De genfødte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 2. pladsen i Mig før dig-konkurrencen.

2Likes
4Kommentarer
210Visninger

3. 3

Hvis der nu var en ting, Hilda vidste om Stephan, var det, at han aldrig så sig tilbage. Det var så også lidt det eneste, hun vidste, men i det mindste var hun sikker på, at hun havde ret i det. Han havde set hendes finger lukke sig om stopknappen og presse den så hårdt ned, at hun i et øjeblik havde været bange for, at hun ikke blot havde stoppet bussen, men også tiden. Og så var han bare begyndt at gå ud af bussen – uden at se efter, om hun fulgte med. Og sådan fortsatte det ellers bare, som han førte hende hen af små veje, hun ikke vidste byen havde og gik på fortove så fulde af revner, at hun fangede sig selv i at spejde efter Jordens indre gennem dem. For måske var Jorden ligeså langt ude inderst inde, som hun var.

Hilda var ikke mindst fulgt med, siden de stod af bussen gennem denne labyrint af bygninger og mennesker. Hun havde ikke en gang spurgt, hvor de var på vej hen, eller om de kunne tage en pause, selvom de allerede havde gået i det, der virkede som flere liv. Endelig syntes alt hendes træning på løbebåndet at gøre godt for andet end at forlænge hendes livstid. For selvom hun nødig ville indrømme det overfor sig selv, nød hun spændingen. Hilda havde altid ment, at hendes hjerterytme var langsommere end alle andres – den var jævn og havde aldrig grund til at stige, mens alle andre oplevede ting, der gjorde deres herter forpustede. Nu var hun sikker på, at hun havde det hurtigste hjerte i verdenshistorien, som det lige nu var tvunget til at banke så hurtigt for at gøre op for alle de slag, hvor det ikke havde haft grund til at være spændt på noget som helst

Hilda havde igen oplevelsen af, at resten af verden smeltede væk og kun efterlod Stephan og hende. Måske var det, fordi de alligevel aldrig havde været en del af verden – verden var nærmere en del af dem, som de ikke kunne skaffe sig af med, da den var livsvigtig. Eller også var det fordi hun endelig havde fundet ud af, at det var for abstrakt at tænke på hele verden, man skulle nærmere fokusere på, hvad der betød noget i ens egen verden. Hvis bare hun blev ved med at følge efter den skærende klare blå T-shirt, som Stephan havde på, skulle det hele nok gå. Det kunne godt være, at hun ikke vidste, hvad ’det hele’ var, men det havde hun i sinde at finde ud af – inden det var for sent. Det lovede hun sig selv.

Pludselig bestod hendes udsyn udelukkende af blåt, og inden hun kunne nå at finde ud af hvorfor, var hun stødt ind i Stephan med hovedet først. Heldigvis var han ikke lavet af jern eller stål, så hendes kranium forblev intakt, selvom hun dog ømmede sig, som hun forlegent trådte et skridt tilbage.

”Jeg sætter pris på din iver for at følge efter mig, men jeg tror, at det er gået for vidt nu,” grinede han, alt i mens han vendte sig om.

”Det er her, vi skal ind”. Han gestikulerede mod en dør, der var malet så gul, det ikke kunne være andre end selve Solen, der var maleren. De stod i en lille sidegade i en del af byen, som hun ikke havde været i før – ikke at det sagde så meget, da det var de færreste steder, hun havde været. Ved første øjekast lignede det en helt almindelig snavset gyde med murstensbygninger på begge sider og bunker af skrald i alle hjørner. Men så igen – hun lignede også en ganske almindelig pige ved første øjekast.

”Så hvad er bag den dør? Døden? Helvede?” spurgte Hilda med en stemme, der dryppede af skepsis. Ingen døre var gule, uden at der var noget helt ekstraordinært bag dem

”Det ville du sikkert ønske”. Stephan tog fat i det rustne håndtag og drejede det rundt for så at åbne døren, der udstødte et knirk.  

Hilda tog en dyb indånding af den skraldelugtende luft og gik så gennem døråbningen. Den var så lille, hun blev nødt til at bøje hovedet for at komme igennem. Så så hun sig omkring. Lyset derinde var så svagt, at det tog flere sekunder for hendes øjne at vænne sig til det. Hun stod i et stort rum, med al sandsynlighed det største rum, som hun nogensinde havde befundet sig i. Og bestemt også det mest rodede. Der lå pizzabakker på gulvet, med halvspiste stykker i, sammen med vakkelvorne stakke af bøger. Og som små øer midt i alt det andet lå der omkring 20 madrasser. Alle væggene var dækket af fotografier, malerier, og plakater. Hilda kunne allerede godt lide værelset – specielt med bøgerne og kunstværkerne, da hendes familie altid havde ment, at livet var for kort til kunst og litteratur. Hun havde aldrig påpeget overfor dem, at man ikke kunne tillade sig at sige sådan, når man havde så mange liv at gøre godt med.

Så opdagede hun alle de mennesker, der sad der. Hun var ikke helt sikker på, hvordan det havde været muligt for hende at undgå at lægge mærke til dem først, men hun skød skylden på lyset. På næsten hver madras sad der en person, og de så alle ud til at være på hendes (og Stephans) alder. Hilda stødte mod den gule dør, da hun trådte et skridt tilbage– simpelthen fordi det var så overvældende, at alle herinde tilsyneladende kiggede på hende, som var hun midtpunktet i hele verden.

”Velkommen til,” lød det fra en pige til højre i rummet. Der lå en undertone af oprigtig glæde bag, som om hun rent faktisk troede, at hendes velkomst var nok til at give Hilda evnen til at holde sammen på sig selv. Men nej – indtil videre var de alle bare fremmede skikkelser for hende – mennesker, der kun fandtes af den simple grund, at verden vil blive tom uden dem.

”Du burde måske sætte dig ned,” mumlede Stephan forsigtigt, hvilket straks fik samtlige af hendes instinkter til at skrige af deres lungers fulde kraft på, at hun skulle løbe, løbe, løbe væk.  Nyheder og chok, der krævede, at man skulle sætte sig, var som regel ikke gode. Alligevel fulgte Hilda langsomt efter ham og tog plads i den sofa, der var presset op af en væg i hjørnet. Straks blev hun enig med sig selv om, at det var den mest behagelige sofa nogensinde.

Så selvom det sikkert godt kunne være, at de bare prøvede at lokke hende til at stole på dem med et sejt rum og en blød sofa, før de alle tyve ville myrde hende med smørknive, kunne hun ikke lade være med at læne sig tilbage i sofaen og lade som om, at hun kunne tillade sig at slappe af. Hilda var efterhånden blevet ret god til at lade som om – specielt over for sig selv.

”Jeg kan forestille mig, at du undrer dig over, hvad i alverden du laver her.” Stephan havde sat sig på gulvet nedenfor sofaen og straks kunne hun ikke lade være med at forstille sig, at hun sejlede rundt i sofaen, mens gulvet var havet, som han var ved at drukne i. Det hjalp at tænke sådan, for hvis hun ikke kunne lide, hvad han videre sagde, kunne hun bare lade være med at hive ham op og lade ham drukne.  

Uden at give udtryk for hvor langt hendes tanker netop var vandret, hævede hun nu et øjenbryn og ventede på, at han fortsatte, som hun vidste, at han ville. Der var altid en forklaring, det var bare ikke altid den fulgte alle reglerne for menneskelig logik.

”Det er også forståeligt nok. Men grunden er nu også meget simpel. Du bliver ikke genfødt. Det har vi alle til fælles herinde. Vi får kun et liv, og vi ser det som vores pligt at leve det fuldt ud. Vi mener alle, at livet er for kort for alle de idioter, der betragter verden som en legeplads og tiden som deres legekammerat. Det er så også stort set det eneste, som vi har til fælles. ”

”Så du siger altså, at jeg ikke er den eneste? At jeg aldrig har været den eneste? At jeg…?” Hilda ville gerne have fortsat, men hendes mund svigtede hende, da den havde for travlt med at forme sig i en vantro grimasse til at gøre noget andet.

”Du er den eneste af os, der har så langt hår. Men nej – forskellen på os og dig er bare, at da vores forældre opdagede, at vi var, som vi var, smed de os på gaden. Så vi blev altså ikke kendte som dig, hvilket jeg – ikke for at være ondskabsfuld – er taknemmelig for”.

Hun nikkede fraværende, alt i mens hun igen lod blikket glide rundt i rummet. Nu hvor hendes øjne havde vænnet sig helt til mørket, var det muligt for hende at se, at flere af de ophængte fotografier forestillede folk i rummet. Der var et af pigen, der havde sagt velkommen til hende og omkring fem andre, der stod og smilede med en himmel, der eksploderede i farver – fyrværkeri – som baggrund (hendes forældre havde aldrig ladet hende tæt på fyrværkeri, da det var for farligt.) Et andet forestillede Stephan der storgrinende sprang ud med faldskærm (hendes forældre havde aldrig ladet hende springe ud i faldskærm, da det var for farligt). Et tredje forestillede dem alle 20 på stranden (hendes forældre havde aldrig ladet hende tage på stranden, da det var for farligt)

Så hvem var disse folk? Måske havde de fundet hinanden og dannet sig selv et hjem bag en gul dør og en masse løgne. Måske brugte de hvert døgn på at lave huller i skyerne med deres faldskærme, drukne deres bekymringer i havet, og se at stjerner også kunne få mindreværdskomplekser i forhold til fyrværkeri. Måske levede de det liv, hun så desperat ville ønske, at hun turde leve. Måske var de så selvsikre, at de ikke konstant følte behov for at bruge ordet ’måske’.

”Bor I her? Sådan alle sammen?”

”Ja vi bor her. Og vi – og nu dig – er de eneste, der kender til det her sted. For hvis resten af verden fandt ud af, hvem vi var, ville vi bare skulle leve ih så forsigtigt, så derfor har vi dannet vores egen verden indenfor disse fire vægge. Og vi vil nu tilbyde dig også at bo her – vi kender dig ikke, men jeg har fulgt efter dig i noget tid, og da du endelig selv gik hjemmefra, så jeg mit snit til at føre dig herhen. Vær sød ikke at se mig som en fuldkommen uhyggelig stalker eller noget; du fortjener bare chancen,” sluttede Stephan. 

Hildas første instinkt var at sige ja. Nej ikke sige ja, men skrige det, til hun havde fået alle i rummets øregange til at kollapse. Det virkede nu bare for godt til at være sandt, og selv i sine tanker kunne hun høre den undertone af tvivl, der ville lægge bag det ja. Hun var ret sikker på, at hun drømte. Disse mennesker måtte udelukkende være fantasifostre, der kun levede i den virkelighed inde i hendes hoved. Og i den virkelighed var Solen også lilla, og tyngdekraften eksisterede ikke. Disse mennesker var dem, der kunne springe med hovedet først ud i livet -  og i havet - og stadig flyde ovenpå. Og sådanne mennesker fandtes ikke i den eneste rigtige virkelighed, der var – så meget vidste hun da.

Men hvis ingen af dem var virkelige, betød hendes videre handlinger så overhovedet noget? Hvis hun bare sad alene i et alt for stort, rodet rum, skadede det vel intet, at hun fortsatte med at tale ud i luften til de personer, der ikke var der. Hilda kunne ikke komme til at gøre noget galt, da det var svært at fornærme personer, der kun eksisterede i hendes fantasi.

”Har I så også hørt om den anden verden? Den hvor de ikke bliver genfødt.” Hun ignorerede Stephans foregående spørgsmål

”Den anden verden? Den anden verden er os. Historierne om os og alle andre ligesom os”

Det var ikke fordi, det ligefrem overraskede Hilda, men hun kunne dog ikke lade være med at sende et blik efter drengen i hjørnet, der netop havde sagt det. Den anden verden havde altid været noget overnaturligt for hende, noget der altid var lige netop uden for rækkevidde. Men på den anden side kunne det fantastiske vel tit findes lige midt i det normale? Det var utroligt at hun så længe havde gået rundt og drømt om noget, som nu viste sig altid at have eksisteret – kun få kilometer fra hende.

”Men hvor mange af os findes der så?” Hendes spørgsmål var rettet mod Stephan, men det var igen drengen i hjørnet, der svarede.

”Aner det ikke. Flere end man sådan skulle tro. Men sådan er det vel altid. Der er altid et os og et dem.” Flere rundt omkring i rummet begyndte at nikke efter denne udtalelse i en synkron bevægelse, som var de i virkeligheden bare en enkelt person, der var gået i stykker og ikke var blevet samlet igen.

Hilda betragtede dem fra sin sofa og fandt pludselig ud af, at hun havde lyst til at springe ned i havet til dem. Også selvom det betød, at hun skulle drukne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...