De genfødte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 2. pladsen i Mig før dig-konkurrencen.

2Likes
4Kommentarer
206Visninger

4. 4

Livet bestod af så mange meningsløse øjeblikke, så mange sekunder man glemte, fordi man ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre ved dem. Så det var sjovt, hvordan enkle øjeblikke, der tilsyneladende ikke adskilte sig fra de andre, pludselig kom til at ændre alle de fremtidige meningsløse øjeblikke. De seneste timer havde virket som år, mens de seneste år virkede som timer i sammenligning. Alting havde ændret sig så hurtigt, og hun nu var sikker på, at hendes liv nu ikke ville blive talt i minutter, sekunder eller timer, men kun i før og efter, at hun havde mødt Stephan.

For Hilda havde indset, at selvfølgelig var de alle virkelige. For at være ærlig, virkede de som de mest virkelige mennesker nogensinde. Hun havde brugt hele eftermiddagen på at tale med dem og nu var deres stemmebånd var blevet slidt op, og Hilda havde talt så meget, at hun havde indhentet alle de år, hvor hun var forblevet tavs. Nu følte hun allerede hun havde lært alle disse mennesker at kende, været inde i de dybeste afkroge af deres personlighed. Og de havde også lært hende at kende – ingen af de genfødte havde nogensinde gjort sig den ulejlighed, for hvem gad knytte bånd med en person, hvis deres bekendtskab kun ville vare et enkelt liv? 

Der var Elias, som syntes at have paratviden fra hele verden, som hele hans hjerne balancerede på alle de bøger, som han havde læst. Der var Pandora, som var nysgerrigheden selv og havde stillet Hilda så uendeligt mange spørgsmål, som hun ikke vidste, at hun havde kendt svaret på. Der var Max, hvis hænder var dækket af alle regnbuens farver, som han stod for alt den kunst, der hang på væggene. Og der var Eleanor, der indåndede ord og udåndede sætninger, som hun udfyldt stakke af notesbøger med noveller, digte og kortprosa og metatekstualitet, og hvad der ellers var muligt at skabe med en kuglepen i hånden.

Og så var der ikke mindst Stephan, der så vidt hun vidste, var den, der stod for at skubbe hele gruppen, til de stod så tæt på grænsen til umuligt som overhovedet muligt. Det var ham, der sørgede for, at de kom ud og springe i faldskærm og, som han selv sagde, sørgede for, at hvert eneste øjeblik var noget, man havde lyst til at huske. Det var også ham, der havde besluttet, at de skulle opsøge hende og give hende tilbuddet om at blive.

Og så var der Hilda. Hun lå på maven på en tilfældig madras med hovedet hvilende på armene. Hun havde lige fortæret en hel pizza, og bakken lå på gulvet få meter væk. Og for en gangs skyld var hun fuldkommen ligeglad med hvor mange tomme kalorier og skadelige kemikalier, den indeholdte, der kunne forkorte hendes livstid. Og hun smilede. Smilede så bredt, at hendes udstrakte læber ville kunne nå flere gange rundt om Jorden.

Hilda fik et chok, da hendes øjne gled over på det lille vindue på den modsatte væg. Himlen var gået fra blå til kulsort, og hun turde knap forestille sig, hvor lang tid der måtte være gået. Hendes forældre måtte da for længst have opdaget, at hun var væk nu - det håbede hun i det mindste, da det nu engang var dejligt at vide ens fravær betød et eller andet. For at være ærlig var hun nu ret så ligeglad, da den gule dør så sandelig kunne holde tiden på afstand.

Det var en af de mange ting, som hun havde snakket med Stephan og de andre om. Hvordan at man ikke behøvede at frygte tiden og ikke mindst døden - man kunne bruge den som motivation. Bevidstheden om at alle herinde engang skulle dø og ikke kunne få mere tid, end de allerede havde, skræmte ikke de her overnaturligt fantastiske mennesker. Nej, tværtimod fik det dem bare til at arbejde hårdere for at gøre deres tid på Jorden værd.

Hun rullede rundt på madrassen, så hun nu lå på ryggen og kunne stirre op i loftet. Det var dækket af fotografier og tegninger (af Max) samt små lapper af papir med hastigt nedkradsede citater. Hun måtte knibe øjnene sammen for at læse dem, men det så ud til, at de alle var sagt af netop disse 20 mennesker – de var alle sætninger, der skulle foreviges.  Dette loft bar vidne om hele deres liv, og Hilda kunne ikke lade være med at frygte at vægten af deres lykke ville få loftet til at brase ned over hende. Så kunne hun ellers ligge der og dele ind - og udåndinger med deres minder og lade som om, at de var hendes egne.

”Jeg må indrømme, at jeg havde troet, at du var anderledes ” Hilda behøvede end ikke kigge væk fra loftet for at vide, at det var Stephan, der talte. Hans stemme var tyk af udmattelse.

”Hvad mener du?”                                      

”Jeg mener bare i betragtning af, at du voksede op blandt De genfødte og troede, at du var ih så speciel. Jeg havde ikke forventet, at du var så meget… dig selv.”

Hun smilede. ”Jeg er officielt beæret. Men jeg er sikkert værre, end du forventede. Men den mig er bare blevet begravet lidt, som om jeg har flere versioner af mig selv, og det er en anden, der har taget kontrollen nu. Tror du, at det er muligt?”

”Bestemt. Uden alle de andre” - han gestikulerede ud i rummet - ” ville jeg da også være mere eller mindre fortabt. Det er som om, at vi fylder mere til sammen. Altså ikke fysisk, men bare… Som om mere af verden tilhører os.”

Hilda nikkede stille.  Hun forstod ikke helt, hvad han mente, men hun håbede på at komme til det en dag.

”Så vil du altså blive her hos os? Vi kan finde en ekstra madras til dig, og du kan komme med os i næste uge, hvor vi skal ud i skoven og klatre i træer. Du kan komme med os, når vi skal bruge flere timer i antikvariater, hvor vi prøver at finde de mest støvede bøger og være med på søndag, hvor vi vil kæmpe mod hinanden med maling som eneste våben. Jeg ved ikke helt… jeg er ikke den bedste til at give salgstaler ”

Hilda behøvede heller ikke få flere salgstaler. For hende var det nok bare at ligge der i øjeblikket og lytte til den svage summen af de samtaler, som de andre 19 havde gang i, om alt og intet og det midt i mellem. Hun betragtede stjernehimlen gennem vinduet og var chokeret over, hvor lidt himlen havde forandret sig. Det var den samme himmel, hun havde kigget op på så mange gange før, når hun sad i sin vindueskarm og prøvede at få plads til hele verden i sine to små pupiller. Det var den samme luft, hun indåndende, den samme planet, hun sad fast på. Men måske behøvede verden heller ikke forandre sig for, at hun kunne forandre sig.

Men havde Hilda så virkelig forandret sig? Var hun i løbet af få timer blevet til en person, der mente man i hvert øjeblik skulle bruge sit liv til noget? For det kunne godt være at den her dag var så perfekt, som en dag kunne blive, men der havde været så mange dage før den, og der ville komme dage efter den. Og hvor ville hun så være i de dage? Her?

Det ville hun gerne, selvfølgelig ville hun det. Men spørgsmålet var nærmere, om hun turde. Det var ikke så meget alle de ekstreme ting, som de gjorde her, der skræmte hende, som det at hun nu ikke længere ville vide, hvad der ville komme den næste dag. Det kunne godt være, at det ikke var hendes drømmeliv at gå rundt med faktor 60 solcreme, og en sort hjelm, men i det mindste vidste hun, at det bare var sådan, det ville være. Hun slap for at sætte spørgsmålstegn ved sin egen tilværelse og levede af at forestille sig, hvad der kunne være, ikke hvad der var.

Og det havde hun haft det fint med. Indtil i dag. Hilda satte sig langsomt op, så en hel del pizzakrummer rullede ned af hende, som kunne de mærke, at det var bedst at komme væk, nu hvor hendes humør pludselig havde ændret sig. Det var næsten helt chokerende at kigge ud på himlen og se, at stjernerne stadig smilede ned til hende, bredere end nogensinde før, da hun syntes, at det havde været mere passende, hvis de grinede af hendes ynkelighed. Nu hvor hun sad op, kunne hun også pludselig se de ting, hun før havde været blind overfor.

Der var huller i væggene, der lå en muggen tomat i hjørnet og på så mange af de mange fotografier, havde de morgenhår, søvn i øjnene og sorte skygger under øjnene, som gjaldt de normale regler om søvn ikke for dem. Disse mennesker levede et kaotisk liv, der sikkert var endnu mere uforudsigeligt end 5-årige, der sprang af broer.

Hvad nu hvis det viste sig, at Hilda ikke kunne lide den levemåde? Hvis Pandoras nysgerrighed endte med, at hun snagede for meget, hvis Elias var for bedrevidende, Eleanor var for overdramatisk, og at Max tog sig selv alt for seriøst? Der var ingen garanti for, at hun ikke ville finde dem alle sammen irriterende i længden, og at deres personlighed ikke ville optage så meget plads, der ikke var plads til hendes. Det kunne godt være, at hun følte sig hjemme her, hvor de kunne være ensomme sammen, men hvem sagde, at den følelse holdt? For alt hvad Hilda vidste var, at der var ingenting, som holdt

Og måske var alt dette slet ikke, som det gav sig ud for at være. Måske var det i virkeligheden nogle læger, der havde hyret nogle skuespillere for at se, om de kunne forvandle et misfosters introverthed til extroverthed. Måske dækkede alle fotografierne og citaterne over alle de overvågningskameraer, der garanteret hang over det hele og fulgte med i eksperimentet.

Inderst inde vidste Hilda måske godt, at dette ikke var tilfældet, men det at hun i et kort sekund have troet på det, beviste stadig, hvor mange problemer hun havde med at stole på folk – for da slet ikke at tale om hvad det kræve at bo med 20 vildt fremmede, der virkede lidt for tæt på grænsen til skør. Før hun vidste af det, havde hun rejst sig op på ben, der strittede i mod, som vidst de, hvor hun var på vej hen. Hilda forstod dem godt, men begyndte ikke desto mindre at tage de første skridt mod den gule dør.

Hvad ville hun helst? Blive her, hvor hun for første gang i sit ene liv havde opdaget, hvordan det var at føle sig normal? Eller tage tilbage til sin familie, der allerede ville have glemt hende i deres næste liv? Tage tilbage til mennesker, der havde prøvet alting før, mennesker, der ikke længere gad så meget som prøve at opretholde illusionen om at det betød noget at dø, at det betød noget at leve? Hilda var ikke sikker på, om hun overhovedet have et valg.

For hun skulle hjem. Og med hjem, mente hun ikke her, men tilbage til sin familie, der forhåbentlig havde opdaget, at hun var væk nu.  Hun kunne ikke klare det her, det var fysisk og mentalt umuligt for hende at ændre sig selv så kraftigt, som det ville kræve, hvis hun skulle blive. Hun vidste, at hun ikke kunne blive, men der var en uendelig stor forskel på at vide og på at acceptere.

Ingen stoppede hende, som hun bevægede sig tættere og tættere og tættere og tættere mod udgangen, men hun kunne alligevel føle alle øjne hvile på sig.  Hun kiggede sig ikke tilbage, men kunne alligevel forestille sig, hvordan den musikelskende Luna for en gangs skyld havde taget sine høretelefoner af, og hvordan Eleanor var i fuld gang med at finde en perfekt metafor for øjeblikket, som hun kunne skrive ned i sin notesbog. Hun satte uvilkårligt farten op, indtil hendes bare fødder knap rørte gulvet, og rummet omkring hende smeltede sammen til en stor påmindelse om det, som hun ville efterlade.   

Så nåede Hilda døren. Uden tøven åbnende hun den, alt i mens hun tog en dyb indånding i et forsøg på at rive de sidste sekunder af det seneste perfekte øjeblik ned i sine lunger, hvor det forhåbentlig ville blive – lige meget hvor mange sekunder, hun senere ville indånde, der ikke kunne måle sig med disse. Hun gik ud ad døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...