De genfødte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 2. pladsen i Mig før dig-konkurrencen.

2Likes
4Kommentarer
205Visninger

2. 2

Hilda fortrød det allerede. Hun havde fra det øjeblik, hun gik ud ad deres hoveddør haft end metallisk smag i munden, der kun blev forstærket for hvert skridt, hun tog – alt hendes tvivl havde åbenbart taget bolig i hendes mundhuler, og hun tvivlede på, at det nogensinde ville flytte ud igen. Men når først man havde taget beslutninger, der var fuldkommen uansvarlige, ulogiske, uforståelige, umulige og fulde af alle de andre u’er, der måtte gemme sig, kunne man ikke lave dem op. Det var derfor, hun aldrig plejede at tage beslutninger – i frygt for at de ville ende som denne her.

For her gik hun i en sommerkjole så tynd, at hun meget vel kunne fryse ihjel, hvis solen forsvandt bag en sky og uden noget som helst med, andet end sig selv. Hvis Hilda kendte sig selv ret, ville der kun gå et par timer, før hun vendte slukøret tilbage og havde erkendt, at verden trods alt var mindst slem inden for husets fire vægge. Men så kunne hun i det mindste nyde de par timer, hvor der ikke var nogen til at behandle hende som et glasskår – noget, der gik alt for nemt i stykket, og noget man ikke måtte komme for tæt på, da man kunne skære sig.

Desuden havde hun allerede fået lagt huset så langt bag sig, at hun ikke længere kunne se det. Dette forhindrede hende dog i konstant at tænke på det med sine røde murstensmurer og mosdækkede tag, alt i mens hun gik gennem den lille klynge af træer, der lå mellem hendes hus og den store vej udenfor. Gad vide hvor lang tid, der ville gå, før hendes forældre opdagede, at hun ikke var der? Hun ville nu sikkert være kommet tilbage på det tidspunkt, så måske hun skulle holde ud natten over – bare så de i det mindste lagde mærke til hendes fravær.

Måske for at vise dem hun ikke længere tolererede flere chokoladekageædende bedstemødre skulle komme på besøg? For at vise dem hun ikke længere tolererede, at de behandlede hende, som om at der var noget helt galt med hende – noget andet, end at hun kun havde et liv? Eller for at vise dem hun ikke tolererede faktor 60 solcreme, men at hun foretræk 50?

Hilda var nu nået ud fra den lille skov og hen til vejen og kunne nu igen huske, hvor larmende og forvirrende verden var, som hun stod der og tippede frem og tilbage på fortovskanten. Foran hende blev to biler kørt af to seksårige pige, der, så vidst hun kunne se, var i gang med et kapløb så hurtigt, hun nødig ville skulle påtage sig at være dommer. Lidt længere henne sad en 30-årig mand med jakkesæt i skrædderstilling og ventede på at se, hvilken af bilerne, der ville køre ham over først – for ellers ville han jo bare begynde at få rynker. Og over på den anden side af vejen var en gruppe af mennesker i gang med at male en boligblok gul, selvom det kun var en uge siden, at den sidst var blevet malet – for noget skulle man jo fylde tilværelsen med. På en af altanerne i boligblokken stod en femårig dreng og en fyrreårig mand og var midt i en lidenskabelig omfavnelse. Og midt i alt dette stod Hilda.

Af en eller anden grund var det hende, der tiltræk sig mest opmærksomhed, da alle i kvarteret for længst havde hørt om hende. Måske var det en ide, hvis hun tog hjelmen af, da det ikke ligefrem hjalp på opmærksomheden. Hurtigt fik hun vristet den af sit hoved og smed den ind i den nærmeste busk, hvor den landede med et uendeligt tilfredsstillende dunk. Nu måtte den meteor ellers bare komme an, tænkte hun, mens hendes hår nu fik lov til at falde ned af hendes ryg. Hun havde aldrig nogensinde fået det klippet, da et af de eneste mål, hun nogensinde havde tilladt sig selv at have her i livet, var at få sit hår til at røre jorden. For med hår havde hun altid chancen for at fortryde det og barbere sig skaldet, hvis det var det, som hun følte for.

Med et suk begyndte Hilda at gå ned af fortovet. Langsomt, mens hun koncentrerede sig om, hvor dejligt det var at sætte det ene ben foran det andet uden at skulle bekymre sig om, hvor det ledte hende hen. Dog var hun farligt tæt på at komme med et udbryd af alverdens bandeord og dermed bryde sin tavshedspligt, da hun trådte i en stor pose skrald. Ikke at det var til at undgå, da denne by nu engang var så oversvømmet i skrald, at hun til tider havde svært ved at finde luft nok til at trække vejret. For hvem gad bruge et liv på at være skraldemand og rydde op i menneskehedens rod, når man bare kunne begå selvmord i stedet for?

Et busstoppested var nu kommet til syne for enden af vejen og uden tøven satte hun farten op for at nå det. Hun havde ikke været ude af huset nok til at kende bussens rute, men så længe det var væk herfra, var det godt nok for hende. Eller det passede nu ikke helt. Hilda kunne ikke lade være med at håbe på, at bussen kørte helt ud af denne verden.

Men nej – den eneste måde Hilda nogensinde havde formået at slippe lidt væk var gennem bøger. En af hendes yndlingsbøger var The Hunger Games, selvom de fleste anså den for tåbelig. Ideen om unge, der dræbte hinanden for underholdning i en arena i fremtiden, virkede fuldkommen ligegyldig, når man som læser vidste, at dette blot var et af deres mange liv, der ville ende så brutalt. Hilda holdt dog af, hvordan der ikke på noget tidspunkt blev nævnt i den, at det at dø ikke betød noget som helst, da bogens hovedpersonen så sandelig forsøgte at leve i øjeblikket – selvom øjeblikket var ganske dødeligt.

Hilda blev revet ud af sin ganske forvirrende tankerække, da bussen kom med sin velkendte grønne sider. Hun smilede ved synet, og denne gang var det ikke et af de smil, som hun gav sin bedstemor, men en næsten ægte krusning i hendes venstre mundvige, der var så hurtigt væk igen, den måtte have været nær umulig at se med det blotte øje. Men selvom hendes optimisme kun havde varet i en brøkdel af et sekund, var det nok til at få hende til at stige på bussen.

Måske ville hun så bare køre til endestationen af dens rute og tilbage igen, hvorefter hun ville finde sin hjelm igen og gå hjem. Ikke en specielt tiltrækkende mulighed, men hun havde ikke andre. Hilda satte sig ved siden af en dreng, der straks begyndte at stirre demonstrativt ud af vinduet - væk fra den vanskabning, han sikkert så hende som.

De andre i bussen kunne dog ikke helt holde deres øjne væk. Hun lod som om, hun ikke bemærkede deres blikke, ikke bemærkede dem. Alle disse mennesker omkring hende, der havde så meget tid, at det kunne spilde det. Alle disse mennesker, der ikke havde noget at frygte – hvis de døde, ville de komme tilbage, hvis nogle de elskede de døde, kunne de finde hinanden i deres næste liv. Og dybest set – hvad var der af grund til at være bange udover døden?

Hun havde nu fuldkommen glemt, hvorfor hun før havde syntes, at det var en god ide at gå sin vej og i stedet for at prøve at huske det, lod hun sit hår falde ned foran ansigtet, så det var skjult for omverden. Samtidig gravede hun sine fingre dybt ned i det plyssede sæde, der var fyldt med klistrede substanser. Så dybt ned hun var bange for, at de ville slå rod i sædet, så dybt ned, at hendes fingeraftryk ville være på sædet længe efter, at hun var død og glemt af alle andre end bussædet. Hun kunne mærke sine negle knække, men for hver knækket negl, følte hun sig blot mere og mere vred på, på, på…

På hvad? Hilda ville gerne sige, at det hele måske var tidens skyld, fordi den blev ved med at gå og var så meget med til at definere alles tilværelse(r). Men tiden var et så bredt begreb, at hun endte med at lade alt sin vrede lande på drengen ved siden af hende, da han sikkert var herre af tiden eller lignende  

Så var det, at drengen begyndte at tale til hende.

”Kom med mig,” hviskede han så lavt, at det umuligt kunne være ment for andet end hendes øregange. Alligevel kunne Hilda ikke få sig selv til at tro på, at en vildt fremmede havde talt til hende af alle personer. Det var endnu en af grundene til, at hun ikke talte til nogen – så kunne hun lade som om, at den eneste grund til at ingen talte til hende var, at hun ikke talte til dem.

Og det kunne godt være, at hun ikke havde været meget erfaring med samtaler, men man plejede da at starte med meningsløse ord som ’hej’ - ikke ’kom med mig’. Så mens hun sad og uhæmmet stirrede på drengen gennem sit hår og undrede sig over hans ordvalg åbnede han igen munden. Ordene syntes at snuble over hans underlæbe, som var hver eneste stavelse svær for ham at sige.

”Jeg mener – undskyld. Jeg hedder Stephan, og jeg vil gerne have, at du står af med mig ved næste stoppested. ”           

Hilda rømmede sig. Så rømmede hun sig igen. Hendes øjne var vidt opspærrede i hendes forsøg på at rumme, hvad der lige var sket, alt i mens hun sad lammet i sit sæde og stirrede på drengen – Stephan. Men så, så skete der noget endnu mere utroligt. Hildas uadskillelige læber adskilte sig, og hendes ubevægelige tunge bevægede sig.

”Har du planer om at forklare hvorfor? Eller regner du med, at jeg bare går med dig uden videre, fordi du hedder Stephan?” Hendes stemme kom dybt nede fra hendes strube og lød som en blanding af en kat, der harkede en hårbolle op og hvid støj på radien. Ikke desto mindre talte hun efter alle de år, selvom hun ikke helt forstod, hvorfor han var den første, hun havde valgt at tale til. Måske fordi han aldrig havde stillet sig mellem hende og en chokoladekage. Men straks efter ordene havde forladt hendes mund, skyndte hun at lukke den stramt til igen af frygt for, at hun ville komme til at sige for meget.

”Stephan er nu et ret godt navn. Men… -” han sænkede stemmen yderlige, hvilket hun ellers ikke havde troet muligt. Nu overdøvede lyden af hans hektiske åndedrag næsten ordene, og Hilda blev nød til at læne sig endnu tættere på ham. ”Jeg kan ikke rigtig sige det her med alle de mennesker. Så hvis du bare ville komme med mig, og jeg kunne… – jeg er ligesom dig, Hilda, og der er endnu flere af os,” afsluttede han sin sætning, uvidende om den hvirvelstrøm, han netop havde startet i hendes tanker.

Det var netop derfor, hun aldrig skulle have forladt huset, da hun var ikke vant til det her – måske kunne hun løbe 10 kilometer på et løbebånd uden overhovedet at blive forpustet, men at føre en samtale? Hun fik brug for nye lunger, nyt hjerte, ny hjerne, hvis hun skulle kunne holde til så meget information på en gang.

Men virkelig – hvad mente han? Brugte han også søvnløse nætter på at beklage sig til månen i tankerne over, at månen var den eneste, han kunne beklage sig til? Havde han også på fornemmelsen, at det var hans skyld, hvad menneskeheden var blevet reduceret til – fordi ingen andre ville påtage sig denne skyld? Eller måske mente han, at han heller ikke blev… genfødt?  

Det var jo bare ikke muligt. Lægerne havde fortalt hende utallige gange, at hun var den eneste, og Hilda måtte da indrømme, at hun en gang i mellem nød at være den eneste, der kun var sig selv og ingen andre ’selv’ fra før i tiden.  På den anden side – hvad i alverden anede lægerne? Lige så lidt som hun gjorde, som hun sad der i bussen.

Og så gik det op for Hilda – hun havde lyst til at tage med drengen. Hun havde lyst til at gå med Stephan og risikere sit eneste liv, for han kunne let være massemorder og have en økse gemt under sin blå T-shirt. Men hvis dette var en pause fra virkeligheden, et brudstykke taget ud af hendes normale liv, der knap kunne kaldes et liv, så havde hun i sinde at bruge det til noget.

Det kunne godt være, at hun ikke helt var klar til at forestille sig, at hun ikke var alene i verden og ikke anede, om drengen talte sandt. Det kunne godt være, hun ikke vidste, hvad der foregik og ikke forstod, hvordan hun var endt her. Det kunne godt være så mange ting, men måske var det på tide, at hun begyndte at fokusere på de ting, der bare var.

Hilda vidste dog ikke helt, hvad der endelig fik hende til at løfte sin hånd.  Det var i hvert fald ikke hende, der styrede sin egen pegefinger, som den bevægede sig tættere og tættere på den røde knap med de fire bogstaver. Bevidstheden om at intet havde et formål var dog blevet for meget for hende, og hun ville så inderligt gerne havde det til at stoppe. Stoppe, stoppe, stoppe.

I det øjeblik virkede det som om det eneste ved hendes side var drengen og knappen.

Eller det var nu ikke helt sandt. Til hendes ene side var de andre passagerer i bussen og til hendes anden side uden for vinduet, bredte der sig en by. Himlen hang også stadig over hendes hoved med sine stjerner, skyer, planeter, måner, og hendes hus stod stadig et sted bag hende befolket med dårlige minder og hendes familie. Hele universet var ved hendes side, men i det øjeblik var drengen og knappen de to ubetydelig ting, der betød mest.

Hilda trykkede på stopknappen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...