Alone once again

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2016
  • Opdateret: 26 jan. 2017
  • Status: Igang
Første gang jeg så ham, var på den hvide hospitalsgang.
Hans hår var langt, krøllet og brunt, ikke som i en kedelig brun, men en brun der fik mig til at ville vide hvem han var.
Men hvad skulle han ville med mig? Mig med mine tynde arme og min hud, som lå som et stykke tyndt plastik henover min hud, samt mit kedelige ikke blonde, men heller ikke brune hår.
Men før jeg vidste af det, havde han vendt op og ned på mit liv.

Dette er historien om Emma Valentine, én 16-årig kræftpatient i London, England, hvor hun møder en hvis Harry Styles, som før hun ved af det har vendt op og ned på hendes liv, men tør hun elske ham? Eller vil sygdommen overvinde hendes hjerte?
Find ud af det i: Alone once again

9Likes
6Kommentarer
1100Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Kapitel 2

3 måneder før.

 

Der var gået en måned og Harry havde ret, han ville bare ikke forlade mig. 

Hver eneste dag, havde han mødt op foran mit værelse og hver uge når jeg skulle have kemoterapi, gik han med mig derhen og lod mig ikke i stikken, selv når kvalmen skød op i mig og jeg havde mine nedture hvor jeg græd hysterisk og nægtede alt.

Så blev han hos mig. Han var en sand ven, selvom jeg ikke kunne undgå skyldfølelsen over at jeg lod ham komme så tæt på mig. 

,,Emma, du er køn med og uden paryk'' Hans stemme gav genlyd i den gamle spand af en bil, som vi sad i. 

Jeg rullede øjne af ham.

Vi var på vej, i hans gulv-spand af en bil, hen til hans venner hvor han skulle til en bandøver. 

,,Du ved godt at den eneste grund til jeg ikke har paryk på, er fordi du slæbte mig ud før jeg overhovedet kunne nå at finde den'' Jeg sendte ham en skarpt blik, men det eneste der mødte mig var hans kæmpe smil og hans øjne som var rettet mod vejen.

,,Stol nu for fanden bare på mig - du troede jo heller ikke at vi to kunne blive venner'' Han lød selvsikker.

Alligevel kunne jeg ikke lade vær med at føle en knude i min mave.

Jeg ville faktisk ikke være venner med ham... Jeg turde bare ikke være venner med ham, han måtte ikke komme tæt på ham, for jeg ville ikke såre ham, når jeg ikke længere kunne klare livet og måtte give mig ud på rejsen.

En rejse man ikke kommer tilbage fra, men som umueligt kan være mere smertefuldt end livet selv. 

Ud og finde mit måske - John Green.

Sande ord, sande ord...

,,Hvor befinder du dig lige nu Emma?'' Jeg kiggede ud af vinduet og så tingene passere forbi os i høj fart.

Lidt ligesom alle andres liv.

,,På afgrundenskant, alene'' Der blev stille.

Harry rømmede sig og kiggede kort på mig.

,,Emma, du er ikke på nogen som helst afgrund... Og hvis du gør, så er du der ihvertfald ikke alene'' 

Jeg rystede stille på hovedet.

Han forstod det jo ikke.

***

,,Okay Emma, det her er Niall, Liam og Louis!'' Harry pegede på dem i takt med hans sagde deres navne.

De lignte alle 3 nogle som var taget ud af en ungdomsroman, hvor alle fyrer så perfekte ud.

Alle 3 havde hår som sad perfekt, og de havde læderjakker på, men så stoppede lighederne også, for der var tydeligt at se at Niall nok var lidt mere nørdet end alle de andre og Liam og Louis snakkede begejstret om fodbold. 

Niall kiggede på mig og jeg kunne se hvordan hans smil blegnede en anelse, da han så på mig og det gik op for ham at jeg var skaldet og jeg havde en tyk lilla trøje på og sorte lange, stramme bukser trods det var ualmindeligt varmt og havde ramt de 20 grader. 

,,Dejligt at møde dig Emma... Harry snakker hele tiden om dig'' Niall holdte øjenkontakten med mig og jeg afbrød den ved at kigge ned i jorden.

Jeg følte mig virkelig lille i denne forsamling, ikke bare fysisk (Var trods alt kun 170 høj og de her drenge var mindst 180 høje) men også psykologisk, de havde alle medlidenhed med mig og de kunne se på mig jeg var en skrøbelig porcelænsdukke. 

,,Niall... For helvede man...'' Jeg kiggede på Harry, som var blevet helt rød i hovedet og jeg kunne ikke holde et smil tilbage.

,,Hva' kan du ikke snakke Emma?'' Louis smilte i min retning og gik hen imod mig og før jeg vidste af det stod han så tæt på mig at jeg næsten kunne mærke hans åndedrag mod mit ansigt.

Jeg havde lyst til at bakke væk, men jeg stod så tæt på væggen jeg kunne.

,,Okay, hey hey, lad lige Emma være Louis'' Harry lagde en hånd på hans brystkasse og skubbede ham væk fra mig, så han kunne komme ind og stå beskyttende foran mig. 

,,Harry...'' Min stemme var ikke særlig høj.

Jeg kunne mærke det prikkede for mine øjne, så jeg greb fat i hans arm.

En af tingene ved at have kræft, er at du er så svag det er et mirakel at du kan stå op i mere end 15 min. af gangen.

Harry vendte sig om og tog fat om mit liv og begyndte at føre mig mod en mølædt brun sofa, hvorefter der ikke gik lang tid før Liam stod ved siden af mig og spurgte bekymret:

,,Er du okay Emma? Var det noget vi sagde eller gjorde?'' Jeg grinte stille, hvor sødt at han troede det.

,,Nej nej, kemo svækker bare en rigtigt meget'' Niall gav min skulder et klem.

,,Skal vi snart øve eller hvad?!'' Det var Liam der brød ind nu, hans stemme var irriteret og jeg følte at irritationen var rettet mod mig.

Den er altid rettet mod mig.

***

Alt var sort omkring mig, men jeg puttede mig godt ind i tæppet som var viklet rundt om mig.

Jeg kunne ikke tvinge mine øjne åbne, men det viste sig at ville være til min fordel eller hvordan du nu vil udtrykke det.

,,Jeg kan ikke fatte du gider tage hende med herhen... Hun ligner døden og bringer da sikkert ulykke med sig'' Jeg kunne høre på stemmen, at det måtte være Liam der havde sagt det, trods jeg kunne have hørt ham sige en sætning.

Men jeg kunne mærke hvordan tårer allerede pressede sig på.

Hvorfor blev jeg så berørt over en fremmedes ord? 

,,Gider du lige! Hun er sgu lige så meget menneske som alle os andre, hun er sådan er skøn person og hun er så smuk'' Det var Harry der forsvarede mig og det varmede på en mærkelig måde om mit hjerte.

Jeg sneg mig til at åbne mine øjne og jeg så lige ind i ansigtet på Niall, som sad på sofabordet lige foran mit ansigt.

Han pressede sin finger mod mine læber, som i at jeg skulle være stille, hvorefter han rakte ud efter min hånd og hans berøring var så varm og han klemte kort min hånd.

På samme medlidenhedsmåde som man gør, når man ser en ældre dame som er døende.

,,Hvad fanden er der galt med dig Harry! Du kan have sex med hvilken som helst pige, på hele vores skole, også kaster du din kærlighed på en dødsens syg pige!'' Liam råbte nærmest.

,,Hey du! Slap lige af!'' Det var Louis der trådte til nu.

,,Du skal ikke sige den slags når jeg hører på det! Emma er er ikke døende! Hun vil overleve...'' Hans stemme var i starten hård, men blev mere og mere trist jo længere han kom med sætningen.

Tårer trillede nu ned af mine kinder.

Jeg havde lyst til at lytte til hvad Harry sagde.

Men Liams ord, de ramte meget hårdere.

Jeg var døende.

Jeg ville destruerer Harry, jeg var nød til at prøve at skubbe ham fra mig...   

***

Der var helt stille i Harrys røde gulvspand. 

Jeg kunne se at Harry knoer var helt hvide, fordi han havde et så hårdt tag om rattet.

,,Harry... Sig nu noget til mig'' Jeg kiggede stille på mit krus fra McDonalds med en af de der jordbær milkshakes, de der, der nok er halvfems procent kunstige sødemidler og fem procent farvestoffer. 

Han svarede ikke.

Jeg bed mig i læben og sank stille en klump, imens jeg kiggede på hans ansigt.

Pludselig flåede Harry i rettet og bilen svang med en hurtigt fart ind på tankstation, hvor Harry tog selen af og flåede døren op hvorefter han smækkede døren i et med kæmpe brag, hvorefter han begyndte at gå væk fra bilen.

,,Harry!'' Jeg næsten skreg hans navn, hvorefter jeg tog selen af og smækkede bildøren efter mig og begyndte at løbe efter Harry, som allerede var nået et godt stykke væk. 

Der gik ikke længe inden mine kræfter næsten var opbrugte, og jeg lod mig falde da der svimlede for mit blik og jeg slog knæ og hænder imod grusstien som jeg havde fuldt efter Harry ud på. 

,,Emma forhelvede...'' Jeg kunne mærke hans hænder tage fat om mig og jeg kunne se han knælede foran mig.

Han lod sine hænder glide ned på mine håndled og drejede mine hænder, så han kunne se på dem.

Jeg kunne selv se at de der var sår og hudafskrabninger, jeg havde ellers ikke løbet særligt stærkt, men jeg var meget modtagelig overfor den slags ting.

,,Jeg hørte hvad dig og drenge sagde Harry... Forlad mig nu bare, jeg tvinger dig ikke til at fortsætte med at være min ven'' Tårer trillede allerede ned af mine kinder.

Forbandede tårer.

Forbanede liv.

,,Jeg lytter ikke til dem! - Emma fat det nu, det er os to imod din sygdom'' Jeg kunne se hans øjne var fyldt med tårer.

Jeg lod mine hænder glide op på hans skuldre, hvorefter jeg trykkede mig ind imod ham.

På den lille grussti hvor vi sad.

Mit grimme skaldepande jeg og den smukkeste dreng på jorden. 

Det var vores første kram.  

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...