De genfødte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2016
  • Opdateret: 2 jun. 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 2. pladsen i Mig før dig-konkurrencen.

2Likes
4Kommentarer
207Visninger

1. 1

De havde alle hørt historier om en anden verden. Historier, der af en eller anden grund havde krydset grænserne mellem verdener og var nået ud til alles øregange. Hviskende fortællinger, som alle anså for at være skrøner - så skræmmende, at de gav dig mareridt. Men for Hilda havde disse historier altid været eventyr, hvor alle levede lykkeligt til deres dages ende og ikke længere end det. Hun havde altid bedt sin mor om at fortælle dem, når de var nået til hendes sengetid, og selv lang tid efter lyset var blevet slukket, havde hun ligget og forestillet sig den anden verden. Inderst inde vidste hun godt, at dette bare var ønsketænkning, men inderst inde var hun jo også så langt ude.

Det var også den anden verden, Hilda tænkte på, som hun sad der i solen og stirrede tomt ud i luften. I betragtning af hvor meget tid, hun havde brugt i denne verden, måtte det næsten blive set som ironisk, hvor meget hendes tanker tilbragte i en anden. Det var vel det praktiske ved tanker; de kunne vandre så uendeligt langt, hvilket hun ikke kunne være mere taknemmelig for i netop det øjeblik.

Hendes bedstemor sad i havestolen overfor hende og havde allerede spist en halv chokoladekage. Til tider kiggede hun op fra kagen og smilede til Hilda, så endnu flere rynker opstod i hendes ansigt. Hver gang måtte hun desperat tvinge sine mundvige opad i en gengældende grimasse, der truede med at få hele hendes ansigt til at krakelere. Hun måtte bare bede stille til, at dette ikke skete, for bedstemoren skulle så nødig se præcis hvor tæt på at eksplodere, hun var indeni.

Hilda var ikke helt sikker på, om hun ville være i stand til at klare endnu en anekdote fra bedstemorens mange liv, og da slet ikke se hende spise en bid mere af den forbandede kage. Det var ikke engang, fordi den så specielt velsmagende ud, nej tværtimod så den ud til at være mere tør end selveste Solen (var Solen tør?) Problemet var bare, at fordi det var blevet forbudt for hende at spise kagen, havde hun lyst til det, præcis ligesom med alt det andet, der var forbudt for hende.

Så mens hendes ih så kære familie spiste kagen, sad hun og betragtede en flue, der svirrede rundt i sommerluften. Straks misundte hun den, for at alle lod den være i fred, mens hun straks ville have hvad, der føltes som hele verdensbefolkningen over sig, hvis hun blot kiggede for længe på kagen Det kunne godt være, at de ville hende det bedste, men problemet var bare, at de havde forskellige definitioner af det bedste. De mente, at det bedste ville være, at hun altid gik rundt med den dumme hjelm på hovedet, kun efterlod huset, når det var absolut nødvendigt og havde mindst mulig kontakt med andre mennesker. For hende var det bedste, hvis hun fandt ind i den anden verden.

Hilda sukkede, og hun var ret sikker på, at det ikke var luft, der kom ud af hendes mund, men ren og skær elendighed. Nu håbede hun bare, at de andre ikke ville komme til at indånde den elendighed. Ikke fordi de ikke kendte til elendighed; hendes mor havde trods alt været forældreløs og hjemløs i sit sidste liv, men de kendt ikke til hendes elendighed.

”I mit næste liv ville jeg være kranfører. Jeg har altid tænkt, at det måtte være sjovt at få lov at smide ting i hovedet på folk,” grinede hendes bedstemor og rev Hilda ud af sin tankerække ved ørene. Hun måtte knuge hårdt om stolens kant for ikke at kaste sig over bordet og overfalde bedstemoren, selvom hun måske burde være vant til det. Alligevel blev hun ved med at stramme sit greb om stolen, indtil hun ikke var sikker på, hvad der ville knække først – hende eller stolen.

For Hilda ville ikke få noget næste liv. Hun ville ikke få chancen for at blive kranfører, eller springe ud fra en bro, eller hvad nu de ellers kunne finde på – i modsætning til alle de andre – det var dem, der blev genfødt, dem, der havde levet utallige liv før og ville leve utallige liv igen. Dem, som inde i hovedet på en eller anden måde havde plads til minderne fra alle deres tidligere liv, og dem, som var blevet ligeglade med alting, da de havde opdaget, at alting var ligeglad med dem.

De anede ikke, hvor heldige de var. For hvor ville Hilda dog gøre meget for at kunne leve ligesom de gjorde. De behøvede ikke bekymre sig om blodpropper, hjerneblødninger, kræft, trafikuheld og så mange andre tåbelige dødsårsager, for de ville jo bare komme tilbage i deres næste liv. Når de skulle tage et valg kunne de tillade sig at vælge udenfor alle reglerne af menneskelogik, for de kunne jo bare vælge noget andet næste gang. De kunne leve, som om livet var et stort computerspil, hvor de altid, altid ville få en chance til, et liv til.

Hilda var en anden sag. Lægerne havde, da hun blev født, fundet ud af, at hun ikke havde levet før og ikke ville leve igen, og det gjorde hende til en vanskabning – så vidt hun vidste, var hun den eneste i sin verden, der kun havde et enkelt liv. Til gengæld kunne hun sikkert få hele verdensbefolkningen til at have medlidenhed med sig, hvis hun altså talte til andre mennesker.

For tænk sig lige – den stakkels pige! Hun skulle frygte at vokse op, for hun ville kun være ung en gang, hun skulle frygte at gå udenfor sin egen hoveddør i tilfælde af, at en meteor styrtede ned i hovedet på hende og gjorde en ende på det – men værst af alt – hun skulle frygte at dø.

Det var det eneste, folk kunne tale med hende om, så til sidst var Hilda stoppet med at tale til folk. Hun smilede og nikkede og smilede igen og slap for frygten for at sige noget forkert og dermed ødelægge det begrænsede antal samtaler, som hun ville have i sit liv. Hvad hun videre havde brug for at sige, kunne hun sige i sit eget hoved. Men det var nu også for det bedste. For hvis Hilda endelig skulle åbne munden, ville hun ende med at drukne hele verden i kritik, alt i mens hun havde brug for flere liv, end hun havde for at få sagt alle de ting, hun brændte inde med.

Nogle ganger var Hilda faktisk sikker på, at hun ville selvantænde. Måske fordi hendes hoved havde det så forbandet varmt under den sorte hjelm, når solen skinnede. Det kunne også være fordi, at alle de ord, der gemte sig et sted mellem hendes blodårer og bankende hjerte, ville ende med sætte ild til hendes indvolde, indtil der til sidst ikke var noget tilbage. Så kunne hendes familie stå tilbage med hendes aske mellem fingrene og gratulere verden for, hvor ironisk det var, at hun havde brugt hele sit liv på at passe så uendeligt meget på, men alligevel var endt sådan.

For Hilda var bestemt ikke tilfreds med sit liv. Hun var ikke tilfreds med at være droppet ud af skolen og dermed ikke have en grund til at forlade huset. Hun var ikke tilfreds med, at hun skulle leve af kaninføde, ikke måtte spise et eneste stykke kage, fordi tænk sig hvor meget sukker et sådan stykke indeholdte, og skulle træne til hendes muskler sagde deres job op, alt sammen for at forsøge at leve længere. Hun var ikke tilfreds med at hendes tilværelse var blevet til selve definitionen af ensom, og at hun var definitionen af anderledes.

Alligevel sad Hilda stadig her uden, at hun havde gjort noget for at ændre på det. Hun sad ret op og ned i den ubehagelige havestol og forblev så stille hun kunne høre sin negle gro, sit hår vokse og sine knogler skrabe mod hinanden i deres forsøg på at få hende til at vokse op. Hun kunne høre tiden gå - uden hende, og det pinte hende. For hvert sekund, der sneglede sig afsted, var endnu et spildt sekund, hvor hun ikke gjorde, hvad hun ville.

Hvis så bare Hilda vidste, hvad hun ville. Måske havde det noget at gøre med, hvor svært hun havde ved at forestille sig en fremtid for sig selv, der ikke foregik på indersiden af den sikre boble, hun nu engang levede i. Desuden turde hun ikke tage store valg, som hvad hun ville blive uddannet som – for hvad nu hvis hun kom til at fortryde, og der ikke var nogen mulighed for at foretage dem igen? Hun vidste, hvordan det var indeni boblen, og hun turde ikke punktere den for at se, hvordan det ukendte så ud. Det ukendte var for farligt at udforske, når man kun havde et liv – det var i hvert fald, hvad hun var vokset op med at få at vide.

Det var ligesom dengang i de små klasser, før hun stoppede i skolen, hvor de fik de her matematiktest. De skulle løse 100 relativt simple gangestykker i 10-tabellen, men de havde kun 5 minutter. Hilda klarede sig altid helt forfærdeligt, men måske var det, fordi hun altid tænkte på, hvordan hun blev nødt til at gøre det hele ’rigtigt’ på så lidt tid – hun ville ikke få mere.

Hun kunne nu heller ikke ligefrem påstå, at hun savnede at gå i skole. For der var ingen børn der. Eller jo det vrimlede med teenagere og børn, men disse teenagere og børn levede måske godt nok i kroppe, der var unge, men i virkeligheden havde de levet i flere tusindvis af år. Desuden var skolen bare en illusion, for alle andre end hende, da alle andre i tidligere liv havde lært 10-tabellen, at læse, at skrive. Men man måtte finde noget at få tiden til at gå med, så derfor skulle alle gang på gang lære de samme ting, gang på gang være børn.  Nogle gange havde Hilda faktisk på fornemmelsen, at hun var den eneste i verden der endnu ikke var vokset op. Det forhindrede dog ikke folk i at opføre sig barnligt. Hun havde altid ment, at hele verdensbefolkningen tog beslutninger som 5-årige-hende havde gjort, hvilket vil sige, at 6-årige hende ville være end bedre leder for menneskeheden end deres nuværende regering. I det mindste var hun ikke og havde aldrig været dum nok til at lade selvmord blive den mest almindelige dødsårsag.

Hvilket det nu var. Hver gang folk blev genfødt tog det ikke lang tid for dem at beslutte, om de var kommet ind i et liv, som de havde lyst til at leve, og hvis dette ikke var tilfældet begik de selvmord på de mest kreative måder, de kunne komme på. At se 5-årige springe ud fra broer, fordi de var blevet født ind i en fattig familie, var mere end normalt. Problemet var bare, at hvis ingen havde lyst til at leve dårlige liv i fattigdom og sygdom og krig og hvad ellers verden bød på, endte det med, at det var stort set umuligt at leve et godt liv, fordi ingen alligevel gad at bruge tid på at vende dårligt om til godt – det var hurtigere bare at dø.

Derfor var gamle mennesker et sjældent syn, og Hilda måtte indrømme, at hun var fascineret af, at bedstemoren havde valgt at leve så længe – der var da ingen, der havde lyst til at blive rynket, hvidhåret og fuld af leverpletter, når man kunne blive ung igen. Hun holdt nu heller ikke særlig meget længere, tænke Hilda for sig selv, alt i mens bedstemoren greb ud efter sit ottende stykke kage.

Hvis dette dog bare havde betydet noget. Hvis dette dog havde fået bedstemoren til at skrive en liste over ting, hun ville nå, før hun døde, som det at springe ud med faldskærm og blive udgivet romanforfatter. Men nej – hvad man ikke nåede i det her liv, kunne man nå i det næste. Så dybest set var alt, hvad man gjorde lige meget i det store billede da det store billede var så uendeligt stort, at det at have en familie og udleve sine drømme blev til bittesmå bagateller. Verden var i kaos, og hun var den eneste, der ikke var en del af det kaos.

Igen, igen, igen fangede Hilda sig selv i at ønske, at hun dog bare kunne blive en del af en anden verdens kaos. Der hvor hun hørte til. Hun havde måske nok hørt vandrehistorier om, hvordan den anden verden var værre end denne. Hvordan folk der gik meget op i race, køn og noget de kaldte forskellige seksuelle orienteringer. Her var det fuldkommen lige meget – man var en pige fra Afrika i sit ene liv, en dreng fra Asien i sit næste, men her var alting også lige meget.

Lige meget, lige meget, lige meget. Hilda havde lyst til at skrige de to ord op mod den blå sommerhimmel, indtil lydbølgerne fra hendes mund fik revet skyerne ned og slukket for solen. Hun var dog ret sikker på, hendes stemmebånd for længst var rådnet væk et sted i hendes hals, efter så langs tid tavshed.  Hun havde bare brug for at gøre noget. Bare noget, da noget nu engang var bedre end ingenting, og uden noget, ville hun blive vanvittig. Hun anede ikke, hvor trangen kom fra, men pludselig havde hun lyst til at tage væk. Væk, væk som i ikke her, væk som i et sted hvor hun kunne lægge hjelmen og forsigtigheden fra sig.

Det var hende et mysterium, hvordan hendes forældre og 8-årige lillebror kunne holde ud at sidde her, på en sommerdag så varm, at der meget vel kunne gå ild i verden og bare snakke med bedstemoren. Det kunne godt være, at hendes mor og far havde været venner med hende fra nogle af deres tidligere liv, og derfor havde været henrykt, da de fandt ud af, at de var i familie med hende i dette liv, men for at være ærlig, syntes Hilda, at bedstemoren var en rent ud sagt forfærdelig person. Alligevel havde de lært bedstemoren bedre at kende, end deres egen datter, trods de kun havde et liv sammen med hende. Og nu havde Hilda fået nok af det.

Måske var det fordi, at hun var træt af at være dækket af faktor 60 solcreme i tilfælde af at solen, det kære væsen, gav hende modermærkekræft. Måske var det fordi at himlen var alt for blå, og alt for perfekt. Måske var det fordi, ’ måske’ var det ord, hun var næst mest træt af efter ’lige meget’.

Under alle omstændigheder kunne hun ikke mere. Det hele var blevet for meget i løbet af få sekunder – hendes virkelighed var skrumpet ind, så der ikke længere var plads til hende. Hilda rejste sig med et sæt op fra sin havestol, der larmende gled tilbage. Ingen lagde dog mærke til lyden, da de havde så travlt med at diskutere om, det var bedst at være kranfører på havnen eller i byen. Og da hun begyndte at gå indenfor, bad de hende ikke om en undskyldning, da det ville kræve hun åbnede munden.

Hilda ville gerne have sagt at hun derefter løb afsted, til hun nåede verdens ende og længere end det på sine bare fødder og med sin tynde sommerkjole – uden at se sig tilbage en eneste gang. Men nej – selvfølgelig så hun sig tilbage. Hun drejede hovedet, til hun var sikker på, der var et eller andet, der gik af led og stod så og lod blikket dvæle ved de fire personer, der stort set gav sig ud for hele sit liv. Det var allerede gået op for hende, hvor lidt hun havde tænkt noget som helst igennem ved bare at efterlade alt hvad hun kendte, fordi hun havde lyst.

Hun kunne dog ikke ligefrem påstå at hun ville komme til at savne noget som helst. Bestemt ikke hendes forældre, selvom hun allerinderst inde måske ville savne sin lillebror, selvom han ganske vist havde været soldat under hele 4 verdenskrige, og syntes det at blive genfødt var og blev det bedste ved at være menneske.

Så vendte Hilda sig om.  Og gik sin vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...