Sammenflettede sjæle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2016
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Færdig
Fire venner drages sammen til 9. klassesafslutningsfesten, hver med deres kærlighedsproblemer, kærlighedshistorier og knuste forhåbninger. Dette er en virkelig fortælling, faktisk min egen 9. klasses afslutningsfest, som fandt sted i år. Navnene er ændret for at skabe mere anonymitet ; ) Deltager i FANGIRL-konkurrencen med valgmulighed 2

0Likes
2Kommentarer
95Visninger

1. .

Der var koldt inde i teltet, lanternerne hang mørke ned fra loftet og levende blomster hang i vaser fra væggene. Lea, Johanne og Silja jeg sad sammen med havde allesammen en somersby i hånden, mens jeg blev lidt flov over at sidde med en alkoholfri øl i min.

Vi kiggede udenfor og så de mange festrygere, om vi fattede, at de gad, og der i mængden stod Alexander. Mange piger havde sikkert været forelsket i ham mindst én gang, nu lignede han bare en, der havde fået øjnene op for sin egen skønhed, hvilket i virkeligheden havde gjort ham grimmere.

 

Opmærksomheden blev igen rettet mod vores bord, da Julius kom og satte sig ved siden af Lea. Han insisterede på at hun skulle bunde sin Somersby, hvilket endte i et voldsomt skænderi, eller næmmere disseri fra Lea mod Julius. Slut sætningen mod ham, før han gik lød: "Der er folk, som er født irriterende, og så er der folk, der opfører sig irriterende, og jeg har lært at leve med din fødselsfejl."

 

Vi grinte alle og kunne ikke stoppe. Åh stakkels Julius, hvornår ville han få Lea på krogen?

 

Efter Julius var borte, begyndte vi alle fire at opdage de fulde i blandt os, også selvom festen lige var begyndt. Nogle havde blandet vodka i smoothien til deres forfest, og det betalte de dyrt med ved et uheld at bruge bruseren i stedet for vandhanen. Så var der også hende vi fire i fællesskab døbte Søløven, fordi hun dansede så sjovt og var fuldstændig væk i drukland. Og da Lea, Johanne og Silja havde fået en tand for meget alkohol i blodet, skulle vi også op at danse. Jeg var nødt til at hente min Heineken, for at kunne følge med dem og deres tankegang. Jeg følte mig ynkelig - som en stille eksistens.

Jeg syntes ikke det var sjovt at danse, men det syntes de andre, og ja, så kom Søløven selvfølgelig hen til os for at være med. Det løsnede mit anstrengte smil lidt op.

De var allesammen så optaget af musikkens dunken og alkoholets skoldhede varme, at jeg med lethed smuttede ud ad teltet for at finde Theo, der så flinkt havde tilbudt en plads i hans sære og søde flok venner med farverigt hår, da han havde set, at pigerne jeg gik med allerede havde glasklare øjne.

 

De fleste i flænget holdt sig ædru, og jeg fandt dem på vej ned mod bådhavnen, de tog mig under sine vinger, og jeg følte mig på en gang ophøjet og fyldt af glæderus. Det var hyggeligt at snakke med dem, og i det øjeblik savnede jeg ikke Lea og Johanne, som grinte hver gang historien om at Søløven som prikkede mig på skulderen og tyssede på mig, blev nævnt. Mens Silja blot drak mere og hele tiden ville være på dansegulvet.

 

Hurtig som vinden kom Lea, Johanne og Silja frem i mit synsfelt bange og forpjuskede. "Vi har været så bekymret," nærmest skreg de, og det tyngede mig øjeblikkeligt ned med dårlig samvittighed. Skyldfølelse. Jeg var jo også bare gået uden at sige noget til dem. Dumt, dumt og atter dumt. De sludrede ivrigt løst om, at de havde råbt mit navn ud til marken, og Johanne sagde, at en sød dreng med krøller havde danset med dem, imens jeg var væk, og i et kæmpe favntag var jeg igen tilbage sammen med dem i teltet. Theo og slænget var gået hjem, og han havde givet mig et kram og et skævt smil, mens han sagde: "Måske er der plads på loftet?" jeg havde smilet tilbage, men resolut rystet på hovedet. Jeg ville ikke trænge mig på, også selvom følelsen af hjemve begyndte at trænge sig på.

Efter et par heftige danse, gik vi alle fire ud på marken og tog noget luft, endelig lidt væk fra den høje musik. Men pigerne skulle hele tiden på toilet, hvilket jeg begrundede med deres store alkoholindtag. Lea og Johanne benægtede at de var fulde, mens Silja godtog det, for hun havde allerede krammet fremmede fyre og piger hun knap nok kendte, også selvom hun havde en kæreste derhjemme. Hende og Laurits havde endda været sammen i 13 måneder, ny rekord for hende, for hendes tideligere forhold havde kun holdt nogle få uger eller nogle få dage.

Silja var virkelig fuld, så jeg tog den frihed at hælde halvdelen af hendes Somersby ud, som folk havde givet hende for at skubbe lidt mere gang i festen. Hun havde allerede forinden gået hen til en udstationeret forælder og sagt: "Nej hvor har du smukke blå øjne." Det var det eneste hun nåede at sige, før vi havde trukket hende væk fra den højtrystede latter. Lidt senere hen på aften, hvor mørket var begyndt at lægge sit slør ned over landskabet, gik hun hele tiden hen til spiller-drengene fra vores klasse, eller rettere sagt eks-klasse for at kramme dem. Til sidst gav vi op og overlod hende til dem. Bare hun nu kunne klare sig, tænkte vi skeptisk.

 

Mørket og temperaturen sænkede sig atter en grad og flere og flere blev fulde og tågede. Vi var nået op på godt 90% som havde glasklare øjne og snørklede stemmer.

 

Lea, Johanne og jeg gik vidt omkring, og stødte af og til på Silja, som hver gang blev mere og mere omtågede. Jeg beklagede mig til spiller-drengene, men eftersom alle undtagen Oliver var skide fulde, hang tjansen på ham, og han formåede at holde hende ude af øllene i over en time, og endda være en slags "barnepige" for hende, eftersom hun tit gik rundt omkring som en løssluppen hund. Efter nogle timer kaldte Silja ham for far, og gik hen og krammede ham, hver gang han kom uden for hendes synsfelt, og jeg sagde grinende til ham, at han næsten skulle få løn for dette, han nikkede bare eftertænksomt.

 

Flere og flere bevægede sig ind i det opstillede telt for at danse, og det var der, jeg så ham, altså Esben. Så da Lea ville gå ud, var jeg meget imod, men til sidst gik jeg brødbetynget med. Det var så der, Lea blev ked af det. Fedt nok, nu var vi to! For ude på marken, der var selvfølgelig meget mørkt, så jeg forstår ikke hvordan hun kunne se det, men det var som om hun havde spejdet efter ham, for ude på marken så hun Christian kramme en pige, eller hun tror det var Christian, men det kunne selvfølgelig også være William. Hun insisterede på, at vi gik tættere på, for hun ville se hvem pigen var. Det lød som en dum ide i Johanne's og mine ører.

Hun gav dog også hurtigt op og satte sig modløs på den store sten bagved teltet. Johanne og jeg prøvede at muntre hende op, men hun slog det hen og sagde, at hun ikke var vild med Christian, så han måtte da gøre, hvad han ville. Ja, Klart! (Not).

 

Vi fik hende slæbt ind i teltet igen, og prøvede at drukne hendes sorger. Som for at skifte retning råbte Johanne ind i vores ører: "Jeg tror Magne er gået hjem." Nej da, tænkte jeg, det ville han da ikke så tideligt. Super, nu var vi tre fortabte piger.

Lea som ikke gad at indrømme, at hun var forelsket i Christian. Johanne som heller ikke gad at indrømme, at hun var forelsket i sin barndomsven Magne. Og så var der mig, jeg var tavs med mit crush eller nærmere min forelskelse, det havde jeg altid været, sommerfuglevingerne rørte mig, hver gang Esben kom i nærheden.

Da jeg tænkte på ham, så jeg ham i mit synsfelt, og nervøsiteten prikkede langsomt i min mave, i form af sommerfuglene, heldigt for mig at dansegulvet var proppet, så ville han forhåbenligt ikke lægge mærke til mig. Han havde en hvid trøje på, som lyste op i projektørlysene og hans øjne, Gud hans øjne, jeg kunne drukne i dem. Håret var brunt let krøllet, som det normalt var. Han dansede med sine venner, og holdt om... en pige. Typisk, men hvad kunne man forvente, jeg havde jo ikke sagt et ord til ham i lang tid. Kun nogle timer forinden, hvor jeg havde lignet en idiot med et par promillebriller. Og det jeg sagde til ham var tak, da han kastede en bold i retningen af mig, en bold som havde været flere meter, hvis ikke kilometer fra målet. Endnu engang typisk. Esbens ven så op fra deres venneflok af dansende, som om han kunne mærke et blik, og hans blik til mig var ikke til at tage fejl af. Han så sulten ud. hvad havde jeg dog signaleret?

 

Til alt held ville Lea ud og trække noget frisk luft, eller skulle jeg hellere sige uheld? Derude sad Silja på den store sten med Christians trøje om sig, en lille detalje, men en stor detalje for Lea. Da vi var gået forbi hende, vrissede Lea skingert: "Hvorfor har Christian givet Silja hans trøje, hun har jo selv en?" vi prøvede at køle hende ned, sige at han jo var skide fuld, så han tænkte ikke over, det han gjorde. Men lige lidt hjalp det. Så fik jeg øje på Magne, og hviskede det videre til Johanne. "Gå over til ham." sagde jeg, og forsøgte ikke at presse på. "Nej," hun viklede nervøst en finger ind i sine slangekrøller, og jeg bebrede hende det ikke. Jeg ville heller ikke selv turde at gå hen til Esben, ligesom hun ikke turde at gå hen til Magne.

 

Langsomt begav vi os ned til en bænk lige ved den blæksorte sø. Vi snakkede, og så blev emnet om ens crush selvfølgelig bragt på banen. Lea sagde, at Christian havde tilbudt hende hjælp til F/K eksamen, men så sagde hun derefter afvigende, at hun jo skulle være udvekslingsstudent i USA, mens Christian skulle gå på en science efterskole i Jylland. På en måde gav hun kendskab til, at hun selv havde tænkt tanken. Hende og ham sammen. Jeg var glad for hendes ærlighed, selvom hun ikke sagde 'jeg elsker ham.' Ja, Johanne sagde, at hun var forelsket i Magnus. "Jammen han spurgte dig i sjette klasse om I ikke skulle være kærester. Hvorfor sagde du så nej?" jeg var forvirret og kiggede hen på hende. Bænken var kold imod mine ben, og insekterne sværmede om os. "Jeg var bange," sagde hun nærmest forpjusket, og ligesom Lea sagde hun, at det alligevel var forsent. Så kom turen selvfølgelig til mig. "Esben," sagde jeg stålfast og glippede med øjnene, det var slet ikke så slemt at sige det. "Det har altid været Esben," og det var sandt. Så ynkeligt og kujon-agtigt som det måtte lyde, havde jeg været forelsket i ham i ni år nu. Jeg havde prøvet alt, alt for at glemme ham, for han var tydeligvis ikke forelsket i mig. I hvert fald ikke mere.

 

Nu hvade vi sagt det, og vi var allesammen nogle frygtelige skravl. Ingen turde noget. Johanne beklagede sig hurtigt af at alkoholen havde forladt hendes blod, mens Lea var fraværende. Sandet foran den bænk vi sad på, virvlede op og vi gik allesammen hen til det, i håb om at den ville tage alle vores hjertekvaler og begrave dem dybt. Det endte med at vi sad og tegnede, som små børn. Og i smug mens de andre ikke kiggede, skrev jeg L+C og J+M med tydelige streger i sandet. Man kunne jo aldrig vide om heldet ville spille Lea og Johanne et puds.

 

På et øjeblik var vi tilbage, og på et øjeblik bankede Leas hjerte dobbelt så hurtigt, det gættede jeg da på. Christian havde ledt efter Lea, mens vi var væk, det fik vi ad vide af William. Vildfarrende og oprevne skreg vi på ham, nede på parkeringspladsen, på marken, i teltet, overalt, men han var ingen steder at finde.

Så fik vi øje på en enlig skikkelse, som sad på det vakkelvorne hegn længere fremme, det hegn der afskærmede skoven fra os. Helt ustyrlige kom vi på benene, i håbet om at det var Christian. Inden jeg nåede så langt, hørte jeg mit navn og vendte mig om.

 

Dér stod Julius, forvirret over situationen. "Hvad sker der?" spurgte han tidsyneladent nysgerrigt. "Piger, svært at forklare," sagde jeg undvigende, smilede mit skæve smil og håbede inderligt at han ville godtage  det. "Jeg har tid," sagde han, og vi begyndte at gå i retningen af hegnet. "Jo ser du, William fortalte os, at Christian har ledt efter Lea, og nu kan vi ikke finde ham. Og Lea vil ikke indrømme hun elsker Christian, men det tror Johanne, og jeg hun gør."

Jeg busede ud med det meste, og blev forarget over mig selv bagefter. Ups. Tænkt hvis Julius nu var knust, og tænk hvis Lea hellere ville have Julius end Christian, og nu havde jeg klokket i det. Med det samme gik Julius også, og med ikke så meget som et enkelt blik tilbage. Åh nej, åh nej. Jeg er et monster, tænkte jeg.

 

Hegnet dragede mig, og jeg gik derhen, Lea og Johanne stod der allerede. "William siger, at du har ledt efter mig, hvad ville du?" spurgte Lea køligt, men med en undertone af håb. "Jeg er fuld, det har jeg ikke sagt til William, William er også fuld." sagde han utydeligt og faldt bagover ned i skovbunden. William kom hen til os, og Lea var blevet rasende. Langsomt faldt William også ned af hegnet, ned på skovbunden. Men da de så, at de lå i brændenælder skyndte de sig op igen.

"Skal vi ikke danse," sagde William for at muntre stemningen op, og gøre godt for hans "fejltagelse," vi nikkede, og begav os hen til teltet. Bassen pumpede og jorden rystede. Vi holdt hinanden i skuldrene og hoppede rundt på dansegulvet i en cirkel. Esben var der, men jeg ænsede ham ikke, jeg havde det faktisk sjovt. Vi skrålede, og Lea blev holdt af Christian, mens Johanne sang "fugle," som en af bagrundssangerne, til Fugle af Djämes Braun. Mange minuter gik, og Johanne og jeg delte et blik imellem os, hver gang Lea smilede. Lidt senere var vi trætte og gik ud til vores kendte ven: Den store sten. Silja var der også.

Jeg stod og prøvede at holde styr på hende, for hun var så rundforvirrede og krammede stadig drenge, hun ikke engang kendte, hun tørrede sågar sine våde hænder af i en random drengs trøje. Jeg så ud af øjenkrogen at Lea og Christian endelig sad sammen og snakkede på stenen, og selvfølgelig skulle Silja så gå hen til dem og sige: "Hvorfor snaver I ikke bare?" jeg trak hende hurtigt væk, mens Christian gled ned fra stenen, total fuld, og Lea, ja Lea hun var træt af Silja. Nu havde det endelig gået så godt for hende.

 

Senere hen på aften havde Christian armen omkring Lea, og hun så ked ud af det, for det var ikke sådan hun ville have det. Christian var fuld, og hun havde lyst til at dette var virkeligt, og seriøst, og at han ville huske det i morgen, men det ville han ikke. Magne var også tæt på, nogle få meter faktisk, Silja stod og snakkede med ham og nogle andre. Ja, og Esben han var bare Esben, og dansede stadig inde i teltet. Alt for langt væk.

Lea og Johanne blev hurtigt trætte, og kort tid efter tog de hjem, men ikke uden et langt gruppekram, hvornår skulle vi ses igen? Aldrig? Det var jo slut...

 

Nu stod jeg alene. Silja snakkede stadig med Magne og nogle andre. Magne var ved at være fuld, og han hilste mig højrystet, da jeg sluttede mig til dem. Silja var begyndt at snakke om hende og Laurits' sexliv, og stemningen var grinende og let nervøs, da hun gik ned i detaljer og snakkede om stillinger. "Hun kan helt sikkert ikke huske en skid i morgen. Vi kan drille hende med det resten af livet." sagde nogen grinende, men hun snakkede bare upåvirket videre.

 

Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og Magne kiggede medfølende på mig. "Jeg ved nu, hvad du har gået igennem. Hvordan kunne du holde til det?" spurgte han. Jeg grinte, og vi begyndte at snakke.

Da emnet faldt på Johanne sagde han, at hun i de små klasser var forelsket i ham, men da han havde spurgt, om de skulle være kærester, havde hun afslået. Derefter kiggede han på mig, som for at få svar. Jeg bed sætningen, hun elsker dig! i mig, for hvor meget jeg end ville fortælle ham det, ville hun hade mig, hvis jeg sagde det. Derfor kiggede jeg bare intenst på ham, prøvede at virke opmuntrende og håbefuld, og lyde som vidste jeg noget, han ikke gjorde, hvilket selvfølelig også var tilfældet, da jeg sagde: "Prøv at spørg' hende igen," han rystede affærdigende på hovedet, og begrundede ligesom mange andre i dag også havde gjort: "Det er for sent. Hun har jo også sagt nej." Jeg kunne godt forstå ham, for hvis hun igen sagde nej, så ville han ligne en klæprig klump, forladt og måske også ynkelig. Jeg havde medlidenhed med ham.

Men det så ud til, at han stadig kunne lide hende, måske var der alligevel håb, denne gang var det bare Johanne, som skulle tage skridtet.

 

Klokken blev mange, og Silja havde ikke et lift hjem, jeg var bekymret på hendes vegne. Derfor prøvede jeg febrilsk at slæbe hende med mig hjem, men hun var urokkelig. Da hun gik ind på toilettet sammen med sin veninde, og sætningen: "Lad mig nu være, jeg vil gerne på toilet sammen med hende. Jeg vil ikke hjem!" hang i luften bag dem, gav jeg op.

 

Lidt tid senere holdt bilen der, mit lift hjem. Hjem, hvad er det egentlig helt præcis? Der hvor du får og giver kærlighed. Der hvor du er tryg, sagde en stemme, og der gik det op for mig, at vi alle fire er sammenflettede sjæle, med hver vores kærlighedshistorie, lykkelig og ulykkelige. Hjemmet er hos dem. Vores hjem er hos vores store kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...