Gone

Mystik og spænding er noget af det, som Samantha Pape holder allermest af. Men da hendes bedste veninde Willow en dag forsvinder, får ordene en helt ny betydning. Hvad der i starten bare virker som en sporløs forsvinding, bringer mystiske spor og mørke hemmeligheder med sig frem i overfladen. Flere og flere tegn peger på, at overnaturlige kræfter har fingre med i spillet. Hun må overveje, hvem der er hendes venner og fjender, når hun i sin søgen efter Willow opdager dystre sandheder. Aftenen inden Willow fordufter, vender Diablo Wales tilbage fra ungdomsfængslet. Har han en sammenhæng med alle de mystiske ting, der sker? Og hvordan opklarer man sådan en sag, når man er så indblandet, at man er tvunget til at lyve overfor sine forældre og politiet? Det eneste Samantha kan være sikker på er, at hun bliver nødt til at finde Willow - før det er for sent...

4Likes
5Kommentarer
365Visninger
AA

5. Kapitel 3

Lørdag morgen. Ifølge mig, det bedste tidspunkt på hele ugen. Man kunne sove til klokken ni og spise lækker morgenmad med familien. Og så havde man hele dagen foran sig, fuld af uendelige muligheder.

Men denne lørdag morgen var ikke en af de gode. Når man har været syg af bekymring to dage i træk, begynder det efterhånden at kunne mærkes. Jeg stod op af sengen, og kunne straks mærke gårsdagens løbetræning i benene og hele vejen op igennem rygraden. Jeg plejede sjældent at føle mig så smadret efter træning.

Solen sendte store lysstråler ind ad mine høje vinduer, som næsten gik fra gulv til loft og afslørede udsigten af de mange velplejede huse omkring mig. De hvide træplanker på gulvet føltes som kviksand, og mine ben klagede for hvert skridt. Jeg vaklede hen mod min antikke kommode og fandt noget rimelig tilfældigt tøj, som passede til det strålende solskinsvejr. Jeg kastede et blik ind i spejlet over kommoden og sukkede. Mit bølgede, rødbrune hår kunne vidst godt bruge et mirakel.

 

Trappen knirkede, da jeg forsigtigt bevægede mig ned af den. Min søster Erica sov altid længe, og hvis man forstyrrede hende midt i hendes skønhedssøvn, så brød Helvede løs. Halvvejs nede af trappen kunne jeg høre skraben på tallerkener og munter snak. Min storebror Sebastian sad med pjusket morgenhår overfor mine forældre, og var i gang med at fortælle en eller anden historie fra festen i går. Min mor fik øje på mig, da jeg nåede helt ned og sendte mig et optimistisk smil.

”Godmorgen, skat! Æg?”

Jeg overvejede det i et sekund, men takkede nej. Min mave var allerede fyldt med nervøsitet. Jeg smuttede ind på badeværelset og tog mit nattøj af. Jeg håbede på, at et langt brusebad kunne lindre lidt på både de indre og ydre smerter. Vandet trommede blidt på min ryg, og mine muskler løsnede sig langsomt. Jeg kunne høre et par fodtrin udenfor bruseforhænget. Erica var garanteret stået op nu.

”Erica?”

Intet svar. Jeg kaldte igen, lidt højere, men uden held. Enten hørte jeg syner, eller også var hun bare morgensur og havde valgt at ignorere mig. Jeg sukkede og fandt min balsam frem.

 

Utroligt hvad et bad kunne udrette. Trykket på mine skuldre føltes minimalt, og for en gangs skyld kunne min hjerne klare at tænke på noget andet end Willow. Jeg skyllede det sidste balsam ud af håret og tog forhænget fra. Jeg greb ud efter mit håndklæde, men stoppede midt i bevægelsen. Der lå en sten midt på gulvet. En sten. Jeg sukkede. Erica havde ind i mellem haft nogle flip med at samle på forskellige ting, men hun behøvede da ikke at efterlade det overalt i hele huset. Jeg slyngede håndklædet rundt om mig, og travede irriteret hen til foden af trappen.

”Erica?” råbte jeg. Jeg kunne høre gulvbrædderne knirke over mig, og døren til hendes værelse gik op. Hun kom til syne ved trappen.

”Hvad så?” spurgte hun med en søvnig stemme. Hendes brune hår stod ud til alle sider, og man kunne knap nok se de smaragdgrønne øjne for de sammenknebne øjenlåg.

”Hvorfor ligger der en sten på badeværelset?”

Hun kiggede undrende på mig, som om jeg var en idiot.

”Hvilken sten? Hvad fabler du om?”

Jeg blinkede et par gange. Så var det ikke hende. Jeg droppede anklagen og gik tilbage på badeværelset. Stenen var der – sjovt nok – stadig. Jeg undersøgte den. Det var en helt normal, grå sten som lige kunne passe på håndfladen. Og dog … den var vidst ikke helt normal.

På den ene side af stenen, var der en indgravering. En syvarmet stjerne omgivet af en cirkel. Jeg rynkede brynene, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Det mindede lidt for meget om et andet symbol – et pentagram. Hvordan var stenen havnet her? Erica og jeg havde badeværelset for os selv, så det ville være underligt hvis de andre havde lagt den herind. Og den var her i hvert fald ikke før jeg gik i bad.

Endnu engang kriblede det ned af min ryg. Nogen havde været herinde mens jeg var i bad. Og det var ikke Erica.

 

 ✲✲✲

 

Carl og jeg gik hånd i hånd hen ad fortovet i stilhed. Vinden ruskede let i de grønne bøgehække som omkransede de store, velplejede haver. Vi drejede omkring hjørnet ved det skæve, velkendte vejskilt og passerede de moderne villaer en efter en. Carl sendte mig et opbakkende smil og kyssede mig hurtigt på kinden. Jeg gengældte hans smil og kunne mærke, hvordan knuden i min mave løsnede sig en smule.

Det var nu to dage siden, vi var henne ved Willows forældre. Hun var stadig ikke kommet tilbage.

 

Carl og jeg var på vej hen til Tom og Jenna igen, for at høre hvordan det gik med efterforskningen. I den hånd som ikke knugede sig fast til Carls, holdte jeg en lille kurv med min mors “berømte” cookies og en buket blomster. Min mor havde insisteret på, at jeg skulle tage den med til Willows mor, selvom jeg ikke var meget for det.

Jenna var ikke ligefrem den sædvanlige, opmærksomhedssøgende kvinde, som der fandtes så mange af i området, og jeg tvivlede på, at hun havde brug for den slags medlidenhed.

 

Jeg rakte ud efter dørhammeren og slog på døren, præcis som jeg gjorde det for to dage siden. Jenna åbnede døren kort tid efter.

“Det er godt at se jer,” sagde hun med et smil på læben. Et smil, der ikke nåede hendes øjne. Jeg rakte kurven frem mod hende, og det falske smil blev endnu bredere og endnu mere utroværdigt.

“Det er fra min mor. Hun har bagt cookies,” nikkede jeg, og prøvede at gengælde smilet.

Hun greb fat om de snoede grene, som dannede hanken på kurven. Hun tog blomsterne op og kiggede på dem. Jeg stod nervøst og rokkede frem og tilbage.

“Nå, kom da indenfor,” smilte hun og begyndte at gå ind mod den store stue. Jeg havde tilbragt lang tid i denne stue med de råhvide vægge pyntet med billeder af Willow og hendes forældre. Over sofaen hang et billede af Willow fra i år. Hendes lyse hår slangede sig om hendes ansigt. Strålende, gråblå øjne. Tænk, at det kun var 3 dage siden, jeg sidst kiggede ind i de øjne. Den aften, Diablo kom hjem.

Diablos første skoledag var i går. Han sad helt alene til frokost, og alle gik en stor bue rundt om ham. Nyheden om Willows forsvindingsnummer var gået som en steppebrand på skolen, og der var allerede mange, som ligesom mig, havde overvejet, at Diablo stod bag. Den måde, han skulede til mig på, gjorde mig en anelse nervøs. Hvad hvis det betød, at jeg var den næste?

 

Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet at høre, men jeg blev alligevel skuffet da de fortalte mig, at det eneste politiet havde gjort, var at køre lidt rundt i området og spørge forskellige buschauffører om de havde set hende. De havde også gennemgået Willows værelse endnu engang uden at finde noget.

”Enten finder de hende snart, eller også kommer hun selv hjem, det er jeg sikker på,” trøstede Carl. Det havde det brug for at høre. Toms øjne så en anelse blanke ud – han var ellers ikke typen, der havde følelserne uden på tøjet.

”Tusind tak Carl, det håber vi,” sagde Jenna efter hun havde taget et par dybe indåndinger.

 

”Kunne I tænke jer noget? Der er ret varmt, hvad med en sodavand?” spurgte hun og skulle lige til at rejse sig.

”Jeg kan godt hente dem,” sagde jeg og skyndte mig at rejse mig op, før hun protesterede. Deres sodavand stod altid ude i skuret, som var en lille tilbygning til det store, gråhvide hus. Skuret var fyldt op med gamle havemøbler og værktøj, men Willow havde på en eller anden vis fået plads til et par sækkestole og puder i det ene hjørne. Vi havde tilbragt mange sommeraftener derude, når der havde været for varmt på hendes værelse. Snakket i timevis. Kom nu bare for fanden tilbage, Willow.

 

Jeg åbnede døren til skuret, og en kølig luft ramte mig i hovedet. Jeg lukkede øjnene og nød et kort øjeblik den kolde brise ramme mine bare ben. Det var en ulidelig varm dag, og selv mine lyse denimshorts og hvide top var for varmt til en dag som denne.

Jeg åbnede øjnene, og var nær faldet om. Alt var et stort kaos. Alting var skubbet ind til bagvæggen af skuret, så de to pink sækkepuder ikke var til at se. En af stolene i dyngen var flækket midtover, men det var ikke det, som fangede mit blik.

På de få kvadratmeter, som var fuldstændigt ryddet for skrammel, var farven på de grå fliser ikke den samme, som den plejede at være. Pletter – nej, pytter af størknet blod lå som et klistret lag på gulvet. Mine øjne søgte rundt og forsøgte at finde en ting, som ville gøre det hele logisk. Måske var der et kamera et sted, og så ville Willow springe frem og fortælle mig, at det hele bare var for sjov.

 Var det virkelig blod? Svaret var ja. Det var ikke svært at regne ud, at spaden havde været med til at fremkalde det. Den lå ved siden af endnu en blodpyt. Jeg gispede. Tog mig til hovedet og fokuserede på ikke at lade den kvalmende fornemmelse tage bevidstheden fra mig. Jeg tog en dyb indånding. Og en til. Der skulle godt nok mange dybe indåndinger til, for at berolige bare en millimeter af min lillefinger.

 

Jeg fik pludselig øje på noget. En lille, grå sten lå ovenpå noget af det størknede blod. Det lykkedes mig at tage et par skridt fremad for at se nærmere på den. Jeg prøvede at fokusere mine øjne, som var helt slørede af tårer. En lille stjerne kom til syne. Den var indgraveret i stenen. Syv arme omgivet af en cirkel. Jeg var ved at blive kvalt i min egen luft. Jeg trak vejret alt for hurtigt til rent faktisk at optage ilten, og mit hjerte hamrede så hårdt, at det snart faldt ud.

Den lignede den fra i morges på en prik – bortset fra nogle små, røde, diamantlignende sten i bunden af indgraveringen. Havde den samme psykopat som stod bag dette været inde i mit hus? Stået få meter væk fra mig og glædet sig over sit syge spil?

 

Noget i mig fik mig til at samle den op og lægge den i baglommen. Det minut der var gået, havde føltes som timer. Den kolde mavefornemmelse bredte sig til resten af min krop. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg styrtede ud af døren og løb ind i huset. 

 

 

 

 

------

Hej alle som læser dette,

Måske har I lagt mærke til, at vi startede ud med at være to forfattere, men Amalie har valgt at springe fra, da hun har en anden movella i gang som hun vidst snart udgiver. :)

Men jeg håber, at I indtil videre kan lide historien!

//Charlotte

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...