Gone

Mystik og spænding er noget af det, som Samantha Pape holder allermest af. Men da hendes bedste veninde Willow en dag forsvinder, får ordene en helt ny betydning. Hvad der i starten bare virker som en sporløs forsvinding, bringer mystiske spor og mørke hemmeligheder med sig frem i overfladen. Flere og flere tegn peger på, at overnaturlige kræfter har fingre med i spillet. Hun må overveje, hvem der er hendes venner og fjender, når hun i sin søgen efter Willow opdager dystre sandheder. Aftenen inden Willow fordufter, vender Diablo Wales tilbage fra ungdomsfængslet. Har han en sammenhæng med alle de mystiske ting, der sker? Og hvordan opklarer man sådan en sag, når man er så indblandet, at man er tvunget til at lyve overfor sine forældre og politiet? Det eneste Samantha kan være sikker på er, at hun bliver nødt til at finde Willow - før det er for sent...

4Likes
5Kommentarer
372Visninger
AA

3. Kapitel 1

Jeg stilte mig på tæer og lænede mig så tæt ind til vinduet som muligt. Vores ånder duggede den kolde rude til, da vi længe stod og betragtede den sølvgrå bil som lige var trillet ind i huset skråt overfor. Det var svært at se andet end reflektionen af vores opspærrede øjne. Da bilen havde holdt stille i et par minutter, trådte Mr. Wales ud af bildøren. Han så udtryksløs ud, da han gik hen til bagagerummet og løftede en lille rejsetaske ud.

Så åbnede bildøren i den anden side. Det var Diablo.

Jeg kunne høre et svagt gisp fra Willow ved min side. Vi kiggede hurtigt på hinanden. Hendes store, gråblå øjne var spærret helt op, og hun lignede én, som havde set et spøgelse. Men jeg vidste, at hun inderst inde elskede det. Hun elskede alle former for eventyr og spænding ligesom jeg. Det var nok derfor, vi havde været venner så længe.

 

“Det er ham,” hviskede jeg, som om jeg skulle passe på, at han ikke hørte os. Jeg skulede ned på ham. Han var blevet meget højere og stærkere i det år, han havde været væk. Det var nu ikke fordi, han ikke var stærk før han tog af sted. Han havde da i hvert fald haft kræfter nok til at dræbe min kæreste. Næsten.

 

For lidt over et år siden, endte Carl - min kæreste - i et slagsmål med Diablo og blev slået så hårdt, at han døde. Heldigvis kun i nogle få minutter. Så røg Diablo ellers direkte til ungdomsfængslet, hvor han havde været i et år. Men nu var han kommet tilbage.

 

“Hvor lang tid tror du der går før han ryger ind igen?” fnøs jeg. Willow forblev tavs og stirrede ud af vinduet. Regnen silede ned, og Diablos pjuskede, brune hår var blevet så vådt, at det klistrede til hans pande. Han fulgte med sin far ind i det store, hvide hus, og døren smækkede bag dem. Ikke mere spænding for i dag.

 

Willow og jeg smed os i hendes seng. Den var fint redt op med et rosa sengetæppe og pjuskede hvide puder. Resten af Willows lille værelse var også lyserødt. Det passede godt til hendes personlighed. Hun havde altid været så genert og en anelse lille pige-agtig med hendes skulderlange, lyse hår der dansede og krøllede om hendes ansigt med de store, blå øjne. Hun var enhver mors drøm. Men drengene lagde også mærke til hende, hvilket hun aldrig lod til at bide mærke i. Det var som om, hun kun tænkte på at være ved min side, ligesom jeg altid var ved hendes side.

 

“Jeg må vel hellere se at komme hjem før min mor ringer for tiende gang,” lo jeg lavmælt og rejste mig fra den bløde seng. Willow nikkede og fulgte mig ud til døren.

 

“Vi ses i morgen, Samantha!” råbte hun. Jeg vidste bare ikke, at det var en løgn. Jeg svingede benet over cyklen og begyndte at køre hjem.

 

✲✲✲

 

Jeg gik ned af gangen alene. Hverken Carl, Lisa eller Willow var kommet endnu, men det var Sandra The Bitch selvfølgelig. Jeg åbnede mit skab og rodede efter mine engelsk bøger, og jeg kunne tydeligt høre hende plapre løs i baggrunden. På ti sekunder kunne hun nå at tale om alt fra makeup og negle, til hvor grimt og fedtet mit hår så ud.

Jeg fattede ikke, at der var så mange, der gad hende. Heldigvis havde jeg lært og ignorere hende.

 

“Hej, Samantha!” sagde en stemme bag mig. Endelig var Lisa kommet.

“Er Willow ikke kommet endnu?” spurgte hun og rynkede de tynde, mørke øjenbryn.

Jeg rystede på hovedet så mit lange, rødbrune hår fløj rundt i luften.

“Men bare rolig, Sandra og hendes crew har underholdt mig indtil nu,” fnøs jeg. Lisa drejede hovedet hen mod hende og fik øje på Sandra og hendes meget letpåklædte veninder.

“De har ikke sagt noget til dig, vel?” spurgte hun og nedstirrede de fem piger. De lignede alle Sandra med farvestrålende crop tops og de korteste, korte shorts. Sandra kiggede hen på os og fnes. Få sekunder efter skulede resten af kliken herhen, kastede med håret og vendte blikkene tilbage mod hende.

Pludselig ændrede Sandra sin stemme fra lavmælt og hviskende til sin velkendte “lyt så, nu skal jeg have opmærksomhed!”-stemme.

“Har I set, at Diablo Wales er kommet tilbage fra spjældet?” halvråbte Sandra. Det var tydeligvis ikke meningen, at det kun var hendes lille crew der skulle høre det. Hun skulede hen mod mig og Lisa. Jeg sukkede og skulle lige til at gå, da jeg kunne mærke et par arme omkring mig. Jeg vendte mig om, og stirrede lige ind i Carls hunde-agtige, brune øjne.

“Bare han ikke gennemtæver Carl igen,” lød det i baggrunden fra Sandras skingre, lyse stemme. Men det var ligemeget. For nu var Carl her, og når han var her, kunne jeg ikke været andet end glad.

Jeg trak ham ind i et kram, og han grinede overrasket.

“Jeg troede, du måske var syg i dag,” sagde jeg, da jeg endelig gav slip. Han rystede på hoevedet.

“Nej, min søster var bare lidt langsom i dag,” forklarede han og åbnede sit skab. Han fandt hurtigt sine bøger og pillede lidt ved hjørnet af historiebogen.

“Vi må hellere se at komme ned til engelsklokalet nu,” afbrød Lisa og tog mig i armen. Vi travede hen ad det lyse, blanke stengulv og kantede os gennem labyrinten af elever.

“Vi ses til frokost!” kunne jeg høre Carls dybe stemme runge nogle meter bagud. Vi passerede Sandra The Bitch og drejede om hjørnet.


 

✲✲✲


 

”Kartofler?” mumlede kantinedamen til mig og øste op på min tallerken. Jeg gik videre i køen der langsomt bevægede sig fremad.

Pludselig vibrerede min mobil i lommen, og jeg var ved at tabe tallerkenen på gulvet, da jeg fiskede den op. En eller anden bag mig mumlede utilfreds, at jeg skulle se mig for.

“Hej Samantha,” sagde min mor i den anden ende. Min mor plejede næsten aldrig at ringe.

Jeg mimede ja tak til den næste kantinedame, som tilbød en sandwich.

“Har du hørt noget fra Willow i dag?” spurgte hun. Hun lød en anelse bekymret. Hvad var der galt?

“Nej, jeg troede bare, at hun var syg? Men jeg kan prøve at skrive til hende,” foreslog jeg. Willow plejede altid at skrive, hvis hun ikke kom i skole. Det var da underligt, at hun ikke havde skrevet i dag.

“Samantha, jeg tror ikke, det nytter noget… hendes forældre har prøvet at ringe hele dagen, og hun tager ikke telefonen…”

En klump begyndte at vokse i min mave. Hun var jo hjemme i går aftes? Jeg gik ud af køen og satte mig på en bænk. Jeg pillede lidt ved min sandwich og prøvede at berolige mig selv.

“Hendes forældre har lige ringet, og de sagde, at de vil ringe til politiet hvis vi ikke kan fortælle dem noget. Hun har været væk hele dagen, og sandsynligvis også i nat,” forklarede hun.

Mit hjerte begyndte at banke. Jeg kunne mærke, hvor hårdt det slog mod min brystkasse. Jeg var helt mundlam. Willow var ikke typen, der bare kunne finde på at stikke af.

“Jeg ringer hvis jeg hører noget,” hviskede jeg og lagde på. Jeg stirrede tomt ud i luften. Bekymringen bredte sig ud i hele min krop. Jeg tastede Willows nummer ind i telefonen, jeg kunne det udenad. Efter ti sekunder gik hendes voicemail i gang. Jeg tog et par dybe vejrtrækninger og rejste mig op. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at hun nok skulle dukke op inden i aften. Det skulle hun.

 

Jeg satte kursen hen mod det sædvanlige bord. Anna og Lisa sad der allerede. Da Lisa fik øje på mig, afbrød hun hurtigt sin samtale med Anna.

“Er der noget galt, Samantha?” spurgte hun, og borede sit blik hele vejen i gennem mig. Hun kunne altid fornemme, hvis der var noget galt. Jeg sukkede. Var det virkelig så tydeligt, at jeg var syg af bekymring?

“Min mor ringede lige,” forklarede jeg, mens jeg satte mig overfor hende. Lisa kiggede undersøgende på mig og løftede det ene øjenbryn.

“Willow er væk. Hendes forældre snakker sikkert med politiet lige nu.”

Jeg sank en klump og kiggede mig omkring. Carl var på vej herhen. Jeg rev en stump brød af sandwichen og smuldrede den.

“Virkelig? Var du ikke sammen med hende i går?” spurgte Anna. Jeg nikkede, og undgik at kigge hende i øjnene. Carl satte sig ned ved siden af mig. Hans friske duft beroligede mig med det samme. Jeg prøvede at sige hej, men det var som om, ordene sad fast i min hals.

“Okay, hvor kedelig var jeres engelsktime på en skala fra 1 til 10? Det var et rent helvede, da jeg havde Mr. Hastings sidste år, han plaprede løs hele...”

Han afbrød sig selv, og kiggede rundt på os. Anna rømmede sig, og kiggede ned i bordet.

“Willow er løbet væk,” sagde jeg og gjorde en ende på den akavede stilhed. Jeg kunne høre, at de summende stemmer omkring mig langsomt stoppede. Jeg prikkede lidt til kartoflerne med min gaffel.

“Øh… hvad?”

Anna og Lisa begyndte at forklare, og det var som om, flere og flere omkring os begyndte at lytte med. Da de var færdige, kiggede Carl trøstende på mig.

“Vi kan tage hjem til hende og snakke med hendes forældre efter skole, okay?”

Jeg nikkede og spiste en stump kartoffel. Den var blevet helt kold. Alt jeg kunne tænke på, var at finde Willow. Og det skulle være i en fart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...