Hvis jeg skal være helt ærlig

Novellen handler om Maik og Tjick, der længe har boet på en døgninstitution. De har i lang tid planlagt at flygte fra dette sted, og nu skal planen endelig sættes i gang. (Novellen er ikke færdig, da der stadig er stavefejl og manglende kommar her og der.) c:

0Likes
0Kommentarer
107Visninger
AA

1. Hvis jeg skal være helt ærlig

Hvis jeg skal være helt ærlig

 

’’Så står vi op!’’ Det runger i min opgang ligesom det gør hver morgen. Jeg vil helst ikke, men modstand gør ikke situationen bedre for mig. Det er bedst at følge rutinen. Jeg får mig selv ud af sengen, får lidt tøj på, sat håret og så er det ellers bare ud til de andre. I det jeg åbner døren bliver jeg mødt af et velkendt ansigt. ’’Du ligner en der har haft en dårlig oplevelse, Maik.’’ Siger Tjick med smil på læben. ’’Hver morgen er en dårlig oplevelse.’’ Svarer jeg. ’’Det er desværre sandt nok. Men jeg har gode nyheder til dig! Det handler om vores lille forsøg.’’ Jeg smiler til ham og nikker op ad. Vi har planlagt en vej ud herfra, Tjick og jeg. Han er ikke den klogeste, men han er sgu stærk og loyal. Jeg vil gøre alt, for at komme ud af denne dårlige undskyldning af en døgninstitution.

Jeg kommer til morgenbordet, og tager en bid at spise. Ude af vinduet står en af de ældre og hiver i de små. Jeg skubber stolen væk, og spurter derud. ’’Hvad fanden tror du at du har gang i?’’ Drengen vender sig om, og det viser sig at være den største sladrehank på institutionen, Mike. ’’Den lille lort væltede min cykel! Man bliver nødt til at vise hvem der bestemmer her omkring.’’ Det har han selvfølgelig ret i, så jeg giver ham en knytnæve midt i hans måbende ansigt. ’’Og så lader du de små være, ikke også min ven?’’ Han svarer ikke, men en af de små render over og krammer mit ben. ’’Maik den store helt! Maik den store helt!’’ Flere af de små siger det, igen og igen indtil en af de voksne kommer. Han ser kort hvad der er sket, og tager fat i mig. Jeg er ikke i nærheden af at være stærk nok til at gøre modstand, så jeg følger bare med. De hiver mig ind på kontoret for at have en snak med mig. Endnu en snak. ’’Maik, disse overfald og udbrud er nødt til at stoppe.’’ Siger en af de voksne. ’’Dit temperament viser ikke forbedring her på det sidste. Så vi giver dig en beslutning. Enten forlader du ikke dit værelse de næste 2 uger, eller også tager du til psykolog hver mandag og torsdag.’’ Jeg hader fandeme, at blive kommanderet rundt med. Hvis det ikke var for Tjick, ville jeg blive inde på mit værelse. Men det kan jeg ikke byde ham, slette når vi er så tæt på at komme ud fra dette hul. ’’Okay.’’ Siger jeg. ’’Okay hvad?’’ Svarer hun. ’’Jeg tager til psykolog så. Jeg kan godt selv se at det går for vidt.’’ Hun smiler på den mest provokerende måde. Hun fik mig endelig til at adlyde, og hun nyder det fandeme. Jeg stormer ud af rummet og går ud og leder efter Tjick.

’’Tjick, jeg har rimeligt dårlige nyheder. Jeg bliver tvunget til psykolog i morgen, og du ved hvor meget jeg fucking hader at blive kommanderet rundt med.’’ Siger jeg i en nervøs tone. ’’Så du mener at vi skal væk i aften?’’ Han kigger på mig som om jeg er blevet gal. ’’Hvis alting er klar, så jeg stemmer jeg for at vi smutter i aften, ja.’’ Han kigger ned i jorden. Derefter roder han i sin skuffe efter noget. ’’I aften låser de os ikke inde.’’ Siger han og viser mig et stykke brændt ler. ’’Tjick for fanden…’’ Jeg kigger håbeløst på ham. ’’Det er ikke bare et stykke ler!’’ Han vender stykke om. Det er et aftryk af en nøgle! ’’En af de voksne kom herind i går aftes, og glemte sin nøgle. Jeg tog chancen for endelig at få et aftryk.’’ Han tager aftrykket of ligger på sit bord. Så viser han mig, at han har stjålet plastic skeer fra køkkenet. ’’Må jeg låne din lighter?’’ Han kigger selvsikkert på mig. ’’Ja da, men hvad skal du bruge den til?’’ Jeg kaster min lighter til ham, og han snupper den i luften. ’’Det får du at se.’’ Aldrig har jeg set ham så begejstret. Han smelter plasten så det hældes ned i aftrykket. ’’Du er et fucking geni, Tjick!’’ Han smiler op mod mig. ’’Jeg er ikke så dum som alle går og tror.’’ Han ligger lige så stiller aftrykket hen på sin hylde, og dækker det. ’’Jeg har aldrig syntes du var dum.’’ Siger jeg til ham. Jeg ved jeg kan stole på Tjick, og omvendt. ’’Hvornår skal jeg låse dig ud?’’ Han sætter sig ned igen.

’’Nattevagten går forbi min dør cirka 21:40 hver aften. Hun er nok nede i den anden ende af gangen et par minutter efter. I det tidsrum skal vi være ude!’’ Tjick kigger over på mig. ’’Tjick, vi skal være ude i aften!’’ Jeg får næsten tårer i øjnene. ’’Ja ja selvfølgelig, Maik! Jeg vil ud herfra lige så meget som du vil. Stol nu på mig.’’ Jeg stoler på ham. ’’Hey! Pige og dreng på ét værelse er forbudt!’’ Den voksne mand kommer ind og hiver mig ud. ’’Ja ja, undskyld.’’ Siger jeg muggent. Det bliver aften og vi bliver vist ind på vores værelser.

Og nu begynder ventetiden. Jeg ligger og kigger på min dør. Nummeret ’’14’’ skrevet på den. For at minde mig om at jeg bare er et tal i deres øjne. Jeg hører nattevagtens trin gå forbi min dør. Jeg gør mig klar, tager min jakke på, putter min lommekniv i lommen. Der er raslen for min dør. Jeg lister mig hen til den, og den bliver åbnet. Tjick. Han giver mig signal med øjnene for at det skal gå stærkt. Vi lister ned af gangen, forbi alle værelserne, ned til venstre og så er vi der. Tjick trækker i håndtaget til udgangen, men den er låst. Han prøver med sin nøgle, men den virker ikke. Jeg kigger op på ham. Han holder hovedet koldt. Kigger sig lidt omkring, men ellers fører han vej ind til køkkenet. Vi ser os omkring, og Tjick ser ud som om han tænker meget over hvad der skal ske. Han rejser sig og prøver at åbne skabet til de store knive, men det er også låst. Han signalerer med øjnene at jeg skal lukke døren. Så det gør jeg. Efter det sætter han et ben på bordet, og hiver fat i håndtaget. Det tager lidt tid, men han river den op, tager den største kniv der er og render hen til vinduet. Jeg åbner vinduet på klem, men ingen af os kan komme ud. Så han tager kniven, stikker den ind ved sikringen og flækker den af. Døren skal til at åbnes. Der er en der prøver at komme ind. ’’Løb, Maik. Jeg holder døren, så du kan komme væk.’’ Jeg kigger op på ham. ’’Skynd dig nu!’’ Jeg får samlet tankerne, og kravler ud af vinduet. Duften af natten er overvældende. Men jeg må videre. Jeg løber hen og gemmer mig ved et træ. Vinduet er flækket åbent.

Tiden står stille, og lige i det jeg bevæger mig vælter Tjick ud af vinduet. Han halter hen til mig. ’’Vi gjorde det fandeme. Men ham svinet der inde gav mig kraftedeme et trælår af en anden verden.’’ Siger han med smil på læben. ’’Det føltes som en evighed, Tjick. Jeg var virkelig bange for at-’’ Han afbryder mig. ’’Vi skal videre, der går ikke lang tid før ham der inde vågner igen.’’ Jeg nikker. Vi tager hen mod skoven, og jeg hjælper ham af og til med at komme over nogle forhindringer. Vi finder et sted, som vi kan hvile os ved. Han starter et lille bål. Jeg ligger mig ned på den bløde jord. Det dufter så rart. Endelig at være fri. Han lægger sig ved mig, og jeg putter mig op ad ham. Vi bliver vækket af lyden af hunde. Tjick rusker i mig ’’Op! Nu!’’ Vi løber afsted, og på trods af hans smerte løber Tjick også. Men vi ved begge godt at vi ikke løber hurtigere end hundene. Vi sætter os ved et træ. Jeg har så mange forskellige tanker men til sidst bliver det klart for mig. ’’Tjick, løb. Jeg leder dem væk, og så skal du så langt herfra så muligt. Er det forstået?’’ Han kigger på mig med vidt åbne øjne. ’’De tager dig tilbage. Det kan jeg ikke tillade.’’ Jeg smiler til ham. ’’Og så flygter jeg fra de spader igen. Det her er ikke dit valg Tjick. Du fortjener dette.’’ Jeg begynder at græde. ’’Men-’’ Jeg kysser ham før han kan sige noget. ’’Der er ikke noget men.’’ Jeg holder om hans ansigt. ’’Vi ses på den anden side Tjick.’’ Han halter hen mod busken, og stopper inden. ’’Lov mig, at vi ses igen Maik.’’

 

’’Det lover jeg.’’

Han løber så stærk han kan væk over motorvejen, og jeg løber i modsatte retning. Jeg kan høre hundene, tættere og tættere på. Jeg hører brag, og mit ben bliver bevidstløst. Jeg kigger på min læg. Jeg er blevet skudt. Et haglgevær har skudt ind til kødet, og jeg bløder. Og så kommer smerten, frygten, angsten og ensomheden. ’’Hvilken en er det?’’ Bliver der råbt. Lige bag mig lyder der en mørk stemme. ’’Fjorten.’’ Jeg bliver løftet fra jorden og smidt bag i en bil. Jeg bliver hevet ind til den lokale politistation. Der er varmt. Dejligt varmt. Det er også det eneste der er rart.

Jeg bliver sat foran en politiofficer. Der er så mange indtryk fra rummet. Først er der lugten af blod og kaffe. Kaffemaskinen står ovre på bordet, blodet befinder sig i mine sko. Hvis jeg skal være helt ærlig, er der ikke kun blod i dem. Da den ældre betjent lige før sagde ’’fjorten’’, pissede jeg i bukserne. Jeg sad ellers og hang på skamlen uden at røre mig. Og var svimmel. Og prøvede at se ud som Tjick, som jeg forestillede mig, han ville se ud, hvis nogen sagde ’’fjorten’’ til ham, og så jeg pissede i bukserne af angst. Maik Klingenberg, den store helt. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg er så nervøs nu. Det er jo klart, at det måtte ende sådan. Tjick havde garanteret ikke pisset i buskerne.

Hvor er Tjick egentlig henne nu? Sidst jeg så, var på motorvejen, hvor han hinkede af sted på ét ben og forsvandt ind i buskene. Jeg går ud fra at han også blev taget af politiet. Man kommer vel ikke så langt på ét ben. Jeg kan ikke så godt spørge strisserne, for hvis de ikke har set ham, er det nok bedst ikke at spørge om noget. Måske så de ham slet ikke? Og så er jeg den der holder mund.

 

’’Flygtede du med nogen?’’ Han kigger mig dødt i øjnene.

’’Nej.’’ Svarer jeg.

’’Vi har en rapport fra institutionen, der siger at der er en til, der mangler.’’ Han bliver vred. ’’Ved at tilbageholde evidens fra politiet overtræder du loven.’’

Jeg kigger op på ham.

’’Og ved at overtræde loven har du sikret dig en plads på et meget værre sted.’’

’’Til helvede med loven.’’

 

Vi ses igen en dag Tjick. Det lovede jeg dig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...