Remedy

Da enogtyve årige Thomas Wilder, mister sin bedste ven og blodbror i en forfærdelig bilulykke, lader hele hans verden til at falde fra hinanden. Han får angst-anfald ved tanken om at køre bil (amaxofobi), har svært ved at sove, og har både i vågen og sovende tilstand genlevet bilulykken. Af bekymring for Thomas, sender hans forældre ham væk fra storbyen New York, på et kollegium, hvor de mener, at han vil få en chance for, at lægge sin angst og PTSD (posttraumatisk stresslidelse) bag sig. Mod sin vilje bliver Thomas sendt væk fra alt og alle han kender, for at vågne op på et kollegium tilegnet folk med psykiske lidelser. Vred, forvirret og fuld af angst forsøger Thomas at frasige sig al hjælp, men til ingen nytte. Men et møde med pigen Ivery ændrer hans syn på både opholdet, så vel som menneskerne på kollegiet. Sammen begynder deres helingsproces, men kan to psykisk syge hele hinandens sår, eller vil de blot ødelægge hinanden? ‘Remedy’ indeholder emner og scener der kan virke stødende.

5Likes
0Kommentarer
233Visninger

2. Prolog

Musikken var høj og samme var stemningen. Både huset og tagterrassen var blevet indtaget af unge mennesker, alle med en højere eller lavere alkoholprocent i blodet. Udendørs var luften tyk af røg fra rygernes tændte cigaretter, og inde var luften varm og tung på grund af de tætpakkede dansende kroppe. Flag hang hist og her samt adskillige heliumballoner, der i par dannede tallet ’20’. Midt på den store terrasse stod en høj, ung mand på 21 år. Hans hår var en mørk nuance af brun, og hans øjne en lysere. Han var ikke den største eller stærke fyr af kropsbygning, men heller ikke den første man ville kaste sig over i en slåskamp. Navnet var Thomas Wilder og han var i øjeblikket i fuld gang med, at lægge en arm om fødselsdagspigens skuldre, mens han holdt en tændt cigaret i hans frie hånd.

“Tyve år, Amanda. Føler du dig forandret?” han stemme var drillende og et skævt smil spillede om hans læber, som han trak pigen tættere ind til sig.

“Ikke det mindste,” svarede hun kort og så op på ham med sine store blå øjne, der skinnede svagt i lyset af alle de opsatte stearinlys, som også fik hendes hår til at fremstå gyldent.

“Har du så haft en god aften?” spurgte han og tog cigaretten op til munden og indhalerede. Normalvis røg han ikke, men alkohol ændrer folk og ligeledes ændrede det Thomas. Nok var han udadvendt, men ligefrem at flirtende, lignede ham ikke.

Amanda så på ham og lagde sit hovede på skrå og viftede let med sit hår. “Fantastisk, men den kunne blive endnu bedre hvis…” Hun bed sit let i læben, tydeligvis heller ikke helt sig selv. Hentydningen var ikke til, at tage fejl af, men en bekendt stemme fangede Thomas' opmærksomhed. En stemme han ville kunne kende hvor som helst, når som helst.

“Hey Tommy. Amanda, herlig fest.” Thomas lod sin arm forlade Amanda skulder, og vendte sig om for at se den nyankomne i øjnene. Skuldrene var brede, håret sort og øjnene grønne. Han var noget større end Thomas, både i højde og drøjde, og fremstod også mere muskuløs, men på trods af de udvendige forskellige, havde han været Thomas’ bedste ven siden deres tid i børnehaven.

“Matt! Fedt at se dig, mand!” De tog fyre klappede deres hænder sammen i et venskabligt håndtryk, hvorefter Thomas trak Matthew ind til et kram og klappede ham på ryggen. Den noget mere ædru Matt trak sig leende tilbage, for at betragte Thomas, hvis tøj var beskidt og håret uglet.

“Er du ok, Tommy? Du ser sgu ikke helt godt ud,” sagde han mens han vurderede Thomas med øjnene, og trak ham kort tættere ind til sig. “Og hvad fanden laver du med, Amanda? Amanda, Tommy!” Han sænkede stemmen og sendte Thomas et seriøst blik, men lod ikke til at få den ønskede reaktion. “Og hvad fanden har du i hånden… Ryger du nu igen?"

Et stort, uskyldigt smil spredte sig på Thomas’ læber, som han holdt cigaretten op foran sin ven, der med tiden var blev som en bror for ham. En storebror der beskyttede og tog sig af ham på trods af, at de var på samme alder.

“Vil du ha’ et sug?” spurgte Thomas med en halvhæs stemme.

"For helvede, Tom. Du er jo stang barcardi.” Opgivelsen var tydelig at genkende i Matthews stemme, men Thomas lod sig ikke genere af den.

“Maybe. Men du trænger bestemt til en øl. Kom jeg gir. Han tog fat i sin vens arm uden omtanke og begyndte at trække ham hen mod den lidt alternative bar som var blevet sat op, og forlod dermed Amanda tilbage uden yderligere omtanke. Hun skulle nok finde en anden. Desuden var bros before hoes et ret vigtigt motto, ja nærmere en pagt, som de to fyre havde indgået, den gang Thomas havde crushet på Matthews storesøster, Lily Graham.

“C’mon Tommy, du har allerede drukket alt for meget."

Thomas løftede et øjenbryn og rystede let på hovedet af sin ven. “Undskyld, men hvem tror du lige at du er? Min mor? Ta’ det med ro.” Smilet, der var solidt placeret på hans ansigt, var langsomt blevet mere flabet, som var han blevet en lille, drilsk teenager igen. Men Matthew vidste bedre, og opgav ikke uden kamp.

“Jeg mener det Tom. Kom, jeg kører dig hjem.” Hans stemme var ikke længere fuld af spas, men gravalvorlig, og det velkendte smil var forsvundet fra Matthew ansigt.

“Nej,” lød det kort fra den lidt snaldrede Thomas.

“Jo."

“Nej.

“Jo!"

“Fint!” Opgivende smed Thomas resterne af sin cigaret til jorden og tråde den ud, imens et mere tilfreds smil fandt frem på Matts læber, og Thomas tilføjede slukøret: “Lyseslukker."

“Virkelig? For du ligner en der kunne knække sig om en lille halv time."

Irriteret over at hans ven højest sandsynligt havde ret, rystede Thomas på hovedet og gik slingrende af sted med Matt lige i hælene. Da Amandas forældre stoppede dem på vej ud, måtte Matthew forsikre dem om, at han intet havde drukket og dermed sagtens kunne køre, men det var ikke helt sandt og Thomas kunne se det på ham.

“Vi kan bare gå,” foreslog han prøvende, men hans ven insisterede på, at køre ham, således at de begge kunne slippe for Thomas der pludselig drættede om midt på gaden, en ting der var sket en enkelt gang før, men Matthew konstant påmindede ham om.

 

Dermed forlod de fødselsdagsfesten, og rigtig nok begyndte både trætheden og kvalmen langsomt at hale ind på Thomas, hvilket egentlig så ud til at fryde Matthew. Lige til det gik grueligt galt.

“Jeg har det sgu ikke for godt,” kom det halvkvalt fra Thomas, der langsomt var ved at finde fatningen igen.

Matthew lo svagt, en varm og rolig latter, uden at fjerne blikket fra den mørke vej. “Told you. Du burde virkelig holde igen med det alkohol, Thomas."

Med trætte øjne så Thomas op på ham. “Så det er Thomas nu, huh?"

“Jep."

“Fint."

Det var stille for en stund, mens Thomas langsomt fik det værre. Han stirrede tomt ud af sideruden, i håb om at få det bedre, men lige godt hjalp det, og til sidst følte han ikke længere, at han ville være i stand til, at holde kvalmen under kontrol.

“Matt jeg…"

“Du har bare at holde igen, til du sidder foran et toilet, makker!” lød det overraskende hårdt fra hans mørkhårede ven, der fortsat var optaget af at køre. Men alt lod til at snurre rundt i hovedet på Thomas, og kvalmen blev mere og mere overvældende.

“Matt, stop bilen."

“Nej, du kan godt holde det inde."

“Matthew?"

Et dybt suk. “Thomas?"

“Jeg skal virkelig knække mig."

“Luk nu røven, Tommy."

“Jeg er seriøs, jeg skal virkelig…" Mere nåede han ikke at sige, før han vredt blev afbrudt.

“Hold dog kæft, Thomas, jeg forsøger at køre bil!” Et split sekund vendte Matthew sine grønne øjne mod Thomas, for at sende ham et så vredt og irriteret blik, at det skar helt ind i hjertet og sjælen på Thomas, og det split sekund var alt der skulle til. Et skarpt rødt lys rev pludselig Thomas ud af sin døs, og da han så ud af forruden, var bilen på vej midt ud i et lyskryds uden at sænke farten.

“STOP!” skreg han af sine lungers fulde kraft, grebet af en pludselig panik. Men det var for sent.

Det sidste Thomas huskede var lyden af hans egen hæse stemme, der overdøvede lyden af bilhorn, og så et skarpt rødt lys, der kort efter blev sort. Og så smerten.  

 

Hvad der skete efterfølgende huskede Thomas kun i slørede glimt.  

 

“Thomas? Kan du høre mig? Thomas?” En dyb, ukendt mandestemme trang igennem muren af mørke, smerte og angst.

“Han trækker fortsat vejret.” En kvindestemme, også uigenkendelig.

“Hvad med den anden?” Hvem?

“Ikke til at identificere endnu, sir. Han blev hentet med den første vogn.”

“Hvordan var hans tilstand?"

“Kritisk, sir.”

“Sir!” En ny stemme, denne fra en yngre mand.

“Noget nyt?” Forhåbentlig noget godt...

De har været i stand til at identificere chaufføren, Sir. Matthew Graham."

Endnu engang overtog smerten og mørket syntes om end endu mere sort, og smerten mere intens.  

 

“Thomas?” Endnu en gang vågnede han op til lyden af hans navn, denne gang kom det fra en bekendt kvindestemme.

“Rolig pus, de sagde han nok skulle klare det.”

“Jeg ved det men…"

“Men hvad?"

“Hvordan skal vi nogensinde kunne fortælle ham det? De var så tætte. Som brødre"

“Jeg ved det ikke, skat. Jeg ved det."

Og igen blev der mørkt.

 

På besynderligvis lod mørket til at have lettet sig, og efter en lang kamp, fik Thomas endelig åbnet øjnene. Han befandt sig i et helt hvidt lokale. Der var ingen, og det eneste lyd der var at høre, var lyden af hans egen svage hvertrækning og små regelmæssige bip-lyde. Var han havnet på et hospital? Ude af stand til at bevæge sin krop, lod Thomas sine øjne glide hen over lokalet. Der var intet ur i det lille hospitalværelse, så det var ikke til at sige hvad klokken var, og heller ikke dagen, og eftersom gardinerne var trukket for, var der heller intet hjælp at hente dér.

Et lille klik lød henne fra døren af, og af refleks forsøgte Thomas at løfte sit hoved, men intet skete. En sløret skikkelse med langt sort hår stod i dørkarmen og så ind på ham. Hun lod ikke til at bemærke hans åbne øjne. Måske var de i virkeligheden kun på klem? Det ville forklare hvorfor alt virkede uskarpt.

“Thomas? Kan du høre mig?” Denne gang havde han ingen problemer med, at sætte navn på stemmen, som tilhørte ingen mindre end Lily Graham, Matthews storesøster.

“Det er mig Lily. Jeg ved ikke om du kan høre mig, men jeg er nødt til at komme ud med noget."

Stilhed.

“Hvordan kunne du?" Hvad?

“Hvordan kunne du lokke ham ud at køre i den tilstand, Thomas?” Hendes stemme var grødet, som stod hun og græd.

"Vi ved begge to, at han kun ville gøre sådan noget for dig. Dig, Tommy, kun dig.” Forvirringen ramte atter Thomas, og han forsøgte at åbne sin mund for at tale. Spørge hvad fanden hun talte om. Hvorfor de befandt sig på et hospital. Hvorfor hun lød så vred og ked af det på samme tid.

Du slog ham ihjel, Thomas. Det er alt sammen din skyld.” Hvad fuck havde han gjort?

Men uanset hvor meget han forsøgte, ville hans mund ikke åbne sig. Læberne og tungen ikke danne nogle lyde eller ord.

Og pludselig forsvand hun ud af døren, og der var atter stille.

Og igen blev der mørkt.

Mørkt. Smertefuldt. Ensomt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...