Gone

Mystik og spænding er noget af det, som Samantha Pape holder allermest af. Men da hendes bedste veninde Willow en dag forsvinder, får ordene en helt ny betydning. Hvad der i starten bare virker som en sporløs forsvinding, bringer mystiske spor og mørke hemmeligheder med sig frem i overfladen. Flere og flere tegn peger på, at overnaturlige kræfter har fingre med i spillet. Hun må overveje, hvem der er hendes venner og fjender, når hun i sin søgen efter Willow opdager dystre sandheder. Aftenen inden Willow fordufter, vender Diablo Wales tilbage fra ungdomsfængslet. Har han en sammenhæng med alle de mystiske ting, der sker? Og hvordan opklarer man sådan en sag, når man er så indblandet, at man er tvunget til at lyve overfor sine forældre og politiet? Det eneste Samantha kan være sikker på er, at hun bliver nødt til at finde Willow - før det er for sent...

4Likes
5Kommentarer
366Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg rakte ud efter dørhammeren og bankede på den store, hvide trædør. Gennem de små kvadratiske vinduer på den ene side af døren kunne jeg se Willows far slentre hen mod os. Det var som om, han havde en mørk skygge over ansigtet.

Vi gik herhen efter skole. De sidste par timer havde været forfærdelige. Jeg var ved at dø af rædsel sådan cirka hele tiden. Selvom jeg plejede at være godt med i timen, kunne jeg slet ikke koncentrere mig om andet end træerne og deres raslende, vinkende blade. Jeg havde slet ikke sagt noget resten af dagen – farvel gode mundtlige karakter.

Døren blev åbnet, og Willows far – Tom – mødte os med et trist smil.

”Hej, Samantha og Carl,” nikkede han og gennede os indenfor. Jeg hang min efterhånden slidte denimjakke på en af krogene over det lille skostativ som stod i entreen. Carl gjorde det samme, og dækkede hele min jakke med sin.

”I er vel kommet for at snakke om det, der er sket?” spurgte Tom. Han plejede altid at være iført lærredsbukser og halvdyre skjorter, men i dag var det bare blevet til denimbukser og en T-shirt med et eller andet bandlogo på.

”Ja, det er vi, Mr. Jacobs,” sagde Carl med en lidt for høflig og formel stemme. Han havde ikke det samme kendskab til Willows forældre som jeg havde. Men jeg havde selvfølgelig også rendt ind og ud af dette hus med Willow siden jeg var 6 år gammel.

Vi gik ind i stuen, hvor Jenna var i færd med at dække sofabordet op med tekrus og småkager.

”Hej med jer,” smilede hun og bad os med en strakt arm om at sætte os ned. Hendes lysebrune pagehår havde efterhånden fået en grå nuance, og det dansede let ved hendes skuldre da hun travede tilbage ud i køkkenet.

Jeg sank ned i den bløde, brune lædersofa og følte mig pludselig mere tryg. Her havde Willow og jeg siddet for under en uge siden og set et eller andet latterligt reality-program. Vi havde spist popcorn og chokolade. Vi havde snakket og leet. Hun havde virkelig bare af at komme tilbage snart, for de filmaftener var noget af det bedste i mit liv. Sammen med Carl, selvfølgelig. Jeg kiggede op på hans brune øjne, og han lod sin arm falde ned over min skulder. Han smilte opmuntrende til mig, da Jenna kom tilbage med en gammeldags elkedel fyldt med kogende vand, som stadig brusede og dampede.

Tom rakte ud efter et krus, og hældte et par teskefulde instant kaffe deri. Han plejede ellers altid at drikke sort espressokaffe. Jenna satte sig i lænestolen til højre for sofaen og udvalgte noget urtete og en lille chokoladesmåkage.

Der var stilhed i nogle få sekunder, men så begyndte Jenna at fortælle. De havde snakket med politiet tidligere i dag, og de havde undersøgt Willows værelse. Der havde ikke været noget underligt. Politiet havde prøvet at berolige dem mange gange.

”Det gør unge i hendes alder jo hele tiden. Smutter til en eller anden fest, eller overnatter hos en ven uden at fortælle forældrene om det. Hun dukker garanteret op i aften,” havde de sagt.

Men alle, som kendte Willow bare halvt så godt som jeg, vidste at hun aldrig ville stikke af uden at sige noget til nogen. Willow havde aldrig været til fest eller bare været så lidt som interesseret i at deltage i en. Og Willow var for genert til at have en stor omgangskreds. Hvis hun sov hos en ven, ville det have været mig, Anna eller Lisa.

Man kunne se på Tom og Jenna, at de inderst inde vidste det samme som jeg. Spørgsmålet var bare, hvornår de havde tænkt sig at indrømme det for sig selv. Indrømme, at de havde gode grunde til at være bekymrede.

 

✲✲✲

 

Vandet var køligt, og mine dykkerbriller blev fyldt med vand, da jeg hoppede i bassinet. Jeg rettede dem til og tømte dem for vand. Jeg skulle seriøst snart have købt nogle nye. Jeg tog et armtag og et til. Og endnu et. Da jeg var nået ned i den anden ende, var jeg så småt ved at mærke varmen i kroppen igen. Det var dejligt at træne. Så kunne jeg tænke på noget andet. Om under to uger skulle jeg til sæsonens første triatlonstævne, og jeg regnede med at tage sølvet efter en anden pige, som var sindssyg til at løbe.

Minutterne gik. Den time, jeg havde afsat til svømmetræning var gået, og jeg skulle ind til svømmehallens nye fitness-center og træne mine ben. Ellers kunne jeg jo aldrig slå hende den vanvittige løber.

Jeg vaskede kloren af mig, tørrede mig, og tog et par tights og en sort top på. Jeg satte det våde hår op i en knold, fyldte drikkedunken op og marcherede ind i rummet, som var en anelse lille i forhold til de godt tyve maskiner der var. Og de mennesker der var.

Mit blod frøs til is da jeg fik øje på Sandra i færd med at foretage power squats på en måde, som lynhurtigt ville give hende skader i knæene hvis hun fortsatte med det. Hun var kun iført et par meget korte, stramme shorts og en sports-BH, så hendes svagt synlige mavemuskler kom til syne hver gang hun bukkede sig. Jeg håbede på, hun ikke ville lægge mærke til mig, hvis jeg langsomt bevægede mig hen mod en af maskinerne. Der var trods alt rimelig proppet herinde.

”Hej Samantha!” lød en stemme bag mig, da jeg satte vægten til 25 kg. Jeg drejede hovedet, og fik øje på Kate, Carls mor. Der var små svedperler på hendes læderagtige hud, og hun lød en anelse forpustet. Jeg smilede til hende og svarede hej. Jeg skævede hen til Sandra. Hvis hun ikke havde opdaget mig før, havde hun helt sikkert nu. Kate var ikke ligefrem den mest beskedne person i verden.

”Det er da super dejligt, de har fået det her fitnessrum, hva’, Samantha?” sagde Kate med en glad tone og tørrede lidt sved fra panden med bagsiden af hånden. På hendes lyserøde trøje stod der ’kvindeløbet 2015’. Jeg nikkede og bemærkede Sandra glo på mig i øjenkrogen.

”Ja, det er jeg også glad for,” svarede jeg høfligt.

”Jeg må hellere se at komme hjem nu, du ved jo, at Derek bliver gnaven hvis aftensmaden ikke står på bordet præcis klokken 6. Hils familien fra mig, ikke?” smilede hun og travede videre da jeg havde svaret et eller andet høfligt svar. Derek var Carls far, og de mindede meget om hinanden. Carl havde arvet hans mørke, krøllede hår og hans solbrune hud.

Jeg lagde mig til rette på den sorte læderpude og placerede anklen under vægten. Mine muskler i benene og ballerne klagede en anelse, da jeg langsomt og kontrolleret begyndte at løfte vægten med benet. Da jeg holdt pause efter et minut, så jeg til min forfærdelse Sandra komme hen til mig.

Jeg kunne fornemme hendes spinkle skikkelse bag mig.

”Hvad så, Samantha? Hvor er Willow blevet af?”

Shit. Hun startede hårdt ud. Bitch.

Så var pausen slut. Jeg ignorerede hende, og begyndte igen. Så løftede jeg med det andet ben. Langsomt op, holdte den i et par sekunder og førte den kontrolleret ned igen.

”Du får sgu da aldrig transformeret den flade røv hvis du ikke tager dig sammen og går ud af snegletilstanden,” fnøs hun bag mig. Ironisk. Sandra var en af de tyndeste piger i verden – og det samme gjaldt for hendes røv. Det var vel derfor, hun havde så travlt med de squats.

”Hold nu mund, Sandra,” sagde jeg, da jeg igen var kommet til pausen. Jeg borede blikket ind i hendes isblå øjne, som så en anelse forskrækkede ud. Jeg plejede ikke at svare igen på den måde. Men hun skulle ikke fucking nævne Willow. Det ragede på simpelt vis bare ikke hende.

Hun sukkede dramatisk og traskede tilbage til sine vægte. Hun samlede dem op, og begyndte igen på sine squats. Jeg smilede. Bare bliv ved og få den knæskade du fortjener.

 

✲✲✲

 

Jeg lagde mig under dynen. Engelsklektierne lå på skrivebordet, og det var blevet ret sent. Men jeg havde i det mindste fået dem lavet. Det var så svært at koncentrere mig, når Willow og Sandra kørte rundt i mit hoved.

”Kom nu tilbage, Willow,” hviskede jeg for mig selv, inden søvnen sprang på mig og bedøvede mine tanker. For nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...