøvede desperat at rejse mig, men det var som om at den ville tvinge mig til at kigge på dens brødre og søstre brutalisere den eneste jeg nogensinde havde elsket. Efter lang tids pinsel var det endelig slut. Hendes knogler lå til hvile på hendes seng. Lagenet var malet rødt med hendes blod. Aldrig havde hun været så smuk, i sådan en kontrast. Jeg rejste mig endelig op, og gik ud af døren, ned af trapperne, og ned af gaden.

Dehydreret, manglende af søvn, tvang jeg mig endnu en gang ned af den forbandede gade. Folk kiggede, folk dømte mig, folk grinte. Jeg kiggede på værtshusets skilt. Det havde ændret sig. Hvad der tidligere havde været to krus med øl i, var nu hovedet af en ravn. Himlen var rød. Var jeg blevet gal? Havde jeg pint mig selv ud til det punkt at jeg var blevet ragende sindssyg? Jeg kom endelig hjem, og alt ting ved min hytte var som normalt. Men da jeg åbnede døren var der latter, børn der grinede, men mit hus var ikke som det havde været. Der var en skygge i midten af mit hus. Det gik op igennem loftet, og det lugter. Jeg gik op for at se hvad der videre var om denne skygge. Den førte op til en rede, hvor sangfuglen sad. Med sine røde hadefulde øjne. Jeg løb hen og rev fuglens hoved af dens krop. Den havde taget alt fra mig. Den havde dræbt min eneste elskede. Men så snart hovedet var fjernet blev børnenes latter til skrig. Som om de var i en kæmpe mængde af smerte. Jeg hørte hendes skrig om og om igen. Det er pinsel! Det er tortur! Jeg styrtede ned af trapperne, ned i kælderen for at låse mig selv inde i mit kammer. Jeg satte mig hen i et hjørne for sikkerhed. Skrigene blev højere og højere, og jeg dækkede mine ører, men skrigene blev ikke lavere!

 

Indtil de stoppede. Der var helt stille, og da jeg åbnede mine øjne igen, lå jeg i en seng. Et fint hvidt lagen og en smuk dyne. Men der var en dyster lyd ude fra natten. Som om nogen prøvede at brase ind. Jeg kunne høre fodtrin op ad trappen, og min dør til værelset blev forsigtigt åbnet.

 

‘’Hvem der?’’


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...